Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1376Visninger
AA

4. ~ Ydmyget

 

I I

Katrine

Solen var lige stået op, og et magisk, orange lys havde lagt sig over området. Fuglene kvidrede lystigt deres morgenviser, der behageligt klingede ud over hotellet. Klokken var ikke mere end lidt over seks lokal tid, og det var kun min mor og mig, der var stået op, men fordi hun var ude at løbe, sad jeg alene ude på terrassen og kiggede ud over vandet. Jeg ville vildt gerne have været med, men jeg måtte ikke. Ikke fordi, min mor ikke ville have mig med - jeg måtte bare ikke løbe. Bare en af mange ting, der ikke stod på listen over det, der var tilladt for Katrine Dommerby. En lang liste udarbejdet af lægerne på Skejby Sygehus. Stedet var efterhånden som mit andet hjem, for jeg tilbragte mildt sagt rigtig meget tid der. Det var ikke så meget, som det havde været engang, fordi de havde fundet ud af, hvad der var galt, men da jeg var mindre, var det ca. en gang om ugen. At forklare hvorfor, jeg var der så meget, ville være en lang historie, og nu var ikke tidspunktet for den.
I det samme trådte mor ind ad døren. Hun lød forpustet, og små dråber af sved havde samlet sig på hendes pande. "Var det en god tur?" spurgte jeg ind gennem døren og havde svært ved at skjule min misundelse. Hun nikkede, mens hun satte skoene på måtten og trådte helt ind i køkkenet med en pose morgenbrød i den ene hånd.
"Det var varmt," sagde hun med et smil og kørte en hånd over sin pande. Jeg slog kort med hovedet som svar og vendte atter min opmærksomhed ud mod terrassen, naturen og vandet. Jeg inhalerede morgenens friske duft af havvand blandet med duggen og lod fuglenes kvidren fylde mine ører. Det ville blive en fantastisk dag i dag. Uden tvivl. Solen varmede allerede godt, og der var ikke en sky på himlen. Jeg troede godt, jeg vidste, hvad jeg skulle lave i dag: Snorkle!

~

Jeg lå roligt i havoverfladen og slappede af, mens jeg kiggede på fiskene, der svømmede rundt under mig. Der var enormt mange forskellige slags; nogle var store, andre små, nogle gule, nogle sandfarvede. Men én ting havde de alle tilfælles: De fik mig til at føle mig godt tilpas. De var så sprællevende og frie. Jeg trak min arm gennem vandet og nød den vægtløse fornemmelse, det gav mig. I det samme svømmede min far op på siden af mig og pegede over mod et sted, han lige havde været ovre ved. Det var ovre ved nogle klipper, hvor bølgerne slog let op mod stenene og efterlod dem glitrende og blanke, når de trak sig tilbage. Jeg svømmede efter ham og gjorde store øjne af fascination, da jeg så, hvad det var, han ville vise mig. Små koraller og søpindsvin farvede klippesiden gul, rød og grøn. Det var vildt flot. Jeg havde aldrig set noget lignende - og far og jeg havde ellers snorklet en del!
Jeg formede et "O" med min pege- og tommelfinger - vores tegn for noget, der var sublimt. Han svarede tilbage og tog derefter sin pegefinger ned til den anden hånd for at gøre opmærksom på, at det var ved at være tid til at komme op. Jeg nikkede og svømmede langsomt ind mod stranden. Lod bare armene slappe af og benene klare arbejdet, mens jeg roligt strøg gennem vandet. Da det blev så lavt, at jeg kunne nå bunden med armene, hvis jeg ville, rejste jeg mig op og tog masken af. Den sad fast i mit hår, og jeg skar en grimasse, da jeg forsøgte at få den fri, uden at det kom til at gøre ondt. Ja, det mislykkedes så... Jeg fnøs ad mig selv og traskede op på stranden, hvor jeg fandt et håndklæde og slog det om skuldrene. Jeg havde passet godt på med ikke at blive i vandet for længe i dag - eller det vil sige, far huskede mig jo sådan set på det, men stadig -, så mine arme var ikke engang særlig kolde. Det irriterede mig at skulle være så påpasselig hele tiden. At skulle holde tilbage på et liv, der altså ikke sætter farten ned sammen med én. Hvorfor kunne jeg ikke bare leve, som det passede mig? Det underlige var, at det ikke som sådan var for min egen skyld, at jeg bekymrede mig for, hvordan jeg passede på mig selv, men mere for mine forældres. Jeg følte et vist ansvar overfor dem og fik dårlig samvittighed ved tanken om alt det, de gjorde for mig, og hvordan det på en måde var at skide højt og flot på det ved ikke at passe på. Og selvfølgelig Andreas - ham kunne jeg jo ikke bare efterlade på den måde, vel? På den anden side var det bare også enormt lang tid siden, det sidst havde været rigtig slemt - faktisk havde der ikke været nogen dårlige dage i evigheder -, så hvorfor gå og være overbeskyttende og forsigtig? Jeg kiggede med et fjernt blik ned på mine klipklappere, svuppede dem på og begyndte med langsomme skridt at gå hen langs stranden. Andreas og mor spillede tennis længere henne, og far var godt på vej til at falde i søvn, som han lå dér på sit håndklæde med en hat over hovedet. Ingen af dem lagde mærke til, at jeg bevægede mig lidt væk. Der var ikke så mange mennesker, men der var da et par unge fyre, der spillede volley og nogle familier, der hyggede sig med deres børn. Byggede sandslotte og fangede småfisk. En far havde sågar indvilliget i at lade sig "begrave" af sin søn, der begejstret sad og klappede ham på maven med en skovl, han havde fyldt med sand. Faren hostede og gav sig under sønnens slag, og jeg kunne ikke lade være med at smile over situationen. Jeg nikkede og smilede pænt til dem som hilsen, da jeg gik forbi. Det var noget, far havde lært mig - det med at være høflig. "Se, hvordan ansigterne lyser op omkring dig. Alt sammen bare ved at sende dem et smil. Du kan redde folks dag bare ved at trække lidt i mundvigene," havde han engang sagt - og det havde jeg taget til mig. At være i stand til at gøre andres dag god var jo ikke nogen dårlig ting, vel? Noget, jeg i hvert fald satte en ære i.
          Jeg fulgte bugten og nåede over til de klipper, hvor korallerne havde været. Det var et ret knudret system, men jeg besluttede mig for at gå lidt på opdagelse der alligevel. Vinden var frisk i dag, så det føltes ikke voldsomt varmt, selvom man godt kunne mærke, at solen bed. Brisen førte den lidt tropiske duft med sig, og jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt, da den nåede mine næsebor. Som jeg bevægede mig længere frem, blev klipperne højere, så de nu knejsede mægtigt op over hovedet på mig som store, beskyttende mure. Jeg blev opmærksom på en slags hule, der var trukket lidt længere tilbage fra vandet, og straks blev min nysgerrighed pirret. Jeg bevægede mig hen imod den på de ujævne sten og kiggede lidt nærmere. Den var ret stor - der kunne nok have stået to mand ovenpå hinanden og stadig ikke have nået "loftet" - og ikke så dyb. Derfor var det heller ikke svært for solens stråler at nå derind, så den ikke var så mørk og dyster. Et perfekt sted at gå i læ, hvis det regnede, eller at sidde med noget koldt at drikke og nyde udsigten sammen med sin kæreste... Okay, mit romantiske jeg kom lige frem dér. Men se lige engang: Et tykt tæppe, så man ikke får ondt i måsen af at sidde på klipperne, som ellers var rimelig flade dér, noget at drikke og måske nogle jordbær at spise - og så ham. Den helt specielle person. Ikke at der for mit vedkommende var nogen speciel person... Men i drømmescenariet var han der jo altid. Prince Charming, prinsen på den hvide hest, drømmefyren - kald ham hvad du vil. For et års tid siden ledte jeg også efter ham, men da han ligesom ikke rigtig dukkede op, besluttede jeg mig for at lade ham finde mig - og siden havde jeg egentlig ikke tænkt voldsomt over det med den store kærlighed. Det var jo heller ikke, fordi jeg vidste, hvor lang tid jeg ville have at være sammen med ham... Jeg troede skam på den eneste ene og ægte kærlighed og alt det - ganske bestemt -, men måske var det bare ikke meningen, at man selv skulle koncentrere sig så meget om at finde ham? Altså, når man ser på "Prinsessen På Ærten", fandt prinsen jo også først sin prinsesse, da han var holdt op med at lede, ikke? Så kom hun oven i købet selv og bankede på døren. Luksus! Min frygt her var så, at han aldrig ville nå at finde mig... "Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at det ikke bliver som 70-årig, det slår fra..." Overlægens ord rungede i min hjerne og gentog sig selv som et ekko. Jeg udstødte et dybt suk, da jeg satte mig ned inde i grotten og forsøgte at fortrænge stemmen. Det var en lækker udsigt, uden tvivl. Ingen mennesker til at spolere den, men bare et helt uforstyrret syn ud over den blå verden. Okay, måske lidt overdrevet, eftersom det jo kun var en lille del af verden, man kunne se, men det føltes bare af... mere. Et par fugle, der dykkede efter mad, brød havoverfladen og sendte skumsprøjt op i luften. Der var nu intet som naturen, hvis man spurgte mig. Det bedste sted i hele verden. Jeg sad bare stille og betragtede det hele, da mit ur bippede. Det ødelagde seriøst også alt! I går havde det været min lidt akavede samtale med Harry - oh my, selveste Harry Styles! - og nu min lille hyggestund for mig selv. Great. Til info var uret en høflig påmindelse om, at jeg skulle tage min medicin. Jeg kan jo ikke blive ved med at snakke udenom det her, så nu kommer hele molevitten: Jeg havde en hjertefejl. En alvorlig én. Noget, der ikke fungerede, som det skulle, og det betød, at det ville slå fra før eller senere. Ja, altså, det gør det jo for os alle på et tidspunkt, men for mig ville det tidspunkt ikke være nær så langt ude i fremtiden. Derfor måtte jeg ikke få pulsen op i tilfælde af, at jeg ville overanstrenge mig, jeg måtte ikke blive forskrækket - held og lykke, tænkte jeg bare, for det var jo ikke ligefrem, fordi det var noget, man selv kunne gøre for -, jeg skulle spise med præcise mellemrum, så jeg ikke arbejdede på tom mave, jeg måtte ikke blive kold, ingen dansen på bordene eller idræt med klassen. Jeg kunne have fortsat i det uendelige, nærmest. Det betød også, at jeg ikke måtte dyrke sport. Eller jo, jeg kunne spille golf, fordi det ikke var noget, der krævede specielt meget fysisk, men det var alt for kedeligt til mig. Før de fandt ud af, at jeg havde en hjertefejl, gik jeg til springgymnastisk. Det var det bedste, jeg vidste. Følelsen af at flyve igennem luften, at være vægtløs og fri. Ingenting, der kunne nå én. Jeg var uovervindelig. De tog det hele fra mig. Slog mig ned som en gazelle midt i et spring. Det var, som om de lige havde pillet hele mit liv væk.
Der var kun én måde, jeg kunne blive helbredt på, og det var, hvis jeg fik et nyt hjerte. Problemet var bare, at de altså ikke hang på træerne, og selv hvis der var et, der matchede mig, ville jeg måske miste noget af mig selv. Man siger jo, at en del af ens personlighed og sjæl sidder i hjertet. Derfor vidste jeg heller ikke, om jeg skulle tage imod det, hvis chancen bød sig. Måske ville jeg egentlig helst bare leve mit liv nu og dø som mig. Den rigtige mig. Det var ikke noget, jeg havde talt med mine forældre om, for de ville selvfølgelig gøre alt for, at jeg kunne overleve. Hvis der dukkede et hjerte op, der passede til mig, ville de slå til med det samme. Men som sagt var det slet ikke sikkert, der nogensinde ville komme et donorhjerte, for der var ikke mange af dem, og køen var lang.
          Om jeg var ked af, at jeg skulle dø, tænker du nok? Det var et svar, jeg ikke kendte. Om jeg var bange for det: Nej. Jeg var ikke bange. Det forsøgte jeg i hvert fald hver dag at overbevise mig selv om... Jeg troede på, at der var noget på den anden side. Noget mere end et sort hul i jorden og orme, der nedbrød en. For mig handlede det mere om det, der lå inden kisten og kirkegården. Om det, jeg nåede med mit liv. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville gå glip af noget som helst. Jeg vidste ikke, hvilken dag, der blev min sidste, og derfor var jeg fast besluttet på ikke at spilde et minut af det. I en alder af 17 år var der selvfølgelig meget, jeg aldrig kunne være sikker på, at jeg kunne nå at prøve, men det var jo bare de hårde odds. Til gengæld var der også mange ting, jeg godt kunne nå! Jeg havde lavet en liste over nogle "must try"-ting, som jeg kunne lave tilføjelser til, når jeg kom i tanker om noget. "Before I Die", kaldte jeg den. Til at starte med stod der ikke så meget på den, men efterhånden var den begyndt at ligne noget:

- Tage rulletrapperne den forkerte vej
- Komme ud at dykke
- Have en picnic under stjernerne med en speciel person
- Komme til Australien
- Se en havskildpadde
- Få mit første kys
- Se London fra London Eye
- Udspring fra en klippe
- Tænde et lys for nogen i en sydlandsk kirke
- Se verden fra hesteryg

Ja, tænk engang som 17-årig aldrig at have kysset, men... sådan var jeg altså. Lidt romantisk og sådan. Desuden var jeg ret bange. Hver gang, en dreng nærmede sig, dukkede et billede op i min erindring. En mørk efterårsaften i London... Det fik mig altid til at skubbe fyrene væk.
          Nogle af tingene var en anelse underlige, den var jeg med på, men det var sådan nogle ting, der betød noget for mig. På en eller anden underlig måde... Uheldigvis var jeg også godt klar over, at det ikke var det hele, der nogensinde ville komme til at ske. F.eks. klippeudspringet - det ville mine forældre aldrig gå med til af hensyn til mit hjerte. Men derfor kunne jeg jo godt have lov til at drømme!
Den med rulletrapperne virkede måske lidt plat, men helt ærligt - hvem havde ikke drømt om det? Jeg turde bare ikke rigtig. Det ville virke lidt akavet - specielt fordi der i næsten samtlige butikker rundt omkring stod: "Al leg på rulletrapperne forbudt". Great...
          Jeg var altså ikke sådan en type, der bare satte sig over i hjørnet og græd over, at jeg var syg. Jeg var blevet tildelt det her liv, og det havde jeg tænkt mig at leve. Jeg havde selvfølgelig dårlige dage, hvor jeg var enormt ked af det hele, men jeg prøvede at være stærk og bare nyde den tid, jeg havde. Ingen sure miner - det var spild!
          Det mindede mig om Harry. Al den tid, han smed væk ved at være fjern og leve i en anden verden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hans falske smil og de tomme øjne. Det var, som om der lå en boble uden om ham, som man ikke kunne trænge igennem, og som han heller ikke kunne komme ud af. Han havde helt sikkert spildt en masse af sit liv - fanget i sit eget følelseskolde univers. Den underlige grimasse af et smil, han høfligt havde forsøgt at sende mig, havde afsløret ham. Selvom jeg hurtigt havde slået blikket ned for dels at skjule min nervøsitet, men også for at skjule min tydelige undren, troede jeg alligevel, han måske havde opdaget, at jeg havde fanget noget, der ikke skulle fanges. Om det bare var en facade, der var sat op, eller om han vitterligt var så kold indvendigt, var ikke til at sige. Han så bare virkelig ødelagt ud. Som knust glas, der endnu ikke var faldet fra hinanden, men knækket hele vejen igennem, og hvis man ikke passede på, ville det gøre ondt, når man rørte ved det. Man ville få splinter i fingrene. Jeg havde ondt af ham. Tænk, hvis han en dag som 80-årig vågnede op og tænkte: "Hov, hvor blev mit liv af?" Alt sammen, fordi han lige nu var begravet i følelsesløshedens sand...
Jeg rejste mig lidt kluntet op og begyndte at traske tilbage mod hytten/lejligheden; call it whatever you want.

~

"Så kan du jo bare sætte dig på en restaurant og få noget at drikke sammen med far," foreslog jeg, efter at Andreas for tiende gang klagede over, at han ikke havde lyst til at gå rundt inde i byen sammen med mor og mig. Han sukkede opgivende og slog ud med armene.
"Jamen det har jeg heller ikke lyst til; det er virkelig for kedeligt." Far rynkede overrasket brynene og kiggede undrende på Andreas.
"Er jeg så kedelig?" spurgte han med et smil om læberne.
"Nej, men du ved godt, hvad jeg mener!" svarede han og rullede med øjnene, men han kunne alligevel ikke undertrykke et smil.
"Jeg skal nok sørge for, at det bliver sjovt at gå med mor og mig," forsøgte jeg mig og blinkede til ham. Han grinede ad mig og lagde armene over kors.
"Og hvordan havde du så helt præcist tænkt dig, at du ville gøre det?" Han grinede smørret og sendte mig et udspekuleret blik. Jeg kendte det blik alt for godt. Han havde en plan - og den var ond. Jeg kunne fornemme det. Jeg sank en klump, da han glad hoppede ud ad døren med retning mod busstoppestedet. Whoops, hvad var det, jeg lige havde rodet mig selv ud i?
          Jeg trak hurtigt bukserne på, så outfittet var komplet, trak forhænget til side og stirrede olmt på Andreas, der sad med et veltilfredst smil plantet solidt om læberne. "Vildt sjovt, din ged!" snerrede jeg og satte armene i siderne.
"Kom nu, det er da pissesjovt," sagde han og slap nu endelig den latter løs, der åbenbart havde luret under overfladen. Jeg vendte mig om og betragtede spejlbilledet, der mødte mig. Okay, jeg må indrømme, at det så sjovt ud. Han havde fundet et par orange bukser, der sad ultrastramt, en meget for stor trøje, der var mønstret i blå og grøn, et fjertørklæde i lyserødt og et par røde stjernesolbriller, som jeg nu stod med på. Hæsligt, men faktisk ret sjovt. Jeg skiftede holdning og besluttede mig for at få det bedste ud af det her. Da jeg vendte mig om mod Andreas igen spillede jeg derfor med og begyndte at lave en parodi på Lady Gaga. Ikke fordi, hun ville gå i det her tøj, men fordi hun havde en speciel stil, og... ja, det mindede mig bare lige om hende. Jeg gik catwalk hen ad gulvet, vendte brat rundt og tog enden af tørklædet op til munden som mikrofon, mens jeg meget falskt og ikke ret højt begyndte at synge "Born This Way". Andreas knækkede sammen af grin og tumlede ned fra den stol, han havde siddet på. Han havde en meget rungende og dyb - ikke i stemmeleje, men han grinede virkelig helt ned i maven - latter, som var den type, der gjorde, at man blev i godt humør. Jeg selv kunne da heller ikke lade være med at grine, og indenfor de næste fem minutter stod vi begge to i nye "kostumer" og lavede parodier på alle mulige mennesker, mens vi hylede af grin. Ekspedienterne i butikken sendte os mistroiske blikke, der samtidig udtrykte dyb bekymring og en snert af afsky. Stakkels dem, men Andreas og jeg tog os ikke af det. Vi lignede to idioter, men det var noget af det, jeg holdt allermest af ved min lillebror: Vi kunne gøre alting sammen og var fuldstændig ligeglade med, hvad de andre tænkte. Desuden var det jo heller ikke, fordi der var nogen, vi kendte hernede alligevel. Mor var gået over i en eller anden smykkeforretning et par gader længere væk, og far havde vi - som forventet - tabt på en restaurant, hvor de solgt kolde øl.
          Andreas var gået ind i sit prøverum og kom nu ud iført et nyt kostume: Et alt for stort jakkesæt med høj hat, classy shades og en stok med hvid snip. Han begyndte at gå frem og tilbage med stokken svingende foran sig, mens han forsøgte at lave en eller anden dans. Jeg udstødte et grynt, hvilket egentlig skulle have været et grin, og sluttede mig til ham med nogle yderst elegante moves. Jeg tog fat i skørtet af den kjole, selv var trukket i, og begyndte at svinge det i takt med min meget stilfulde dans. Jeg glemte alt om hjerteproblemer, lister over ting, jeg ikke måtte, og slog mig løs. Vi forsøgte at efterligne noget fra "My Fair Lady" eller noget andet meget klassisk, og lige som vi dansede allervildest og var ved at flække af grin, slog jeg blikket op, og min latter falmede sammen med dansen. Mine øjne mødte et par grønne, der forsøgte sig lidt usikkert med et smil. Ikke ægte, selvom trækningerne i mundvigene kunne have narret næsten hvem som helst - bare ikke mig. Han prøvede virkelig, men det nåede stadig slet ikke øjnene. De var stadig tomme og uden gnist. Jeg smilede stort til ham i håb om, at det kunne løsne ham lidt op, og kiggede derefter over på Andreas, der også havde stoppet sin dans og nu så underligt på mig med rynket pande. Han flyttede blikket skiftevis fra Harry til mig, og hans ansigt løftede sig i et stort smil. Et lille fnys af et grin undslap hans læber, men jeg ignorerede det og nikkede til Harry, inden jeg med ildrøde kinder gik ind i prøverummet for at tage mit eget tøj på. Der var et eller andet ved de øjne... Noget, der ikke var så fremmed, som det burde være. Jeg bed mig hårdt i læben, og en smag af jern bredte sig hurtigt i min mund. Episoden før brød virkelig alle rekorder for pinlighed.
"Gider du ikke mere?" spurgte Andreas. Selv gennem forhænget kunne man sagtens fornemme, at han smilede smørret. Da jeg ikke svarede, fortsatte han: "Var det din lover?" Han grinede.
"Luk, Andreas. Har du overhovedet nogen som helst anelse om, hvem han var?" Jeg trak kjolen af, mens jeg snakkede.
"Næh, skulle jeg det?" Han lød lidt uinteresseret.
"Det var Harry Styles fra One Direction. Han er verdenskendt og har lige set mig danse rundt som en eller anden lalleglad gris med vinger." Jeg forsøgte at lyde rimelig neutral, da jeg sagde det. En dyb fnisen lød fra prøverummet ved siden af.
"Det er ikke sjovt, din banan! Det er vildt pinligt! Gad vide, hvad han ikke tænker om mig!"
"Nu er det jo ikke ligefrem, fordi du kommer til at se ham igen, vel?" Han lød en anelse bedrevidende, nærmest overbærende, da han sagde det.
"Jeg tror faktisk, han bor på samme hotel som os." Der blev stille inde ved Andreas.
"Gør han det?" spurgte han så med svag stemme.
"Jeg så ham i hvert fald nede på stranden i går aftes, hvor jeg i øvrigt også fremstillede mig selv utrolig smukt ved at gå ind i ham, fordi jeg gik og dagdrømte." Andreas grinede en højlydt latter, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom jeg egentlig syntes, det var mere pinligt, end det var sjovt. Jeg havde fået mit eget tøj på og trak forhænget til side. Straks søgte mit blik derover, hvor Harry havde stået lige før, og jeg ved ikke, om jeg ligefrem havde været dum nok til at forvente, at han ville stå der og vinke til mig med en ballon i hånden eller sådan noget, men jeg blev i hvert fald skuffet, da han ikke var der. Ikke at jeg som sådan havde noget forhold til, om jeg fik ham at se igen - jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på den afstand, han havde lagt til verden. Jeg havde ondt af ham. Dér stod han med hele livet foran sig, og så spildte han det på den måde? Han havde alle muligheder, og alligevel var han endt sådan. Hvorfor var han her overhovedet? Der var så mange spørgsmål, min hjerne ville have svar på, men som jeg ikke kunne give. Du tænker nok, at jeg syntes, han var overdrevet lækker, og at jeg bare ville gøre alt for at komme i kontakt med ham, men sandheden var, at jeg egentlig bare havde godt og grundigt medlidenhed med ham og bare havde lyst til at putte ham ind til mig og fortælle ham, at alting ikke var der for at gøre ham ondt, og at det var en fordel at lukke op for livet. Jeg syntes ikke, han var "such a hunk", men alligevel fik hans blik min krop til at gyse - af en underlig form for ubehag. Af hans kulde. Og af noget andet, som jeg ikke kunne sætte ord på...
"Skal vi gå, Tornerose?" Andreas tog fat i min arm og trak mig ud af mine dagdrømmerier og butikken. Jeg lagde tankerne på hylden og fulgte efter ham ud i solen. Harry var jo ikke mit problem - han havde sikkert hundredvis af psykologer til at hjælpe sig, hvis han havde brug for det. Desuden var det jo sådan, alle de kendte endte - som junkies uden livsgnist. Deprimerende at de skulle kunne være nogen idol. Tag bare Lindsay Lohan - hvad blev der lige af hende? Hvor ser hun dog ud nu, altså!

 

__________________________________________________________________________

Hey guys, da Signe er på ferie, har jeg så fået titlen som babysitter til og med på mandag! :-D

Jeg ville blive suuuper glad, hvis i ville like og/eller putte på favorit eller whatever, for Signe ville revne af stolthed, og flyve rundt som en lyserød lalleglad gris med vinger! Seriøst, hun ville blive såååå glad! :o

Haha ej men håber i synes lige så godt om Signes skriverier som jeg gør, for hun skriver virkelig fantastisk!

Much Love

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...