Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1430Visninger
AA

9. Hjælp en ven i nød? (Laszlo)

Når i har læst så langt, så vil jeg lige sige. Mange tak:) 
håber i fortsætter, og at historien ikke bliver mere og mere kedelig:)

endelig giv respons eller ideer til hvad i gerne vil have med eller noget som i synes burde rettes. 

<3 AnAd

***************************************************************************************************************

Jeg kiggede vagtsomt rundt sammen med Parva. Han sendte mig tænker og billeder, når der var noget som han troede muligvis kunne være en trussel. Vores venskab var gået hen og blevet uvurderligt for mig, jeg kunne ikke undvære ham og tiden, før jeg mødte ham og de andre, var gemt bag et slør. Kajsa gik rundt og snakkede med hendes drager og det virkede ikke som om, at hun ikke var urolig. Hendes lange mørke hår skinnede i solen og når hun mødte mit blik med hendes vilde øjne, gjorde hun mig blød indeni. Det var selvom, at hendes blik stadig var lidt sløret, men det, at hun kunne se gennem hendes drageungers øjne beviste, hvor stærk en magiker hun var. Selv havde jeg forsøgt at gøre det samme, men jeg kunne ikke. Hver gang jeg kæmpede med det, blev mine og Parvas øjne så udmattede og smertefulde, at vi ikke kunne gøre andet end at stoppe efter at have forsøgt i en time. Det var sket de tre gange vi havde forsøgt, og hver gang havde det været som et nederlag. Hun havde lært det med hendes drager så hurtigt. Jeg havde selv set det og det gjorde mig så misundelig. Jeg ønskede inderligt, at det var mig, som kunne beskytte hende og ikke omvendt.

   Jeg kiggede hen på hende, og en tanke som havde sneget sig fast i mig kom frem igen. Hvad hvis hun droppede mig? Så ville jeg være på dybt vand, for der ville ikke gå lang tid inden soldaterne havde fanget mig. Jeg kiggede rystende ned. Hun var der for mig. Hvorfor skulle hun ellers have gemt mig for soldaterne dengang?  Hun holdt af mig. Det havde hun slev sagt, men det var stadig mig, som ikke kunne overleve uden hende. Måske ville hun endda havde det nemmere uden mig. Så hang hun ikke på en, hverken kunne beskytte hende eller sig selv.

    I det øjeblik lovede jeg mig selv igen, at jeg ville træne mig stærkere, så jeg ikke var en belastning for hende. Jeg ville aldrig blive så stærk som hende, men jeg ønskede, at jeg kunne klare mig selv.

 

Parvas billede ramte mig, og jeg skyndte mig op til Kajsa. ”Der er soldater på vej, Parva har set dem”. Jeg klappede ham på hovedet og viste ham, at jeg var stolt af ham. Han var den drageunge, som kunne se længst og jeg fortalte ham tit, hvor godt det var, at han kunne se så langt. Ligesom mig var han misundelig. Han syntes, at de andre var så meget bedre drager end ham, og det gjorde ham ked af det. Hans krop var mindre end Fortis’ og hver gang han snakkede med Juma følte han sig dum. Jeg sendte ham en tanke: ”hellere være lille og se langt, end at være stor og blive overrasket”. Han grinte og puffede til mit ben med hans hoved.

   Da jeg kiggede op igen, mødte jeg Kajsas blik. ”Vi skal have vognen ind og gemme os, hvor langt væk er de Parva?”. Hun kiggede ned på ham, og jeg gik over for at hjælpe Fortis og Juma med at få vognen ind i skoven. Kajsa og Parva skyndte sig at skjule hjulsporerne efter os og da vi alle sammen lå godt i skjul og vognen var dækket af blade og grene, pustede vi ud. Vi lyttede efter soldaterne, som kom tættere og tættere på. Fortis havde gemt Parva bag sig, for dens hvide skæl skar i øjnene i den mørke skovbund og Juma havde lagt sig inde under vognen, så hun ikke kunne ses og forveksles med et vandløb. Vi ventede i lang tid, hvor vi hverken kunne se eller hører dem.   

 

”Hvor lang tid skal vi jage folk på denne måde? De når altid at dræbe flere af os inden vi når at uskadeliggøre dem!”. Jeg lagde min arm om Kajsa, som pludselig var begyndt at ryste. Da de endelig var kommet så tæt på, at vi kunne høre deres sko kæmpe for at følge med deres fødder. ”De her har været nogen af de stærkeste vi har mødt i lang tid. Vi var ikke forberedt på det. Hvis du kan huske det, så troede vi jo kun, at det var en dreng, som var der”. Jeg holdte vejret og løftede mit hoved stille. En følelse af at måtte se hvem disse var, havde ramt mig.

    En sort håret soldat iført en hvid uniform med blå og røde striber gik ved siden af en lyshåret kæmpe med brune bukser og bar overkrop. Den sorthårede brummede og sagde arrigt: ”Vi mistede elve denne gang. Burde han ikke snart have nok magikere til sit formål? Han producere jo så mange af dem inde på det slot! Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi ikke kan lade de få, som er tilbage i fred”. Kæmpen lagde hans hånd på hans skulder. ”Det er snart overstået ud over disse magikere, har vi ikke set andre end den dreng og hans familie i et år”.

 

Billeder begyndte at dukke frem fra mit indre. Billeder af min far, som kæmpede mod kæmpen uden at have en chance. Min mor, der skreg til mig, at jeg skulle løbe og lyden af deres skrig som forstummede sig, mens jeg løb væk fra dem i rædsel. Jeg havde løbet i lang tid, før jeg løb ind i Kajsas hule og havde fået hendes hjælp til at slippe fri fra soldaterne.

   Hele min krop skreg til mig, at jeg skulle se at komme væk med det samme og jeg kæmpede for ikke at skynde mig at løbe væk derfra. Hvis jeg gjorde ville de opdage mig og de andre ville være i fare. Kajsa lagde en trøstende hånd på min skulder. ”Det er ikke din skyld, at de er fanget” sagde hun. Forvirret kiggede jeg på hende, for jeg forstod ikke hvem hun snakkede om. Hun pegede, da hun så mit forvirrede blik. Jeg kiggede, hvor hun pegede i mod.

   Inde i en gennemsigtig kugle sad Flamme og Dråbe. Flamme kæmpede for at komme ud af den. For man kunne se, hvordan vand kæmpede for at ødelægge kuglen ude fra. Soldaterne, som vogtede den, gjorde alt for ikke at komme i nærheden af vandets rækkevidde, men sommetider fik vandet fat i en af dem, og de blev trukket lynhurtigt hen mod kuglen, hvor de blev presset mod kuglen indtil de ikke bevægede sig mere, hvorefter ild tog over og de blev lavet til pulver. Dråbe kiggede rundt og det så ud som om han ledte efter nogen. Hans store øjne virkede rolige, men en tåre gled ned af hans kind. Det smertede i mit bryst og jeg var lige ved at løbe mod kuglen for at forsøge at åbne den fysisk. Heldigvis gjorde Kajsas hånd, at jeg blev der og bevarede sindsbevidstheden.  

 

Kajsa pegede på kuglen og jeg kunne se, at hun forsøgte at åbne den. Jeg lagde min hånd på hendes hofte og hviskede: ”Hvis du gør noget, så opdager de os bare, og du vil ikke kunne se. Jeg er ikke stærk nok til at beskytte os, hvis du ikke kan hjælpe”. Jeg havde lyst til at slå mig selv, men det var rigtig. Hun måtte ikke bruge mere magi end hun kunne klare. Det ville gøre os alt for svage, hvis hun blev blind igen. Hun nikkede, men hun stoppede ikke med at pege på kuglen. I stedet startede hun på en remse som jeg ikke havde hørt før. Langsomt vendte jeg blikket væk fra hende og hen på kuglen, som bevægede sig roligt væk fra os med vandet rundt om den, så det lignede, at den sejlede. Kæmpen og den sort håret havde vendt sig om for at kigge på kuglen, som om de ville nyde deres fangst.

 

Pludselig begyndte kuglen at gløde voldsomt og det så ud som om at kuglen var fanget inde i et bål. Dråbe lagde sine hænder på kuglen og kiggede ophidset rundt. Flamme begyndte at bevæge munden og jeg forsøgte at mundaflæse. Han gentog det samme igen og igen. ”Se og komme væk Kajsa”. Så begyndte en stille melodi at spille og hele optoget gik i stå. Fugle fra skoven kom flyvende hen mod kuglen og fløj i en cirkel rundt om den og flere rækker små mus stod omkring den. Det så ud som om de beskyttede den fra soldaterne. Soldaterne kiggede alle bange på kuglen og træk sig længere og længere væk fra den. Jeg kiggede rundt på dem for at finde ud af, om der var nogen, som kiggede efter os, men ingen syntes at tro, at der var andre magikere end Flamme og Dråbe.

   Flamme strakte hænderne op i vejret, så vandet begyndte at ramme kuglen i bolde. Den glødende kugle begyndte at slå gnister og pludselig hørtes knagen fra den. Kæmpen løb hurtigt hen mod kuglen og kæmpede mod musene, i mens han forsøgte at holde kuglen sammen, men det var for sent. Flamme og Dråbe var frie, for et stort brag hørtes og kuglen knækkede over og blev til to. Jeg vendte blikket mod Kajsa. Hun var holdt op med at hviske og kiggede direkte på mig. ”Jeg brugte ikke min magi, jeg tog skovens” sagde hun forklarende ”burde vi hjælpe dem?”.  Jeg kiggede efter Flamme og Dråbe, som løb i den modsatte retning af, hvor vi var. Jeg rystede på hovedet og holdte øjne med kæmpen og den sort håret, som løb efter dem. ”Flamme vil blive sur, hvis vi gjorde”. Hun nikkede og gik hen mod dragerne. ”Han sagde jo også hele tiden til mig, at jeg skulle løbe væk, men det kunne han godt glemme” sagde hun og kiggede stædigt mod den retning Flamme og Dråbe var løbet med soldaterne.

 

Vi fik vognen op på vejen igen og gik opmærksomt videre. Jeg krydsede fingre for, at Flamme og Dråbe ville slippe fri og at de igen ville komme til at føle fred. Kajsa havde sagt det ikke var min skyld, men jeg havde det sådan. Jeg havde fået soldaterne ind i hendes hule og jeg havde fået soldaterne efter Flamme og Dråbe, som de venner de var, havde holdt dem hen og gjort alt for til sidst at blive fanget. Mit hoved faldt længere og længere mod jorden. Min dårlige samvittighed hang over mig som kronen gjorde over et træ. De havde levet mere fredeligt, hvis jeg ikke var løbet ind i dem.

   De havde lige som min familie kæmpet for at holde mig uden for fare. Det havde ikke engang kendt mig særlig godt. De havde bare anset mig som en ven. En, der skulle beskyttes. Alle hjælper hinanden og i krigens stund er det de stærkeste, som bliver fanget først. Svag, det var det jeg var. Intet andet, hvis jeg havde været Kajsa, ville jeg kunne have gjort modstand og forsøgt at redde dem, men jeg var langt under Kajsa. ”Kajsa, vil du lære mig at se gennem Parvas øjne?” sagde jeg. ”Selvfølgelig, men lad os komme i sikkerhed først. Skal også selv øve, så vi kan øve sammen”. Hun skulle sikkert øve noget, som var langt sværere, men lige der tænkte jeg kun på, at jeg ville blive stærkere. Jeg havde ingen ide om, hvordan det ville være at se gennem Parvas øjne. Hun havde ikke rigtig fortalt noget om det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...