Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1370Visninger
AA

2. ~ Ferie

 

I


Katrine

”Så er det nu Katrine!" råbte min far med en stemme, der dirrede af raseri, til mig ude fra entréen.
"Ja, ja, jeg kommer!" svarede jeg ham - i et lidt roligere toneleje. Jeg smed den sidste trøje i kufferten, tog det ekstra pilleglas, min mor havde stillet frem, og skyndte mig ud. Far stod og ventede med den ene hånd på dørhåndtaget og den anden gnidende mod sine tindinger. Han var tydeligvis meget irriteret - hans ører var helt røde. Ups! Da jeg smuttede ud ved siden af ham, sendte jeg ham et strålende - og måske en anelse overdrevet - smil, som han ikke kunne lade være med at gengælde, mens han rystede opgivende på hovedet og låste døren. Helt sur var han alligevel ikke. Han kunne ellers godt blive det, skal jeg lige love for. Ikke at det skete ret tit - måske et par gange om året. Så røg stemmen helt derop, hvor man overvejer at holde sig for ørerne, og hans hoved antog samme farve som en af blommerne, der hang på træet ude i haven. Det var slemt... Virkelig slemt... Så heldigvis for mig blev far og jeg aldrig uvenner. Vi var virkelig på bølgelængde, havde samme humor og på mange måder samme temperament - lige med undtagelse af det faktum, at han altid smadrede tingene, hvis de ikke virkede, og det gjorde jeg altså ikke!
Det var værre med mor. Hun blev aldrig sur på den måde - altså "råbe-måden". Hun blev bare alt det andet - skuffet, fornærmet, ked af det og alt det, der på en måde mindede om mig selv og mine egne måder at reagere på, men på den anden side også var så forskelligt for mig, at det var helt svært at forholde sig til. Det var måske derfor, jeg ikke kunne udstå det, og at det var så meget værre end fars råben - den var jo hurtigt overstået. Mors reaktion derimod sad limet fast på nethinden det næste lange stykke tid. Desværre var mor og jeg ret gode til at komme op at skændes. Vi kunne nærmest ikke gå en dag uden at blive uvenner. Det var næsten altid hende, der vandt diskussionerne. Ikke fordi, jeg ikke havde et godt modargument i ærmet, klar til at blive slynget ud, når chancen bød sig. Nej, jeg kunne bare ikke bære hendes reaktion. Hun efterlod mig altid dér, godt nok med en svag følelse af sejr, men den dårlige samvittighed fyldte altid mere. Som om den kvalte sejren i et tykt uldtæppe. Det var sejren ikke værd. Jeg var så bange for, at hun skulle hade mig. At hun ikke ville være stolt af mig, at jeg ikke var god nok. Jeg hadede at såre hende - eller nogen anden for den sags skyld. Konfliktsky? Oh yeah! Lavt selvværd? Tja, ikke højt i hvert fald... Ikke at jeg var sådan en, der druknede i self pitty, for det var jeg virkelig ikke! Jeg var ikke den type, der skiltede med, at jeg var usikker på mig selv - min usikkerhed var på en anden, mere diskret måde, men det gjorde den ikke mindre ægte.
          Jeg hadede ikke min mor - misforstå mig ikke. Jeg elskede hende utrolig højt. Vi mindede bare om hinanden på de forkerte punkter og var som ild og vand på de andre - plus at hun var meget sensitiv. Den mindste bevægelse kunne være et jordskælv for hende, og med en teenager i huset... Tja, lad os bare konstatere, at det ikke er den bedste kombi! Men vi havde nu også vores gode stunder - f.eks. nød vi begge en tur i skoven, og sneboldkrig om vinteren var jo altid en klassiker!
          Jeg smed kufferten om i bagagerummet og satte mig ind på bagsædet af bilen. "Du ved godt, at vi skal være der om 2 timer, ikke?" spurgte mor med sammenbidte tænder og vendte sig om mod mig, "og har du husket dine piller?"
"Jo, undskyld, jeg skyndte mig altså," sagde jeg og trak på skuldrene, "og ja, dem har jeg med - de ligger i tasken." Jeg nikkede om mod bagagerummet. 
"Piger! Altid så langsomme," sukkede min lillebror, Andreas, og lagde armene over kors.
"Hold din mund, din banan," grinede jeg og kastede min pude i hovedet af ham, inden jeg sprang på ham og begyndte at kilde ham. Han vred sig under mig og bad mig ind mellem latteranfaldene om at stoppe, men jeg fortsatte, indtil far satte bilen i bakgear og bad mig om at spænde min sele. Min lillebror var det bedste, jeg vidste. Han kunne virkelig gå mig på nerverne, men han var også verdens bedste bror. Jeg var sikker på, at han ville blive sådan en, pigerne rendte i måsen af konstant, når han blev ældre - ja, altså, han var kun 11 -, for han var virkelig fantastisk. Både indeni og udenpå!
          Jeg sukkede og fandt mine høretelefoner frem. Klokken var 4 om morgenen, og jeg havde ikke tænkt mig at sidde og knevre med de andre hele vejen til lufthavnen. Nul-putte! Jeg skulle være frisk til flyveturen. Jeg elskede at flyve. At være så højt over alting; at se markerne danne flotte mønstre; lysene ind over byerne - når altså det var mørkt - og jeg kunne blive ved. Så nu skulle jeg høre noget god musik og så håbe på, at jeg kunne falde i søvn, inden den stod på ca. 4 timer over jorden til Zakynthos. Jeg glædede mig som et lille barn. Det var efterhånden ved at være et par år siden, vi sidst havde været på ferie, og jeg trængte virkelig til at komme ned i varmen. Danmarks ulidelige, evigt dårlige vejr var ved at være pænt træls. På godt jysk. Min vinterblege kyllingekrop havde brug for noget D-vitamin og farve. Og jeg elskede Grækenland. Vi havde været både på Kreta og Santorini, og jeg holdt utrolig meget af begge steder. Grækere var nogle skønne mennesker. Ikke så omklamrende og "pusse-nusse"-agtige som de var andre steder, og så forstod de at nyde livet. Italien var det sted, jeg havde været, hvor de var værst. Føj. Stedet var vidunderligt, men folkene var simpelthen for hektiske for mig. Som om de aldrig havde set en blond (ret leverpostej, faktisk) pige med blå øjne før. Seriøst, alle folk ville over og røre ved mit hår og blev ved med at sige "Bella Ragazza" eller noget i den stil, og de unge fyre vendte sig efter mig på gaden og piftede ad mig. Vildt pinligt, når man går sammen med sine forældre. Og hele deres måde at være på - højtsnakkende og hektiske... Grækerne var bedre - de gjorde tingene på en lidt mere romantisk måde. Det år, vi var på Kreta, havde vi været på en restaurant, der lå næsten helt ud til havnen, og vores tjener havde været en ung mand. Han var faktisk ret flot. Han var lidt mere diskret med sin fascination og nøjedes med at tegne et hjerte på min hånd med den kuglepen, han skrev vores bestillinger ned med. Det var sødt. Andreas fik nogle alvorlige, uægte hosteanfald og lod, som om han skulle kaste op, og jeg kunne ikke holde et lille fnis inde. Minderne fik mig til at smile, og med Coldplay i ørerne og det smil på læben, faldt jeg i søvn.

Jeg blev vækket af et par fingre i siden og en pude i hovedet. "Andreas for hilvan! Du havde nær skræmt livet af mig!" råbte jeg. Ja, vi havde sådan en anti-skældsors-ordning i min familie. Ingen af os bandede ret meget - det lød ikke pænt, plus at min mor fik et føl på tværs hver gang hun hørte det. Mest benyttede bandeord var "fuck", som mor også uvilligt havde taget en smule til sig.
"Jamen du bliver nødt til at vågne nu - vi er der om to minutter, og du skal nå at få dine sko på!" jublede han overstadigt. Evindelige energibombe... Jeg bøjede mig ned og fik fat i mine Converse, som jeg havde smidt ind under sædet, og trak dem hurtigt på. Eller... Jeg forsøgte at gøre det hurtigt, men det der med at skynde sig var ikke lige min stærke side. Jeg blev altid den langsomme, og heller ikke denne gang lykkedes det mig at sætte fart på - jeg var først lige blevet færdig med at binde snørebånd, da vi drejede ind på en ledig parkeringsplads.
          Vi slæbte kufferterne af sted ind i lufthavnen og stillede os hen for at tjekke bagagen ind og alt det andet praktiske, inden vi kunne sætte os hen og vente på, at vi måtte gå ud til gaten. Tiden gik nu hurtigt nok, for far, Andreas og jeg sad og jokede og fortalte historier, mens mor læste Fifty Shades. Ja, altså, mor delte ikke vores humor, så hun syntes, hun brugte tiden bedre med næsen i sin bog. Jeg ville egentlig gerne have fulgt hendes eksempel - currently reading "The Hunger Games" for anden gang -, men det var en sjælden fornøjelse at have far i nærheden, så jeg besluttede mig alligevel for at nyde den tid, vi nu havde sammen. Han rejste meget, min far. Selvstændig montagesmed. Ikke nogen fin titel som sådan, men han elskede sit arbejde. Ikke rejse-delen, fordi det betød, at han skulle være væk fra os andre i nogle gange helt op til en måned af gangen, men bare selve sit arbejde. Han havde tit nogle sjove historier at fortælle, når han kom hjem - den bedste var nok, da han var i Rusland og skulle sætte bagagen af på hotelværelset, og han var gået lige ind i favnen på en af roomservice-folkene, som var ved at danse en yderst intim dans med støvsugeren - nøgen. Der var også en gang, hvor... Nej, lige meget, det er ikke vigtigt. I hvert fald sad vi og hyggede os, indtil der blev lukket op, så vi kunne gå ombord på flyet. Det var begyndt at lysne i horisonten, og til trods for det tætte skydække, der som sædvanligt lå over Danmark, var det faktisk rimelig varmt. De fleste folk i lufthavnen havde korte ærmer på, og en lille pige på et par år vraltede rundt kun iført underbukser med sine røde bukser i hånden og sin far lige i hælene som en hvalros på jagt efter en buk - ikke kønt, og ikke naturligt, men vildt sjovt at se på! Han var ret stor, okay? Vi måtte alle undertrykke et grin, inden vi trådte op ad de første trin af trappen. Andreas skubbede mig til side, da vi kom ind i selve flyet. "Flyt dig," sagde han, "jeg skal have en vinduesplads!" Nu var der krig. Han vidste, hvor meget jeg holdt af at sidde og kigge ud, og med kun to vinduespladser - hvoraf den ene ville blive ved siden af to vildtfremmede - og tre mennesker, der gerne ville sidde ved vinduet, kunne det her godt ende i et problem. Min far var den eneste, der var ligeglad med sådan noget. Han satte sig bare der, hvor vi andre ikke gad sidde... Så Andreas, mor og jeg sloges altid om pladserne med god udsigt. Jeg spurtede efter min lillebror ned ad gangen og skubbede ham væk, da han skulle til at hoppe ind til vinduet på den række, vi skulle sidde på. Mor rystede på hovedet af os, da vi ikke kunne blive enige om, hvem der var stærkest og derfor skulle have pladsen. "Andreas, kom du herom og sid med mor og mig. Så kan Katrine få fyrene for sig selv, når de kommer," sagde far og pegede om mod sædet foran. What?! Var det den række, vi sloges om? Det gik langsomt op for mig, at jeg nu skulle sidde fire timer med to mennesker, jeg aldrig havde mødt før, mens resten af min familie sad foran og hyggede sig. Møg. I det samme slog en ret stor mand sig ned ved siden af mig. "Så, Annabel, her er vores pladser," sagde han og trak sin datter op på sædet ved siden af sig. Hun havde kun underbukser på og et par røde bukser i hånden... Dobbeltmøg.

Den varme luft slog mod mit ansigt, da jeg trådte ud af flyet, og jeg åndede tungt den blide tropeluft ind og lod varmen fylde mig et øjeblik, inden jeg hoppede ned ad trapperne med mor, far og Andreas i hælene. Lufthavnen var lille, og det var ikke svært at finde ud af, hvor vi skulle gå hen for at finde den vejleder, der skulle føre os ud til bussen. Selvom man mest havde lyst til at gå langt væk fra ham, for Gud, hvor var han ucharmerende. Ja, undskyld, men jeg havde en vane med at dømme folk ret hurtigt. Hvis vi i bil kørte forbi overvægtige mennesker på cykel, måtte jeg altid tage mig selv i at sige: "Ja, det havde du da vist også behov for." Ikke fordi det var min mening at være ond, det fløj bare altid ud af munden på mig. Jeg var ellers normalt ikke sådan en, der var en idiot overfor andre - aldrig, for jeg hadede at gøre andre kede af det -, men nogle gange ville sådan nogle ting simpelthen ud af min mund. Ham her var nu selv ude om det, for hans hår var fedtet og alt for langt og hang ned i øjnene på ham, og det lange skæg talte for sig selv. Han lignede en ortodoks jøde - han manglede bare tøjet. Og så havde han de sygeste kanintænder og enormt udstående øjne - det kunne han jo så desværre ikke selv gøre for. "Ja, og så går vi alle sammen over til gulerødderne og spiser, så vi slipper for at få briller. Se selv på mig, hvor godt det virker!" Min far lavede en parodi på manden og forsøgte at lave kanintænder og store øjne, så vi alle skreg af grin. Guiden hørte det selvfølgelig ikke - så onde var vi alligevel ikke.
          Hele vejen til hotellet måtte vi høre på hans snak om det ene og det andet af ting, han mente, der var værd at vide om øen. Langt det meste var bare noget smat, han fyrede af, men der var faktisk også nogle spændende ting engang imellem. F.eks. da han begyndte at fortælle om naturen og skildpadderne, som efter sigende skulle lægge æg på øen. Nørdede mig, men ja, jeg elskede virkelig natur og dyr og sådan noget. Derfor glædede jeg mig også bare til, vi kom til hotellet, så jeg kunne komme ud at snorkle - endnu en ting, min far og jeg delte. Vi elskede begge at snorkle og kunne ligge i vandet og kigge i flere timer af gangen. Vi havde set alverdens spændende ting, som vi ikke vidste, hvad var - f.eks. en sort fisk med røde striber og en meget stor, meget lang fisk, som vi begge var en smule bange for... Da vi var i Kroatien, så vi faktisk også en blæksprutte.
          Da kaninmanden var færdig med at fortælle, og bussen endelig stoppede, løb Andreas og jeg om kap med kufferterne skøjtende efter os op til receptionen, hvor vi respektløst brasede ind og overspillede en højrøvet stil overfor receptionisten. "Our key, please," sagde jeg med næsen i sky og min hånd rakt halvt frem mod skranken. Andreas stod ved siden af og lod, som om han rettede på tøjet og den usynlige butterfly. "Which room are you staying in?" spurgte hun lettere rystet, men forsøgte at bevare en rolig og høflig attitude. Lige som jeg skulle til at spille rigtig fornærmet over, at hun ikke vidste det, kom mor og far hende til undsætning og undskyldte mange gange for deres børns umodne opførsel. De fik fat i nøglen og førte an udenfor, hvor vi skulle finde vores hytte, som var det her hotels svar på værelser. Første række med havudsigt, og hytten var bestemt ikke tosset. Ikke at det var noget 5-stjernet hotel - slet ikke -, men hyggeligt, det var det bestemt. Man trådte næsten direkte ind i køkkenet og stuen, som var et stort rum med kæmpe glasparti vendt ud mod vandet, så man kunne kigge ud over det - og så med udgang til terrassen. Vildt flot, faktisk. På hver sin side var der så et værelse - det ene til mor og far, og det andet til Andreas og mig - og desuden et stort badeværelse på venstre side også. Men jeg var slet ikke interesseret i hytten. Jeg skyndte mig bare at smide kufferten ved en seng og åbnede terrassedøren. Jeg slugte hver en bid af det, der mødte mig: Den tropiske, varme luft, lyden af cikaderne og bølgerne, der slikkede mod kysten blot 100 meter fra mig, og stisystemet der foldede sig ud for mine fødder og førte mig ned mod vandet langs med en form for palmer, buske med de smukkeste, pink blomster og slyngplanter, der kravlede op ad murværket. Jeg smed mine sko i sandet og dyppede mine tæer i vandet. Det var ikke engang koldt. Et lille lykkeligt grin undslap mine læber, og jeg vendte taknemmeligt mit hoved mod den blå himmel og tog en dyb indånding, inden jeg med lukkede øjne tog et par drømmende skridt langs med strandkanten. Det gik ret galt, for pludselig kunne jeg ikke komme længere, og luften blev slået ud af mine lunger. Ja, jeg gik ind i et eller andet. En ung fyr, der lige som jeg stod og nød øjeblikket, faktisk. "Oh, I'm sorry," skyndte jeg mig at sige, inden jeg tog et skridt tilbage, så han kunne få lidt plads. Han vendte blikket mod mig, og et alvorligt, nærmest trist udtryk i hans ansigt blev erstattet af et tænksomt et, og et lille smil bredte sig på hans læber. Det nåede dog slet ikke hans øjne, og jeg kunne derfor se, at det bare var en høflig facade, der skjulte et meget mørkt indre. "Hi," var alt, hvad han sagde. Han stod bare dér og betragtede mig roligt med sine grønne øjne, der var virkelig dybe og indeholdt så meget mere end den korte hilsen. Jeg kunne ikke engang svare ham. Jeg var nærmest fanget i hans øjne, og det undrede mig, at de var så tomme. Der var ikke rigtig nogen gnist i dem. Det var, som om hans sind holdt en vis afstand fra hans krop. Han holdt mit blik fast i lang tid, inden jeg - usikker som jeg var - slog blikket ned, og det gik op for mig, hvem det var, jeg nær lige var gået ind i. Det var Harry Styles.

Badum! Det var så det første kapitel! Hvad synes I? Please let me know - ris og ros modtages gerne!! :-D
Lidt af en cliffhanger til sidst - hvad tror I, der kommer til at ske? Hvad var der mon galt med Harreeeyh?
Har forsøgt at skildre Katrine og hendes familie så godt, jeg kunne, og jeg håber, at I har fanget, hvor tæt knyttede de er, og specielt båndet mellem Katrine og Andreas. Håber også, I lægger mærke til, hvordan hun virkelig lever i nuet!
Oh, forresten: Samtalerne mellem Harry og Katrine kommer til at foregå sådan.. lidt mixet mellem dansk og engelsk. De korte sætninger bliver på engelsk, men har ikke lyst til at give mig i kast med at skrive dem alle på engelsk - tror også hurtigt, det ville blive dårligt så. Selvfølgelig foregår de på engelsk "i virkeligheden".
Glæder mig til at lægge de næste kapitler ud til jer - kan fortælle så meget, at I får lidt mere at vide om Harry i det næste kapitel!
Live well! Xxx
- SV 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...