Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1392Visninger
AA

15. Hjælpen vi skal gi

undskyld kapitlet ikke er så lang, men håber i vil kunne lide det:) 
kh AnAd
****************************************************************************************************************

Deres øjne havde været som knive i mine øjne. De havde været rædselslagende. Jeg vidste de stadig var i live, for jeg kunne høre dem under jorden og kiggede lamslået på den. Hvad var det jeg havde gjort? Jeg måtte have dem op igen. De skulle ikke dø sådan en død. Som alle andre burde de dø ved deres familie og leve til deres tid kom. Følelsen af at have gjort noget meget forkert krusede om mig og jeg skreg. Der blev stille under jorden og jeg hørte, jorden give sig igen. Et lille hul viste sig og jeg vidste det var nok til at få dem ud. De var ikke klemt under jorden, men i en stor hule. Jeg kiggede rundt og så at den eneste tilbage ved mig var Fortis. ”Hvor de andre?”. ”De er taget tilbage mod hulen. Jon sagde vi skulle flyve videre. De ville indhente os ligesom Laszlo.” Jeg nikkede og løb hen i mod ham, da jeg hørte lyde bag min ryg.

 

Det var soldaterne, som var begyndt at komme op fra hulen. De kiggede alle sammen opmærksomt på mig. Fortis løftede sine vinger og jeg satte mig op på ham. Han vendte sig mod dem og røg kom frem fra hans næsebor. Alle sammen trådte et skridt tilbage i frygt, dog var der en modig mand, som råbte: ”Heks, Kongen skal nok få fat i dig!”. Mine øjne fat lyn hurtigt manden og låste sig fast til hans. Fortis lettede og jeg skreg mod manden. Han stod, hvor han stod. Da vi fløj videre mod kongens slot.

 

Vi fløj i lang tid, før vi holdte en pause. Jeg vidste, vi var i fare, for soldaterne ville med det samme tag til kongen for at fortælle, at vi var på vej. Vi var nødt til at bruge forspringet klogt. ”Hvor meget søvn, behøver du?” spurgte jeg Fortis. ”Giv mig to timer. Vi har travlt!”. Jeg nikkede og lagde mit hoved på hans skulder. Han pumpede sig op og nogle gnister kom ud ad hans mund. Chokeret kiggede jeg på ham. ”Du er tæt på” sagde jeg til ham. Han nikkede og lagde sit hoved på min mave.

   To timer efter sad jeg på hans ryg igen og fløj oppe blandt skyerne. Der var mørkt og jeg kunne ikke rigtig se noget. Fortis fortalte mig om hvad han kunne se og jeg kunne mærke hans muskler spænde, da han så slottet. ”Vi følger planen” sagde jeg. Han brølede til svar og jeg tyssede på ham, for jeg var bange for, at de ville kunne høre det. Han lagede på taget. Jeg kravlede ned ad siden. Det var enormt glat og jeg gled flere gange. Da jeg kom ned til bunden, tog jeg hætten over mit hoved og listede af sted i skyggerne. Jeg hørte soldater komme i mod mig og jeg klemte mig ind til siden. De snakkede om damerne nede i avlerummet. Damerne havde gjort oprør igen og flere var blevet slået ihjel for ulydighed. Jeg gyste og skyndte mig sted den vej som de kom fra. Jeg måtte skynde mig før det var for sent. Jeg skulle ud derfra med nogen inden det blev lyst.

 

Gangen var støvet og stenene, som formede den, lå upræcist på hinanden. Det så slet ikke stabilt ud og jeg rakte hænderne ud til siden i tilfælde af, at det ville styrte sammen. Jeg måtte ikke give op. Der måtte være flere indgange, for ellers ville kvinderne være dødsdømt, hvis denne tunnel faldt sammen. Jeg gik i så lang tid, at jeg mistede tidsfornemmelsen og begyndte at føle trætheden i mine fødder og ben. Mens jeg gik i tunnelen sendte jeg min magi igennem væggen for at finde ud af, hvor tæt på jeg var.

   Der gik noget tid, men pludselig stod jeg i et kæmpemæssigt rum. Jeg skreg, da jeg så alle kvinderne. De kiggede alle forskrækket på mig og nogle af dem skreg med mig. ”SKYND DIG UG!” skreg mange af dem til mig. Hurtigt rystede jeg på hovedet og løb hen mod den første kvinde. Jeg låste hende hurtigt op og sagde til hende, at hun skulle gøre det samme. Der gik ikke længe, før alle kvinderne var låst fri. Flere af dem rystede uroligt og krammede hinanden og græd i hinandens arme. De så alle sammen slidte og beskidte ud, og jeg havde det som om jeg skulle kaste op på deres vegne. Jeg ville gøre alt for, at de ville slippe fri, endda tage deres plads.  ”Vi har ikke tid!” sagde jeg og løb mod indgangen. Jeg sørgede for at have min hånd på væggen, så jeg kunne føle om der var nogen, som kom imod os. Et chok kom gennem mig, da jeg mærkede, at der var nogen på vej. To mænd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...