Mig og min far

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er min første historie, jeg ligger ind på movellas. Denne historie er en afgangasprøve fra 9. klasse. Jeg håber i kan lide den. Har overvejet at begynde at skrive en fantasy, så hvis i kan lide den, vil jeg meget gerne have det at vide.


11Likes
15Kommentarer
500Visninger

1. Mig og min far

Jeg sad i bussen på vej hjem fra far. Vi havde snakket om så meget. Vi havde et fantastisk godt forhold til hinanden, men nu var det hele gået galt. Det startede med, at vi sad og spiste en lækker middag, da far sagde: ”Nu er det på tide, jeg siger det...”

”Hvad?” spurgte jeg lidt fraværende. Min far rejste sig og gik ud i køkkenet. Jeg spurgte igen, hvad det var. Min far vendte sig om og så lige på mig ude fra køkkenet: ”Jeg er ikke din far.” Jeg så forvirret op: ”Hvad er du ikke?”

”Jeg er ikke din far. Jeg ved godt, det kan være lidt svært, det var det også for mig, da jeg fandt ud af det,” sagde han bedrøvet.”Hvordan har du fundet ud af det?” spurgte jeg forvirret. Han fortalte, at han havde fået et brev fra sygehuset om, at der var sket en fejl ved fødslen, og jeg var blevet bytte med et andet barn. Syge­huset havde givet ham mine biologiske forældres nummer. ”Husk at ringe når du er kommet hjem,” tilføjede han, inden jeg gik ud af døren og hen til busstoppestedet.

 

Nu sad jeg så i bussen og tænkte på mine biologiske forældre. Jeg prøvede at berolige mig selv med, at de nok ikke var værre end mine egne forældre. Jeg vidste også bare inderste inde, at jeg ikke ville have nogen anden far. Min far havde altid hjulpet mig, tænk hvis min nye far ikke ville. Jeg blev helt ør i hovedet af at sidde og tænke på, hvordan mine biologiske forældre var. Stemmen i bussen afbrød min tankestrøm: ”Næste stop Brøndshøjvej.” Jeg gik ud af bussen og hjem til min mor. Da jeg kom ind af døren, hørte jeg min mors skinger stemme: ”Jeg har bagt kage, vil du ikke have noget?”

”Nej tak,” sagde jeg fraværende.”Hvad er der galt?” Spurgte hun og kiggede intenst på mig og forsatte: ”Din far har fortalt dig om brevet? Jeg sagde ellers, han skulle lade være med at fortælle dig det,” sagde hun og gik ud i køkkenet, imens hun mumlede en masse bandeord. Jeg gik ind på mit værelse og smed mig på sen­gen. Jeg tog min mobil op af lommen og kiggede på den. Jeg tastede frustreret min fars nummer ind og tog mobilen rystende op til mit øre. Jeg blev helt lamslået, da jeg hørte, hvad min far sagde: ”Hej. Det var godt du ringede,” han forsatte med en urolig stemme: ”Jeg har ringet til dine forældre og spurgt, om vi ikke skulle prøve og bytte i en uge,” han blev helt tavs, og det føltes som en evighed, før han sagde, at han nok skulle køre mig derud, og at mine forældre sikkert var vildt søde. Jeg havde lagt på.

 

Nu lå jeg på min hovedpude og kiggede op i loftet, imens jeg tænkte på, hvorfor min far gerne ville bytte mig ud. Vi havde haft det rigtigt hyggeligt. Havde vi ikke? Jeg blev helt forvirret og besluttede med mig selv, at det hele nok skulle ordne sig. De kunne da heller ikke være værre end min egen mor. Jeg husker tydeligt, hvordan hun i femte klasse havde fortalt alle mine veninder om, at jeg tissede i sengen hver nat. Dagen efter havde de kaldt mig Tissekatrine. Det øgenavn brugte de helt ind til syvende klasse. Min mor havde bare sid­det og grinet af det navn, de havde fundet på. Så værst kunne det da ikke gå med mine rigtige forældre. Men det kunne det. Jeg løb grædende væk fra mine rigtige forældres oplyste hus. Det hele var startede for kun en dag siden.

 

”Farvel vi ses om en uge,” sagde min far og satte sig ind i bilen. Jeg stod helt stift og kiggede tilbage, af den vej min far lige var kørt. En sukkersød stemme afbrød mig: ”Hej Katrine vil du ikke med indenfor og have en kop te?” jeg stod nu og kiggede på det hus, jeg skulle tilbringe en uge i med mine biologiske forældre. Det var et stort et etages hus, med en stor fin have. Haven var meget fornem med flotte blomster, men det var ikke positivt. Det hele var så perfekt, at det var til at brække sig over. Jeg gik forsigtigt ind i det store hus. Min biologiske mor stod med hånden i venlig gestus og sagde med den samme sukkersøde stemme som før: ”Kom med ind i stuen så skal du møde din far.” Jeg gik stift ind i stuen med et falsk smil. Det eneste jeg kun­ne tænke på var, at hun havde sagt min far. Skulle jeg mon til at bo her? Jeg så op på min biologiske far. Han så tilsyneladende venlig ud. Hans ansigt var et stort smil, men det var falskt. Min biologiske mor satte en stor tallerken med småkager på bordet. Min biologiske far gik ovenpå, og min rigtige mor undskyldte meget, at han gik.

 

Resten af dagen lå jeg i deres udestue, som var ligeså perfekt som resten af huset. Om aftenen da jeg lå i sen­gen, kunne jeg ikke holde det ud længere. En blanding af et hulk og et gisp kom ud af min mund. Nu kunne jeg ikke holde min sorg inde mere. Min rigtige far var en optaget forretningsmand, som ikke ville andet end sit job. Min biologiske mor troede, at alt var perfekt, men det var det ikke. Jeg hadede dem af hele mit hjerte. Hvordan kunne det lade sig gøre, at jeg ikke elskede min mor og far? Jeg lå og græd og græd, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg ville ønske, jeg kunne blive ved med at græde, for det var lettere end at tænke. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle være tapper, og ikke springe over hvor gærdet var lavest. Jeg blev nød til at tænke det hele igennem for at kunne klare denne situation uden at falde fra hinanden.

 

Næste morgen vågnede jeg. Jeg listede stille ned i stuen. Jeg kiggede rundt. Der var en uhyggelig stilhed. Jeg havde besluttet med mig selv at stikke af og tage hjem til min far. Jeg håbede inderligt, at min far og hans bio­logiske datter ikke kunne fordrage hinanden. Forsigtigt tog jeg min jakke omhyggelig med ikke at larme. Pludselig knirkede gulvet, men det var ikke fra der, hvor jeg stod, men ude i gangen. Jeg stivnede, og tænkte på, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg løb hen imod bordbænken, men det var allerede for sent. ”Nå da da. Er vi ude på en lille morgen tur? Eller har du bare besluttet dig for at stikke af?” det var en kold stemme, som fik alt i mig til at fryse til is. Jeg kiggede hen mod lyden. Det var iskolde øjne, jeg kiggede ind i, og det var min biologiske fars. Jeg prøvede på at lyde så overbevisende som muligt: ”Nej. Jeg var.... nej jeg fr-frøs bare lidt,” sagde jeg med en skælvende stemme, som ikke var spor overbevisende. ”Det skal man være rigtig dum for at tro på.... Jeg tror, du besluttede dig for at tage hjem til din far, men det kommer ikke til at ske! Du vil da ikke knuse din mors hjerte, vil du?” spurgte han med en kold stemme som før. Det var en stemme, der gik gennem marv og ben. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. ”HUN ER IKKE MIN MOR!” råbte jeg med en overbevisende stemme, som helt overraskede mig selv. ”Jo det er hun. Jeg tror rent faktisk, at hun vil forblive det, og det kan du ikke lave om,” han forsatte med en hård stemme: ”Din far kan sikkert ikke lide dig, og vil nok fortrække at bo sammen med sin rigtige datter. Hvorfor skulle han ellers sende dig hjem til os?”

 

Jeg tænkte i lang tid, over det han havde sagt. Det var jo rigtigt nok. Han havde sent mig væk, og hvorfor skulle han have gjort det, hvis han kunne lide mig? Jeg skubbede hurtigt den forfærdelige tanke væk. ”Han gjorde det, fordi han troede, at det ville være godt for mig. Han elsker mig!” spruttede jeg. ”Det ved du også godt selv ikke er rigtigt. Så jeg syntes du skal blive her ugen ud, for det ville jo ikke være så godt, hvis jeg fortalte din mor om den her samtale. Ja og nok heller ikke hvis jeg fortalte det til din forkerte far,” sagde han med en alt for sukkersød stemme. Jeg kunne godt se det, hvis min far fik det at vide, ville han nok, syntes jeg var barnlig. Det var noget, jeg ikke ville have min far til at syntes om mig, så jeg besluttede mig for at samar­bejde: ”Okay hvad vil du have?” hans læber gik op i et uhyggeligt smil. ”Jeg vil have, at du tager dit tøj af og kommer herhen.” Det kunne han da ikke mene. Det var jeg ikke villig til at ofre. ”Din klamme pædofil,” råb­te jeg. Han kom nærmere. Min hånd samlede sig i en knytnæve, og jeg førte den hurtigt og elegant op i hans ansigt. Han skreg. Jeg tog min jakke og løb hen til vinduet. Jeg hoppede ud, men jeg nåede ikke at få min venstre fod med ud. Han greb den og hev alt, hvad han kunne. Jeg bandt hurtigt min sko op, og modstanden var væk med det samme.

 

Nu løb jeg så alt, hvad jeg kunne. Jeg hev efter vejret. Jeg stoppede og kiggede op på mit hus. En dejlig var­me flød igennem min krop. Jeg var endelig hjemme. Det var der, jeg så min far og hans datter stå og grine. Jeg stod forbløffet og kiggede på dem. Så dum havde jeg da ikke været og tænkt, at fordi jeg hadede min far, og han hadede mig, at det ville være det samme med min far og hans datter. Jeg faldt til jorden. De elskede hinanden. Det var rigtigt, det han havde sagt, min far elskede mig ikke. Min krop fyldets med vrede og sorg. Jeg løb alt, hvad jeg kunne ud i den store skov, som var vores nabo. Men det var jo ikke min og min fars nabo, det var min far og hans datters nabo. Pludselig gik det op for mig, at ordet far ikke var det ord, jeg skulle bruge til at omtale ham med. Far var ordet på den far, som havde prøvet at overfalde mig. Ordet far var et ord af vrede. Jeg skreg. Det var ikke et bange skrig, men et frustreret skrig.

 

Jeg faldt til jorden foran en sø. Gråden væltede ud af min mund, og tårerne flød ned over min kolde kinder. Alt sortnede for mine øjne. Hvordan kunne det her være sket? Mit liv var ubetydeligt nu. Ingen elskede mig. Jeg var mislykket. Der var ingen, der havde brug for mig mere. Hvad skulle jeg leve for? Jeg havde ikke lyst til at leve mere, det var for svært. Det var ikke det værd, at gennemgå alt den her smerte for at kunne leve et ensomt liv. Alt mit livsmod var væk. Jeg var en kujon, fordi jeg havde givet op. Nu kom beslutsomheden op i mig. Jeg måtte dø. Det ville være bedst for alle. Jeg kiggede ned i den sø, jeg var faldet sammen foran. Min far havde aldrig lært mig at svømme. Søen hed den bundløse sø, fordi den var så dyb. En pind knækkede og afbrød mine tanker, men jeg var ligeglad. Jeg besluttede mig, og det var overraskende let. Jeg hoppede. Det iskolde vand frøs mod min hud. Instinktet i mig søgte op mod overfladen, men jeg kæmpede imod og faldt langsomt mod bunden. Overfladen i vandet blev brudt, men det var ikke mig, der brød den. Mere nåede jeg ikke at se. Lyset kom. Er jeg på vej til himlen? Det var fantastisk at dø. Der var ingen smerte, men pludselig kom smerten, og jeg åbnede øjnene. Jeg kiggede op i et par trygge øjne. Det var min forkerte fars. Jeg hørte en hvisken: ”Du er min elskede datter.” Alt blev mørkt, men kun for mine øjne. Mit hjerte lyste af glæde. Jeg var levende, da jeg hørte ordene, og det var nok til, at lykken flød i mig.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...