Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1379Visninger
AA

1. Sønnen af bølgerne

Da jeg vågnede næste morgen, var det som om tiden stod stille. Alt var stille undtagen en stigende mumlen, der kom nede fra køknet. Jeg satte mig tættere på sprækken og lyttede i et øjeblik for at finde nogle ord, som jeg ville kunne genkende. Det gjorde jeg ikke, så i stedet kravlede jeg lige så stille ned til køkkenet. Der stod min far ved den store sorte gryde. Han mumlede det samme igen og igen, og lavede nogle hidsige fagter. Jeg ville ikke forstyrre ham, så jeg satte mig henne i hjørnet og kiggede på ham. Når han stod og lavede drikke og andet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at en dag ville det nok være mig, der skulle stå der og fremmane ting.

   Han bevægede sig hurtigere og hurtigere, og mumlede højere og højere. Til sidst lød det som en hel sammensmeltning af ordene og lyden fra bevægelserne. Han blev ved indtil der kom en mørk røg op fra gryden. Så tog han en tang og en flaske frem. Han pustede støvet væk fra flasken også puttede han den ned i gryden. Det sagde et lille blop, da flasken blev trykket ned i væsken og luften fra den kom op i store sorte bobler, som fik det hele til at se giftigt ud. Da han hev flasken op, var væsken inde i den helt blålig, dog var der gule streger, som skinnede så flot blandt alt det blå. Jeg kiggede fascineret på flasken.  

    Han smilte til mig og tog en ny flaske og fyldte den op. Det gjorde han indtil, at der ikke var mere tilbage i gryden. Femten flasker stod på rad og række hen ad væggen, da han var færdig, så vendte han sig om mod mig. ”Jeg har hørt, at saltskibene er kommet i dag, gider du ikke gå ned og se om det er rigtigt?” sagde han skarpt og gik hen mod sit værelse med fem af flaskerne.

    Jeg vidste, at jeg ikke havde noget valg, selvom jeg ikke havde lyst til det, for jeg var sikker på, at atmosfæren ikke var helet siden i går. ”Hvorfor kommer de dagen?” spurgte jeg trist. Der ville nok ikke være så mange, som tænkte på salt en dag som i dag. Desuden havde folk mistet så meget, at de sikkert ikke havde råd til det. Jeg gik langsomt hen til indgangen af hulen, og mærkede, hvordan vejret var. Solen lyste lige ned på mig, og jeg smilte i et øjeblik, så mærkede jeg stemningen. Sorgen flød i gennem luften og jeg tog et hurtigt skridt tilbage for at slippe væk fra den. Hurtigt træk jeg vejret i nogle dybe vejrtrækninger for at få mod. Langsomt tog jeg skridtet ud igen og blev med det samme ramt af sorgen igen. Jeg rystede på hovedet og trak vejret dybt ind igen også løb jeg alt, hvad jeg kunne ned mod byen.

 

Nede i byen var der kaos. Der kom flere og flere hestevogne forbi mig og flere gange måtte jeg springe væk for ikke at blive ramt af dem. De kørte alle som om de var ligeglade med alt og alle.

   Hver eneste gang jeg så en hestevogn, gjorde det ondt i mit hjerte, for det var ikke bare hestevogne. Det var ligvogne og på hver vogn lå der mennesker pænt ved siden af hinanden med lukkede øjne. Det var som om, at de sov alle sammen.

   Det gik først rigtigt op for en, at de ikke sov, når man så på alle de triste mennesker, som gik bagefter vognene. Mange af dem skreg og græd, mens andre bare stirrede tomt på deres nære. Det var dem, jeg blev mest trist af at se på. De ramte mig lige i hjertet med deres lydløse sorg, for den var så meget værre at se end de højrøstedes, fordi det var som om de ikke kunne komme ud med den og få fred.  

   Ligene blev ført mod den store gravplads, som lå oppe ved bjergene. Min far og mig havde set den, da vi ledte efter en hule første dag, at vi var kommet hertil. Hurtigt lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville tage forbi det sted igen. Det troede jeg ikke, at mit hjerte ville kunne bære. Jeg kiggede i et øjeblik ned, og tog en dyb indånding så jeg fik mig taget sammen til at tage ned til havnen.

   Da jeg kom ned til havnen, kunne jeg med det samme se to saltskibe. De var store, og sejlene var gamle og slidte. Jeg smilte for mig selv. Det her var rigtige sejlere, hvis jeg havde været et menneske uden magi, ville jeg kunne have snakket med dem og hørt deres mange spænende historier fra det store blå hav.  

   Folk masede og skubbede nede ved havnen for at komme tættere på sælgerne. De havde måske mistet nogle af deres kære, men deres overlevelses instinkt var der ikke noget i vejen med tænkte jeg. Jeg forsøgte at kæmpe mig tættere på det nærmeste skib, men jeg måtte give op. Folk var for store og stærke til, at jeg kunne masse mig derhen. Jeg overvejede kort at løbe tilbage og hente far, men så blev jeg stædig. Jeg gik længere ned ad vejen, og kiggede efter flere skibe. Først kunne jeg ikke se nogle, men efter jeg havde ledt i langt tid, fandt jeg et lille skib, som havde slået til havnen langt væk fra de andre.

   Uden for skibet stod der to mænd, to små buttede mænd med sømandsskæg og anker tatoveringer.  De smilede over hele ansigtet, så jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage til dem. Deres humør gav området lidt kulør og gjorde luften mere rar at være i.

   ”God dag fine unge dame, hvad kan vi hjælpe dem med?” sagde den ene skæggede mand og smilte endnu mere. ”Vi har det fineste og lækreste salt ved denne havn!”. Den anden man kiggede forvirret på ham, så blev han alvorlig og kiggede irettesættende på ham. ” Shh nu må du ikke sige det så højt, at alle hører det, så kommer der bare for mange og det gider vi ikke have!”. Den første mand kiggede på den anden mand med store uskyldige øjne, mens han gik ned i knæ. Det var så sjovt, at jeg pludselig begyndte at grine. Højt og tydeligt kom latteren ud gennem mine læber. Det var rigtig lang tid siden, at jeg sidst havde grinet, så jeg blev helt overrasket og lagde min hånd over min mund. ”Jeg skal gerne have.. tre kilo.. af jeres meget fine salt!” fik jeg stammet frem. ”Så gerne, så gerne” sagde den første runde mand og gik ud og hentede saltet. I mens stod jeg alene med den anden mand, og havde det som om, at jeg var kommet ind i et eventyr. Jeg smilte til manden, og han smilte til mig. Hans ansigt så så tillidsvækkende ud, at jeg ikke kunne lade være med at føle det som om, at jeg kunne fortælle ham alt. Jeg havde det som om, at han aldrig ville give kongen mig, hvis han vidste hvad jeg var.

   ”Hvor kommer du fra unge dame?”. Han vendte sig, og begyndte at rengøre et reb, der lå i bunden af skibet. Jeg tænkte mig om, for jeg kunne ikke huske, hvor jeg var født. ”Rundt omkring, mig og min far har aldrig været det samme sted i lang tid”. Han stivede i bevægelsen på samme tid, som den anden buttede mand kom ud ad døren med saltet.

   ”Er du sikker?” spurgte han. Pludselig blev jeg nervøs. ”Ja”, den anden mand kiggede alvorligt på mig, ”stenen lyser blå”. Jeg forstod med det samme, hvad han sagde. De havde opdaget, hvad jeg var. Jeg begyndte langsomt at bakke bagud.

   ”Stop, vi gør dig ikke noget. Tænk dig om, hvornår kan en magisk sten lyse?”. Jeg forstod først ikke, hvad de sagde. Så kom jeg til at tænke på min egen sten. ”I er også magiske?”. Jeg smilede stort.  De kiggede på hinanden, også kiggede de på mig. Kort tid efter kom der vand ned ad ryggen på den ene mand, og den andens hår stod i flammer. Jeg holdte vejret, for jeg var helt bange for, at de ville forsvinde, hvis jeg hev luft ind.

   ”Vi er ikke store magikere, så vi kan nemt gemmer os for den onde tyran!” sagde den ene buttede mand. ”Mit navn er Flamme, og det her er Dråbe. De byttede om på os den gang vi var små, så navnene passer ikke rigtig, det burde have været omvendt”.  Dråbe kiggede smilende på ham, også gav han mig saltet. ”Tag det gratis min ven, men skynd dig herfra, for kongen kommer snart til denne del. Vi har hørt, at han leder efter en mægtig en af os. En der har flygtet fra den rædsel i borgen. Han har haft kone, men hun gjorde selvmord, da kongens riddere var ved at fange hende. Det er helt bestemt en tragisk historie”. Dråbe kiggede ned, og det så virkelig ud, som om han kendte alle detaljerne af min fars og mors historie. ”Han hedder Dylan og han er nok den mest berygtede magiker i vores verden!”. Så nikkede han til mig og gik ind i deres skib.

   ”Du må undskylde ham, han bliver så ked af det, når han fortæller om ham. Der er så meget mere i historien, end det han fortalte dig. Men min lille pige, tag du blot saltet og se at komme hjem, så i kan rejse videre”. Han vinkede til mig, og vendte sig om og fulgte efter Dråbe ind i skibet.

 

På vejen hjem væltede jeg flere gange i mudderet, og mit tøj var helt beskidt, da jeg nåede ind i hulen. Jeg kiggede mig rundt og forventede at se min far. Han var der ikke, så jeg tænkte, at jeg ville kunne nå at vaske tøjet inden, han kom hjem og opdagede, hvor beskidt det var.

   Jeg skyndte mig at vaske det og hænge det op og da han ikke var kommet hjem endnu, lavede jeg mad. Jeg spiste den alene, også gik jeg i seng, da der allerede var blevet mørkt udenfor.

 

Morgen efter var alt stadig stille og min sten lyste ikke. Far var altså ikke kommet hjem endnu. Så lang tid havde han aldrig været væk før. En knude begyndte at danne sig i min mave, og jeg begyndte at lede i hulen efter tegn fra ham. Der gik ikke særlig lang tid, før jeg fandt et brev.

 

Kajsa nu skal du være stræk! Jeg vil ikke længere være der for dig. Kongen har sat flere tropper efter mig og så længe, at jeg holder mig fra dig, er der en lille chance for, at de ikke opdager din eksistens. Det er værd at håbe og prøve på. Så pas på dig selv min lille pige.

Din far elsker dig. Glem aldrig det.

***************************************************************************************************************

Okay andet kapitel, hvad synes i? Håber i kan lide den. 
Kh. AnAd

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...