Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1529Visninger
AA

5. Sig hej til en gammel ven (Kajsa)

Efter vi havde pakket, gik vi ud af hulen. Jeg klatrede først op og sendte så kurven ned, så vi kunne få ungerne op. Da vi havde fået de første to op sendte jeg kurven ned, men kurven blev ikke tungere. Jeg blev nervøs og kiggede ned ad skråningen. ”Hej Kajsa, vil du flytte dig lidt?”. Han var mindre end en centimeter fra mit ansigt. Jeg følte et kæmpe massiv sug i maven. Mine kinder trak sig sammen og jeg vidste pludselig hverken ud eller ind. Jeg flyttede mig hurtigt og gemte mig bag de to drageunger, som lagde sig op ad mig.

   ”Var det så hårdt at løfte dem op? Du helt rød i hovedet” sagde han, mens han kiggede på mig og aede den lille røde drage som klammede sig til hans trøje. Jeg kiggede ned, og mærkede mine kinder trække sig endnu mere sammen. Jeg kunne ikke sige noget, bange for, at jeg ville komme til at sige noget dumt. Drageungerne puffede til mig med deres snuder. Jeg smilede og aede for dem. De gav mig mod til at sige noget til ham igen. Jeg havde dem. ”Vi burde give dem navne” sagde jeg og kiggede på ham. Suget kom igen, men jeg ignorerede det. Jeg kiggede på mine drager. Dem som lagde sig ved mig om natten og ikke ham. Den lyseblå hun med de blå øjne og de bitte små horn, som lagde sig ved mit hoved og sendte mig drømme om dens brødre, Laszlo og jeg. Det var et af de bedste tidspunkter på dagen. ”Det her er Juma, forkortelse af Jumaana, Sølvperle” sagde jeg og aede hende på hovedet. Jeg mærkede et stik i hjertet, og så en tanke fra hende, som om hun vidste, at det var hendes navn nu. Jeg smilede og nikkede til hende. Så kiggede jeg på den anden som puffede hårdt til mig, som om den troede, at jeg glemte den. Den var større end de andre og dens gule øjne skar sig ind i en. De stod i kontrast med dens mørke blå og nærmest sorte skind, og som den eneste af de tre havde den ikke små horn. I stedet havde den noget, der lignede elefant øre med pikke. ”Fortis, det passer godt til dig”. Smilende aede jeg den, og kyssede dem begge på hovedet.

   Så kiggede jeg på Laszlo. ”Hvad med din?”. Jeg kiggede på den mindste drageunge, som kiggede med store grønne øjne på ham. Dens skind var hvid med røde striber, som fulgte dens ryg ned til halespidsen, som sno sig rundt om hans arm, som om den var bange for at falde ned. ”Parva, den er jo den mindste”. Han kiggede kort på den og så kiggede han op på mig med glimtende øjne. ”Tænk, når de bliver store, så har vi intet at være bange for overhovedet!”. Hans øjne var store og man kunne ikke undgå at se håbet, der glimtede så tydeligt. Han satte sig tættere på mig så vores arme mødtes. ”Det som om, at vi har fået vores egen lille familie”, så blinkede han til mig og gav mig et drilsk smil. Mine kinder trak sig sammen på et spildt sekund og min krop rystede. Jeg stirrede på ham og kunne slet ikke se væk. Hvor var det pinligt. ”Nu gør du det igen Kajsa. Du ikke syg vel?”. Han kiggede bekymret på mig og aede mig på kinden. Jeg rystede på hovedet, og kiggede ned i jorden. Hvad var det han gjorde ved mig?

   Til sidst rejste jeg mig. ”Vi.. Vi nødt til at begynde at gå”. Jeg tog tasken på ryggen og gik med mine to drager ved siden af mig og Laszlo med Parva bag mig mod solen.  

 

Vi nåede ind i den store skov efter at have gået i langt tid. Ingen havde opdaget os endnu, selvom om det havde været tæt på et par gange. ”Vi er nød til at slå lejre snart” sagde Laszlo og lagde sin hånd på min skulder. Jeg mærkede en nervøsitet fra ham. ”Er du nervøs?” spurgte jeg for at være sikker på, at jeg havde mærket rigtig. For det havde jeg aldrig kunnet før. ”Måske” sagde han og tog hånden til sig. ”Jeg tager det som et ja” sagde jeg og kiggede mig omkring. ”Det her er et godt sted”. Jeg lagde mine ting fra mig og vendte mig mod ham. Han var stoppet der, hvor han havde taget hånden til sig igen. Hans kinder var røde, men han kiggede direkte på mig. Jeg smilede til ham. ”Var det en hård gåtur?”. Han kiggede forvirret, men rystede så på hovedet. ”Du er bare så rød i hovedet” jeg smilede og vendte mig om. ”Jeg henter vand sammen med Fortis og Juma. Sætter du teltet op?”. Jeg ventede til han sagde ja, og gik så på jagt efter den flod, som jeg kunne høre.  

   Juma og Fortis hoppede rundt, og legede sammen, som var de små hundehvalpe. Jeg grinede for Jumas smidighed fik Fortis styrke til at se så klumpet ud. Da vi endelig kom til floden, kiggede de begge bekymret på mig. Jeg smilede bare til dem og gik ud i den og som jeg troede, gik de direkte efter mig. De kunne ikke stå i mod strømmen, så jeg tog dem op i armene og bar dem over på den anden side. Så gik jeg længere ind i skoven for at tjekke, om der var nogle fjender i nærheden.

Jeg tyssede på Fortis og Juma. De forstod først, hvad det betød, da jeg holdte dem for munden. Jeg hørte nogle mennesker snakke og jeg bandt de to drageunger fast ved et træ, som gemte dem godt.  Så listede jeg stille hen mod lyden af mennesker.

   Jeg kiggede på min sten og så, at den lyste blåt. De måtte være magiske. Så jeg kiggede over hækken, og lige der sad de to fra båden, som havde givet mig salt helt gratis. Jeg gik grinende mod dem. ”Hej Flamme, hej Dråbe. Hvad laver i inde på fastlandet og ikke i jeres fine båd?”. 

Da de opdagede mig, stor grinede de til mig og vidste mig, at jeg skulle sætte mig ned ved siden af dem på træstammen. Flamme klappede mig på ryggen og gav mig et kram. ”Vi har et sted omkring, hvor vi henter det gode salt.”. Dråbe satte sig ved siden af mig og gav mig en krammer. ”Hvad med dig bette ven. Vi har tænkt på dig, for vi har hørt, at soldaterne gennemsøger alle byer disse dage”. ”Ja, soldaterne var inde i min hule inden jeg forlod den. Jeg narrede dem, så de troede ikke, at jeg var magisk”. De grinede og kaldte mig en klog lille pige. Så fortalte jeg dem, at jeg havde en ven og nogle dyr, som jeg gerne ville hente og at den eneste grund til, at jeg var kommet hen til dem var, fordi de larmede så meget, at jeg var nød til at se, hvem de var.

   Jeg gik tilbage til Juma og Fortis, bandt dem op og derefter gik vi tilbage til Laszlo, som ikke havde fået pakket meget ud. Han sad stille og nussede Parva. Jeg følte igen suget igennem maven, og jeg stod i et øjeblik bare og kiggede på ham. Så tog jeg mig sammen og sagde: ”Vi skal pakke tingene sammen. Jeg har mødt nogen af mine venner, og de vil gerne tilbringe natten sammen med os”. Han kiggede roligt op på mig og smilede så. ”Jeg er heller ikke kommet så langt, så det gør vel ikke noget. Hvem er de?” spurgte han. ”To, som jeg har mødt i byen. De kommer med noget af det bedste salt til byen, så jeg håber, at vi kan få lidt med på turen, for vi er ved at løbe tør.” Han rejste sig og gik hen imod mig. Så lagde han hånden på min skulder og smilede. ”Lad os få pakket”.

 

Der gik ikke lang tid før, at vi havde fået pakket det hele sammen og var på vej hen til dem. Laszlo var slet ikke nervøs og det gjorde mig glad, at han stolede på mig. Han kunne lige så godt have troet, at det var soldater og ikke venner, som ventede på os. Han havde virkelig tillid til mig og det var en af grundene til, at jeg havde svært ved at tro, at vi kun havde kendt hinanden i fire dage, for det føltes som om, at vi havde kendt hinanden, fra vi var små. 

 

Da vi kom til lysningen, gik jeg først ind med Fortis og Juma. Dråbe og Flamme smilede stort, og klappede i hænderne af begejstring. Så gik Laszlo ind sammen med Parva, som for en gangs skyld selv gik. De rejste sig op og gik hen og gav ham hånden.

    ”Lille pige, der er vist noget du ikke har fortalt os” sagde de i kor efter at have fået lov til at tage mine drageunger i favnen. ”Du er vist ikke en helt normal pige. For hvor har du dog fået disse pragtfulde væsner?”. De kiggede betaget på drageungerne og kiggede først op, da jeg begyndte at snakke. ”Vi fandt dem, da jeg hørte deres mor skrige om hjælp. ”. De kiggede måbende på os. ”Hvordan har du dog turdet det? En vild fuldvoksen drage, og du tager hende unger? I kunne være blevet dræbt” sagde Dråbe med store øjne. Flamme slog ham på ryggen og grinte med sit gammel mands grin. ”Kan du ikke se, at denne pige er speciel? Hun kan klare hvad som helst!”. Han kiggede på mig og grinede igen. ”Jeg er stolt af at have lært dig at kende lille pige. Du skal nok blive til noget stort. Det er jeg sikker på!” brølede han. Han rejste sig op og tog en taske frem fra deres vogn. Han satte sig igen, og rodede rundt i tasken indtil, at han trak en kæmpe pose op. I posen var der en masse kød blandet med æg og noget græs. ”Dette er det i skal bruge på jeres drage, når de er i denne alder” sagde han og gav maden til Laszlo, som lagde det ved siden af alt vores andet bagage. Han tog tre skåle frem og vores grydeske. Så åbnede han posen og puttede noget i hver skål. Inden han lagde dem ned, var drageungerne allerede i gang med at spise. Da de var færdige kiggede de på os med store øjne og Juma blev ved med at sende tanker til mig om mere. Jeg klappede dem alle på hovedet og rystede på hovedet. Så gik jeg hen til posen og lukkede den. Juma blev ved med at sende tanker til mig, og Fortis og Parva bed og hev i Laszlos slidte bukser. ”Stop det” sagde vi begge bestemt til dem. Juma og Fortis stoppede med det samme og gik triste hen til mig. Jeg satte mig ned og kælede for dem og fortalte dem, at de ville få lidt mere, når vi gik i seng.

    Parva blev ved med at hive i Laszlos bukser og Laszlo forsøgte at hive sit bukseben fra ham i et stykke tid. Da det ikke hjalp, tog han ham op og sagde bestemt nej, mens han holdt ham foran sig. Det fik kun Parva til at lave de største triste øjne og sige nogle små triste lyde, som om den græd. ”Det er kun for dit eget bedste, hvis vi giver dig så meget hver gang, så forsvinder maden hurtigt og så kommer du til at være meget mere sulten”. Han kiggede strengt på Parva, som til sidst kiggede ned som den skammede sig. Så gav Laszlo den en krammer og satte den ned til de andre.

   Så satte vi os alle ved bålet og spiste vildsvinet, som Dråbe og Flamme havde lavet. Mens vi spiste sad Dråbe og fortalte om de gamle dage, om de helte, som der havde været og hvor god tiden havde været den gang. Vi lyttede alle samme med, for ilden lavede levende billeder af alle tingene, mens han fortalte og gjorde det hele meget mere levende. Det var som om, at den viste en verden, som var inde i selve ilden. For menneskene og dyrene bevægede sig om, at de var virkelige. Vi sad som forstenende, som fortryllede. Vi kunne ikke få vores øjne væk fra hans ild. Den lyste som ingen anden ild jeg havde set. Han stoppede først, da drageungerne begyndte at snorke.

   ”Klokken er mange, mig og Flamme skal tidligt op. Så jeg går i seng nu, sov godt” sagde han og rejste sig for at gå hen til deres telt. Jeg nåede lige at spørger ham om, hvordan han gjorde. Han forklarede, at ilden altid havde gjort, som han bad den om. Ligesom vand altid havde gjort, som Flamme ville have den til. Han sagde god nat igen og gik ind i teltet. Flamme smilede til os og sagde, at han også ville til at i seng, så rejste han sig og gik ind i det samme telt som hans bror. Jeg kiggede på Laszlo og opdagede, at han også kiggede på mig. Jeg mærkede mine kinder trække sig sammen og kiggede ned i jorden for at tage en dyb indånding.  Så kiggede jeg op igen. ”Vi går vel også i seng?” spurgte jeg

, imens jeg rejste mig for at gå hen til Fortis og Juma. Jeg vækkede dem og fik dem til at gå ind i vores telt, hvor Parva allerede lå og snorkede. De lagde sig på den ene madras og fyldte hele den ene side. Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med Laszlo. Han gik hurtigt et skridt tilbage og smilede til mig. ”Jeg troede, at vi skulle ind og sove?” sagde han. ”De fylder hele den ene side”. Jeg kiggede ned i jorden. ”Vi har kun en madras at ligge på” svarede jeg og kiggede op igen. ”Jeg lover, at jeg ikke bider. Du må ikke slå” sagde han og løftede mig og gik ind i teltet. Jeg grinte, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Han lagde mig roligt på madrassen ind mod dragerne og satte sig ved siden af mig. Jeg kiggede op på ham og sagde smilende godnat. Jeg tog min mors tæppe frem og træk det over mig.

    Lidt efter mærkede jeg ham trække i mit tæppe. Jeg flyttede mig lidt, så han kunne få noget. Han lagde armen over mig. Jeg rykkede mig tættere på drageungerne, for jeg troede, at han manglede plads. Hans arm faldt ned fra min ryg. ”Har du plads nok nu?” spurgte jeg for at være sikker på, at jeg havde flyttet mig nok. ”Jeg manglede ikke plads” sagde han. Jeg vendte mig om og kiggede på ham. ”Fryser du?” spurgte jeg, for hvis han ikke manglede plads, måtte han fryse. Jeg rykkede tættere på ham og lagde min arm over hans. Han smilede, lukkede øjnene og faldt, ligesom jeg stille i søvn. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...