Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1413Visninger
AA

8. Det er alt for sløret

hej alle sammen, vil bare lige skrive undskyld, fordi det er så lang tid siden, at jeg har postet. Derfor får i også 3 kapitler i dag:) har indsendt et:) 

 <3 AnAd

******************************************************************************************************************

Sveden dryppede ned af os, mens vi med store river rev salt til den ene side i de store fade. Vi var startet lige, da solens stråler havde vist sig ned i dalen. Flere af deres kurve var blevet fyldte og Laszlo havde båret dem over i deres lille båd. Jeg var begyndt at få synet igen, men det var stadig meget sløret, så derfor brugte jeg stadig dragernes syn. Fortis var også meget tilfreds med at hjælpe, i mens Juma og Parva kæmpede med deres vinger. Han følte, at han var langt foran dem for hans vinger var større end deres og det lille stykke tid, som han kunne være over jorden, var han stolt af. Han trænede dog stadig, mens jeg arbejdede med salt. Hver gang jeg stillede riven, forsøgte han at flyve i længere tid.

   Lidt senere på dagen sad jeg sammen med alle drageungerne og hældte salt i små poser som kunne hænge på drageungernes rygge. Laszlo og de to mænd var i gang med at pakke til vores rejse. De havde givet os en lille vogn, så vi kunne have mere med os. De hentede små gedekid som de bandt fast til siden af vognen, gav os æsker med kød i salt og til Laszlo gav de to smukke høns. De fortalte ham, at disse høns altid lagde æg uanset, hvorhenne de var. Vi takkede dem, og spiste et sidste måltid sammen med dem. Dråbe græd under hele middagen og da vi gik skyndte han sig inden for.  Flamme undskyldte ham og gav os alle en krammer og lige inden vi gik, trak han Laszlo til side. Jeg kunne se, at de snakkede om mig, for hvert andet sekund kiggede Flamme over på mig.

   Dråbe kom pludselig løbende tilbage. Han lagde begge sine hænder på mine skulder og lagde noget om min hals. Han kyssede mig på kinden og sagde: ”denne halsklæde tilhørte vores moder. Hun ville være stolt af, at den ligger om din hals”. Han krammede mig og hviskede: ”med denne bliver du en rigtig dragehersker, den lyser, når dragemad er i nærheden, lige som din sten gør, når der er magikere i nærheden”.  Han tog et skridt væk fra mig og nikkede, så gik han hen til Flamme og sammen vinkede de os farvel.

 

Lyset skinnede ned gennem trækronerne og gjorde vejen plettet. Parva forsøgte at lade være med at rører dem. Han hoppede rundt og ignorerede Fortis og Juma, som forsøgte at få ham til at gå ordentligt. De gik pænt ved siden af mig og viste mig vejen. Jeg så ud gennem begge deres øjne, så de kunne skriftes til at kigge på vejen. Laszlo gik bagved med vognen og jeg kunne hører, at den var tungere, end han havde regnet med. ”Du siger til, hvis du skal have hjælp” sagde jeg stille, for jeg var ikke sikker på om han ville misforstå det. Han grinede og slap vognen, ”vi har gået i over tre timer. Jeg tror, at det er på tide, at vi holder en lille pause”. Han lagde sin hånd på min skulder og jeg vendte mig smilende. ”Du har nok ret. Jeg ville bare så gerne nå så langt, som vi kunne nå inden, at det blev aften”. Jeg lukkede øjnene, og gjorde så jeg kunne se ud af mine egne øjne. Det hele blev med det samme sløret og jeg satte mig ned. ”Det nok også det bedste for mine øjne”. Jeg lagde mig ned og mærkede luften fra Fortis vinger.

   Laszlo begyndte at stille at lave mad. Han tog noget af det kød, som Flamme og Dråbe havde givet os, og lagde det ned i gryden. Det duftede dejligt, da duften af stegt kød og krydderier sivede forbi min næse. Jeg satte mig stille op og strakte mig. Med en tallerken gik han smilende imod mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile stort igen, for han så så glad ud. Han gav mig noget af maden og lige der mærkede jeg, hvor sulten jeg rent faktisk var. Jeg skovlede det i mig og jeg kunne høre, at de andre gjorde det samme.

   Jeg kiggede op, og forsøgte at se detaljer i skoven, men mine øjne var stadig for slørede til at kunne fungere ordentligt. Juma stillede sig over til mig, og åbnede sit blik for mig. Hun kiggede ud over skoven, og sammen med hende, så jeg farverige fugle, som sad i trækronerne og små hjorte som løb rundt på marken ved siden af. Jeg lukkede mine øjne og gemte endnu et billede af fred. Juma tog hendes skål med tænderne og gik over til Laszlo med den. Han tog imod den og satte den under alle de andre tallerkener vi havde.  

   Stille pakkede vi sammen og begav os videre. Hver gang vi så et hus, måtte vi gemme dragerne. Dragerne gik enten helt ned i knæ eller også tog vi grene som vi havde lagt på vognen til at skjule dem. Vi havde kun et farligt tilfælde og det var, da en bonde ville vise os sine varer. Han lignede en rigtig flink og snakkesalig bonde, og hvis ikke det havde været for dragerne ville jeg have stoppet op og snakket med ham og hørt, hvad han havde at fortælle. Parva og Juma havde skyndt sig at kravle under vognen, men Fortis var for stor til at ligge under den. Han skulle i stedet ligge helt stille bag den gren, som Laszlo stod med. Bonden kom med vin, kartofler og korn, og spurgte om det var noget vi havde brug for. Jeg købte lidt af ham, da jeg så troede, at han ville lade os gå videre. I stedet kom han med andre vare for at se, om han kunne sælge det også. Vi stod der i lang tid, og kæmpede med at lyde så normale og rolige som muligt. Til sidst blev det nok for mig og jeg sagde til ham, at vi var nød til at gå videre, fordi vores moster havde brug for grene. Han undskyldte højlydt og ønskede os god rejse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...