"Krigen var tabt, også Annastacias"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Historien handler om en dreng der hedder Alfred. Den foregår under 2. verdenskrig, og Alfred fortæller om hans tilværelse under krigen. Hans elskede lillesøster Annastacia er alvorligt syg, og det gør ikke krigen mindre hård end den i forvejen er.

Man følger Alfreds hårde liv, men samtidig fortæller han også om den interesse han har for krig og ødelæggelse, men også om den hårde hverdag der følger ham i livet.

0Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

1. "Krigen var tabt, også Annastacias"

Støvskyerne bredte sig og blev større og større. De forekom overalt, men forsvandt få sekunder efter igen. Flyene i himlen fortsatte i en lang række. Det lignede soldater der marcherede, der var klædt ud som fly i luften. Det larmede, så jorden under mig begyndte at ryste. Mine ben sitrede, og jeg havde svært ved at holde mig oppe. ”Alfred, kom indenfor, nu!” råbte mor ud af døren. Hun stod i døråbningen med sit forklæde bundet rundt om livet. Det var beskidt. Hun var beskidt. Længere fremme kunne jeg se, hvordan bomberne faldt ned fra himlen. Ned fra flyene. De sprang huse i stykker og lavede store huller i jorden. De ødelagde vores by.

Jeg mærkede et greb om min arm. Det var min mor. Hun trak mig voldsomt ind i køkkenet og begyndte at skælde mig ud. Hun råbte og skreg. Det var næsten værre, end når bomberne faldt fra himlen og eksploderede på jordoverfladen. Hvad var hun oven i købet sur over?

”Stop nu Elisabeth. Vi har værre ting at tage os til end at skælde ud.” sagde han. Vi var i krig, men han var nede på jorden. Han sad bare som sædvanligt i sin lænestol med sin pibe og sin tobak, mens han læste sin sædvanlige avis fra Dagsavisen. Det var spændende at være i krig. Det var fascinerende, men på en uhyggelig måde. Jeg kunne ikke hjælpe til i krigen. Jeg var kun en sølle dreng på 15 år. Jeg havde hverken venner eller veninder, og den eneste familie jeg nogensinde havde haft i min levetid, var mine forældre og min lillesøster Annastacia på 9 år. Hun var meget syg, så hun lå bare dagen lang i sin seng med et viskestykke klistret til panden.

Jeg var en meget indelukket person, og jeg var et mobbeoffer for de fleste af både drengene og pigerne fra min klasse. Det var et mareridt at komme i skole, og jeg hadede hvert evig eneste minut af min skoletid. Mine forældre var heller ikke ligefrem ønskeforældrene. De havde ikke særlig mange penge og ikke et særlig solidt hus at bo i. Når det regnede, hvilket det tit gjorde, dryppede det ned fra taget flere steder. Der lå efterhånden skåle overalt, til når det regnede, så ikke vandet rådnede vores gamle trægulv. Jeg sov på en madras som var så blød og tynd, at jeg nærmest sov på gulvet. Vi havde knapt nok råd til dyner og puder, så jeg var den eneste der sov varmt om natten. Vi havde det forfærdeligt.

Jeg var gået ind på Annas værelse og satte mig i fodenden af hendes seng, hvor hun lå i. Hun hostede så højt, at det gav genlyd gennem huset. Så kiggede hun på mig. ”Hvad skændes de om?” spurgte hun undrende. Jeg kiggede bekymret på hende. ”De skændes ikke. Hvordan har du det?” spurgte jeg undrende. Hun havde fået markant tydeligere blålige og violette rander under øjnene. Hendes ansigt var blegt og fugtigt. Vi havde kun haft råd til ét enkelt

 

lægebesøg, og det var ikke ligefrem positivt, det vi fik ud af det. Annastacia ville sandsynligvis dø, det afhang af, hvorvidt hun kæmpede for sit liv eller ej. Det gjorde hun. Hun svedte blod hver

evig eneste dag, men jeg vidste hun en dag ville blive rask, men at det ville tage sin tid, vidste jeg dog også. ”Jeg føler mig, som noget katten har slæbt med ind.” sagde hun og grinte. Hendes helt igennem fantastiske latter varerede ikke længe, før det blev til gråd. Jeg omfavnede hende. Trøstede hende. ”Jeg vil ikke være syg længere.” sagde hun og kiggede på mig. ”Du bliver snart rask. Det lover jeg.” sagde jeg trøstende til hende. Det beroligede hende, og hun tørrede tårerene af sin ene kind og smilte et svagt, men lykkeligt smil.

Krigen varerede i mange dage, men intet havde ændret sig. Vi lavede alle sammen det samme hver dag, som vi plejede. Mor og far diskuterede, hvordan krigen ville ende. Far i sin lænestol, mor med sit forklæde på også selvom at hun ikke bagede eller var aktiv i køkkenet, og Annastacia i sin seng. Vi gik ikke i skole, og mor og far gik ikke på arbejde. Mig og Annastacia havde lavet et væddemål. Jeg mente, at skolen lå i ruiner når krigen var slut, Annastacia mente, at kun halvdelen gjorde. Jeg savnede at se hendes livsglade smil. Jeg savnede at se hende rask og frisk.

Dagen efter om aftenen kiggede jeg ud af vinduet. Himlen var ikke længere støvet og grå, men mørkeblå og skyfri. Mor stod i stuen om kæmpede med at få fjernsynet til at komme i sving, men det ændrede sig ikke. Vi havde intet signal. Far jublede rundt i stuen og sang og dansede. ”Krigen er slut, vi har vundet!” råbte han gentagende gange. Der havde ikke været nogen larm eller springende bomber nogen steder. Ingen kampvogne var kørt forbi vores hus, og ingen havde skudt. Jeg vidste, at krigen var slut, men vi havde ikke vundet.

Jeg kiggede ud af vinduet og fik øje på min nabo Hermann. Han smilede til mig og vinkede signal til, at jeg skulle komme over. Jeg listede mig forbi mine forældre og fik åbnet døren lydløst, og lukket den lydløst bag mig. Jeg løb over til Hermann, og det lykkedes mig at komme derhen uskadt.

Efter jeg havde været der i et par timer, vendte jeg næsen hjemad. På vejen hjem kunne jeg høre skud, og jeg vidste, at jeg bare måtte hjem i en fart. Da jeg nærmede mig døren, hørte jeg bomber ramme jorden og eksplodere. Jord og sten fløj til alle sider, og en stor dynge af støv dækkede mig til. Jeg åbnede døren og var indenfor. Min mor kom gående hen til mig. Jeg var helt sikker på, at hun ville blive rasende, men det blev hun ikke. Hun så trist ud. ”Alfred... Kom med.” sagde hun. Hun havde grædt, det kunne jeg sagtens se. Hendes ansigt var rødt og hævet, og hendes øjne var røde.

Vi gik ind i Annastacias soveværelse, og hun trak vejret meget højt. Hun hostede op til flere gange og kiggede derefter på mig og sagde: ”Alfred. Jeg kan ikke mere. Jeg giver op.” Først vidste jeg ikke, hvad hun mente, men senere forstod jeg det. Hun kunne ikke klare at være syg. Det gav et sæt i mig. ”Du kan ikke bare give op, Annastacia. Det skal du jo ikke!” råbte jeg. Jeg græd. Hun lukkede sine smukke, brune øjne og sov fredeligt og stille ind. Hun var klædt i en smuk, hvid kjole. Den gik næsten i ét med hendes hvide krop.

Krigen var tabt. Også Annastacias.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...