Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1374Visninger
AA

3. * Isoleret

 

I

Harry

"Ja, Niall, jeg er helt sikker," snerrede jeg og skar tænder for at forsøge at holde mit temperament under kontrol, "giv mig nu lidt tid! Jeg er jo kun lige kommet!" Jeg slog ud med armene i frustration, men det kunne han jo selvfølgelig ikke se. Han mumlede noget uforståeligt i den anden ende af røret og lagde så på. Hvorfor var han så bekymret? Foreslog, at han og drengene skulle komme og spurgte, om jeg ikke havde brug for nogen at være sammen med. Nialls altid overbeskyttende selv gik mig på nerverne! Jeg smed telefonen i lommen og låste døren op til det, der skulle være mit hjem for de næste tre uger. Den sprang op med et lille klik og afslørede en gang og et hyggeligt køkken i åben forbindelse med en slags stue med den mest fantastiske udsigt. Hele endevæggen var et stort vinduesparti, der var vendt ud mod havet. Det turkisblå vand fyldte et øjeblik hele mit sind med en underlig ro, jeg ikke havde følt i meget, meget lang tid, og jeg sukkede veltilfredst, inden jeg løsrev mig og skubbede den første den bedste dør op for at finde et soveværelse. Ikke der - det var badeværelset. Så døren på den anden side: Haps. Fundet. Jeg trak min kuffert med mig og stillede den ved siden af sengen. Det var faktisk af en pæn størrelse - værelset altså - og med et kæmpe skab til højre for døren og en stor dobbeltseng for endevæggen. Ikke noget overdrevet, som drengene og jeg ellers var vant til efterhånden, men bare hyggeligt og... normalt, på en lidt underlig måde.
          Væggene var pyntet med et par grimme hotelmalerier i grønne nuancer og en buket tørrede roser, der hang over sengen. Trist, egentlig. Et sted, der skulle rumme så meget liv, og så fyldte de det med noget, der var dødt. Den opløftende følelse, havet havde givet mig for få sekunder siden, forsvandt som dug for solen og blev erstattet af en hård knude i maven. Den slog mig ud med et brag, og jeg måtte sætte mig ned med armene om mine ben for at holde sammen på mig selv. Jeg rokkede stille frem og tilbage på trægulvet. Det føltes, som om jeg var ved at falde fra hinanden. Som om jeg var et puslespil, hvor brikkerne ikke passede sammen. Roserne havde mindet mig om mig selv. Jeg var også død. Forskellen var bare, at hvor roserne var døde udenpå, var jeg det indeni. Selvom blomsterne var døde, var de så fyldt med energi og følelser. Det var de altid, sådan nogle - ellers ville man jo ikke gemme dem og bruge dem som pynt, selv efter de var visnet og færdige med at blomstre. Der var noget ved dem, der gjorde, at de levede videre, selvom de var døde. De udstrålede det bare. Følelser. De var følelser. Man gav dem ligefrem til hinanden for at udtrykke det, man ikke kunne sige med ord. De følelser, der simpelthen ikke fandtes ord for. I så fald ville jeg aldrig blive i stand til at forære nogen som helst roser. For der var intet inden i mig. Jeg blomstrede ikke. Jeg var hård og kold som is. Hvis bare, jeg havde været ligesom roserne. Så kunne jeg være død med et smil om læben, og jeg ville også have udstrålet liv, selvom jeg var død. Fordi jeg havde levet. Havde blomstret.
Men min indre rose var vissen og havde efterladt mig i en drømmende tilstand. I starten havde jeg ikke tænkt over det, havde måske endda nydt at kunne tage lidt afstand fra tingene for en gangs skyld. Jeg havde ikke tænkt over, hvor langt jeg kom ud, før det var for sent. Nu kunne jeg ikke komme væk. Mit drømmeslør havde lagt sig om mig som et tykt tæppe og var ved at kvæle mig. Det var ikke sjovt mere, men jeg var fanget. Kunne ikke vågne, uanset hvor inderligt jeg ønskede, at jeg kunne. "Vågn op, Harry! Du har sovet over dig. Vågn så op. Harry? HARRY!" Der var ikke noget at gøre. Sløret havde lullet mig i søvn, stoppet min vejrtrækning. Rent mentalt, selvfølgelig.
          Pauls ord rungede stadig i mit hoved, da jeg svimmel lænede mig tilbage mod den kolde væg: "Du bliver nødt til at gøre noget ved det her, Harry... Tænkepause... Brug for at komme tilbage til livet... Vågne op... Du kan ikke skjule det mere. Ikke engang for dig selv..." De blev besvaret af Louis' bekymrede stemme: "Stop, Paul... Du ødelægger ham... Stop! Det er nok nu... PAUL!" Råbet tonede ud og efterlod mig igen alene. Der var ingen orden i ordene, og de gav mig hovedpine. Jeg gned mine ømme tindinger og skar vredt tænder, inden jeg trodsigt rejste mig op, lod hytte være hytte og flåede terrassedøren op. Jeg havde ikke brug for at tænke. Der var ikke noget at tænke over. Der var intet inden i mig og derfor heller ikke noget til at tage imod tankestrømmene. Jeg lod mine ben styre vejen og fulgte døsigt med. Sløret var så tykt, at det næsten var til at tage og føle på, men det var kun mig, der kunne se det. Selv ikke fansene havde lagt mærke til det, og de plejede ellers at kunne se alt. Det lod ingen sanseindtryk nå mig, og jeg lagde ikke mærke til, hvor jeg var, før noget vådt nåede mine fødder. En lille bølge løb over mine tæer og trak en smule sand med sig på sit tilbagetog. Den gamle Harry ville have grinet, fordi det kildede, men det var ikke en egenskab, den nye Harry havde. Han kunne ikke grine. Kunne ingenting, nærmest. Han var som en robot. Så derfor stod han bare og stirrede tomt på de små sandkorn og det lette skum fra bølgerne, mens han vippede lidt med storetæerne. Den gamle Harry ville også have grædt i frustration over, hvorfor han ikke kunne føle noget, men som sagt var han væk og kunne ikke komme tilbage. Jeg kunne ikke engang vurdere, hvordan jeg havde det med, at han var væk. Det var vel bare sådan, det var.
          Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg bare stod dér, men pludselig blev jeg revet ud af min tankestrøm af et hårdt puf i siden. Nogen var gået ind i mig.
"Oh, I'm sorry," lød en blid pigestemme. Fraværende vendte jeg blikket mod hende og blev mødt af et par lysende blå øjne. De sendte en masse underlige signaler rundt i min krop, og et billede af en mørk gyde dukkede op på min nethinde. I et øjeblik blev min mave urolig, men hurtigt lukkede sløret mig inde og derved bekymringen ude.
          Hun trådte hastigt et skridt tilbage og kiggede afventende på mig. Hvad lavede hun? - Åh, hun forventede nok et svar... Jeg følte mig lidt dum, så derfor var det eneste, der lige faldt mig ind, bare at sige "Hi." Hendes kinder var blusset op, så hun lignede et jordbær - hun var tydeligvis virkelig flov over situationen. Hun svarede mig heller ikke, men stod bare og så på mig. Jeg besvarede med at stirre igen og forsøge at smile høfligt til hende. Det lykkedes dog ikke særlig godt, så det endte snarere i en forvrænget grimasse. En lille trækning i hendes pande afslørede en svag undren, inden hun nervøst slog sit blik ned i jorden og stod og trådte sig selv lidt akavet over tæerne. Hvad mon der undrede hende? Jeg forsøgte at lette den trykkede stemning lidt ved at sige: "I'm Harry" og række min hånd frem mod hende. Hun tog tøvende imod den.
"Hi Harry - Styles, right? I'm Katrine," svarede hun. Kun hendes navn afslørede, at hun ikke var englænder - hendes tale kunne i hvert fald lige så godt have tilhørt en. Hun havde virkelig et flot engelsk og en blød, melodisk stemme.
"Yeah, Styles," sagde jeg fraværende - drømmesløret gjorde mig lidt omtåget -, men forsøgte at mande mig op, da jeg fortsatte: "Katrine. Flot navn." Jeg smagte lidt på ordet, men kunne ikke udtale det, som hun havde gjort, og hun kunne ikke undertrykke en latter, da hun udbrød: "Nej, nej, det er helt forkert!" Der var ikke noget ondt i måden, hun sagde det på - hun smilede derimod. Rigtig  meget, endda. Hendes øjne strålede om kap med den blændende sol, og smilehullerne var ikke til at tage fejl af. Jeg fnøs - et halvkvalt forsøg på at grine, men Harry kunne ikke rigtig finde sin latter - og svarede: "Nå, men så må du jo lære mig, hvordan det skal siges." Jeg udfordrede hende ved at fastholde hendes blik og løfte mine øjenbryn. Hun var ikke bange af sig og kiggede mig dybt i øjnene med et alvorligt udtryk i ansigtet, men selv da kunne smilet i hendes øjne tydeligt ses. Nervøsiteten fra før var hurtigt gået af hende. "Pas på med, hvad du siger - måske hænger jeg dig op på det." Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente med det, men jeg nåede ikke at spørge, for i det samme var der noget, der bippede, og hun vendte sin opmærksomhed mod et lille armbåndsur, der sad om hendes venstre håndled. "Oh, jeg bliver nødt til at gå nu." Hurtigt vendte hun om på hælen og begyndte med et smil på læben at gå, mens hun vinkede til mig og sagde: "Det var hyggeligt at møde dig, Harry!" Jeg løftede hånden i en lidt forvirret gestus og stod længe og kiggede efter hende. Også selvom hun for længst var ude af syne. Hun var godt nok en underlig fisk... Hun vidste også tydeligvis, hvem jeg var, men kommenterede det ikke yderligere end den bemærkning i starten. Ikke directioner, i hvert fald - men så igen: Var der overhovedet sådan nogle på de her kanter? Hun virkede venlig, og det fik alle alarmklokker inden i mig til at ringe, og sløret trak sig ud som en beskyttende hinde omkring mig. Jeg tog bare imod det.
          Jeg ved ikke, hvor længe jeg bare stod og skuede ud over vandet, men solen stod efterhånden lavt på himlen, da jeg besluttede mig for at gå tilbage. Der var ikke noget, jeg skulle nå, men jeg kunne jo ligesom heller ikke blive stående nede på stranden hele aftenen. Desuden kunne jeg mærke - og høre - min mave skrige efter mad, så jeg satte kursen mod restauranten med et håb om, at ingen på Zakynthos tog sig af ubetydelige mig fra One Direction.

*

Jeg var heldig. Ikke en eneste gang blev jeg afbrudt af irriterende fans eller journalister, og for en gangs skyld kunne jeg gøre, hvad der passede mig, uden at skulle tænke over, hvem der så det, optog, eller hvor det endte henne. Derfor havde jeg heller ingen skrupler, da jeg bestilte først én øl... Så nummer 2... 3... 7... 8...
          Jeg forsøgte at drukne mine tanker i alkohol, og langsomt - meget langsomt - lykkedes det. Jeg drak ikke ret tit, da min holdning altid havde været, at livet ikke blev bedre af, at man flygtede fra det, men nogle dage var det hele bare så slemt, at det var ligegyldigt, hvordan i morgen så ud - det eneste vigtige var bare, at man kom væk fra i dag.
          Mit hoved tømtes, blikket sløredes, og denne gang var det et andet slør end det, der konstant lå over mig i ædru tilstand. Det her forsøgte ikke at holde mig isoleret, men derimod bare at stoppe mine konstante flashbacks og bekymringer. Tingene flød sammen, og da jeg skulle til at bestille min... 10.? øl, måtte jeg skuffet tage til takke med en regning. Han ville ikke give mig mere at drikke og bad mig om at gå, til jeg blev ædru. Idiot. Vredt rejste jeg mig op efter at have betalt og begyndte at bevæge mig i retning af hytterne. Eller... Det var i hvert fald der, jeg troede, jeg var på vej hen, da tjeneren venligt tog min arm om sin skulder og trak mig med i den modsatte retning. Mine ben sejlede under mig, og jeg var glad for, at jeg ikke skulle gå selv. Flere gange var jeg ved at vælte, men hans krop holdt mig oppe hele vejen, og han slap mig først, da han havde fået mig ind i hytten og taget mine sko af. Han var måske alligevel venlig nok. Så lukkede han døren bag mig over efterlod mig alene. Jeg forsøgte at finde fokus, men øjnene trillede bare rundt i hovedet på mig, og hele verden syntes at dreje rundt. Jeg greb ud efter væggen for at finde støtte, men da jeg havde fejlbedømt afstanden, endte jeg med at vælte og slå hovedet ned i de kolde fliser. Great. Jeg mærkede ikke smerten, men fnes bare dumt ad mig selv og kravlede ind i soveværelset, hvor jeg fik kæmpet mig op i sengen. Efter at have ligget og rodet rundt i et godt stykke tid, endte det til sidst med, at jeg faldt i en dyb, drømmeløs - og ikke mindst bekymringsfri - søvn.


Av-av, det trådte dybt i nogle feels :-(
Der kom lidt mere om Harry! Håber I kan lide
 det - lad mig endelig vide, hvad I synes! Undskylder for taste- og stavefejl! 
Lige en ting: Den sætning, hvor Harry råber ad sig selv inde i sit hoved, der er meningen, at det skal forstås, som at han forsøger at vække "den gamle Harry", men uden held. Håber I fangede den :-D
Måske er der nogen, der har lagt mærke til, at der er kommet en forfatter mere på movellaen? - nemlig søde Ellen! :-D Grunden til det er, at jeg tager på ferie i morgen og derfor ikke har mulighed for at lægge kapitler ud til jer. Ellen har så været så fantastisk dejlig at sige, at hun godt vil publicere dem for mig, mens jeg er væk! (Tusind tak Ello!!!! :-D xx)!
Håber I alle har det rigtig godt!
Live nice! xx
- SV

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...