One shot - Tanker

Tja et lille one shot herfra.

1Likes
0Kommentarer
189Visninger

1. One shot

Sivirren i armen beskrives ikke bedre end dræbende, men stadig fantastisk. Den skarpe genstand har endnu en gang ramt din bare hud, som efterhånden er fuldt op med tydelig ar. Både vandret, lodret, korte og lange ar. Nogle dybe og andre bare overflades sår. 

Vasken fyldes endnu en gang med blod, det ser endnu dræbelig ud end det plejer. Det bløder mere end det plejer, og gør mere ondt. Din arm begynder at ryste, og snart kan du ikke mærke smerten i den.

Smerten er væk, følelsen i armen er væk, men blodet er der endnu. Først nu kommer frygten op, frygten for dine forældre skal indse din hemmelighed. De betyder egentlig ikke rigtig noget for dig længere, de har svigtet dig gang på gang, nu er det blevet for meget. 

De er egentlig skyld i den depression, du er ved at få. Mørke dage kommer dig i møde, og nogle er værre end andre, men dem alle er et mareridt for tiden. Der intet godt ved livet længere, du ser ingen modstand for at forlade jorden. Før var der altid dukket en eller to mennesker op i hovedet, som har stået i mod, du hang mig selv, men nu. - Du mærker ingen modstand, selvom folk siger det, frygter du ikke døden længere. 

Måske skulle du bare gøre det, det ville måske være bedst for os alle? Det kan godt være, nogle vil savne dig, men tænk på dig. - Du skal ikke længe frygte alt, Du skal ikke længere glor på det klammeste spejlbilled hver morgen, hvor du hvergang har lyst til at skærer i hele dit blege ansigtet.

Du skal ikke længere gyse ved synet af din nøgne krop, ikke længere hører de modbydelige ord fra folk, ikke længere hører skænderierne mellem dine forældre og ikke længere hører stemmerne. Folk skal slet ikke bruge tid på dig længere, eller bekymrer sig om dig længere, for det hele er sket. Rebet er rundt om halsen, og dine ben vil hænge slapt ned og svinge frem og tilbage, fordi du har brugt de sidste få sekunder af dit liv på, at rive dig løs af rebet, selvom du egentlig ikke vil.

Slagene du får til tider af din far, som er rasende, skal du ikke længere mærke. Bekymringen fra mennesker skal du ikke længere hører, da det er for sent. Du skal ikke længere snakke med diverse mennesker, som du egentlig ikke vil snakke med, men som du er tvunget til at snakke med. Tårerne skal ikke længere trille ned ad kinden på dig. 

Men alt dette er jo bare noget du tænker i dag, eller er det? Er det virkelig ved, at være den ende, hvor du virkelig begynder at overveje det yderligere? Er du nået dertil, hvor du bare ikke kan klare mere? Hvor det egentlig vil være bedst for både dig selv og andre, at du forlod verden. 

Du har indset, du mangler hjælp, men den hjælp de giver dig, er sådan set bare endnu et problem for dig. Folk sender dig videre til det næste menneske, du skal snakke med, du magter det ikke. Du gider ikke sidde og snakke om dine problemer, for hvis det stod til dig, har du ikke nogle problemer. Du har det godt, bare du har dit barberblad, så er alt godt.

Hvornår finder de ud af det? Og hvad sker der overhovedet, når de finder ud af det? Hvordan reagere de, vil du få det bedre eller værre? Du vil så gerne sige det, men du har ingen styrke tilbage, du har intet mod til at sige det. Måske skulle du skrive det, nu når din mor ikke bor hjemme længere. - Nej, for så vil hun bare hjem til dig, og siger det videre til din far, og du magter ikke, at snakke med dem om det. Det okay de ved det, men du vil ikke snakke om det. Det er en ting, som bare skal lades ligge, i hvert fald med dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...