Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1370Visninger
AA

5. ~ Samtaler

 

I I

Katrine

Mor grinede en fjerlet latter og holdt sig for munden, så vi ikke skulle se det, hun tyggede på. Yum, ellers! "Det passer i hvert fald ikke!" sagde jeg og løftede min pegefinger mod far, der sad med et kærligt smil på læberne. Vi sad og spiste aftensmad på hotellets restaurant, og solen stod efterhånden ret lavt på himlen. Et romantisk lys fra den samt fra stagerne på bordene og lyskæderne på væggene lagde sig om terrassen, som vi sad på. Far havde lige fortalt om dengang, jeg gik i børnehave og havde haft en kæreste, som jeg troede var min udkårne. Jeg var tidligt ude, I know! Det bedste var, at drengen ikke engang vidste, at vi var kærester...
          Fars påstand var så, at jeg havde kysset ham og holdt ham i hånden og sagt til ham, at vi skulle giftes, hvilket ikke passede. Ikke det sidste, i hvert fald... Andreas kom spruttende på banen: "Nej, du spurgte ham garanteret ikke engang - du tvang ham sikkert til det hele. 'Åh, min prins - vi skal giftes. Svar 1: Ja. 2: 1. 3: 2.'" Han hostede, da han fik noget af sin mad i den gale hals. Dø i et meget grimt sted, lille mide!
Ej, han var herlig, og jeg selv klukkede da også med, mens jeg rystede på hovedet. Det var virkelig dårlig humor! Jeg opgav at få dem overbevist om, at det ikke var sandt. Det var en typisk aften for vores familie - total hygge og ingen alt for seriøse miner. Det troede jeg i hvert fald, lige indtil Andreas bragte noget andet på banen: "Ja, nu har hun så en ny loverboy. Stakkels ham fra børnehaven - hvad gjorde du af ham?"
"Hvad mener du med det?" spurgte mor med rynket pande og et glimt i øjet.
"Hun havde noget seriøs flirt kørende med ham Harry fra det der band, øhm... One Connection, eller hvad det er, det hedder." Han prikkede gaflen i en kartoffel og tog den i munden.
"Hvad handler det om, skat?" far kiggede på mig med et udtryk, der var fuld af falsk alvorlighed. Åh-åh. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Det var ikke mit favoritsamtaleemne, det her. Men helt ærligt, så kunne Harrys blik ikke flirte med nogen - okay måske forblændede fans -, så det var jo ikke fordi, der var noget at blive flov over. Jeg havde set, hvad der var på under de grønne øjne, og det var ikke kønt.
"Det er absolut ingenting, Andreas er bare fjollet. Ham Harry-fyren kom gående forbi, da Andreas og jeg var inde i en forretning for at prøve tøj, og..."
"Var I inde at prøve tøj?" afbrød min mor og undertrykte en let latter, "jer to - sammen?"
"Shh, du afbryder, mor. Og ja, det var vi, men det er lige meget. Han så os danse, og..."
"Dansede du, Katrine?" Nu lød hun ikke længere så glad, men havde skiftet tonefald til et lidt anklagende et. "Det ved du godt, at du ikke m..."
"Mor, det var slet ikke det, det her handlede om!" Jeg smed irriteret min gaffel fra mig på tallerkenen og stirrede på hende med et vredt blik. Hun kiggede bare bekymret tilbage på mig.
"Det er jo for dit eget bedste," kom hun så med. Av. Den dårlige samvittighed, jeg snakkede om, hun kunne give en på 0,5 - ja, den satte lige ind. En uskyldig kommentar, men alligevel ramte den mig. Det irriterende var bare, at alt det her ikke føltes, som om det var for mit eget bedste. Det føltes, som om jeg blev buret inde i et tårnværelse 15 kilometer over jorden.
"Fortæl nu videre," opfordrede far og svingede sin kniv i luften som tegn til, at jeg skulle fortsætte. Han kiggede rundt mellem os og forsøgte at genoplive den muntre stemning. Kunstigt åndedræt.
"Jamen der var ikke mere end det. Han kiggede bare underligt på os," sagde jeg med svag stemme.
"Arh, hold op - jeg kan se, der er mere end det!"
"Hun mødte ham også nede på stranden i går," førte Andreas den videre og satte sig ivrigt længere ud på kanten af sin stol.
"Er det rigtigt?" Far gjorde store øjne, "kyssede de?"
"Ej, far, hold!" Jeg så alvorligt over på ham.
"Så fortæl selv, hvad der skete!" Han slog ud med armen og havde nær væltet sin rødvin. Det skvulpede voldsomt i glasset og fandt så langsomt til ro igen.
"Okay, okay," sukkede jeg, "da jeg gik ned for at tjekke vandet ud, gik jeg og dagdrømte og gik altså med lukkede øjne, så... Ja, jeg kom til at gå ind i ham." Jeg trak på skuldrene for at runde den af. De fnisede alle tre ad mig. Surround-fnis. Øv - det var ikke sjovt.
"Han troede garanteret, du var en fan, der bare brugte det som undskyldning for at få lov til at røre ham." Seriøst, den lille dreng havde virkelig nogle underlige tanker nogle gange.
"Jeg er ikke fan. Jeg ved ikke engang, hvad resten af dem hedder. Desuden, så kunne man jo have spurgt, om man måtte have fået et kram, hvis det var, ikke?" Jeg sendte ham et bedrevidende blik.
"Det behøvede du jo så ikke." Far holdt som sædvanligt med Andreas. Jeg rullede med øjnene og grinede ad dem. I alle andre familier ville kommentarer som denne have irriteret ethvert teenagebarn, men ikke her. Måden, min far fik sagt sådan nogle ting på, gjorde bare, at man ikke kunne blive sur og fornærmet over det. Okay, på en dårlig dag kunne man måske godt, men det var en sjældenhed! Min familie var bare på mange måder bare ekstremt mærkelig, men det var noget af det, jeg elskede den allermest for. Der var ingen, der stod og bankede én i ryggen, hvis man ikke var blevet inviteret til middag hos dronningen.
          Samtalen fortsatte og gik over i andre emner, som minutterne gik. Mørket sænkede sig langsomt over hotellet og omfavnede os som et blødt, mørkt tæppe. Det var en lun aften, og cikaderne larmede svagt fra alle sider ude i krattet. Da de gamle havde drukket deres aftenkaffe færdig, og regningen var betalt, begyndte vi at gå ned mod boligen. Den så næsten skræmmende ud i månens skær, der fik alt til at kaste lange skygger, så det lignede fangarme. Alting undtagen havet så uhyggeligt ud, syntes jeg.
          Da de andre gik indenfor, sendte jeg min far et spørgende blik, mens jeg pegede ned mod vandet. "Er det ok, jeg lige..." begyndte jeg, men kunne ikke rigtig finde resten af sætningen. Den sad ligesom fast. Han nikkede stille.
"Bare ikke for længe, vel? Og du har en tyk trøje eller en jakke, så du ikke bliver kold, ikke?" Jeg nikkede som svar og tog fat om den sommerjakke, der hang på knagen lige indenfor. Så begyndte jeg at traske ned mod havet, hvis brusen man kun svagt kunne høre, indtil jeg nåede om på den anden side af murværket, så der ikke var noget til at skærme for lyden. Jeg gik stille langs med vandet og lod bare mine ben styre vejen. De stoppede foran klippehulen, hvor jeg slog mig ned. Noget af det, jeg nød mest ved ferier, var sådan noget som det her. De stille, lune nætter ved vandet. Jeg tog en dyb indånding og sad længe bare og stirrede på bølgerne, der glitrede med et magisk sølvskær i månelyset. Pludselig brød en raslen tavsheden og fangede min opmærksomhed. En mørk skikkelse gik gennem stenene henne ved overgangen fra sand til klippe - hvilket var det, der forårsagede lyden - med retning herover. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at slå hårdere mod mit bryst og mine håndflader blev svedige. Fremmede mennesker, når det var mørkt, var ikke min favorit. Jeg var en smule paranoid og troede på en eller anden måde altid, at efter mørkets frembrud ville alle mennesker én ondt. Sådan havde det nu ikke altid været...
          En side af mig skreg, at jeg skulle skynde mig at komme væk, mens den anden forsøgte at berolige mig og få mig til at stoppe med at være åndssvag. Jeg valgte at følge den sidste - hvem ved, måske ville han/hun slet ikke se mig, hvis jeg sad stille nok? Da personen kom tættere på, og silhuetten blev tydeligere, kunne jeg se, at det var en ung fyr. Hans krøllede hår stod vildt ud til siderne, og... Hey, vent lige lidt... Harry? Jeg kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, og ganske rigtigt. Der var et eller andet ved ham, der fik min mave til at slå nogle underlige knuder, men det var ikke på den der søde måde, som når man bliver nervøs og forlegen. Det her var på en ubehagelig måde. Som om min underbevidsthed vidste noget mere, end jeg selv gjorde.
          Han ænsede mig slet ikke, men fortsatte i stedet bare med hænderne i lommerne, mens han sparkede til nogle småsten, og kom tættere og tættere på. Han havde uden tvivl retning mod grotten, men havde stadig ikke set, at jeg var der. Først da han stod få meter fra mig, og jeg flyttede mit ben lidt, fordi det var begyndt at sove, opdagede han, at han ikke var alene. Det gav et gib i ham, og et lille gisp undslap hans læber. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt for mig selv og havde egentlig forventet, at han ville grine med mig, men det eneste, jeg fik, var en lidt krampagtig trækning i den ene mundvig. Han nikkede stift som hilsen, inden han bydende pegede ved siden af mig og spurgte: "Do you mind?" Hans stemme var hæs og ret monoton at høre på. Jeg slog ud med armen som tegn til, at han bare kunne slå sig ned, hvis han havde lyst. Han udstødte et svagt suk, da han satte sig ned og krydsede benene. Der var ingen, der sagde noget, men det var ikke den almindelige tavshed, hvor man sidder og bryder sin hjerne for at finde på noget at sige, så man kan stoppe den pinlige og på en måde enormt larmende stilhed. Det her var på ingen måde akavet. Der var jo ingen, der forventede, at den anden sagde noget. Vi var kommet for det samme - at sidde og være stille og måske tænke lidt -, så at forsøge at holde en samtale i gang virkede egentlig ret forkert. Som at bryde et usagt bånd om at holde tavshed. Derfor kom det også meget bag på mig, og jeg gav et lille forskrækket ryk, da Harrys stemme lød: "Det var en fin dans, du havde gang i dér sammen med din bror." Han sad og rodede rundt i lidt sand, der lå løst på stenene, lod det glide ud mellem fingrene og betragtede det, da det faldt til jorden. Normalt ville man have sagt sådan noget med et grin, et smil på læben eller i det mindste et glimt i øjet, men Harry var helt kold. Som om, han ikke vidste, hvad han skulle lægge i det ud over ordene i sig selv. Jeg følte mig lidt akavet i hans selskab lige nu, fordi han ikke var nogen. Han var så fjern og uden følelse af nogen som helst form, og det generede mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham. Derfor var det bedste svar, der faldt mig ind, bare at forsøge at lette stemningen lidt ved at begynde at grine. "Well, thank you", sagde jeg og bukkede ærbødigt hovedet, mens jeg lavede en underlig gestus med min hånd. Vent, hvad var det? En lille elektrisk reaktion, der gjorde, at hans ene mundvig dirrede en anelse. Ikke mere end de andre gange, han havde forsøgt at fremtvinge et smil, men forskellen var, at det denne her gang var ægte. Man kunne se en lille refleksion af månens lys i hans ellers matte øjne. Det var uventet og naturligt. Reaktionen kom tydeligvis også bag på ham selv, for han spærrede forskrækket øjnene op, inden han undrende rynkede panden og sank ind i sig selv, i hvad der lignede en indre diskussion. Jeg lod blikket glide ud over vandet igen for at give ham tid og plads, men også for at give mig selv lov til at tænke. Det, jeg lige havde set, måtte have været et glimt af den gamle Harry. Jeg forstod pludselig, hvad folk mente, når de sagde, at han var en rigtig charmør. Der havde også været en snert af det den første dag på stranden, men det var på en anden måde. Dengang var ubehageligt, for man kunne se, at hans øjne var tomme. Han var ikke til stede. Nu havde jeg fået bevist, at der rent faktisk var en eller anden form for liv bag den kolde, grå mur af følelsesløshed. Gad vide, hvad der havde været grund til, at han var blevet, som han var? Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde spørgsmålet forladt min mund.
"Hvad skete der?" Han drejede hovedet og kiggede uforstående på mig.
"Hvad mener du?" spurgte han. Jeg åbnede munden for at svare men vidste ikke, hvad jeg skulle sige og lukkede den derfor i igen. Så rystede jeg på hovedet.
"Glem det, det var bare mine tanker, der løb løbsk..." Jeg fnøs hånligt ad mig selv og kiggede flovt ned på mine skosnuder, som lige pludselig var yderst interessante. En normal person ville have spurgt igen for at få at vide, hvad jeg havde ment, men ikke Harry. Der var seriøst noget galt med ham, og det skræmte livet af mig. Det var, som om han var gået i stykker indeni. Som om han ville rasle og klirre, hvis man rystede ham. Den måde, han kun var halvt nærværende og kun i nogle få sekunder ad gangen, og hans grønne øjne, der virkede grå på grund af manglende liv. Det skar i hjertet at vide, at nogen mennesker kunne have det sådan. Jeg bed mig selv i læben for at flytte den psykiske smerte over på det fysiske, men det virkede ikke.
          En stikkende fornemmelse i siden fortalte mig, at Harry kiggede på mig. Okay, stirrede var et bedre udtryk. Hans blik var hult, og jeg holdt akavet en hånd op foran dem i et forsøg på at få lidt liv i dem. Resultatet blev, at han blev forvirret, og hans øjne drejede i to forskellige retninger, mens han rynkede næsen. Jeg grinede. En høj, perlende latter, som jeg havde arvet fra min mor. Harry kiggede igen uforstående på mig. "Hvorfor griner du?" Igen den kolde stemme.
"Du skulle have set dit eget ansigt lige dér!" Jeg følte mig som en idiot. Her sad jeg over for selveste Harry Styles, og alt, jeg gjorde, var at gøre opmærksom på, hvor underlig jeg var. Han fnøs bare ad mig og vendte så igen opmærksomheden mod sandet. Havde det superkræfter eller sådan noget, siden det var så interessant? Måske lavede det en opvisning, som kun han kunne se, med jonglering og balletdans? Det skulle ikke undre mig, om han så nogle ting, der ikke eksisterede. Med det mente jeg, at jeg ikke ville blive chokeret, hvis jeg fandt ud af, at han var på stoffer. Det var stort set alle de kendte jo. Måske var det derfor, han var så fjern hele tiden?
          Det her begyndte at blive akavet. Fra at have siddet i en behagelig tavshed følte jeg nu, at jeg blev nødt til at gøre et eller andet, så det her ikke endte i et totalt kiks. Jeg tog en lille sten og kastede den efter ham.
"Hey, sunshine, why don't you shine a little?" Jeg prøvede mig nervøst med et smil, da han kiggede på mig.
"It's moonlight," sagde han og pegede på månen. Et let smil krusede hans læber. Det var tæt på at være ægte - den barriere, han havde sat op, krakelerede en smule, blev tyndere. Det var, som om tågen af trykket stemning lettede, og jeg kunne ikke lade være med at besvare hans smil.

~

Harry

"Hvad skete der?" spurgte hun. Hendes lyse, bløde stemme fyldte min hjerne og tog opmærksomheden væk fra den indre monolog, jeg havde gang i med mig selv.
"Hvad mener du?" Jeg forstod ikke, hvor hun ville hen. Snakkede hun om bruddet med Taylor? Om hvorfor jeg var her? Hvorfor jeg fik et chok lige før? Det sidste var let at svare på, men jeg havde ikke lyst til at give hende svaret. Hun behøvede ikke at vide, at der lå et metertykt slør af døsighed omkring mig, eller at jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud af frustration over at være fanget bag det. Det var et levn fra den gamle Harry, det med at skrige. Det eneste forsvar, jeg havde tilbage.
Hun åbnede munden for at svare, men lukkede den så igen. Selv her i mørket kunne man fornemme, at hendes kinder blussede, og hun fjernede nervøst blikket fra mig. Hendes usikkerhed gjorde et eller andet ved mig. En underlig fornemmelse i maven. Det var ubehageligt, men det var bedre end slet ikke at føle noget, så jeg lod den indenfor med åbne arme.
"Glem det, det var bare mine tanker, der løb løbsk..." mumlede hun så. Hun rystede svagt på hovedet ad sig selv. Jeg følte mig lidt malplaceret og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Sløret greb muligheden og trak sig beskyttende omkring mig. Det tillod mig ikke at blive nervøs for, hvad jeg skulle sige, så nu sad jeg i stedet og stirrede fraværende på pigen - hvad var det nu, hun hed?
          Det var faktisk underligt, når jeg tænkte over det; jeg kunne ikke huske, hvornår sløret sidst havde holdt sig på afstand i så lang tid... Hvor langt - næsten 20 sekunder?  Det øjeblik lige før, hvor hun havde takket for min lidt mærkværdige kompliment omkring hendes dans, havde hun næsten fået mig til at smile. Det var første gang, siden den gamle Harry forsvandt og blev erstattet af ham, der var her nu. Jeg var blevet ret forskrækket, men også forundret over min egen reaktion.
          En hånd i mit synsfelt trak mig lidt væk fra mine tanker, og jeg forsøgte - forgæves, tror jeg - at få mine øjne til at fokusere. Pigen... Arg, det irriterede mig, at jeg ikke kunne huske hendes navn! Hvad var det nu? Tænk Harry, tænk nu for en gangs skyld! Jeg skældte ud på mig selv indvendigt. Nå, ja! Dér var den: Hun hed sgu da Kathrin... Katin... Et eller andet meget tæt på. Katrine, that's it!
Nå, men Katrine grinede en florlet, klingende latter og var ved at vælte bagover, mens hun holdt en hånd op foran munden. Jeg løftede det ene øjenbryn.
"Hvad griner du af?" spurgte jeg - en anelse hårdere, end det egentlig var min hensigt. Hun svarede i samme, lette tonefald, men det faldt og blev en anelse usikkert efterhånden, som hun fik fortalt. Som om hun fortrød.
"Du skulle have set dit eget ansigt lige dér!" Jeg kunne ikke rigtig samle mig og vidste ikke, hvad jeg skulle. Svare hende? Grine? Græde? Derfor var det eneste, jeg kunne komme på, at fnyse. Flot, Harry, nu tror hun jo bare, at du synes, hun er åndssvag! lød en stemme i mit hoved. Og det gjorde hun virkelig. Hun slog igen blikket ned og tav, mens hun bed sig ubevidst i læben. Eller, det så i hvert fald ud til, at det var ubevidst. Jeg havde aldrig været ret god til at læse folk - det var den gamle Harry heller ikke, men jeg var om muligt endnu værre. Jeg gennemsøgte desperat min hjerne for at finde på noget at sige, som kunne få hende til ikke at føle sig pinligt berørt - hun skulle ikke blive pinligt berørt! -, men en tyk tåge lå om mit sind, og det eneste, jeg kunne samle, var små brudstykker af usammenhængende sætninger, som et levn af den gamle Harry forsøgte at kyle ud i hovedet på mig. Han var ikke stærk nok, og de forblev bag sløret. I stedet var det hende, der kom med den kække opmuntring ved at kaste en lille sten over på mig og sige: "Hey, sunshine, why don't you shine a little?" Hendes smil var lidt forsigtigt, men det opmuntrende mig til at lede efter et svar. Den gamle Harry havde et - jeg kunne mærke det. Desperat forsøgte jeg at lade ham komme igennem, og efter hvad der føltes som en lang, indre kamp, slap ordene ud af min mund: "It's moonlight." Jeg pegede op mod den blege måne, der svagt lyste den mørke verden op. Hendes øjne lyste op og strålede som de klareste, blå safirer, og det var, som om de oplyste hele hulen. De varmede i hvert fald mig, og inden jeg kunne nå at gøre indvendinger, forlod et lille grynt min mund. Hun kiggede overrasket på mig og brød så selv ud i et kæmpe grin. Den anspændte stemning var lettet, og Katrine sad længe og græd af grin. Jeg forsøgte selv at grine, men det blev mere til nogle underlige, monotone ord, der hverken var det ene eller det andet. Selv da latteren forstummede, forblev stemningen let og fri, og vi sad og betragtede månen i tavshed. Katrine kastede kort et blik på sit armbåndsur, og det gav et sæt i hende, som om klokken gav hende stød. "I'd better go," sagde hun og kiggede afventende på mig. Jeg løftede forvirret det ene øjenbryn og så undrende på hende.
"Hvorfor det?" spurgte jeg dumt. Det var bare det første, der faldt mig ind. Der var stadig en vis afstand mellem ordene og mig, men sløret holdt sig alligevel en smule væk.
"Det er sent, og... ja, det er virkelig sent," sagde hun og lo. Jeg nikkede og var hurtigt på benene.
"Jeg følger dig hjem. Vi skulle jo nødigt have, at der skete et eller andet," sagde jeg uden at tænke over det. En svag erindring var dukket op i mit hoved, og det var den, der havde fået mig til at foreslå, at jeg kunne følge hende hjem. En svag uro for, hvad der kunne ske, hvis hun var alene...
          Hun sendte mig et overrasket blik, men smilede så.
          Sandet gjorde vores skridt lydløse, mens vi gik langs stranden. Vandet slikkede let om kysten, og inde fra bevoksningen på den anden side larmede nogle insekter. Ellers var der helt stille. Katrine kløede sig lidt nervøst i håret, og jeg vidste, at nu var det min tur til at komme med et eller andet indslag. Jeg gennemrodede min hjerne.
"Hvor lang tid skal du være her?" Et rimelig normalt spørgsmål, og nok det første af sin slags, mens jeg havde været sammen med hende.
"Tre uger," svarede hun med en lav og lidt hæs stemme. Hun var ved at være træt, kunne man høre. "Hvad med dig?"
"Ubestemt tid." Ordene havde forladt min mund, før jeg kunne nå at stoppe dem. Hvorfor havde jeg sagt det? Det var jo ikke meningen, at nogen skulle vide sådan noget... Det var meningen, at jeg skulle være tæt på isoleret, indtil jeg havde "taget mig lidt sammen og kunne komme tilbage til arbejdet", som management så opmuntrende havde sagt. Jeg vidste allerede, hvad hendes næste spørgsmål ville være, før hun havde sagt det: "Hvordan 'ubestemt tid'? Altså... hvordan kan du have tid til det? Altså, med de andre fra bandet og sådan? Jeg mener, sådan..." Hun snublede over ordene og kunne tydeligvis ikke greje, hvordan hun skulle få formuleret det, jeg godt vidste, hun mente. "Hvordan har en verdensberømt stjerne tid til at holde pause på ubestemt tid midt i en tour og uden de andre drenge? Og vigtigere: Hvorfor?". Min mave nåede lige præcis at snøre sig sammen, inden sløret lukkede af og fik min krop til at slappe af igen. På en måde var det rart, men på den anden side ønskede jeg, at knuden i maven skulle blive der for altid. Minde mig om, at jeg rent faktisk var i live og ikke bare var den døde maske, jeg følte mig som.
"Øh..." Jeg gik i stå uden egentlig at have sagt noget. "Det er en lang historie, øhm... altså..." Min stemme døde ud igen. Hvordan skulle jeg svare hende uden, at det kom til at lyde, som om jeg afviste hendes spørgsmål? Jeg kunne jo heller ikke fortælle hende sandheden...
"Du behøver ikke, Harry," sagde hun og forsøgte at lyde opmuntrende, mens hun rystede svagt på hovedet. Skuffelsen i hendes øjne var alligevel ikke til at tage fejl af. Harry ville være blevet nervøs og have fået dårlig samvittighed over at have skuffet hende, men igen var der en tyk mur mellem mig og virkeligheden, så jeg ingenting følte.
"Jeg kan godt forstå, at sådan nogle ting bliver holdt hemmelige," fortsatte hun og forsøgte at få øjenkontakt med mig. Forsøgte at bevise, at hun vitterligt godt kunne forstå det og ikke følte sig mere afvist end som så. Jeg så undrende på hende, da jeg svarede: "Det handlede faktisk slet ikke om at holde det hemmeligt. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal forklare det. De mente, at jeg trængte til en pause." Det busede bare ud af mig. Siden Harry forsvandt, havde jeg skullet tænke utroligt over hvert eneste ord, der forlod min mund, og det havde betydet, at jeg snakkede helt ufatteligt langsomt, men nu var det, som om jeg slet ikke kunne tøjle dem. Det fossede bare ud med ord, der skulle have forblevet uudtalte.
          Hun nikkede tænksomt, og jeg forventede, at det næste spørgsmål ville følge, men hun forblev tavs. Som om hun allerede selv havde svaret. Det kunne hun da ikke have, kunne hun? Så stoppede hun pludselig op og trådte et skridt tættere på mig. Mit ene øjenbryn fløj i vejret. Hvad havde hun gang i? Hun så mig dybt i øjnene, inden hun brød ud i latter.
"Rolig, Casanova! Jeg skal sådan set bare finde min nøgle, så jeg kan komme ind," sagde hun og kastede med hovedet mod hytten, vi stod foran. Først nu lagde jeg mærke til, at hendes ene hånd var på jagt efter noget i hendes lomme. Kort tid efter stod hun med en lille sølvnøgle i håndfladen. Da døren var blevet låst op, vendte hun sig rundt og så på mig med et ulæseligt udtryk i ansigtet. "Tak, fordi du fulgte mig hjem, Harry." Hun skulle lige til at vende ryggen til mig og gå indenfor, da hun pludselig skiftede mening og tilføjede: "Jeg er virkelig ked af det på dine vegne. Hvad end der er skyld i alt det dér," hun gjorde en famlende bevægelse mod mig, "så er jeg virkelig ked af det." Hendes øjne så triste ud, og jeg vidste, at hun virkelig mente det. Men mente hvad? Kunne hun se tæppet lige så tydeligt, som jeg kunne? Var jeg så nem at læse? Det måtte være noget andet... ikke? Døren smækkede.
 

__________________________________________________________________________

Hihi det er altså en smule sært at jeg er 'medforfatter' på en af mine yndlingsmovellaer o.o

ja i kan sikkert regne ud at det stadig er mig (signes veninde) der opdaterer, for signe er staaaaadig ude at rejse - nej nej er ikke jaloux da - men hun kommer tilbage til os i morgen - YAAAAY!!!!!!!!!!!!!!!

Haha ej håber virkelig i synes lige så godt om Signes skriverier som jeg gør!

Stay Safe And Have Fun!

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...