Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1382Visninger
AA

2. Starten på noget nyt

Jeg satte mig ned og græd. Helt alene i verden var en stor ting og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle klare mig. Jeg sad bare der og følte, at alt gik imod mig og, at intet længere var godt. Sådan sad jeg i rigtig lang tid og da jeg endelig tog mig sammen og kiggede rundt i hulen, opdagede jeg, at der manglede mange ting.

    Alle beviserne, undtagen stenen, for magisk eksistens i hulen var væk. Han havde virkelig ment det med, at jeg skulle klare mig selv. Jeg måtte selv bygge mit helt eget lager op. Jeg trappede sur ud ad hulen, og skreg så højt jeg kunne. Han kunne bare ikke være bekendt at forlade mig her. Jeg kendte ingen, og jeg havde aldrig været alene i mere end et par dage, hvordan skulle jeg dog kunne overleve helt selv. Min far ønskede åbenbart ikke, at jeg overlevede vinteren, for så havde han da blevet ved mig.

   Jeg var så hidsig, at jeg gik ind i en sten og væltede ned på den hårde jord. ”For blomsten da!” sagde jeg irriteret, da jeg så såret, som blødte og sveg. Skulle alt og alle da også være i mod mig. Alt ville åbenbart gøre mig fortræd denne dag, så som en forskræmt kanin løb jeg ind i hulen, for at gemme mig for den ensomme og frygtelige verden, som truede mig.

   Jeg faldt på knæ på gulvet inde i hulen og tændte ild i bålet og græd alt elendigheden ud. For ingen kunne alligevel se mig.

 

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde siddet der og grædt, men lige pludselig kom en dreng løbende ind i hulen og skreg: ”De kommer! Hvor er der et sted, hvor jeg kan gemme mig! Jeg vil ikke ende på borgen. Det vil jeg bare ikke!”. Han løb rundt som en hane uden hoved som om, at han aldrig ville stoppe. Så fik han øje på mig, og så blev han lige pludselig mere rolig. ”Øhm hej” sagde han, mens han stadig kiggede efter et sted, hvor han ville kunne gemme sig. Han kiggede hurtigt rundt, og det var som om, at han var ved at give op. Så kiggede han på mig igen. ”Du har ikke tilfældigvis et rigtig godt gemme sted, hvor jeg kunne gemme mig?”. Han kiggede bedende på mig. Jeg kiggede alvorligt på ham, for lige der havde jeg hverken lyst til at stå overfor nogle soldater og lyve eller i det hele taget møde nogen. Jeg tog en dyb indånding og tørrede nogle tåre væk.  

   ”Gem dig i mit rum” sagde jeg og rejste mig op og pegede på sprækken.  Han løb hurtigt derhen og kravlede langsomt ind gennem den. Han pustede og mange sten ramte gulvet, fordi han havde ramt dem. Han havde vist ikke klatret meget. Jeg smilede og kort tid efter var han helt væk, så jeg hentede den store gyde og satte den på bålet. I den puttede jeg en masse kød og nogle grønsager, som passede til årstiden.

   Jeg trak vejret dybt ind og begyndte at tælle stille og roligt. Da jeg kom til nul, kom der tre soldater ind i hulen. De kiggede sig hurtigt omkring og da de ikke kunne se andre end en ensom pige, som stod helt roligt og lavede aftensmad, faldt de til ro. En af dem snuste til luften og hans mave rumlede. Han kiggede sulten på gryden og igen rumlede hans mave højt.

   ”Lille søde pige” begyndte han lokkende, ”er der måske en lille smule til os også?”. Jeg kunne se, at han inderligt håbede, at der var. Jeg smilede det kærligste smil, som jeg kunne præstere. ”Jeg stod faktisk og håbede på, at der ville komme nogen, så jeg lavede ekstra. Det har jeg gjort i lang tid, men fordi der aldrig kommer nogen, må jeg altid smide det ud igen”. Jeg kiggede ned og så rigtig trist ud. Manden, hvis mave rumlede, gik tættere hen til mig. ”Er du helt alene min lille ven?” sagde han sorgmodig. Jeg kiggede på ham som om, at han havde slået mig. ”Nej da, min far kommer tilbage en dag igen. Det ved jeg, at han gør!” sagde jeg fast og med den mest barnlige stemme jeg kunne.       

   Så gik jeg hen i mod køknet og hentede skåle, hvor i jeg hældte maden i. ”Sæt jer!” sagde jeg bestemt og kiggede dødsens alvorligt på dem, ”ellers bliver der ingen aftensmad til jer! Som min far altid siger: en stående mand, der spiser sin mad sådan, nyder ikke livet. Den regel går jeg ind for!”. Jeg måtte mig sammen for ikke at grine over den tone jeg havde på. Jeg følte mig så malplaceret for lille pige var bare ikke en rolle som jeg ville have på mig, men hvad gjorde man ikke for at hjælpe andre?

   Mændene satte sig ned og tog imod skålene, hvormed de begyndte at spise. Da de var færdige kiggede en af mændene på mig. ”Du har ikke set en dreng komme løbende eller noget vel?”.

   Jeg rystede på hovedet og samlede deres skåle sammen. Så gik jeg udenfor, selvom jeg vidste, at soldaterne nu gik og ledte inde i min hule for at være sikre på, at drengen ikke gemte sig et sted derinde.     Jeg gik hen til den store regn spand og vaskede skålene rene, mens jeg sang vaske sangen, som konerne nede i byen gjorde. Lidt efter kom mændene ud. De smilede stort til mig og kyssede mig på kinden, hvormed de gik videre. Irriteret tørrede jeg kinden af, og lovede mig selv, at jeg aldrig ville påtage mig den rolle igen. Jeg samlede stille tingene sammen, da de var ude af syne og gik ind i hulen. Drengen var stadig, derinde kunne jeg høre, så jeg gik stille hen til sprækken og begyndte at kravle derop.

   Han sad stille i hjørnet af rummet og kiggede bange på sprækken, som om han bare ventede på, at de ville finde ham og bringe ham til borgen. ”De er gået” sagde jeg og satte mig så, at han ikke kunne komme hen til sprækken uden at skulle masse sig forbi mig. Jeg smilede kærligt til ham, for jeg håbede, at han kunne blive en ven og, at jeg derfor ikke ville være helt alene. ”Du behøver ikke være bange. De kommer ikke igen og jeg har lavet aftensmad, hvis du er sulten”. Hans mave rumlede, da jeg nævnte mad, men hans ansigt blev hårdere som om, at han ventede på, at jeg ville have noget af ham først. Jeg smilede til ham, og bevægede mig tættere på sprækken. Hans øjne veg ikke fra mine et sekund.

   Jeg stødte på min magiske sten. Jeg tog fat i den, og med det samme var han over mig, som om det var et våben jeg havde taget. Jeg skreg, for angrebet kom som et chok. Han slog mig, men stoppede da han så, at jeg ikke havde gjort modstand. ”Hvad tog du?” sagde han forpustet. Det var svært at trække vejret med hans vægt  oven på min mave. Jeg tog stenen stille og roligt frem og drengen gjorde store øjne, da han så den blå sten lyse kraftigt.

   ”En magisk sten.. Den lyser jo.. Vent.. Det vil sige, at..”. Han kiggede på mig med nysgerrighed og håb. ”Er du magisk?”. Han flyttede sig langsomt af mig og hev mig op at sidde igen. Jeg trak vejret hårdt ind og tørrede en tåre væk fra ansigtet. ”Ja jeg er magisk”. Jeg bevægede mig hurtigere hen til sprækken og kravlede ned til det store rum i hulen. Drengen kravlede efter mig, og da han stod op ved siden af mig, tog han fat i min arm. ”Så burde vi holde sammen!”.

 

Jeg kiggede langsomt op og ned af ham. Han var meget muskuløs, og hans arme bar ar efter kampe. Hans mørkebrune hår gik krøllende til ørene og hans grønne øjne trængte sig ind i min hukommelse og ville altid blive gemt i min sjæl, som et af hans mange ar var gemt på hans krop. Jeg tog fat i hans brune hånd og han slap sit greb i min arm og lod sin arm falde. ”Så skal du love mig en ting” sagde jeg og gik hen mod fryserummet, bag mig kunne jeg høre ilden, der igen blussede op ved min fremkaldelse.  

   Inde i fryserummet stod kødet i en stor balje med is, jeg tog noget af kødet op og gik ind med det. Den store kniv, som sad i mit bælte skar jeg kødet i små stykker med. Drengen havde ikke flyttet sig, siden jeg var gået. Han kiggede på mig og kødet. ”Hvad skal jeg love?” spurgte han alvorligt. Jeg smilede og lagde kødet i gyden og gik efter en ske. ”Lov mig, at du ikke angriber mig sådan igen”. Han smilede igen og nikkede. ”Det lover jeg gerne, men du må også love mig en ting”. Jeg vendte mig nysgerrigt om med skeen og gik hen mod gyden. ”Hvad skal jeg love?”. Han kiggede på sine fødder og sagde lige så stille. ”Lov mig at gå i bad, for du dufter ikke ligefrem godt lige nu”. Han kiggede nervøst op. Jeg lo. Af alle livets elendigheder tænkte han på min duft. ”Det lover jeg gerne, men så er du nød til at holde vagt, mens jeg laver mere mad”.

   Da jeg så ham forsvinde gennem åbningen, slappede jeg mere af og lidt efter tog jeg mig selv i at smile.  

 

Jeg råbte højt efter ham, og han kom hurtigt gående drivvåd. ”Det regner!” han smilede, og satte sig ned. jeg gav ham en skål med mad i, han takkede pænt. ”Du behøvede da ikke at stå ude i regnen. Du kunne bare have stået inde i hulen og kigget ud”. Jeg kiggede på ham og kunne ikke lade være med at le. Dråberne trillede ned fra hans hår og ladede på jorden, og han spiste hurtigere end jeg nogensinde havde set en spise. Da han var færdig, smilede han. ”Jeg havde ikke tænkt så langt, og for at være helt ærlig, tænkte jeg mere på min mave end på at kigge efter soldater, men jeg så ingen”. Han kiggede på mig og lagde skålen fra sig på gulvet, hvor han så lagde sig ned. Et stort gab kom fra ham, og det fik mig til at grine igen. ”Du må godt sove i mit rum, jeg er ikke træt endnu”. ”Jeg vil ikke være påtrængende, sov du bare i dit eget rum”. ”Du burde sove oppe i mit rum, så er der en mindre risiko for, at du bliver opdaget, hvis der kommer nogen, for jeg kan bare komme op til dig, hurtigere end du kan klatre der op”. Han blinkede og rejste sig. Da jeg gik hen i mod indgangen, hørte jeg, at han var på vej op til mit rum. Jeg smilede for mig selv og satte mig i indgangen og kiggede ud på dråberne fra himlen, som blev ved med at falde ned. Kulden havde sneget sig ind over landet, men jeg frøs ikke. Den lagde sig rundt om mig som et tæppe, men den kunne ikke skade mig. ”Kære nattekulde varm os i nat”. Det lød mærkeligt at sige til kulden, men min far havde lært mig, at man bare skulle være høflig over for kulden og heden, for så ville de også være rare over for en.  En vind ramte mig med det samme og jeg satte mine hænder frem for at møde den, som var det i et knus. Jeg blev fuld af glæde og tryghed, så jeg rejste mig langsomt op og råbte ud i vinden: ”pas på os i nat, dig som ingen kan røre, men som alle alligevel går igennem!”. Vinden blev kraftigere et øjeblik, så blæste det ikke mere, kun en stikken i mine fingre fortalte mig, at den stadig var der. Jeg gik så langsomt ind i hulen og klatrede op igennem sprækken til mit værelse. Hans vejrtækning var tung, og var regelmæssige. Hans tøj viste, at han måtte have kæmpet sig igennem hverdagen, for det var slidt i alle kanter. Det var lige så mudret som hans ansigt. Jeg sad lidt og kiggede på ham og smilede for mig selv. Så lagde jeg mig ned og krydsede fingre for, at han ikke var væk næste morgen. 

***************************************************************************************************************
3 kapitel, hvad synes i?
Det var godt nok lidt kort i forhold til de andre.
Der går nok lidt tid inden jeg indsender det næste, men lover det kommer inden fredag.

Kh. AnAd

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...