Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1412Visninger
AA

14. De dødes egn (Kajsa)

 

undskyld jeg ikke har skrevet i helt vildt lang tid, men der var intet net i huset. 

håber i kan lide kapitlet

mange knus AnAd

***************************************************************************************************************

En tåge bølgede rundt om os, i mens vi trak os tættere på hinanden. ”Undskyld” hviskede jeg. De andre klappede mig på ryggen. Jeg havde så dårlig samvittighed. Jeg burde ikke have plukket den blomst. Den havde bare set så harmløs ud og hele egnen så fredelig ud. Det havde ikke virket som om der var nogen fare. Jeg slog mig selv på panden og skældte mig selv ud.

 

”Barn, du har intet gjort forkert”. Sagde en kvindestemme pludselig. Jeg krøb sammen, for den lød alt for bekendt. ”Dine sanser er sandelig vokset”. Jeg kiggede rundt og forsøgte at finde ud af, hvor stemmen kom fra. ”Hvem er du?” spurgte jeg fortvivlet. Tågen forsvandt langsomt, men lige inden den forsvandt svang den sig rundt om os og forsvandt ned i jorden. Foran mig stod en dame med hvid kjole, brunt hår og grønne øjne. ”Mor!” skreg jeg og løb hen i mod hende. Tåre løb ned ad mine kinder og jeg hulkede højlydt. Jeg forsøgte at kramme hende, men mine hænder røg lige igennem.  Jeg prøvede igen, men ligeledes gik det. Jeg sukkede dybt og kiggede på hende. ”Er far her også?”. Jeg var bekymret for ham siden jeg ikke havde hørt fra ham i så lang tid. Hun nikkede og min far kom fra jorden ved siden af hende. ”Han tog hertil for at finde mig min datter” sagde hun trist. Hun rystede på hovedet af det. ”Han burde være blevet ved dig min pus, beskyttet dig”.

  Min far gik tættere på mig. ”Jeg er skam ikke død endnu” sagde han kraftigere end min mor snakkede. ”Hvordan kom du så op fra jorden?” spurgte Jon forvirret. ”Magi min datters ven”. Far gik hen mod Jon og lagde sin hånd på hans hoved. ”Jeg ser du fandt dyremenneskene”. Stille nikkede jeg. ”Sammen med Laszlo og mine drager”. Så kiggede min far rigtigt rundt og nikkede anerkendende. Så vendte han sit blik mod Jon igen og begyndte på en remse. Det var remsen, som gjorde, at man kunne give sin magi til en anden. Jon lukkede øjnene og lagde sine hænder oven på min fars. Luften omkring dem sort og deres hud fik den samme nuance. Mine øjne kunne ikke lade være med at kigge på det, som om de var fanget. Det stoppede lige pludselig. Jon satte sig på jorden og holdte om sit hoved. I mens han sad og ømmede sig, gjorde min far det samme ved Laszlo.

 

 Laszlo skreg og faldt ned i fosterstilling. Jeg skyndte mig over til ham, og forsøgte at finde svar fra min far. ”Jeg gav ham mere end den anden” sagde han og satte sig. Laszlo skreg igen og jeg lagde hans hoved på mit skød og aede ham på kinden. Han skreg igen og mørke tåre løb ned ad hans kinder. ”Hvor lang tid skal han have ondt?” spurgte jeg fosteret. ”Højest en time, hvis han ikke kan klare det, er han alligevel ikke meget værd for dig min pige”. Jeg kiggede såret på ham og Jon lagde en trøstende hånd på min skulder. Han græd også mørke tåre og jeg kunne ikke klare at se det. ”Gør det meget ondt?” spurgte jeg Jon. ”Mit var lige som en hovedpine”.

  ”Han har det meget værre” sagde far. Jeg nikkede og kiggede ned på Laszlos forpinte ansigt og bed mig selv i læben. Jeg ønskede at tage noget af hans smerte, men jeg kendte ikke noget, som ville modvirke en kraft overførelse. Jeg tog ham tættere indtil mig og hviskede til ham, at han ikke måtte give op og at jeg elskede ham. Han skiftede med at have åbnede og lukkede øjne. Når hans øjne var åbne, kiggede de over alt og fokuserede ikke på noget. Bekymret kyssede jeg ham endnu engang og fik Jon til at holde min ryg. Parva peb og lagde sig ved Laszlos ben. Dens øjne var også fyldt med tåre, som hobede over og løb ned af dens skællede kind. Juma og Fortis støttede den og lagde deres vinger over den. De tryggede sig tæt ind på den.

   Han kunne dø lige nu og her. Endnu et skrig fra ham lød gennem nattehimlen. Han ville dø i smerte og som om han var alene. Jeg hulkede endnu engang og trykkede mig ind til Laszlo for at få en smule trøst. Han krammede mig og sagde beroligende ord.

 

Brat stoppede tårerne på Laszlos kinder med at flyde. Han var helt stille og kun hans åndedræt og hjerteslag røbede, at han stadig var i live. Han åbnede sine øjne og kiggede ind i mine. ”Jeg elsker dig!” sagde jeg og kyssede ham. En hæs latter kom fra ham og han kæmpede sig langsomt op, så han kunne sidde foran mig. ”Jeg elsker også dig!” sagde han og kyssede mig. Jeg kyssede ham hårdt igen, således han væltede. ”Det får du aldrig lov til igen” sagde jeg alvorligt. Parva bed ham også og nussede sit hoved mod hans. Han kunne ikke bevæge sig nogen steder for mig og Parva. Vi ville ikke give slip nogen af os.  Vi lå der i lang tid og jeg mistede helt tidsfornemmelsen. Det var først da min far hostede og sagde: ”I kan ikke blive her. Det er spild! Jeg har givet jer en hjælpende hånd. Nu skal i rejse videre og fuldfører det i påbegyndte!”. Han var meget bestemt og først kiggede jeg irriteret på ham.

 

”Laszlo har brug for at hvile efter den omgang som du gav ham!” jeg sagde det, så han vidste, at jeg ikke var til at argumentere i mod. ”Han har ret Kajsa, vi skal ikke sænkes. Jeg kan godt holde til det bare rolig”. Han tog mit hoved mellem sine hænder og jeg blev opslugt af hans øjne. Jeg kaldte på Fortis, som fik Laszlo på ryggen. ”Går der lang tid inden han er okay igen?” spurgte jeg min mor. Hun rystede på hovedet.

   ”Skat vi er meget stolte af dig. Vi er sikre på, at du nok skal klare den”. Så gik hun tættere på mig og hviskede. ”Hold fast i ham der. Han ser ud til at være god”. Jeg grinte og fik øjenkontakt med Laszlo. Min far lagde sin hånd på min skulder og vendte mig, så jeg kiggede direkte på ham. ”Kom af sted med dig”.

  Jeg vendte mig og gik sammen med de andre. Da vi havde gået et godt stykke vendte jeg mig mod mine forældre, der vinkede til mig og langsomt forsvandt i en sky. Jeg smilede trist og fokuserede igen på vores mål. 

 

Mens vi gik, snakkede jeg med Jon. Han fortalte mig om hans familie, som han ikke længere vidste fandtes. Han havde været forlovet med en lyshåret pige ved navn Sasha, som var deres nabopige. Han havde elsket hende højt og han savnede hende inderligt. Han var blevet forbandet af Sashas lille søster. Det var en solskinsdag, og han sad og sang sange for hende, da hun pludselig mente, at hun skulle lære ham en sang. Han havde smilet til hende og ventet spændt. Smukt havde hun sunget forbandelsen og han åbnede først det hele, da han pludselig sad i hendes favn. Hun kiggede leende på ham, og da Sasha kom hjem forsøgte hun at forklare hende, at musen var ham. Sasha var blevet sur på ham. Hun kunne ikke forstå, at han havde efterladt hendes søster uden en at overholde øje med hende.

  Han havde kigget bedende på hende, forsøgt at få hende til at indse, at det var ham, men hun havde ikke hendes opmærksomhed på ham. For pludselig kom der soldater ind på pladsen og grab hende i hendes blonde hår. ”Du tilhører kejseren!” sagde soldaten og hev hende op på hesten. Hun skreg på samme tid som han skreg. Så hjælpeløs havde han følt sig, intet andet kunne han gøre end at se hende forsvinde til et forfærdeligt liv.

  

Han havde kigget trist i jorden imens han havde fortalt hans historie og jeg var blevet så humørforladt, at tårer løb ned ad mine kinder. Jeg krammede ham og fortalte ham, at hun håbede på, at de kunne redde hans Sasha.

 

Vi skal snart have pause Kajsa” sagde Juma. Jeg nikkede og sammen med Juma fandt jeg det perfekte sted at sove. Laszlo havde stadig ikke særlig mange kræfter, så jeg lavede maden og gav ham mad. ”Jeg hader at være så svag!” sagde han tvært og kiggede irriteret på maden. Jeg smilede af ham og gav ham endnu en skefuld. ”Jeg håber sandelig, at det din far gjorde i sidste ende er det hele værd!”. Han fik endnu en mundfuld i munden. ”Hvis der kommer soldater nu, så hænger det hele på dig. Ikke for at lægge pres på dig eller noget” hviskede han. Langsomt blev han færdig med maden og jeg puttede mig ind til ham. ”Det kan godt være du er svag nu, men jeg ved, at min far har gjort dig stærkere. Juma kan mærke det allerede” sagde jeg og kyssede ham. Han smilede og lagde hans arm om mig.

 

 Juma lagde sit hoved på jons skulder og pustede ham i øret. Han kiggede chokeret på hende og hun viste ham hendes tænder. ”Hvad laver hun Kajsa?” spurgte han. ”Hun vil bare gerne sove sammen med dig i nat” sagde jeg og gabte. ”Nå, det lyder da hyggeligt” sagde han ironisk og lagde sig til rette igen, hvorefter Juma igen lagde sit hoved på ham og lidt efter sov de begge to. Jeg smilede og kyssede Laszlo endnu engang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...