Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1481Visninger
AA

3. Et skrig efter hjælp

Da jeg vågnede kunne jeg ikke lade være med at kigge på hans beskidte tøj. Det skar mig lige i øjnene. Uanset hvad så skulle det bare vaskes og det så hurtigt som muligt. Jeg lagde en hånd på hans skulder og forsøgte at vække ham lige så stille, men da det ikke virkede, kunne jeg ikke få mig til at vække ham. Jeg åbnede langsomt den første knap i hans tøjre og da han ikke vågnede åbnede jeg den de andre til hans mave var bar. Jeg undrede mig i et kort øjeblik om han var besvimet siden det ikke vækkede ham. Så bestemte jeg mig for, at når jeg alligevel var nået så langt så kunne jeg lige så godt få gennemføre det.

 

En råben skar gennem hulen og jeg hørte ham klatre ned gennem sprækken og løbe hen imod mig. Jeg mærkede, da han tog fat i min arm og holdte den fast.  Jeg vendte mig smilende. ”Hvor er mit tøj?!” råbte han. Jeg pegede hen ved siden af sprækken, hvor jeg havde lagt det pænt. Jeg havde vasket det og syet hullerne, så nu så tøjet næsten normalt ud. ”Jeg har ordnet det”. Jeg vendte mig rundt og blev ved med at lave morgenmaden. Jeg var stået rigtig tidlig op for at fange haren, som jeg havde skudt og for at få ordnet hans tøj. Jeg hørte ham mumle for sig selv, da han gik over mod tøjet. Han havde ikke noget at være sur eller pinlig berørt over, for jeg havde ikke taget alt tøjet af ham. Hans underbukser havde jeg ladet være, og det var jo ikke fordi, at han ikke var veltrænet og havde noget at være ked af. Hans muskler var større end mange andre mænds, som jeg havde set, så han havde slet ikke noget at være ked af. Han så da slet ikke gal ud, hvis man kiggede på ham på den måde. Jeg smugkiggede hen på ham, og så ham spænde bukserne. Hans muskler blev spændt et øjeblik og jeg kunne ikke lade være med at kigge på mine egne muskler for at se, hvor stor forskel der var. Så kiggede jeg på ham igen og som om, at han kunne mærke, at jeg kiggede på ham vendte han sig som om. Jeg smilte til ham. ”Du har intet at være sur over. Dit tøj ser nogenlunde ud nu og du burde ikke være genert over din krop. Jeg har set mange andre, som er mindre veltrænede og mindre kønne end dig”. Som forstenet kiggede han på mig, ”Har du kigget på mig?”. Jeg rullede med øjnene og tog en dyb indånding. ”Kan man lade være med det, når man klæder en anden af”.

   Han gik hen mod mig. ”Hvorfor bad du mig ikke bare om at tage det af? Du ved jo ikke, om jeg ville have gjort det frivilligt?”. Han var alvorlig, det kunne jeg se med det samme. Hvad havde jeg gjort forkert? Mine tanker fløj af sted, men jeg kunne ikke komme på noget, som jeg ville synes var forkert. ”Jeg tænkte det ikke ville være noget problem. Det ville det ikke være for mig, så jeg tænkte det heller ikke var for dig og desuden så forsøgte jeg at vække dig, men du sov så dybt, at jeg ikke kunne få mig til det”. Jeg vendte mig om og lavede videre på maden. Han kom tættere på mig. ”Hvem er du?”. ”Spørger du, hvem jeg er?” spørger jeg, ”Hvem er du?”. Jeg stoppede med at lave mad og ventede på, at han svarede. ”Mit navn er Laszlo og jeg kommer fra en by nogle mil her fra”. Han satte en hånd på min skulder og vente mig om. ”Hvem er du? Og hvor har du fået de primitive holdninger fra?”. Jeg ve ikke fra hans blik, det var et tegn på svaghed, havde min far altid sagt.”Min far har lært mig alt, hvad jeg ved og kan. Han vidste, hvordan man skulle klare sig og det er også derfor, at han ikke er her nu. Han forsvandt for at beskytte mig. Hvem jeg er? Jeg ved ikke, hvem hele jeg er, men mit navn er Kasja”. Smilende vendte jeg mig om, og lavede maden færdigt. Han flyttede sig ikke før jeg vendte mig om og gav ham noget mad. ”Hvorfor navnet ”den rene”?” spurgte han, mens han spiste.

   ”Min mor elskede det navn. Det var hendes søsters navn, som blev fanget før jeg blev født. ”. Han stoppede med at spise og kiggede intens på mig. ”Jeg tror, at jeg har hørt om hende et sted” sagde han efter der var gået lidt tid, så vendte han igen hovedet tilbage til hans mad, som han spiste videre af. ”Men jeg er ikke sikker. Jeg ved jo ikke om, at det er den samme person”. Jeg smilede, for navnet den rene var ikke brugt ofte. ”Min mors slægtsnavn var Sølvfod. Det kan føres tilbage til de vildes tid, så slægten er holdt godt. Du burde kende den”. Jeg rejste mig og gik over for at vaske min skål.

   Jeg kunne høre, at han var stoppet med at spise. ”Sølvfod” sagde han. ”Er den slægt ikke udryddet?”

”Måske, jeg er halvt Sølvfod og halvt Mangan.” Jeg gik stille hen mod ham og satte mig lige ved siden af ham. ”Min mor og far mødte hinanden i slottets fangekælder og flygtede sammen. De slap væk med nogle andre, men alle de andre er blevet fanget eller har gjort selvmord”. Jeg kiggede ned på mine hænder, for emnet fik mig altid til at være stolt og ked af det på samme tid. Hele min familie var væk nu og jeg var alene tilbage.

   ”Jeg har hørt om dem. ”sagde han og lagde en hånd på skulderen af mig, ”Din far må være Dylan, søn af bølgerne”. Jeg nikkede og vendte mit hoved mod ham. Han kiggede spændt på mig og i et øjeblik blev jeg bange. ”Hvad?”, jeg træk mig så langt væk fra ham, at hans hånd faldt ned fra min skulder. ”Du.. Du må jo være ufattelig stærk så! De er nogen af de stærkeste jeg nogensinde har højt om!”. Det lød til, at han var lettet og det forvirrede mig, for jeg var ikke stærk endnu, og det var ikke sikkert, at jeg ville blive lige så stærk som mine forældre, det ville jeg i hvert fald ikke garantere. ”Jeg er ikke stærk endnu. Så moden er jeg ikke endnu”. Jeg rejste mig alvorligt op og undgik hans blik, for jeg var bange for at se et skuffet blik.  ”Men det bliver du! Det er jeg sikker på, at du gør. Vi skal nok klare os, og selvom du ikke kender mig så godt, så vil jeg forsøge at følge med dig, for som du ved, er der ikke mange af os tilbage i det fri”. Jeg tænkte et øjeblik på om han vidste, hvordan en pige fik sine kræfter, for det lød ikke til, at han gjorde. Hendes far havde forklaret hende det for lang tid siden. En pige kunne kun få sine fulde kræfter, hvis hun fandt den person, som elskede hende lige så højt som hun elskede ham. Kysset mellem disse, skulle binde kræfterne til hende.

 

Laszlo havde rejst sig og havde igen lagt en hånd på min ryg. Han vendte mig om og kiggede mig ind i øjnene. ”Stoler du på mig, når jeg siger, at jeg bliver?”. Han så virkelig alvorlig ud, men alligevel havde jeg mine tvivl, om han var ærlig eller om han ville forsvinde første gang en soldat ville komme imod os. ”Nej, det må du bevise”.  Jeg vendte mig om og gik hen mod indgangen.

 

 Han løb efter mig og lige da han lagde hånden på min skulder igen, skar et lamslående skrig igennem min krop. Jeg krympede mig sammen og holdte mig for ørerne indtil det stoppede.

    Mine ben rystede og mit hoved gentog lyden igen og igen. Dyret havde skrevet efter hjælp og jeg vidste, at jeg måtte hjælpe det dyr, som havde lavet den forfærdelige lyd. Jeg sprang ud af hulen og vendte mig om mod klippen for at kravle op af den. Jeg kæmpede mig højere og højere op, meget længere oppe end det sted jeg normalt sad og tænkte over livet. Sveden faldt i dråber fra mig, men jeg asede det slet ikke. Jeg asede heller ikke smerterne eller Laszlo, som forsøgte at følge med mig. Da jeg endelig kom op til toppen, løb jeg alt hvad jeg kunne hen mod den store hule, som jeg kunne se flere meter der fra. Jeg faldt flere gange og jeg slog hul på mine knæ, men jeg stoppede først op foran indgangen. Jeg så på indgangen, den var enorm. Smerten fra mine knæ skar i mig, og først der mærkede jeg, hvor træt og udkørt jeg var. Langsomt kiggede jeg tilbage og så langt jeg kunne se var der ikke kanten som jeg følte jeg lige havde klatret op ad. Laszlo stod forpustet ved siden af mig og bange vendte jeg mod hulen igen.

    Hulen var gigantisk og skræmmende, for det virkede som om døden lurede i indgangen. Jeg ignorerede alle andre følelser, end den som bad mig om at hjælpe dyret. Jeg løb der ind så hurtigt jeg kunne, så jeg ikke ville fortryde det og smerterne ikke ville få mig til at gå i knæ.

 

Stanken ramte mig lige, da jeg trådte ind i hulen. Det var som om, at jeg havde løbet ind i en mur af stank. Jeg væltede omkuld og tog mig til næsen. Jeg måtte holde mig for næsen i flere minutter, før jeg kunne fjerne hånden og rejse mig op. Der var ingen vej tilbage. Jeg var kommet så langt, så nu kunne jeg lige så godt gennemføre det. Jeg løb så langt ind, at jeg til sidst kunne se en kæmpe massiv grøn masse, som fyldende halvdelen af hulen. Jeg tog forskrækket et skridt tilbage, for jeg kunne med det samme se, at det ikke var et normalt dyr.

    Dragen vendte sit ansigt imod mig og skreg alt hvad den kunne. Mine ben kollapsede under mig og mine øjne begyndte at græde. Jeg kunne ikke gøre andet end at dække mine øre og græde mens den skreg, og da den var færdig rummede det stadig for mine øre. Mine hænder havde ikke været til nogen nytte. Jeg kæmpede mig op at stå og gik rystende imod den. En tåre løb ned ad kinden på den, og det lød som om den hulkede. Jeg lagde min hånd på den og så den ind i dens øjne. Den skulle ikke være alene med al dens smerte.
 

   Laszlo kom op ved siden af mig og kiggede alvorligt på mig.  ”Du kan ikke redde den! Den har et kæmpe sår på siden af dens krop. Den dør snart!”. Han lagde hånden på min skulder og aede min ryg, som om han ville trøste mig. Først der lagde jeg mærke til, at jeg stadig græd. Jeg forsøgte at tørre mine tåre af i ærmet, men det førte bare til flere tåre. Jeg følte mig så ubrugelig, så hjælpeløs. Hvordan kunne et mægtigt dyr som denne drage blive dødeligt såret? Jeg lukkede øjnene og kunne kun forstille mig, at det måtte have været en større drage.

    Laszlo tog mig ind i hans favn og trøstede mig indtil, at jeg kunne høre en stemme i mit hoved. ”Ikke græd, brug energien på at passe dem. De lægge ved min hale. Gå, når i har taget dem”. Stemmen blev ved med at gentage det.

   Jeg træk mig ud af hans favn og lagde hånden på dragen igen. ”Du kan høre mig, det godt. Det betyder, at du bliver stærk nok til at kunne beskytte dem. Hent dem nu og gå”. Jeg fulgte dens krop og stoppede først op, da jeg hørte en piben. En lille hale stak direkte op i vejret. Jeg sank en ekstra gang og løb hen til den. Der i den sidste del af halen, som udgjorde en cirkel, legede tre små drageunger. Jeg satte mig ned ved dem og to den ene op. Den nappede efter mig, så jeg skyndte mig at flytte mine hænder, så den ikke kunne få fat i mig og med skinnende øjne vendte jeg mod Laszlo, som smilede lige så stort som jeg. ”Tager du de andre?” spurgte jeg og fulgte ham med øjnene, da han gik hen og tog de to andre. Så gik vi op mod den store drages øjne. Tårer løb ned fra dens øjne, da den så os og ungerne som kæmpede for at komme fri. ”Tak” sagde den. ”Pas på dem så godt i kan. Gå nu”. Vi trak os langsomt mod udgangen og kæmpede for at holde ungerne, så de ikke løb tilbage.

 

Da vi endelig var nede i vores egen hule, skyndte vi os at pakke. Vi kunne ikke blive der mere, for soldaterne vidste, at der levede nogen der nu, og hvis de så dragerne ville de med sikkerhed vide, at vi var magiske. ”De har ingen vinger lige som moren, hvor lang tid går der før de kan flyve?” spurgte Laszlo. ”Jeg ved det ikke. Vi må vel bare undgå fare så godt som muligt indtil de forstår, hvad jeg siger lige som moren”. Jeg kunne mærke han kiggede på mig, så jeg vendte mig om mod ham. ”Hvad er der nu?” spurgte jeg. ”Var det derfor, at du vidste, at de var der? Var det derfor, at du vidste, at den ikke ville gøre os noget? Forstod du så også skriget, som fik dig til at løbe som vanvittig efter..”. Jeg holdte ham for munden og smilede. ”Ja, det var derfor, at jeg vidste, at de var der. Nej, jeg vidste ikke om den ville gøre os noget, men jeg kunne ud fra skriget hører, at der var en, der havde brug for hjælp, og jeg hjælper dem, der har brug for det”. Jeg tog langsomt min hånd væk for at være sikker på, at han ikke begyndte på sine spørgsmål igen. ”Så har jeg jo fundet det rigtige sted” sagde han grinende og kæmpede med at holde de to drageunger i ro. 
 

***************************************************************************************************************

Så det var kapitel 4, hvad synes i. 

Jeg håber virkelig, at der snart er en som får lyst til at smide en kommentar om, hvorledes det er godt eller dårligt. 

Kh. Anne Andreasen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...