Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1378Visninger
AA

6. Pigernes magi

Hvis i har læst hertil, så please læg en kommentar. Vil gerne vide om folk bare går død midt i det hele eller i starten.

Kh. AnAd

**************************************************************************************************************

Morgen efter vågnede jeg med Laszlos arme om mig. Jeg lukkede øjnene og nød følelsen af at være tryg. Så tryg som dette havde jeg aldrig følt mig og jeg havde ikke lyst til at stå op og ødelægge det hele. I begravelsestempo vendte jeg mig om og smilede, da jeg så, at jeg ikke var den eneste, der var vågen. ”God morgen, har du sovet godt?” spurgte han og smilede igen til mig. Jeg nikkede, ” har du?”. ”Ja, jeg kunne holde varmen helt fint”. Han tog sin hånd op til mit ansigt og flyttede noget hår væk fra mit ansigt. Da han havde gjort det kiggede han mig i øjnene igen. ”Tak. Behøver vi stå op nu?” spurgte jeg og mærkede kinderne trække sig sammen. Han kiggede undrende på mig. ”Vi skal vel videre?” svarede han mig. Jeg sukkede dybt og satte mig op. Jeg drejede mig om mod drageungerne og vækkede dem så forsigtigt, som jeg overhovedet kunne. Roligt puttede jeg snore på Fortis og Parva. Jeg puttede ikke Juma i snor, fordi jeg stolede på hende, for hun sendte mig tanker og hun gik altid i nærheden af mig. Det var som om, at vi havde et venindebånd sammen, som om det var pigerne mod drengene. Jeg smilede ned til hende, og hun gik over til mig for at puffe til mig, som hun gjorde, når hun ikke behøvede at sende en tanke. Jeg aede hende oven på hovedet og rejste mig så med dem alle tre i hælene. Udenfor var Flamme og Dråbe i gang med at lave mad. Det duftede godt af laks og man kunne se hvordan kødet langsomt faldt ned i en skål som de havde sat nedenunder stativet, hvor fisken hang på.  ”Hvor dufter det godt! Hvornår skal vi spise?” spurgte jeg og smilede til dem. ”Lige om lidt lille pige” sagde Flamme og satte noget brød ved siden af fisken. ”Du kan lige nå at fodre de tre gavtyve”. Han smilede til de små drageunger og gik så tilbage til Dråbe.

   Jeg gik hen til fodret og hældte det op i de tre skåle og satte to af dem ned ved siden af Fortis og Parva, som jeg havde bundet til en stolpe, som Laszlo havde sat ned i jorden dagen før. Så gik jeg sammen med Juma hen til bålet og her lagde jeg hendes skål. Hun kiggede op på mig og sendte en taknemlig tanke til mig. Jeg nikkede til hende og hun begyndte langsomt at spise.   

 

Så kom Laszlo ud af teltet. Han kiggede på mig og satte sig ved siden af mig. Juma stoppede med at spise og kiggede på ham og derefter mig. Hun sendte en følelse af at være forvirret til mig og jeg kiggede spørgende på hende. Da jeg ikke forstod, rystede hun på hovedet og fortsatte med at spise. Jeg havde givet dem mere end Laszlo havde givet dem dagen før, for jeg havde tænkt, at vi altid kunne fange noget. Jeg kiggede på Flamme og Dråbe, som var på vej hen til os med resten af maden. De satte sig og rakte os skåle, så vi kunne tage noget.

   ”Dråbe og jeg har snakket om at vise jer vores saltsted, så i altid ved, hvor i kan finde noget. Vi ejer grunden, så i skal ikke være bange for, at der ikke er nok, for det er der skam. Her omkring er der en masse saltsteder, dog er vores sted det bedste af det bedste. Det kan jeg godt fortælle dig” brølede Flamme og lo. Jeg grinede med og kiggede på Laszlo, som også kiggede på mig. Han nikkede til mig og sagde så: ”Det vil vi meget gerne, mange tak”. Flamme kiggede smilende på ham og rejste sig. ”Godt så lad os komme af sted!” sagde han og klipsede med fingrede.

 

Vand bølgede op og suste omkring os. Jeg rejste mig op og mærkede vandet ramme min krop. Jeg grinte, for mit tøj blev ikke vådt. Vandet blev ikke på tøjet, det blev ved med at flytte sig rundt om mig og ind i tøjet igen. Jeg kiggede fascineret på vandet om mig og opdagede slet ikke, at det pakkede vores ting sammen for os. Det var så fantastisk at se på. Solens stråler fik det til at glimte, som var det krystaller, der gled rundt mig. Jeg begyndte at græde af glæde, for jeg havde aldrig i mit liv set noget så smukt og fredfyldt. Mens jeg kiggede på det kom der den ene person frem efter den anden. Jeg kendte disse personer, der kom frem. Først kom en masse fra landsbyen, som vi lige havde forladt, så kom Flamme og Dråbe, så kom mor og far. De så sådan ud, som jeg huskede dem fra dengang, at jeg var lille. Så glade og lykkelige. Jeg smilede til dem og rakte ud efter dem. De vinkede til mig og forsvandt. Jeg lukkede øjnene, men åbnede dem kort tid efter igen. Til sidst kom Laszlo frem. Han smilede til mig og gik hen imod mig. Bag ham kom Fortis, Juma og Parva frem. Jeg smilede til dem, for de var min familie, min nye familie. Dem som gav mig en ny trygheds følelse og en trang til at beskytte dem.

   Jeg kiggede ned af mig selv, hvor kom disse følelser fra. Jeg havde ikke i et øjeblik tvivlet på Laszlo ikke engang, da han overfaldt mig. Jeg havde stolet på ham i det øjeblik, hvor han løb ind i hulen til mig. Jeg følte mig i et øjeblik dum, tænk hvis Laszlo ikke havde været den han var. Tænk, hvis han havde svigtet mig. Det jeg havde gjort var fuldstændig mod alt det, som min far havde lært mig. Jeg kiggede ned i jorden og rystede på hovedet. Så kiggede jeg op igen og så hvordan de fire smilede til mig. Selvom det var imod min fars principper var jeg lykkelig for, at jeg havde gjort det.

  

Da vandet sivede glimtende ned i jorden, var alle vores ting pakket og klar. Jeg kiggede smilede rundt og opdagede, at alle andre end Juma stirrede på mig. ”Jeg kunne ikke styre mit vand” sagde Flamme forundret ”Det var som om, at det ville vise dig noget, mens det pakkede sammen. Jeg kunne ikke få det til at lade dig være. Der er ikke sket noget”. Jeg smilede endnu større og lo. Juma stod ved siden af mig. ”Mor ville være stolt!” tænkte hun til mig. Jeg kiggede ned på hende. Det var første gang, at hun havde brugt direkte ord. ”Så du det hele, var du med mig?” spurgte jeg hende. Hun nikkede, og jeg satte mig ned ved siden af hende. ”Du bliver også stærk, se blot, hvor langt du er kommet”. Jeg kunne mærke at de fem andre kiggede på mig og jeg rejste mig op. ”Hun så det hele af, hvad jeg så. Hun blev ved mig”.

   Jeg følte mig så lykkelig i det øjeblik, for det at vide, at der var nogen, som blev ved mig, selvom de ikke forstod, hvad der skete. Jeg tørrede tårerne væk og smilede. ”Der skete ikke noget. Ikke andet end, at vi så noget af det smukkeste, som jeg nogensinde har set. Mange tak Flamme. Du fik mig til at indse en masse og det har gjort mig lykkelig”. Jeg kiggede over på Laszlo, som kiggede undrende på mig. Smilende sagde jeg: ”lad os komme af sted”.  

Jeg tror, at han kan lide dig!”. Jeg kiggede forvirret ned på Juma. Hun kunne jo tale! Før var det kun billeder, som hun sendte til mig. Jeg forstod alt, hvad hun sagde og jeg smilede stort til hende. Det var spændende, for betød det, at de pludselig kunne magi. Kunne de hjælpe os med at beskytte os allerede? En masse spørgsmål for igennem mit hoved og ville ikke stoppe. En masse gode tanker, som viste mig en bedre fremtid, hvor vi ikke behøvede at være bange mere, kom til mig.

   ”Det tror de andre også. Parva siger, at han har snakket om dig i søvne. Sødt ikke? Jeg forstår ikke, hvorfor i ikke kan se, at i begge kan lide hinanden. I bliver jo begge helt røde i hovedet og når i kigger på hinanden er det som om, at i er i en helt anden verden”. Jeg vågnede op og mærkede min pande rynke sammen og tusinde tanker for igennem mit hoved igen. Var det derfor han blev? Jeg havde troet, at det var, fordi han troede, at jeg kunne beskytte ham. Jeg smilede, hvis han blev her, fordi han kunne lide mig, så havde jeg slet ikke noget at være bange for. Han blev ved mig, fordi han kunne lide mig! Jeg mærkede lykken suse frem fra alle sidder og ramme mig med et stort brag.

   Jeg kiggede rundt. Altid så meget pænere og flottere ud end før. Jeg flyttede min hånd hen til Juma og smilede stort til hende. ”Jeg kan mærke den!” sagde jeg til hende. Hun kiggede forvirret på mig. ”Den er ved at komme! Min magi! Den kommer, når en pige elsker en, som elsker hende lige så højt!” Jeg tænkte det til hende, så ingen af de andre kunne høre det. Det var pinligt at fortælle, hvor svage vi piger var i forhold til drengene, som havde deres magi lige fra da de blev født.  Det var ikke dragerne, som var blevet stærkere, men mig. Jeg var blevet stærkere på et split sekund. Jeg kunne mærke magien suse igennem min krop og i det øjeblik følte jeg mig usårlig, men så kom jeg til at tænke på min barndom og på kongen igen. Således følte jeg mig igen lille og ubetydelig. Dengang jeg var mindre, havde jeg tit ønsket at være en dreng, for jeg ville så gerne kunne det samme, som dem. Jeg havde haft fire magiske venner og de viste mig altid, hvad de kunne. De havde altid det med i vores lege, så jeg altid følte mig en lille smule uden for.  Drengene var også væk, ligesom min mor forsvandt de, da soldaterne opdagede vores gemme sted. Jeg kiggede trist på Juma, men så mærkede jeg gnisten som kildede i mine fingerspidser. ”Fortis prøver at komme i kontakt til dig” sagde Juma og kiggede på den hoppende Fortis, som gjorde alt for at få min opmærksomhed.

 

Jeg rørte Fortis på hovedet og med et blev mit hoved bombarderet med tanker. ”Kan du høre mig nu, satans! Hvad med nu? nu? Kom nu! Hvis Juma kan, så kan jeg også! Hallo! Hvordan gør hun?..”. ”Hold da op du snakker Fortis. Tag det roligt ellers kan jeg ikke svare på alle de spørgsmål” sagde jeg til ham. Han hoppede op i luften og sagde en høj lyd. ”Du kan høre mig! Jeg kan finde ud af det!”.  ”Det var flot Fortis” sagde jeg og sendte en tanke til Juma. Hun forstod den med det samme, så hun gik hen og bed ham i halen. Han tog det som om, at hun ville lege og lidt efter kom Parva til.  Jeg standsede op og ventede på de andre, for de tre drageunger og jeg havde gået hurtigere end de mandfolk.

 

Jeg fik øjenkontakt med Laszlo, som smilede til mig. Han skulle lige til at sige noget til mig, men han slugte ordene, da jeg gik imod ham. Jeg stoppede op foran ham og kiggede ham i øjnene. Det kunne ødelægge så meget, hvis han ikke følte det samme som mig. Måske ville han forsvinde. Jeg kiggede tilbage på Juma, som gik og holdte Parva og Fortis væk fra hinanden. Hun var ikke stærk nok til det, men hendes forsøg var effektive og til sidst endte det med, at Fortis og Parva gik mod hende. Flamme og Dråbe gik larmende forbi os. De diskuterede om hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg grinte stille. Det største problem for mig, var om en fyr kunne lide mig eller ej lige nu. Det klassiske problem som man hørte om i alle historierne. Jeg kiggede på ham igen og forsøgte at tyde hans ansigt. Han mærkede, at jeg kiggede på ham igen, så han mødte roligt mit blik. Hvad tænkte jeg på? Jeg kunne mærke min magi, selvfølgelig kunne han lide mig lige så højt som jeg kunne lide ham.  Han lænede sig lidt frem og jeg kyssede ham, og jeg håbede inderligt inden, at han ikke ville skubbe mig væk. Det gjorde han ikke, tværtimod lagde han hans hænder om mig og trak mig tættere på. Jeg hørte, hvordan Flamme og Dråbe råbte jublende ord til os, men jeg ignorerede dem, for lige der var det kun Laszlo. Da vi stoppede smilede han stort, for i det øjeblik skulle ingen ord siges. Han tog mit ansigt i hans hænder og jeg lænede mig ind mod dem.”Tak, for min magi!” hviskede jeg. Han kiggede forvirret på mig, ”Din magi?”. Jeg kyssede ham igen hurtigt og vendte mig smilende rundt. ”Du ved? En pige får først sine kræfter, når hun elsker en, som elsker hende lige så højt!”. Jeg drejede mig igen smilede til ham. ”Det både en forbandelse, men det er også rart, for nu jeg er sikker på, at du elsker mig! Så du er opdaget!”. Jeg grinte og han så stadig lige så forvirret ud. Så kyssede han mig på kinden og hviskede i mit øre: ”Øv nu mistede vi jo alt det spænende”.  

 

 Lidt efter løb jeg op til drageungerne og rørte Parva på hovedet. Han sendte mig en hel masse glade tanker og jeg sendte ham en tanke om, at han skulle øve sig på at komme i kontakt med Laszlo. Parva kiggede op på mig og var i et øjeblik forvirret, men så nikkede han og løb ned til Laszlo, som stadig kiggede på mig med et forvirret blik. Jeg smilede kærligt tilbage til ham. ”Jeg elsker, når jeg får ret, men helle for at sove ved Fortis og Parva i nat”. Juma gik hen og puffede til mig. Jeg svarede hende ved at le og puffe igen. Hendes drillerier kunne ikke påvirke min lykke, for jeg var mere lykkelige end jeg nogensinde havde været. Jeg kiggede tilbage og smilede til de fire, som gik bag os. Laszlo smilede større til mig og løb sammen med Parva op til mig for at kysse mig på kinden. ”Skulle det være en anden gang” sagde han så og tog Parva op, mens han kiggede på mig. ”Men du er nød til at forklare det mere præcis i aften”.

 

Vi havde gået i flere timer, før vi endelig kom til indgangen af saltstedet. Det var omringet af hegn og løse små drage gik rundt omkring, som var de vagthunde.  Jeg kiggede bekymret rundt, for det hele så uhyggeligt og skræmmende ud. Det mindede om den spøgelsesverden, som min mor havde fortalt om, når jeg var uartig. Der var mørkt, og træerne var nøgne. De bar ingen blade eller bark og de pibede, hver gang vinden ruskede i dem. Jeg sank en ekstra gang, og kiggede på Flamme og Dråbe, som overhalede os smilende og leende. Jeg forstod dem virkelig ikke, hvordan kunne de elske dette sted. Stedet var grufuldt og så helt mennesketomt ud. Det gjorde mig bange og deprimeret, men jeg tog mig sammen til sidst og gik med.

   Juma og Fortis gik lige ved siden af mig og trykkede sig op ad mine ben. Jeg sørgede for at være sikker på, at de hele tiden var i nærheden, for jeg ville ikke miste dem sådan et øde og mørkt sted. ”Jeg forstår godt, hvorfor der ikke kommer nogen her” sagde jeg og kiggede ned på Juma og Fortis, som begge nikkede. ”Købte i virkelig det her sted frivilligt?” spurgte jeg og kiggede efter Laszlo for at sikre mig, at jeg stadig havde ham i nærheden. ”Ja, det gjorde vi i hvert fald. Vi vidste, at der ville være en guldgruppe bag dette tomme område, sådan er det bare altid!”. Flamme strålede, mens han snakkede om deres opdagelse. ”Jamen det eneste, der er her er tomhed, der er intet som får ens humør til at stige..”. Jeg gik op ved siden af Laszlo, som havde Parva på ryggen. ”Ikke vær bange. Hvis Flamme og Dråbe kan lide dette sted, så er der ikke noget i vejen med det”. Han smilede betryggende til mig og jeg mærkede mine kinder trække sig sammen, så jeg kiggede hurtigt ned på Fortis og Juma. ”Hvor lang tid skal vi være her?” spurgte Juma og kiggede på mig. ”Det ved jeg ikke, men jeg tror, at vi tager af sted igen så hurtigt som muligt for selvom, at soldaterne nok ikke vil bevæge sig herind, så vil jeg ikke løbe risikoen”. Jeg forsøgte at smile beroligende til dem og håbede, at smilet ville hjælpe dem, ligesom Laszlos smil lige havde hjulpet mig.

   ”Hvorfor er det vigtigt, at vi tager med og ser det her?”. Mit smil havde åbenbart ikke beroliget hende meget, for hun kiggede rundt hver gang hun hørte en lyd omkring hende. Jeg satte mig ned og tog hende op. ”Det er godt at vide, hvor alle mulige forskellige livsvigtige ting er. Vi ved ikke, om vi nogensinde kan bruge dette sted til noget”. Hun puttede sig indtil mig og jeg kunne mærke Fortis’ hoved, som han havde lagt på mit knæ. ”Det skal nok gå. Flamme, Laszlo og Dråbe er her jo. De vil passe på os, det ved i. Desuden er i selv ikke så harmløse, som i tror. I er jo blevet højere og stærkere, desuden vil jeg også gøre mit bedste, det må i vide”.

 

 ”Jamen det her sted er så uhyggeligt! Der er jo ingen blomster eller fugle her, kun de der drager, som ser så uhyggelige ud. Især den som hele tiden følger efter os”. Juma knurrede af den sorte drage med den store gule rygfinne, som kom tættere og tættere på os.  Jeg rejste mig og dækkede synet for dragen. Jeg forstod slet ikke, hvordan jeg ikke havde opdaget, at den havde fulgt efter os.

   Den stoppede ikke af det, i stedet flyttede den sig, så den kunne se drageungerne igen. Jeg gik et skridt i mod den og trappede, så den forstod, at den ikke skulle komme tættere på. Den stoppede op og kiggede langsomt op og ned af mig. Jeg trappede igen og forsøgte at se truende ud. Det virkede ikke, og den gik tættere på os, mens den viste sine syle lange hjørne tænder.  Jeg trappede igen og forsøgte at gøre mig større, men intet af det hjælp.  Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg havde intet våben og jeg havde ikke lært at bruge min magi. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding og skreg.

   Jeg kunne hører, at de andre kom løbende mod mig, og jeg mærkede Flammes vand, som omgav mig. Jeg følte mig tryg igen, og jeg åbnede øjnene igen og så, at dragen kæmpede for at slippe væk fra de flammer, som omgav den. Jeg hørte den skrige, så jeg tog mine hænder op til hovedet. Jeg kunne ikke holde til at høre den lide, så jeg slog ud med begge mine hænder og vandet forsvandt med det samme. Jeg tog mig ikke tid til at være forbløffet over, at jeg kunne i stedet for gik jeg direkte hen i mod dragen, som skreg selvom ilden ikke rørte den. Jeg rørte ved ilden, som åbnede sig i den modsatte side og træk sig hen imod mig. Jeg slog den væk, så den ikke kunne skade mig. Under alt dette holdte jeg øjne med dragen, og lige da jeg så den løbe ud der fra, faldt jeg ned på jorden og besvimede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...