Den Rene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
" Jeg kunne ikke hjælpe damen og hendes børn, uanset hvor meget det end smertede at lade være. Jeg måtte ikke blive opdaget, og desuden ville hun slippe for denne grusomme verden med det samme, hvis jeg hjalp hende, ville jeg blive brugt som avlsdyr, blive bundet til en væg og have det formål til jeg fyldte 40, hvor jeg så ville komme i boblen ligesom alle de andre og det samme ville ske med mine børn. "

Kajsa lever i en verden, hvor magi er forbudt. Hende og hendes far og lever i konstant frygt for at blive opdaget af kongen, som tager magien fra magikerne. Kajsa ved, at hun vil blive stærkere end de fleste, men vil hun have nok styrke til at passe på dem hun elsker?


- Skrevet af Anne Andreasen


- forsidebilledet er lavet af Elena Dudina, http://browse.deviantart.com/art/Baby-dragon-266390159.

11Likes
38Kommentarer
1394Visninger
AA

11. Børnenes forbandelse

Skyerne trak sig tættere og tættere på hinanden. Først kom regnen stille og roligt ned fra himlen, men pludselig stod det ned i stinger og vandet begyndte at danne vandpytter omkring os med det samme. Parva kravlede op i favnen på Laszlo. Han peb og kæmpede for ikke at blive sat ned på jorden igen. Parva var også blevet større og han var tung, så Laszlo kæmpede for at holde ham oppe. Mine drageunger var til gengæld slet ikke bange for vandet. Juma lagde sig ned i hver eneste vandpyt og rullede sig mens hun sagde en masse glade lyde. Jeg stod ved siden Fortis, som rystede på hovedet. Han gik mig nu til hoften som en hund. Jeg smilede til ham, og klappede ham på hovedet. Han voksede hurtigere for hver dag der gik. Juma var et hoved mindre end ham, men hun voksede også hurtigere. Deres tænder var også begyndt at vokse ud, Parvas tænder var alt for lange i forhold til hans krop, men de voksede ikke mere. De gik også hele vejen ned til jorden, når han stod oprejst og når han sov, var han nødt til at ligge på siden. Det var synd for ham, for han kunne ikke løbe og lege som de andre. Vandet blev ved med at falde ned og jeg begyndte at blive bekymret. Hvis det fortsætte sådan her ville der være oversvømmelse inden vi havde fundet et tilflugtssted. ”Laszlo vi er nødt til at finde et sted, hvor vi er i sikkerhed!” råbte jeg til ham for at være sikker på, han kunne høre mig. Han nikkede og pegede op mod nogle træer. Jeg rystede på hovedet. Det ville blive den sidste udvej.

   Fortis rystede kroppen og fløj op i luften og kiggede rundt. ”Bakke længere mod nord. Jeg viser vej” sagde han og bevægede sig langsomt af sted. ”Hvad med vognen Kajsa?” spurgte Laszlo. ”Vi er nød til at lade den blive. Den er for tung”. Vandpytterne blev større og begyndte at gå sammen med hinanden. Jeg tog hurtigt min taske fra vognen og løb så efter de andre.

 

Vi var ikke de eneste, som havde valgt bakken. En flok dyr havde glemt hinandens forskelligheder og stod nu tæt sammen på bakken. Da vi kom, blev de helt stille og kiggede anspændt på os. Jeg satte mig ned og det samme gjorde de andre. Jeg kiggede på dyrene. De så anderledes ud, deres blikke var ikke så naive eller frygtsomme som normale dyr. Alle øjnene havde en dybere dybde og det fik dem til at se ældre ud end disse dyr burde kunne blive. Jeg rejste mig op og rakte min hånd frem og som om de forstod det, gik en hare frem. Jeg havde ikke set den før nu, og hvis den ikke havde haft øre og en snude ville jeg havde troet det var en lille mand. Dens store brune øjne holdt øje med hver eneste lille bevægelse jeg lavede og jeg forsøgte at sidde så stille som overhovedet muligt for ikke at skræmme den væk. Den kom helt hen til mig og snusede til hånden så lagde den sin pote i min hånd og jeg mærkede en sitren. Den var forbandet.

 

Jeg lukkede øjnene og begyndte på en af de remser som min far havde lært mig uden af. Disse var nogen af dem han havde fortalt mig om. Disse var dem som var blevet ramt af små drenges remser, som de havde lært i en sang, som gik fra barn til barn. De voksne opdagede det sent, for de havde bare set det som en sød børnesang. Da de endelig havde opdaget det, havde kongen udsendt hans arrestordre og de folk, som var blevet forvandlet blev glemt. Jeg mærkede harens smerte og jeg fik den gennem mig indtil den var gennem min krop og nede i jorden.  Jeg mærkede Laszlo holde om mig og jeg lænede mig ind til ham for at slappe af. Det havde tæret på min magi og jeg turde næsten ikke åbne øjnene.

  Så hørte jeg en græde. Forsigtig åbnede jeg øjnene og så en gammel mand sidde foran mig. Han udforskede sine hænder og bag ham stod alle dyrene og kiggede med. Langsomt løftede han hovedet og kiggede på mig. ”Tak kære pige. Du har reddet mig fra denne forfærdelige forbandelse!”. Han tog mine hænder i sine og kyssede dem. Da han løftede hovedet igen, kiggede han tilbage på de andre dyr. ”Hvor meget magi har du til bage min ven?” spurgte han mig. Laszlo tryggede mig tættere til sig. ”Jeg ved det ikke. Jeg vil ikke være blind igen. Det for farligt” sagde jeg. Juma og Fortis havde stillet sig ved siden af os og Parva havde lagt sine poter på Laszlos skuldre.

 

Manden havde langt gråt skæg og så meget gammel ud, men jeg kunne se, at han også ejede magi. ”Hvorfor kan du ikke gøre det?” spurgte jeg. Han kiggede skamfuldt ned og sagde: ”Jeg har ikke brugt det i lang tid. Jeg kan mærke den, men den skal vist også vende sig til at være normal igen, desuden kender jeg ikke remsen”. Jeg nikkede og lagde en hånd på hans skulder. ”En mere, men kun en. Jeg tør ikke gøre det ved flere i dag”. Dyrene begyndte at slås for at komme hen til mig. Men dragerne knurrede og viste dem, at de ikke ville finde sig i den opførelse. Jeg smilede stolt til dem. Jeg orkede heller ikke den opførelse.

 

”Den svageste” sagde Laszlo bag mig og kiggede rundt. Så pegede han på en lille grå mus, som stod længst væk fra mig. Den havde ikke haft en chance mod alle de andre dyr.

  Den så så ulykkelig og ensom ud, at jeg glemte alle de andre dyr og skyndte mig over til den. Den kiggede bange på mig, som om den troede, at jeg ville smide den ud i floden, som havde bredt sig om os. Jeg tog den op i mine hænder og begyndte på remsen. Smerten kom igennem mig igen og langsomt mærkede jeg, hvordan en person tog form i mine hænder. Til sidst stod jeg med en drengs talje mellem mine hænder. Jeg mærkede hans varme tåre falde ned på min krop og han tryggede mig ind til sig. ”Jeg vil for altid være din” sagde han og gik ned på knæ. ”Lad mig beskytte dig så godt jeg kan. Jeg er dig for evigt taknemmelig”. Jeg rystede over hele kroppen og mødte hans blå øjne med usikkerhed. Han måtte være på min alder for han var lige så høj som Laszlo. ”Du må gerne komme med på vores rejse fremmede” sagde Laszlo og smilede. Den fremmede dreng mødte hans blik og bukkede hovedet. ”Jeg vil passe på den pige, som var hun min søster” sagde han. ”Velkommen til rådet” sagde Laszlo og gav ham hånden. Så løftede Laszlo mig og kyssede mig på munden. ”Har jeg nogensinde sagt, at jeg er stolt af dig og at jeg elsker dig?”. Jeg smilede og kyssede ham. ”Måske, men jeg vil hellere have, at du viser mig det en dag”. Han kiggede uforstående på mig og jeg blev helt rød i kinderne. Mindet om min fars godnat historier fik mig til at huske andre af min mors.

 

Da vi vendte os, kiggede de andre dyr bedende på os. Jeg nikkede til dem og sagde: ”jeg er nødt til at spise. Jeg tør ikke at bruge alt min magi, for så bliver jeg blind. Jeg ved ikke, hvor stærk jeg er, men jeg ved, jeg får mere magi af at få noget mad”. Jeg trak min taske til mig og tog nogle bær op. Dragerne kiggede sultet på tasken og jeg fandt kød frem til dem. De delte det lille stykke kød der var og Fortis kiggede sultet på dyrene. Juma rystede på hovedet og fik ham til at flyve ud i skoven efter mad.

Efter jeg havde spist gjorde jeg to pindsvin til dem selv igen. Det var en stor mand og en hans lille kone, som havde fået den samme form. De fortalte, at de havde været skibsmagikere, så de ville kunne bygge en båd af de træer, som stadig stod der. Så snart de havde noget af deres magi.

 

Den fremmede dreng med de blå øjne hed Jon, den gammel mand hed Kalle og skibsparret Freja og Tor. De fire begyndte med det samme at rense de andre dyrs sår og gjorde så de havde det mere behageligt. De spurgte aldrig om jeg ikke kunne gøre en mere normal og dyrene pressede ikke længere på. Det var som om de nu følte, at de var reddet.   

 

Jeg havde lagt mig ned og Laszlo holdte om mig for at holde mig varm. Jeg sukkede og forsøgte at samle kræfter. Jeg åbnede øjnene og så vores vogn med gederne og hønsene sejle forbi. Fortis dukkede frem fra træerne og da den så vognen fløj den ned og samlede et tæppe op og lagde det på mig. Så forsvandt han igen. Juma forsøgte igen at flyve med ham og det lykkedes hende at få fat i et enkelt tæppe, før hun måtte lægge sig afkræftet ved siden af mig. Parva forsøgte også, men han kunne ikke. Fortis så til gengæld utrættelig ud. Jeg roste ham hver gang han kom med noget og da han til sidst ikke kunne mere åbnede jeg mine arme for ham, så han kunne få varmen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...