Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1380Visninger
AA

7. En drages ven

Dette kapitel er dedikeret til Little Angel, fordi hun gav mig lysten til at skrive mere. Desuden gav hun mig også lidt dårlig samvittighed over jeg ikke havde indsendt noget i så lang tid:) undskyld for det. 

håber i nyder sommeren. 

Kh. AnAd.

***************************************************************************************************************

Jeg åbnede øjnene lige så stille, men jeg kunne ikke se noget. Først flimrede det hele foran mig, også blev det hele sort. Jeg gav et overrasket og forfærdet udbrud fra mig og vidste ikke om jeg skulle græde eller le over det absurde ved situationen. Jeg valgte ingen af delene, i stedet for mærkede jeg med hænderne rundt om mig og der lige ved siden af mig, lå en person. Jeg satte mig op og rystede på hovedet. ”Øhm... hvor er jeg, og hvem er du?” sagde jeg så roligt, som jeg kunne. Det var sært ikke at kunne se personen, når jeg havde åbne øjne. ”Her er godt nok lidt mørkt, men jeg regnede med, at du kunne gætte, at det var mig, for jeg ville ikke lade andre ligge her, hvor jeg ligger”. Han sagde det så alvorligt, at jeg ikke kunne lade være med at le.

    Jeg vendte mig halvt om og forsøgte at finde hans hoved. Det var svært, for jeg kunne ikke se en pind foran mig. I stedet for fandt han mit. Jeg mærkede hans hånd, som han havde lagt på min kind. Jeg pressede mit hoved ind mod det. ”Jeg kan ikke se noget” sagde jeg, ”kan du det eller?”.  Han lod sin hånd glide ned fra min kind og ned til mine ben. Hans anden hånd lå under mit hoved og lige så stille løftede han mig op. ”Der er ikke så mørkt, at jeg ikke kan se noget. Flamme og Dråbe snakkede om, at det her kunne ske, når man havde brugt meget mere magi end man var van til. Du vil nok være blind i et par dage og vi skal nok passe på dig indtil du kan se igen”. Jeg nikkede og lukkede mine øjne igen, for hvad skulle jeg bruge dem til, når de alligevel ikke virkede? Laszlo kyssede mig på panden og jeg mærkede tårer glide ned ad min kind. Han kyssede den væk og hans mund gled langsomt ned til min hals. ”Hvad laver du?” spurgte jeg med en pibende stemme.  ”Udforsker” sagde han. Jeg skubbede ham væk, selvom jeg nød følelsen af at have ham så tæt på. ”Jeg kan ikke se Laszlo. Det ikke nu du skal udforske”. Jeg rystede på hovedet og vendte mig væk fra ham. ”Det nu du skal holde om mig og gøre mig tryg” hviskede jeg. Lidt efter mærkede jeg ham lægge sig arm over min hofte og trække mig ind til ham. 

 

”Fortis?” jeg kaldte på ham efter der var gået noget tid, for jeg ville bruge hans øjne til at se. Jeg vidste, at min forbindelse var stærkest til Juma, men jeg ville arbejde med Fortis, for jeg ville ikke have, at han blev glemt. Juma og Parva blev jo sat så højt af os, og Fortis blev nemt gemt i baggrunden.

   Jeg hørte ham komme løbende imod os, og en skuffet tanke ramte mig fra Juma, så jeg sendte hende en forklarende besked til hende. Hun skulle ikke blive ked af, at jeg ikke ville sætte en højest. De var lige vigtige for mig. ”Forstået. Ved, at han vil være glad for det! han trænger i hvert fald til at blive set. Men Kajsa du skal ikke tro, at du har været slem ved ham. Han mener selv, at han ikke har vist dig nok”.  Jeg lyttede alvorligt til hvad hun fortalte mig og efter et par minutter syntes jeg, at jeg måtte til at vise min tillid til Fortis. ”Jeg har brug for dine øjne Fortis, må jeg dele syn med dig?”. Han besvarede ivrigt og i starten kunne jeg ikke nå at svare på alle hans spørgsmål. ”Du taler for hurtigt Fortis. Jeg kan ikke følge med!”. Han stoppede med det samme, og der gik lidt tid før han sagde noget igen. ”Hvad skal jeg gøre for, at du også kan se gennem mine øjne?”.

    ”Laszlo?” jeg spurgte ham stille efter, at jeg havde forklaret Fortis, hvad han skulle gøre.

 ”Hvad er der Kajsa?” svarede han anspændt. Det lød som om han kæmpede med at løfte mig, som han havde gjort i alt den tid som vi havde bevæget os. ”Jeg vil gerne ned nu. Du behøver ikke at løfte mig hele vejen til det sted, hvor vi nu skal hen”. Jeg mærkede, at hans arme spændte sig rundt om mig. ”Jeg er stærk nok til at gå det sidste stykke. Jeg gik også med dig hele dagen i går. Tro ikke, at jeg ikke kan klare det”. Det lød helt som om, at han følte, at jeg undervurderede ham og jeg tænkte først ikke på andet end, at jeg havde såret ham. Så kom jeg til at tænke på, hvad det var han lige havde sagt. ”Hele dagen i går?”. Havde jeg været bevidstløs i en hel dag? Jeg forstod ikke, hvordan jeg kunne have sovet uden at have opdaget Laszlo, som havde løftet mig hele vejen.

   ”Du har sovet i to dage. Den første dag gik vi ingen steder, for Flamme og Dråbe var ikke sikre på, at du ville kunne holde til turen, så vi ventede selvfølgelig”. Sovet hele to dage i træk! Det var jo spild af tid. Soldaterne kunne jo have overrasket os, og jeg ville ikke have bemærket noget overhovedet. Jeg kunne have været skyld i, at Laszlo og drageungerne var blevet dræbt eller taget til slottet. Jeg sank kraftigt, for jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis der var sket dem noget på grund af mig.

  ”Laszlo sæt mig ned! Jeg skal hen til Fortis. Det vil gå meget hurtigere og soldaterne indhenter os ikke så nemt så. Du vil også have flere kræfter, hvis de nu gjorde”. Jeg vred mig rundt, for jeg ville ikke være en byrde. Lige så stille satte han mig ned og jeg rakte min hånd frem. Fortis kom hurtigt hen til mig og lagde sit hoved ned under min hånd. Jeg mærkede de glatte skæl under min hånd, som mindede mig om slangeskind. Jeg sendte langsomst magi ned gennem min arm til min hånd ned til hans hoved for at danne det bånd, som jeg også havde med Juma. Jeg mærkede, hvordan båndet langsomt gik ned og bandt sig om ham uden at skade ham. Båndet ville ikke kunne kontrollere ham. Det kunne kun gøre os tættere. Han ville kunne høre mig kalde fra flere kilometers afstand, det var jeg sikker på. Jeg vidste, at båndet var vigtigt, hvis vi blev væk fra hinanden, for med det ville vi altid finde hinanden. ”Det er færdigt” sagde jeg til Fortis, ”luk nu begge øjne, åben så det ene og lad som om du ser mig i det andet. Bagefter skal du åbne dem begge”. Han gjorde som jeg fortalte ham og med et kunne jeg se ud af hans øjne. Han kiggede på mig og jeg kunne se, at han lagde vægt på mit ansigtsudtryk, som vidste taknemlighed. Jeg så tryg og glad ud. I det øjeblik vidste jeg, at jeg måtte tage ham op, for han sendte mig en tanke med glæde over at være brugbar, over at være rigtig med i gruppen. Jeg rakte mine hænder ud og han hoppede op til mig. Jeg greb ham lige akkurat.

   Hårdt trykkede jeg ham indtil mig, for han skulle ikke føle sig ubrugelig og udelukket fra gruppen. ”Du vil altid være en del af vores gruppe, vores familie, Fortis. Vi vil altid være der for dig. Det må du ikke betvivle, selvom vi ikke altid viser, at du er ligeså vigtig, så tro mig. Det er du”. Han pressede hårdt sit hoved mod min hals, så jeg aede ham roligt på ryggen. Til sidst løftede jeg ham op og bad ham om at vende sig, så jeg kunne se, hvor jeg skulle gå. Han gjorde det med det samme, også begyndte vi forsigtigt at gå hen mod de andre, som stod nogle meter fra os.

 

”Lad os komme af sted. Jeg kan nemt gå, når jeg har mine drageunger til hjælp” sagde jeg smilende. De smilede igen. Flamme gik leende hen imod mig og klappede mig på skulderen. ”Jeg er stolt af at kende dig min pige, men du må og skal øve dig med din magi. Det nytter ikke, at du går i sort næste gang, at du møder en fjende. Din kammerat Laszlo er ikke så stærk, at han kan redde sig selv og dig på samme tid”. Jeg nikkede, for jeg var helt enig med ham. Laszlo stod alvorlig over ved siden af Parva. Han lignede ikke en, som skulle beskyttes, men jeg vidste, at soldaterne kunne få ham ned med nakken, når han intet våben havde. Hans magi var ikke mægtig, den var der bare, som en blomst med sine blade. Bladene sidder på blomsten, men de beskytter den ikke godt. Jeg smilede til ham, for jeg vidste, at han havde hørt det hele og derfor følte sig trådt på. Derfor gik jeg hen og lagde min hånd på hans kind.

   ”Kan du huske da du kom løbende ind i min hule?” spurgte jeg ham. Han nikkede alvorligt. ”Du spurgte om jeg havde et gemme sted”. Jeg lagde min arm bag hans hoved og stillede mig på tæer. ”Jeg har ikke et sted mere og jeg ved, at du hader, at du ikke er så stærk som du ser ud, men Laszlo for mig er du stærkere end jeg”. Jeg lagde min anden arm om ham og krammede ham. Han lagde sine arme om mig og gengav mit kram. ”Du den stærkeste jeg kender og vi skal nok klare det hele!”.  Så kaldte jeg på Fortis igen, så vi kunne gå resten af vejen.

 

Gennem Fortis øjne kunne jeg se, at vi nærmede os en lysning. Jeg glædede mig til at komme ud i solen og mærke varmen, for inde under træerne var der køligt og fugtigt. Det var der Flammes og Dråbes saltsted lå, og de havde snakket om, at de havde senge nok til vi alle, også dragerne, kunne få en seng hver. Jeg havde aldrig prøvet at sove på en madras, så jeg glædede mig til at prøve det. Laszlo virkede også glad for det, og han havde fortalt mig, at inden soldaterne kom til deres hytte, sov de alle sammen på madrasser i hans familie. Når han snakkede om dem, blev hans øjne altid drømmende. Han savnede dem. De var blevet slået ihjel af soldaterne, da soldaterne ikke kunne få dem med, og de kæmpede for hårdt imod. Laszlos mor havde fået ham til at flygte. Det havde han gjort, for han vidste, at han ikke var til meget hjælp. Hans familie havde, lige som min, gjort alt for, at deres børn overlevede. Selvom jeg følte det var ondt af mig at have det sådan, så var jeg stadig glad for, at jeg ikke var den eneste, for så vidste jeg, at det var det rigtige som min familie havde gjort.

 

 Fortis sendte mig tanker om, at den gerne ville løbe ind i solskinnet. Den sendte den ene bedende tanke efter den anden, og til sidst kunne jeg ikke stå for det mere. Jeg slap ham og sagde til ham, at han skulle gøre som før. Jeg kiggede på ham, mens han gjorde det og pludselig var alt sort. Jeg blev stående roligt og ventede på, at jeg kunne høre Laszlo.

   ”Må jeg låne en hånd?” sagde jeg, da jeg hørte ham bag mig. Han rakte mig den og førte mig af sted. Jeg mærkede pludselig varmen på min kind og jeg smilede. Længere fremme kunne jeg høre, at drageungerne legede sammen med Flamme og Dråbe, der råbte højlydt som om det var fange leg de legede. Jeg grinede for når Dråbe væltede, gryntede han, og det lød så sjovt, for det lød nøjagtig som en rigtig gris. Flamme fandt da også hurtigt ud af det, og begyndte at efterligne gryntene, når Dråbe holdte op. Laszlo stod hele tiden ved siden af mig og sørgede for, at jeg ikke forsøgte at komme hen til dem. Han tvang mig ikke til at blive ved siden af ham, men måden han holdte om mig på, mindede mig om, at det var en dårlig ide. Jeg kunne ikke være med i deres leg lige nu. Stille lagde jeg min hånd på hans skulder.

   ”Hvis du gerne vil være med, så løb der hen. Jeg kan godt blive stående her og lytte. Det er faktisk sjovere end det lige lyder”, jeg smilede det bedste jeg havde lært til det sted, hvor jeg troede hans hoved var. Han flyttede mit hoved og gav mig en kys. ”Jeg vil ikke tvinge dig til det, men måske er det bedst du så sætter dig ned imens” sagde han og tog min hånd. Jeg fulgte villigt med ham og satte mig ned, da han fortalte mig, at der var en stor sten som jeg kunne være på. Langsomt lagde jeg mig ned, så jeg kunne lægge og nyde solen og de andres grin. Det var som om, at tiden stod stille, at vi var et sted, hvor ingen kunne gøre os noget.

 

Med et hev Juma i mig. Hun ville sidde oppe på stenen sammen med mig, for hun havde fået nok af de andres leg, som ifølge hende var gået hen og blevet en kamp om hvem, som var stærkest. Hun gjorde så, at jeg kunne følge med i det hele gennem hendes øjne og le sammen med hende af drengenes og mændenes kamp om at være størst. Parva og Fortis kæmpede for sjov på jorden med hinanden, og det samme gjorde Flamme og Laszlo. Dråbe stod som dommer og lavede nye regler hele tiden, det gjorde til sidst Flamme så sur, at han ikke gad mere, for han ville ikke være med i et spil, hvor reglerne blev lavet undervejs og ikke før spillet. I stedet for gik han over og hentede alle taskerne, så vi ikke skulle gøre det, når der var mørkt.

   Laszlo kom gående hen imod mig med Parva og Fortis efter sig. Han satte sig ned foran mig og tog stille min hånd. ”Det bare mig” sagde han så. Jeg smilede til ham og pegede på Juma. ”Jeg kigger gennem hendes øjne”. Han nikkede og aede min kind. ”Jeg glæder mig til, at du kan se igen, så skal vi træne, for vi skal ikke have, at det her sker igen”. Jeg følte ikke, at jeg kunne gøre andet end at nikke, for jeg syntes, at det var så pinligt, at jeg havde regnet med, at jeg kunne bruge alle mine kræfter med det samme, da jeg fik dem.

 

”Jeg tror Flamme gerne vil have os ind i hytten. Det er snart spise tid og i to skal have pakket ud, så i ikke skal tænke på det i aften” råbte Dråbe efter os, da han travede ind i hytten. Jeg rejste mig langsomt, og fik Juma op i min favn, så jeg næsten kunne se det samme som jeg normalt så. Laszlo lagde en hånd på min skulder og sammen gik vi fem ind i hytten.  

 

Inde i hytten havde Flamme allerede sørget for at duften af mad flydte. Jeg trak vejret dybt ind, og blev fyldt med duften af stegt kød. Jeg så Fortis og Parva løbe hen mod Flamme for at få sin del mad, mens Juma blev roligt siddende i min favn. Jeg krammede hende, så hun vidste, at jeg var hende taknemmelig. Laszlo klappede mig på skulderen og gik så hen til Flamme. Han hentede mad til os alle tre, og Juma kiggede skiftevis på min og hendes mad, så hun var sikker på, at jeg ikke brændte mig. ”I morgen viser vi jer, hvordan man laver salt her” sagde Flamme, mens han slugte den ene bid efter den anden. ”Så Kajsa det er vigtigt, at du får en masse søvn. Jo tidligere du får dit syn tilbage, des tidligere kan vi hjælpe dig med at blive stærkere!”. Juma kiggede på ham, mens han snakkede. Han skriftede ikke mine en eneste gang, mens han blev ved med at snakke om, hvad det bedste for os ville være. Det var som om, at han skjulte noget for os. Juma kiggede pludselig på Dråbe i stedet for og ved at se på ham bekræftede jeg min teori. Han sad med tårer i øjnene og kiggede ned på hans hænder. Jeg rømmede mig, og fik dem begge til at se på mig. ”Hvad sker der? Har vi gjort noget forkert?”. Flamme kiggede på Dråbe og ændrede så mine. Han kiggede på Juma og lagde sin arm på Dråbes skulder. ”I skal af sted igen i morgen, uanset om du har fået dit syn eller ej”.

    Jeg forstod det virkelig ikke. De var jo vores eneste venner. Hvis vi ikke kunne få hjælp fra dem, hvem skulle vi så få hjælp af? Juma mødte Laszlos blik og kiggede så på mig, og gennem hendes øjne kunne jeg se at tåre løb ned ad mine kinder. Hun rejste sig på bagben og mulede mine tårer væk med hendes mund. ”De må have en god grund til det Kasja” sagde Laszlo og satte sig over ved mig. Han klappede mig trøstende på ryggen og Juma vendte sig for at kigge på dem. Dråbe græd mere end jeg gjorde, men han mødte Jumas blik og stille sagde han: ”Jeg så det i ilden, mens jeg lavede mad. De er efter os, og de har aldrig ledt efter magikere i denne del af skoven”. Han slog et blik hen mod Laszlo og kiggede så på Juma igen. ”De ved ikke, at vi er magikere, men det regner de ud, fordi vi er i skoven og ingen ar har” Flamme rejste sig op og brummede: ”Vi vil lede dem på vildspor, det vil give jer længere tid. Så du kan få dit syn tilbage og begynde at øve dig, så du kan beskytte andre”. Så gik han og Dråbe rejste sig lidt efter. ”I skal nok klare jer. Vi laver en stor taske med mad og andre ting som i kommer til at skulle bruge. Bare vent, det bliver en leg for jer”. Så gik han også og lidt efter kunne vi høre, at de snakkede sammen.

   Jeg rejste mig med Juma i min favn og Fortis, Parva og Laszlo fulgte med os op på værelset. ”Hvis de siger, at vi skal af sted, så tager vi af sted Kajsa. Vi kan ikke tvinge dem til at lade os blive her. Vi kan alligevel ikke hjælpe dem meget, især ikke dig”. Laszlo lagde armene om mig, løftede Juma og jeg op og lagde os madrassen. Han kyssede mig på kinden og lagde sig på sin egen. Fortis puttede sig ind til mig, og Juma lagde sit hoved på min skulder. Jeg kunne ikke sove. Tankerne for igennem mit hoved. Jeg ville gøre alt for at beskytte disse fire, men lige nu føltes det her sted så sikkert. Jeg ville ikke tage væk, for jeg var bange for, at vi ikke skulle kunne finde et sted som dette. Jeg vækkede Juma og Fortis og sammen gik vi ud af hytten. Vi satte os ved siden og kiggede ud over pladsen. Der var ikke rigtig noget at se, for skyer dækkede stjernerne og selvom jeg kiggede med Jumas øjne, så var hendes øjne ikke meget skarpere end mine. Flamme havde forklaret mig, at det tog tid, lige som med mine kræfter. Jeg ønskede, at de var stærke nok, så der var ingen, der kunne gøre dem ondt.

 

 ”Er det nu du vil øve dig med din magi?”. Jeg tænkte mig om, for det ville være bedre, hvis vi gik ind og sov, så vi havde kræfter til morgen efter. ”Du har en ide Juma?”.  Det ville sikkert også være bedre for mine øjne at sove. ”Du kan træne med os. Vores mor fortalte os tit om folk med flere drager, som kunne se gennem to dragers øjne”. Hun kiggede på Fortis, mens hun sagde det. ”De to mænd sagde også, at det ville være en god ide at starte i det små”. Juma nikkede roligt og kiggede på mig. ”Fortalte hun jer hvordan?”. ”Nej det gjorde hun ikke, men det må da være det samme som, når du gør det med en af os..”. ”Bare på hver sit øje”. ”Luk det ene øje og læg en hånd på Fortis og gør det samme, som du altid gør” Juma lød ivrig, og Fortis havde allerede muflet sig ind under min hånd, som jeg havde gjort første gang jeg så gennem hans øjne. Jeg lukkede det ene øje, og jeg kunne mærke, hvordan min magi fandt frem til Fortis, som havde lukket sine øjne og lukkede mig ind. Jeg mærkede en sitren fra Juma på det andet øje, og da jeg åbnede det så jeg i en hel anden retning end det andet. Jeg lukkede hurtigt begge øjne. Det virkede så sært at kigge forskellige steder på en gang. Jeg åbnede langsomt øjnene igen og i lang tid sad jeg bare og kiggede for at vende mig til det. Juma og Fortis sad og snakkede om deres vinger. De var begge begyndt at få vinger og Fortis kunne komme en smule op i luften, men han måtte altid holde en pause for at få vejret til at være normalt igen. Han kæmpede for at holde sig op i længere tid, men hans vinger var ikke store nok endnu. Juma kunne kun vifte med hendes vinger, og hun så misundeligt på Fortis, når han lettede de få sekunder.

 

 Lidt efter forsøgte jeg at rejse mig, men jeg faldt direkte på næsen. Jeg ømmede mig og kæmpede mig op at sidde igen. Juma og Fortis kom direkte hen til mig og gennem deres øjne kunne jeg se et rødt mærke, som helt sikkert ville blive blåt. Jeg bandede for mig selv og lukkede det øje, hvor jeg kunne se ud af Jumas øjne. Hun vidste, at jeg lukkede hende ude, så hun gjorde det samme som jeg. Fortis gik hen til mig og kiggede på vejen foran mig. Sammen gik vi så alle tre ind i hytten og faldt trætte sammen på madrassen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...