Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1367Visninger
AA

9. ~ Tilbagetog

 

IV

Katrine

En kæmpe knude samlede sig i min hals ved lyden af hans ord, hvorfor jeg var helt ude af stand til at udtale andet end et halvkvalt lille klynk, inden jeg forgæves forsøgte at fortrænge mine egne følelser, så der tilbage kun ville være dem, der var knyttet til Harry. Det her handlede om ham - ikke mig. Jeg måtte skubbe mit eget ubehag væk, for sådan var jeg; selvopofrende og satte altid mig selv til side. Jeg var den, der stadig lyttede, når alle andre havde givet op, og det havde jeg i sinde at leve op til nu. Det lod ikke til, at det var noget, han var specielt vant til, at folk gjorde...
          New York var stor, og at sige, at jeg ikke vidste, hvilke hemmeligheder den gemte på, ville være løgn. Amerika var stedet for store drømme, men det var også stedet for dybe nederlag, sorte følelser og konstant agtpågivenhed. Absolut ikke noget område for folk, der var sartere end som så. Dér var man sin egen, og et råb om hjælp forsvandt hurtigt i menneskemængder, bilkøer, snirklede vejsystemer og stressede businessfolk. Man stod helt på egne ben; der var ingen til at hive én op fra grøftekanten. Slap man igennem nåleøjet, gjorde man det big time og tog verden med storm, men hvis ikke, druknede man i mængden og fandt højst sandsynligt aldrig så meget som op til overfladen for at trække luft.
"Hvad er der?" spurgte Harry nervøst og rynkede panden. Han måtte have bidt mærke i mit tænksomme og indadrettede blik.
"Ikke noget - bare fortæl videre," opfordrede jeg - en smule for ivrigt til, at mit svar kunne betragtes som specielt overbevisende og troværdigt - og forsøgte at holde min stemme i ro. Han så mistroisk på mig, inden han lidt modstræbende fortsatte: "Drengene og jeg var i USA på tour på det tidspunkt. Vi havde lige spillet koncert i New York og havde to og en halv uges ferie efter det, inden vi fortsatte vestover. Jeg havde fået lov til at tage hjem til min familie i de par uger, så efter koncerten, da drengene og jeg havde fejret ferien med en god øl, begav jeg mig hjem til hotellet. De andre blev på værtshuset, men jeg skulle tidligt op for at nå mit fly, så jeg blev nødt til at komme hjem i ordentlig tid. Det var mørkt og meget koldt, og..." Hans stemme døde ud og efterlod et gabende hul af uvidenhed og uudtalte ord mellem os. Bare ét minut længere, Harry, plagede en del af min hjerne - den del, der var opsat på at høre afgørelsen. Desperat efter at vide sandheden. Den anden del af mig ventede med tilbageholdt åndedræt og håbede blot på, at han ikke kunne mere. At historien stoppede dér. Men jeg vidste selvfølgelig godt, at det var for meget at forlange, når nu han var begyndt, men hjertet sank alligevel i livet på mig, da han tog en dyb indånding, og hans stemme kort efter atter brød tavsheden: "Jeg gik alene hjem for en gangs skyld, da jeg havde fået overbevist bodyguardene om, at det var helt ok - at der var for få mennesker til, at der kunne ske noget. Det var for koldt, så der var ingen, der ville vove sig udenfor, medmindre det var strengt nødvendigt. Gaderne lå helt øde hen; alt var stille. For stille. Jeg hørte noget, jeg ikke skulle have hørt, og som trak mig hen til et sted, hvor jeg så noget, jeg ikke skulle have set. Eller... Hvis jeg bare havde gjort noget i stedet for bare at stå dér som en anden idiot, så ville det ikke have gjort noget. Så ville jeg have reddet hende... Men det, jeg gjorde, gjorde jo ingen forskel. Det ville have været meget bedre, hvis jeg ikke så det. Så ville hun ikke have fået falske forhåbninger. Det ville ikke have været nær så ydmygende for hende. Det var min skyld det hele. Alt, jeg skulle, var at ringe til det fandens politi. Hun var jo lige dér, og han... han var... og jeg..." stammede han. Hans stemme knækkede over, og han slog blikket ned for at skjule sit ansigt. Små pletter, hvor sandet ændrede til en mere fast masse og farve til en mørk grå afslørede, at han græd. Små, fine dråber, der løb stille ned over hans kinder. Han tørrede dem hidsigt væk, inden han med et ryk rejste sig op og begyndte at gå ned mod vandet. Han sparkede til sandet, så det blæste ud til alle sider. Jeg fik nogle af de små korn i øjnene og famlede i noget nær blinde frem efter ham. Mine egne følelser skød jeg til siden, så det eneste, der fyldte mit hoved, var tanken om, at jeg måtte hjælpe ham. Det stod mig klart, at hvis den her samtale skulle hjælpe, blev han nødt til at afslutte den og ikke lade den mest væsentlige halvdel stå uberørt tilbage.
          Han trampede ned til havet, der i vinden brusede ret kraftigt. Da vandet nåede snuderne på hans hvide Converse, tøvede han et øjeblik, men fortsatte så ufortrødent ud i vandet, så hans mørke jeans blev våde og antog en endnu mørkere, næsten sort farve. Jeg sparkede hurtigt mine egne sko af og satte efter ham. "Harry," kaldte jeg og traskede ud i bølgerne, hvor det lette brus slog om mine bare ben og lavede små plamager på mine shorts. Jeg var hurtigt oppe ved ham og lagde hånden på hans skulder præcis, som han havde gjort det ved mig tidligere i dag, i et forsøg på at få ham til at sagtne farten. Han ignorerede den, fortsatte bare, indtil vandet gik ham til godt op på lårene. Da stoppede han endelig op. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet; at han ville bryde sammen i gråd? Buse ud med resten af historien? I hvert fald blev jeg på den ene side lidt forundret over hans næste handling. Den anden side var ikke så overrasket - det var jo trods alt sådan, han oftest gjorde. Han vendte nemlig blikket indad og lod følelsesløsheden omfavne sig som et tæppe, der var så tykt, at man nærmest kunne se det som en aura omkring ham. Hans øjne så hvileløst ud over horisonten, mens tårerne tørrede på hans kinder og efterlod små, hvide spor.
          Jeg følte mig en smule malplaceret og vidste ikke rigtig, hvad jeg skule gøre. Det, at han stod og græd for næsen af mig, gjorde mig ubehageligt til mode. Urolig, nærmest, selvom det jo var en god ting, at hans ellers så afstandtagende person havde løsnet en smule op. Jeg havde bare efterhånden vænnet mig til hans hårdhed, så den pludselige ændring i hans adfærd satte mig lidt af sporet. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle reagere!
          Det endte med, at mine instinkter tog over, så jeg begyndte roligt at ae hans skulder. Som da jeg havde lagt min hånd på hans ben før, stivnede han, som om min berøring gav ham stød. Det virkede, som om ethvert tegn på medfølelse og kærlighed fra andre chokerede og måske endda gjorde ham bange. Denne gang sad der bare så meget andet i ham, at han ikke reagerede yderligere end det.
          Vi stod sådan i hvad der føltes som ret lang tid. Selv gennem det tætte skydække kunne man se, at solen havde flyttet sig, da Harry endelig vendte tilbage mentalt. Hans øjne var røde og ophovnede og stadig en smule blanke, men hans fornægtelse af rent faktisk at have grædt havde sat tydelige spor i hans ansigt, så det lidt melankolske udtryk, der ofte var at spore efter sådan en omgang, ikke var der. I stedet havde han sat en lidt overlegen facade op, da han så hen på mig, men idet hans øjne mødte mine, brast muren, og hans øjne vædedes atter.
"Hendes øjne," sagde han med grødet stemme, inden han med fornyet aggressivitet begyndte at slå og sparke i vandet, så det sprøjtede vildt ud over det hele. Hans bevægelser blev voldsommere og voldsommere for til sidst at gå sådan amok, at man ligefrem kunne høre, hvordan det måtte gøre ondt på ham, når hans hænder brød med vandoverfladen. Han råbte ad sig selv og udstødte nogle underlige, vrængende lyde, som nok var et udtryk for dyb vrede - rettet mod ham selv. I takt med, at intensiteten i hans slag steg, begyndte nogle små, halvt sammenhængende sætninger også at finde vej ud gennem hans læber.
"Hans klamme hænder," snerrede han. Det midterste ord blev understøttet af hans højre hånd, da den ramte overfladen og sendte en kaskade af vand op i hans ansigt, mens voldsomme ringe bredte sig mellem bølgerne. "Overalt. Hun var så ung. Uskyldig. Jeg har ødelagt hendes liv!" Efter den sidste sætning slog det fuldstændig klik for ham, og jeg var et øjeblik helt bange for at stå så tæt på ham.
"Harry?" prøvede jeg for at fange hans opmærksomhed og få ham til at stoppe, "Harry! Harry!" Han reagerede ikke, men fortsatte sin fægtekamp mod havet. Til sidst gik luften endelig af ballonen, og han nærmest faldt ned på knæene. Vandet stod ham til godt op på brystet, men det afholdt ham ikke fra alligevel at bukke hovedet og frustreret begrave det i sine hænder. Når bølgerne bevægede sig ind mod kysten, kom hans krøller under og blev efterladt dryppende våde og klistrende til hans ansigt. Jeg gik forsigtigt hen til ham og bøjede mig ned. "Harry?" spurgte jeg igen - denne gang meget forsigtigt. Jeg tog blidt fat om hans ene hånd og fjernede den fra hans ansigt. Han så langsomt op.
          Jeg må ærligt indrømme, at jeg fik noget af et chok. Hans ansigt var helt rødt, og det samme var den af mine hænder, der havde flyttet hans. Panikken slørede min hjerne, og i lang tid stod jeg bare som forstenet og stirrede på ham.
          Da hele mit indre havde fundet lidt til ro, kunne jeg se, at blodet i hans ansigt var overfladisk, og jeg vendte derfor i stedet min opmærksomhed mod hans hænder. Jeg tog fat om hans ene hånd og drejede den, så jeg kunne se fladen. Et gyseligt syn mødte mine øjne. Hånden var helt trævlet op, og blodet havde lagt sig som en hel handske, der gjorde det umuligt at måle skaderne.
"Du godeste, Harry, du bløder!" gispede jeg. Han var ligeglad med min konstatering. Han rev i stedet hånden til sig og gav sig til at rokke stille frem og tilbage med blikket låst fast på vandet. Jeg opgav alt, hvad der hed færdiggørelse af historie; han skulle have ordnet sine hænder, og det kunne kun gå for langsomt! Jeg tog fat om hans albue - det var tæt på, at jeg bare havde taget hans hånd, men fik i sidste øjeblik stoppet mig selv og flyttet min hånd - og begyndte at hive i ham for at få ham til at rejse sig.
"Kom nu, Harry! Du skal have det dér ordnet - nu!" sagde jeg uroligt, mens jeg blev ved med at rykke i hans arm, men han reagerede slet ikke. Han strittede tværtimod imod, satte sig "på hælene" og nægtede at flytte sig.
"Harry, kom nu!" Min stemme knækkede til hysteri, og et lille hulk fulgte efter sætningen, hvilket fik ham til endelig at se op. De grønne øjne så dystre ud, virkede nærmest mørkere end normalt. Som om gråden havde ændret farven. Da hans blik mødte mit, ændrede det tomme udtryk sig et øjeblik til sørgmodigt, inden han langt om længe gav efter og rejste sig op. Vandet dryppede fra ham, og hans bukser havde fået et par fine, næsten passerrunde cirkler af sand på knæene.
"Tak! Hvilken vej til din hytte? Højre? Venstre? Har du husket nøglen? Selvfølgelig har du det. Bor du i luksuslejlighed?" plaprede jeg panisk - måske i et mislykket forsøg på at få vejen til hans lejlighed til at virke kortere og knap så skræmmende. Hele episoden fik adrenalinen til at pumpe i mit blod som et euforiserende stof, der var godt i gang med at kvikke mig op. Helt ærligt, så havde jeg også brug for det; uden tror jeg ikke, at jeg stadig ville have stået oprejst.
          Han rystede voldsomt på hovedet til det sidste og pegede mod højre - faktisk samme vej, som min familie og jeg selv boede. Med forhastede skridt, som fik mig til at snuble adskillige gange, trak jeg af sted med Harry. Han virkede lettere omtåget; så ikke rigtig, hvor han gik. Derfor var han også ved at falde på næsen, da en stor tue overraskede hans bevægelsesretning. Selvom jeg ikke var videre stærk, og han alligevel bar rundt på nogen kilo muskler - sikkert ikke et gram fedt med sin trimmede kendiskrop -, var jeg ret sikker på, at han ville være faldet, hvis ikke jeg havde fat i ham og brugte omtrent alle mine kræfter på at holde ham oprejst.
"Watch your step," grinede jeg blidt, men med en lidt anspændt undertone. Han gryntede og fortsatte ellers bare fremad. Der var ikke ret mange mennesker omkring hotellet, men de få, der var, gloede skræmte på os - og måske i særdeleshed Harrys hænder. Vi tilbagelagde derfor husene, stierne og blomsterrankerne så hurtigt, vi kunne, og stod - med Harrys vejledning - kort efter foran den gamle fyldningsdør, der udgjorde hoveddøren til hans hytte. Da han skulle til at gribe ned i sin bukselomme for at få fat i nøglen, lagde jeg hurtigt mærke til de krampagtige trækninger i hele hans ansigt - han havde virkelig ondt. Derfor var jeg ikke sen til at lægge min hånd over hans og stoppe ham.
"Du må ikke misforstå det her," jokede jeg, "men lad mig tage den. Det dér går ikke." Han så undrende på mig, men nikkede blot. Jeg tøvede lidt. Det virkede forkert, det her! Jeg måtte virkelig tage mig sammen for at stikke min hånd i lommen på ham og fiske den lille sølvnøgle, der var næsten magen til den, vi selv havde, op. Han grinede lidt for sig selv; om det var af min forbeholdenhed eller det, at jeg teknisk set lige havde stået og gramset på ham, havde jeg ingen idé om.
"Drop det dér," drillede jeg og slog ham blidt på skulderen, inden jeg satte nøglen i låsen og drejede den om.
          Hans lejlighed mindede ret meget om vores egen; den var bare "spejlvendt" i forhold til, og stuen var en smule større. Indretningen var også lidt anderledes; Harrys møbler væsentlige nyere. Men udover det var der ingen tegn på, at hans hytte var specielt udvalgt, fordi han var kendt. Den lå længere væk fra bunden af bugten, hvor vi jo lige var kommet fra, og derfor placeret en smule oppe i terrænet. Faktisk var der ret langt ned, når man stillede sig ude på terrassen - som i hans tilfælde var mere en altan, fordi jorden var ujævn og lå så tæt på skrænten. Den lå en smule i læ mellem klipperne, og faktisk udgjorde disse hele den venstre side, så der ikke var behov for hegn, som der ellers var resten af vejen rundt. En lang og stejl trappe i højre side første ned til stisystemet. Jeg måtte indrømme, at hans udsigt var uden sammenligning. Man kunne se hele vejen ud over hotellet, ned ad  klippesiden og helt ind til byen, der lå et par kilometer væk. Det smukke skue tog et øjeblik pusten fra mig, inden jeg samlede mig og begyndte at rode Harrys skabe igennem for at finde den førstehjælpskasse, jeg vidste var obligatorisk på alle værelser. Da samtlige af skabene i både køkken og badeværelse var endevendt, og kassen stadig ikke var fundet, vendte jeg mig mod Harry, der havde sat sig ned i den ene sofa. "Hvor er din førstehjælpskasse?" spurgte jeg ham.
"I garderoben inde på soveværelset," skyndte han sig at svare og pegede ind mod den dør, der lå til venstre for hoveddøren. Jeg nærmest løb derind og flåede det store garderobeskab op. Mine øjne søgte igennem de mange hylder og fandt hurtigt den røde boks med det hvide kryds på. Med en hurtig bevægelse greb jeg fat om den og gik ud i stuen. 
"Kom her," beordrede jeg Harry, der rejste sig og kom over til mig. Jeg trak ham over til vandhanen, hvor jeg begyndte at skylle blodet væk, så det var lettere at vurdere skaderne. Meget af det var allerede tørret, så det var svært at få det af. Det var et skræmmende syn, selv efter det overskydende blod var væk. Måske endda endnu mere skræmmende... På begge hænder var huden på fladen nedenfor tomlen og hele vejen over til lillefingeren trævlet af, så der kun var det allerinderste, bløde lag tilbage. Mange steder var dette der ikke engang, så der i stedet var åbent ind til kødet. Det så voldsomt ud, og jeg måtte tage et par dybe indåndinger, for at min mave ikke skulle trække sig sammen i opkastningsbevægelser. Sådan noget med sår og blod var ikke min ting. Tanken om, hvor meget det måtte svide for ham, var nok til, at jeg kunne mærke, hvordan mine egne hænder begyndte at klø og svide. I det mindste var det næsten holdt op med at bløde, så efter ganske få minutter med den desinficerede klud fra førstehjælpskassen presset mod sårene, stoppede blodet med at farve den hvide klud. Harrys ansigt var fortrukket i smerte, mens jeg stod med det blide stof mod hans hænder, men han holdt ethvert udtryk for sin pine inde ved at bide sig i læben. Al farve havde forladt hans ansigt; selv hans læber var blege. Han lignede en, der kunne besvime hvert øjeblik, det skulle være.
"Det er overstået lige om lidt," opmuntrede jeg ham. Han nikkede stift, men holdt blikket i loftet, hvor en ensom og meget forvirret flue fløj rundt i cirkler.
"Undskyld," udbrød han pludselig.
"Undskyld for hvad?" spurgte jeg undrende.
"Jeg er virkelig ked af, at jeg betvivlede dine motiver for at hjælpe mig og få mig til at åbne lidt op. Det var forkert af mig." Hans ord kom virkelig bag på mig, men på en god måde.
"Det er okay, Harry. Det kan ikke være nemt at være i dine sko."
"Du skulle bare vide," mumlede han dystert. Jeg var egentlig ikke helt sikker på, om det var en note til ham selv, eller om det vitterligt var meningen, at jeg skulle høre det. Derfor svarede jeg ham heller ikke.
          Da jeg endelig var færdig og havde fået viklet det sidste gazebind om hans hænder, åndede vi begge lettede op. De små svedperler, der havde samlet sig på Harrys pande, blev langt om længe tørret væk, inden han vendte blikket mod mig og for første gang, mens jeg havde kendt ham, sendte mig et smil, der nåede helt op i hans lysende, grønne øjne. Den dystre, mørke farve var væk og erstattet af en smuk, frisk en, der på grund af det glimt, der pludselig var i dem, mindede mig om dugvådt græs. Det var et smil, der rent instinktivt fik mine egne mundvige til at løfte sig og en varm fornemmelse til at brede sig i min krop. Sløret havde trukket sig en smule tilbage.

 

Asdfghjklæø undskylder virkelig for det korteste kapitel, jeg endnu har skrevet. Øv bøv :-( Og for den ekstremt lange ventetid :-( Men efter at have siddet og tænkt så min hjerne var ved at knække, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var bedre at stoppe det dér... Den sidste sætning er jo sådan lidt - hmmm - at komme forbi...
Og må jeg så have lov til at gøre opmærksom på, at det der "jeg er virkelig ked af, at jeg betvivlede dine motiver" er intertekstualitet (uhadada et ord, mand :-P ) fra filmen "10 Things I Hate About You" med Julia Styles og Heath Ledger!! Bare oversat til dansk selvfølgelig :-P Overvejede groft at lade det blive på engelsk, meeeen.... Nej... Vi prøver at holde den danske stil!
Håber I kan lide kapitlet - for en gangs skyld er der jo en del handling i det, hvilket jeg godt nogle gange kan savne i de her fanfictions! :-D
Smid rigtig gerne en kommentar og fortæl mig, hvad I synes, og hvis I har nogle gæt til historiens videre handling!!
Live true xx
- SV

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...