Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1389Visninger
AA

10. Gennem tre øjne (Kajsa)

Mine øjne var ikke længere slørede, men jeg gik stadig og lukkede mig ind og ud mellem Fortis’ og Jumas øjne. Jeg havde opgivet at gå samtidig med, at jeg havde en på hvert øjne, for jeg væltede hver gang. I stedet var jeg begyndt på at forsøge at have det ene øje frit og se gennem to øjne med mit ene. Det var svært og indtil videre kunne jeg kun se igennem mine egne og Fortis på engang. Jeg startede altid med at se gennem Fortis’ øjne, for jeg vidste, at Juma havde bedre forståelse for, hvad det var jeg ville have hende til. Jeg behøvede ikke en gang at fortælle hende det. Hun vidste det altid på samme tid som jeg. Vi diskuterede, hvordan vi kunne få det til at lade sig gøre og vi var blevet enige om, at jeg måtte øve mig på at gemme den ene del af øjet for Fortis, når han lukkede mig ind. Jeg havde ikke fået det til at virke helt. Jeg kunne gøre det inden han lukkede mig ind, for lige så snart, at jeg så gennem hans øjne, var det som om at nogle små hænder trak tappet væk igen. Det irriterede mig, men jeg vidste, at jeg nok skulle få det til at lykkedes. Det var ligesom, at jeg var lige så sikker på, at Laszlo nok også skulle lære at se gennem Parvas øjne på et tidspunkt.

 

Jeg lukkede øjnede op og kiggede rundt med tæppet på øjet. Jeg kunne ikke se nogen fare, så jeg nikkede igen til Fortis, som åbnede sig for mig. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem igen og så igen igennem hans øjne med det ene øje uden tæppet. Jeg sparkede irriteret til en sten. Juma skubbede til mig. ”Måske skulle jeg prøve?”. Jeg nikkede til hende, for jeg forstod, at det var bedre at se om tæppet overhovedet kunne bruges. Jeg lukkede mig væk fra Fortis og puttede tæppet på igen. Juma åbnede sig for mig og da jeg åbnede øjnene igen, mærkede jeg, hvordan tæppet blev der en smule. Jeg kiggede på hende og hun nikkede. Hun havde en ide. ”Lad os prøve den, når vi slår lejr og skal lære Laszlo at se gennem Parvas øjne”. Jeg nikkede, lige nu var ikke et godt tidspunkt.

   Jeg gik hen til Laszlo, som gik med vognen. Nysgerrigt lagde jeg hånden på vognen og ønskede, at den blev lettere for Laszlo at transportere. Der skete ingenting og i et øjeblik var jeg skuffet. Så kiggede jeg på Laszlo, som roligt mødte mit blik. Grinende kyssede jeg ham og gav ham et kram. Han kiggede forvirret på mig. Jeg smilede og sagde: ”Det havde jeg lige lyst til”.  Han smilede og gav mig et langt kys. ”Det havde jeg lyst til” sagde han og kiggede dybt ind i mine øjne. Mine kinder begyndte at rødme og jeg kunne ikke gøre andet end at kigge ned. Jeg hadede, at jeg var så genert overfor ham, at han så hurtigt havde fået den magt over mig. ”Hvad skulle jeg gøre uden dig” mumlede han stille. Jeg kiggede på ham. ”Du ville have fundet en stærkere pige i hendes hule” smilede jeg og kyssede ham. Han grinede og hviskede: ”Jeg valgte den rigtige hule! De andre er tomme i forhold til den skat jeg fandt ”. Jeg grinede og skubbede ham væk. ”Ad, du for sukkersød. Jeg bliver kvalt”.

 

Hvor langt skal vi gå mere? Parva er træt og han skal have nok kræfter til at øve”. Juma skubbede til mig med hendes snude. ”Laszlo lad os finde det første og bedste sted at overnatte, det er ved at blive så mørkt at kun dragerne kan se”. Det var blevet mørkt og jeg havde slet ikke lagt mærke til det. Han trillede ind mellem træerne og jeg sørgede for at tingene blev på vognen. Da vi var kommet et godt stykke ind i skoven, stillede vi vognen og begyndte at lave et bål. Vi var ikke bange for at blive opdaget om natten, for Parva fik en sort kappe over sig, så man ikke kunne se ham og de andre gik i et med naturen. Laszlo lignede en hver anden dreng, og han lignede ikke et barn, som ikke kunne klare sig selv, så derfor gjorde det ikke noget at nogen så os, for de ville bare tro, at vi var forældreløse børn. Det havde han i hvert faldt fået mig overbevist om på turen den dag.  Jeg var stadig ikke helt sikker, men jeg ønskede at give ham ret, så det gjorde jeg. Da vi havde fået tændt bålet, lagde vi det sidste kød som vi havde fået, på. Da det var færdigt nød vi de sidste bider af det sidste nemme måltid som Flamme og Dråbe havde givet os. Jeg kiggede trist på gedekiddene og de to høns. Jeg ville aldrig kunne få mig til at dræbe dem. Vi kunne få brug for dem senere. Jeg kiggede på drageungerne. Fortis var nok omkring de tre fod nu, og for hver uge var han vokset en tommel højere. Jeg klappede ham og smilede da han lettede lige så let. Han kunne uden besvær flyve nu og det gjorde mig glad, at en af dem så let som ingen ting kunne flyve i sikkerhed. Hver gang han lettede mærkede jeg lettelsen og håbet om, at de andre to også snart kunne flyve som han.

   Jeg blev altid så glad, når de havde fanget deres mad selv eller fundet et sted hvor der var vand, for det gjorde mig tryg at vide, at de ville kunne klare sig selv, hvis Laszlo og jeg forsvandt. Jeg kiggede væk fra Fortis. Parva kæmpede for også at flyve og da det ikke lykkedes efter tredje forsøg, jagtede han i stedet for Fortis.  Juma kom over til mig og skubbede til mig. Jeg smilede til hende og aede hende på hovedet.

 

Skulle vi øve os?”. Jeg nikkede til hende. ”Vi går et sted hen og øver” sagde jeg og vinkede til de andre. Da vi var kommet et stykke fra dem, satte vi os ned. ”Okay hvad havde du tænkt dig?” spurgte jeg. ”Jeg fandt ud af, at vi ikke bare skulle ønske at fylde halvdelen af dit øje lige som, når vi vælger kun at være en del af dit ene øje. Det er svært at forklare, men lad os forsøge en gang til”. Jeg lukkede øjnene og da jeg åbnede dem igen kunne jeg se gennem Jumas øjne. Hun havde gjort det helt rigtigt og jeg klappede af begejstring. Så kiggede jeg på Juma og det så ud som om det var hårdt for hende. ”Hvad sker der Juma?” spurgte jeg hende. ”Det er hårdere end man tror. Jeg har det som om, at jeg er i gang med at løbe en tur lige nu. Vi skal øve en hel del mere”. Så kunne jeg ikke se gennem hendes øjne mere. Juma lagde sig pustende på jorden. ”Ufatteligt, at det slet ikke var hårdt for dig” sagde hun lidt tvært. Jeg grinede og løftede hende op og gik tilbage mod de andre. ”Vi kan godt øve det her ved de andre, så vi også tættere på vand, hvis du får brug for noget”. Hun nikkede til mig.   

 

Laszlo og Parva stod og stirrede på hinanden, da vi kom til bage til lejren. Det lignede, at de havde en stirrekonkurrence og jeg kunne ikke lade være med at grine af dem. ”Hvad laver i dog?” spurgte jeg i mens jeg grinede. ”Vi forsøger at lære det i kan” sagde Laszlo og smilede. Han tog øjnene væk fra Parva og kiggede på hende. ”Hvordan gør i?”. Jeg kiggede ned på Juma og hun satte sig hen til Parva og forklarede ham, hvad det var han skulle gøre, imens forklarede jeg Laszlo det. Så prøvede jeg med Parva og Laszlo med Juma. Det tog et stykke tid før, jeg kunne se gennem hans øjne, men det tog endnu længere tid for Laszlo at finde ud af det med Juma.  Juma ventede tålmodigt på ham og rettede ham, hvis han gjorde noget forkert. Til sidst råbte Laszlo højt og klappede i hænderne. ”Jeg kan se!” råbte han. Vi grinende alle sammen af ham. Han lignede en lille dreng, som lige havde fået en lakridsrod. Jeg kiggede på Juma og hun tog sit syn igen. Laszlo kiggede skuffet på mig. ”Det er sengetid Laszlo” sagde jeg og lagde et tæppe tæt på ilden. Fortis og Juma lagde sig på det og jeg lagde mig mellem dem. Jeg hørte Laszlo pusle med hans tæppe, lidt efter hørte jeg en snorken.

   Endnu engang tænkte jeg på, hvordan alting var blevet så anderledes på så kort tid. Jeg savnede den gang jeg ikke kendte til fare og ikke følte, at jeg blev forfulgt. Dengang vi bare var en lykkelig familie og jeg ikke kendte til andet end kærlighed og glade dage. Jeg lukkede øjnene og puttede mig tættere ind på de andre. Juma lagde langsomt en pote over mig. Jeg ville ikke undvære dem for alt i verden.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...