Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1369Visninger
AA

6. * Erindringer

 

I I / I I I

Harry

Den nat holdt drømmene sig ikke på afstand. Jeg kunne ikke andet end at se til, mens de trevlede op i de sår, jeg ikke var sikker på nogensinde ville hele. De overmandede mig 1000 mod 1, og jeg tabte stort. Alt for stort...
          Jeg kom tungt slentrende hen ad gaden, på vej til hotellet, drengene og jeg boede på. De andre sad stadig inde på pubben, men jeg skulle hjem i morgen og blev derfor nødt til at gå. Rigtig hjem. Ikke bare til lejligheden i London, men hjem. Til min familie. Det var, som om den store lejlighed med sin sublime udsigt og udsøgte design aldrig blev rigtigt 'hjem'. Det var et fint sted, men der var intet liv i det. Det var tomt og livløst. Det lille hus hjemme var meget rarere og faktisk det eneste sted, hvor jeg følte mig godt tilpas. Men det var alligevel, som om det var helt fjernt og fremmed at træde ind ad døren og falde i favnen på Gemma - som var kommet hjem i dagens anledning - og mor. Som om, jeg ikke længere hørte til dér. Jeg faldt først rigtigt til ro efter et par dage. Det var, som om berømmelsens rampelys var det eneste sted, jeg efterhånden kendte. Det at leve et helt almindeligt liv var fremmed, og jeg hadede det. Jeg hadede det som pesten.
          Paul havde bestilt flybillet til det allertidligste fly, som gik kl. 6, så jeg skulle tidligt op. Før fanden eller nogen som helst anden fik sko på, for at være mere præcis. Men tanken om de varme smil og den omsorg, der lå som en beskyttende hinde i huset, fik alligevel en let og behagelig sværm af sommerfugle til at samles i min mave.
          Jeg var helt ædru, men jeg havde alligevel hygget mig enormt med drengene, og det ærgrede mig, at jeg blev nødt til at forlade dem allerede.
          Mørket lå som et tungt tæppe om byen, og med det fulgte en rungende stilhed. Normalt var det et sted, der summede af liv - selv om natten -, men efterårets kulde havde sat ind tidligt, og de fleste mennesker forsøgte at holde sig inden døre. Desuden var det en ganske almindelig onsdag, og folk skulle op og på arbejde dagen efter, så de lå nok hjemme og sov. Det var, som om kulden slørede al lyd, og sammen med den ringe orienteringsevne, det sparsomme lys fra gadelygterne gav, resulterede det i, at ens sanser spillede så godt som fallit. Det handlede om at være sikker på sine ben og vide, hvor man var.
          Jeg var i rimelig godt humør og gik og fløjtede dæmpet for mig selv, mens jeg forsøgte at gnide lidt varme i mine forfrosne fingre, da jeg hørte det. Ikke mere end en svag lyd, der kun lige akkurat nåede min øregang. Men den var der. Den nærmest gav genlyd, fordi alt andet var så stille. Jeg stoppede op for at lytte. Dér, igen. Forsigtigt trådte jeg et par skridt hen imod det sted, lyden kom fra. Da jeg kom tættere på, brød noget andet også stilheden. Der lød en svag mumlen af to stemmer; en lys, næsten pibende stemme og en dyb én, der ikke kunne tydes som andet end en bass-agtig brummen. Derefter lød der en dump lyd efterfulgt af et hvin. Mens jeg bevægede mig tættere på den lille blindgyde, som jeg vidste lå rundt om hjørnet, blev stemmerne tydeligere. Den lyse lød desperat og bange, mens den anden lød oprørt og en anelse beruset. Den ene side af min krop forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle se at komme væk og det i en fart, men en anden og større del ønskede, at jeg skulle fortsætte. Mine ben bar mig nærmere og nærmere. Idet jeg rundede hjørnet og fik afsløret, hvad der var på den anden side af det gamle murværk, fortrød jeg øjeblikkeligt. Min krop stoppede brat op og naglede mig til stedet. Alt inden i mig skreg, at jeg skulle komme væk, at det her ikke vedkom mig, men det næste, der skete, lammede mig med væmmelse, så jeg ikke kunne flytte mig. Det var en mand omkring sine sene 30'ere og en ung pige. Mandens mørke hår var halvlangt og hang fedtet i kager omkring hans kinder, som han stod lænet ind over pigen. Hun var blevet tvunget op i et hjørne ved siden af en stor affaldscontainer og forsøgte at fjerne hans hænder fra sig. Det, der fik mine ben til at slå flere meter dybe rødder, var det slag, han i næste nu lod svinge over hendes kind for at efterlade et svidende, rødt mærke. Det fik alt inden i mig til at sitre af vrede og chok.
          Pigen bed sig i læben og forsøgte at holde de tårer, der lå i øjenkrogene, under kontrol, men de styrtede uhæmmede, ligeglade med hendes kamp for at holde dem tilbage, ned ad hendes kinder. Det skar i mit hjerte, og inde i mit hoved råbte og skreg jeg ad manden, at han skulle slippe hende. Mine læber bevægede sig, men der kom ikke en lyd ud. Da manden igen begyndte at befamle hende, slog hun blikket væk, og de safirblå øjne havnede på mig. På grund af det sparsomme lys kunne jeg ikke se, hvordan hun ellers så ud. Et desperat udtryk lyste i hendes øjne sammen med en anden følelse, som jeg på det tidspunkt ikke kunne tyde. Jeg ved stadig ikke, hvad det var... Håb? Hun råbte på mig og vred sig i mandens arme med fornyet styrke, da hun så mit ansigt. Hun skreg og forsøgte at få mig til at hjælpe, og jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig, men intet inden i mig fungerede. Mine ben ville ikke lystre, førte mig ikke fremad sådan, som min hjerne fremstillede det for mig. Jeg forsøgte at råbe noget til manden, men mit stemmebånd var knækket. Pigen blev ved med at skrige, fortalte mig, at jeg skulle ringe til politiet, men jo mere hun skreg, jo fjernere blev jeg fra situationen. Jeg, Harry Styles, der efterhånden havde oplevet lidt af hvert, følte mig som et lille barn, da jeg stod dér. En følelse af hjælpeløshed bredte sig i hele min krop. Noget, der ikke var sket for mig siden One Direction kom ind i mit liv for lidt over et år siden. Fra at have følt mig mægtig, følte jeg mig nu som en ussel rotte, der befandt sig på meget dybt vand.
          Manden hvæsede gennem sammenbidte tænder: "Han kommer dig ikke til undsætning, darling. Prinsen, der kommer og redder sin prinsesse, findes kun i eventyr. Men det her er jo ikke noget eventyr, vel?" Han flyttede sine store hænder hen over hendes bryst og forsøgte at flå hendes trøje op. Min mave vendte sig, mine ben eksede under mig og truede med at falde sammen under mig, og et øjeblik var jeg helt sikker på, at jeg ville gå i jorden og kaste op.
"Det her er New York, baby - her ser folk kun det, de
vil se, og det andet fortrænger de." Med hans ord flød en stadig større strøm af tårer ned ad pigens kinder. Hun kunne ikke have været mere end højst 16 år, og jeg væmmedes ved synet af denne mand, der tilsyneladende var ligeglad med det faktum, at hun var så ung.
          Det utydelige udtryk i hendes ansigt blev erstattet af et, jeg godt kendte: Had. Hun stirrede på mig med dette udtryk, der stak i min mave og mit hjerte som tusindvis af små, sylespidse nåle.
          Men så skete der noget. Som om min krop blev sat i funktion igen, da manden fortsatte sine bevægelser ned mod hendes bukser. Da vågnede mine nerver og muskler op igen, og jeg trådte et skridt nærmere. Jeg forsøgte at finde styrke, da jeg bad ham om at slippe hende. Han grinede hånligt, da min stemme knækkede over og lød hæs og pibende. Jeg rømmede og prøvede igen: "Slip hende. Lige nu. Slip. Hende." Jeg udtalte de sidste to ord med ekstra tryk og som to selvstændige sætninger for at fremme budskabet. Da var det, som om der gik noget op for manden. Han rettede sig op, lagde hovedet lidt på skrå og udbrød så: "Du er ham fyren fra det dér band, er du ikke? Kommer her og tror, at bare fordi du er kendt, kan du redde hele verden? Men ved du hvad - det kan du ikke. Du er ikke en skid værd, når det kommer til stykket. Tre år, så skal du bare se - så er du lige så knækket af stjernelivet som alle de andre, og så bliver det dig, vi finder billeder af med joints mellem fingrene og avisartikler, der fortæller om alle de piller, du gemmer i lommerne. Svag er det rette ord for sådan nogen som dig." Med et en lysende klar væmmelse i ansigtet sendte han en spytklat afsted, og den gullige klat landede nogle få centimeter fra min ene skosnude.
          Først da jeg var løbet et godt stykke væk og havde kastet al indholdet i min mave op, tog jeg fat i min telefon. Da jeg havde fået min stemme så meget under kontrol, at man ikke kunne høre gråden i den, tastede jeg nummeret til politiet og ringede op.  


Scenen skiftede, og jeg stod nu i lufthavnen med min kuffert ved min side.

Det havde været to gode uger hjemme. Jeg havde nydt hvert et sekund med min familie og venner, og selvom jeg de første par dage havde været meget fjern efter oplevelsen aftenen inden, jeg tog hjem, løsnede jeg til sidst op og fortrængte mindet. Jeg havde ikke fortalt det til nogen. Den dårlige samvittighed var ved at æde mig op indefra. Hvordan kunne jeg efterlade hende på den måde?
"Fordi du er en kujon, Harry. Du er ikke en skid værd," fortalte en stemme i min hjerne mig.
          Paul fløjtede og vinkede til mig. Jeg trak over mod ham med kufferten slæbende efter mig. Han stillede mig en masse spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, men der var noget andet, der havde fanget min opmærksomhed. Et par brune øjne stirrede stikkende på mig fra den anden ende af salen. De var fyldt med had. Min mave trak sig sammen og slog knuder, og jeg blev tør i halsen. Jeg kunne ikke bære, når folk hadede mig på den måde - specielt ikke ved tanken om, at jeg ikke havde nogen anelse om hvorfor og derfor ingen chance havde for at ændre det. Øjnene kom nærmere sammen med en krop, der gik med hastige, næsten trampende skridt. Hun stoppede op få meter foran mig. "Tak for hjælpen," vrængede hun gennem sine sammenbidte tænder, "jeg er sikker på, at hun virkelig vil tænke på dig fremover og på den modige indsats, du gjorde for hende her den anden aften." Hun nærmest spyttede ordet 'modige' ud, som om det var giftigt. Tårer af raseri havde samlet sig i hendes øjenkroge. Skuffet, var hun også, kunne jeg se. Jeg følte mig ussel under hendes blik. Jeg havde en svag idé om, hvem hende, hun snakkede om, var, og min hals snørede sig sammen og truede med at kvæle mig.
"Han havde nok ret, hva'? At folk kun ser det, de ønsker at se, og resten bliver lykkeligt glemt? Du har garanteret allerede glemt alt om det, har du ikke? Men det har hun ikke, og takket være dig græder hun sig selv i søvn om aftenen. Til din info kom politiet et kvarter for sent.
Et kvarter! Modige og perfekte Harry Styles, som alle elsker. Tsk, virkelig dagens helt i skysovs, det må jeg sige. Du er ussel, Harry, virkelig ussel. Heldigt for dig, at hun ikke ved, hvem du er, ellers er jeg ikke sikker på, at det her var forblevet en hemmelighed - men du behøver ikke at frygte, for jeg skal nok holde min mund lukket! Jeg har alligevel mere sympati for dig end for medier. Hvordan jeg ved, hvem du er? Hendes beskrivelse af dig og det faktum, at I var samme sted i landet på samme tidspunkt, gav dig op. Tænk, at det skulle gå så hurtigt for det kendte miljø at knække dig, at du allerede nu har glemt, hvordan det er at være menneske. Jeg håber, du sover godt om natten!" Hun gjorde mine til at ville gå, men fortsatte så i stedet med sin pegefinger rettet truende mod mig: "Og du kan lige vove på at opsøge hende. Du og dine åndssvage venner, management eller whatever. Det ville knuse hende, og hvis du har en smule skam i livet, så lader du være! Hun ved ikke, hvem du er, og det er bedst, hvis det fortsætter sådan." Hun nikkede som for at bekræfte sine ord for sig selv og vendte så rundt og trampede væk. Hendes mørke hår flagrede fra side til side i hendes nydeligt opsatte hestehale. Journalisterne var over mig med det samme. En håndfuld mikrofoner blev smidt ind foran mig, håbende på at fange et par ord, men der kom ingen. I stedet fangede kameraerne ved siden af noget vådt og salt, der stille løb ned over min kind og dryppede ned på min jakke.

... så videre til det overbelyste rum, som min familie, drengene, management, Paul og jeg skulle holde møde i...

"Du bliver nødt til at fortælle os, hvad det handlede om, Harry." Liams bekymrede stemme brød den fuldkomne stilhed. Han forsøgte at lyde venlig, men hans sindsstemning fik ham til at lyde mere desperat end rar. Min mor lagde en hånd på mit knæ og forsøgte at berolige mig, og først da gik det op for mig, at jeg rystede over hele kroppen.
"Harry?" prøvede hun. Drengene sad overfor mig og stirrede med bekymrede blikke på mig. Jeg kunne ikke klare det. Det føltes, som om jeg sad i en retssal og skulle forklare mig ud af seriemord uden argumenter. Jeg rystede febrilsk på hovedet og bed mig i læben. Kvinden, der normalt sad på kontor for Modest! studerede mig over kanten af sine små, firkantede briller og klikkede hektisk med sin kuglepen. Hendes små, men udstående øjne sammen med de let spidsede læber fik hende til at ligne en gris. Jeg sad længe og bare stirrede tomt på hende, da et ordentligt brag flængede stilheden. Jeg gav et forskrækket hop i stolen og vendte min opmærksomhed mod Paul, der stod lænet ind over mig med sin ene næve solidt plantet på bordet - tydeligvis den, der lige havde forårsaget lyden. "Harry, det her er for dumt. Vi har ikke
tid til det dér!" Han skar tænder i frustration.
"Hvorfor spørger I så ikke hende fra lufthavnen? Hun virkede da mere end villig til at snakke." Min stemme var kold og sarkastisk - en tone, der kun sjældent blev brugt. De andre gjorde store øjne.
"Stop nu dine barnelege, Harry! Du burde være gammel nok til at forstå alvoren i det her! Vi ved jo for pokker ikke engang, hvad vi skal fortælle pressen, for vi har ingen anelse om, hvad der sket, og hvad vi skal forsvare!" Spyttet samlede sig i hans ene mundvig, da han hvæsede ordene ud. Nu trådte min mor i karakter: "Fald ned, Paul. Han er stadig kun en dreng. Du må give ham plads til..."
"Vi har ikke
tid til plads, Anne! De to ting er ikke en del af det kendte liv, og det kan han lige så godt indstille sig på." Hans ansigtsudtryk blev stadigt strammere, og hans ører antog samme farve som en overmoden tomat.
"Jeg er ligeglad med, hvad der er tid til, Paul. Det er mennesker, vi har med at gøre, ikke maskiner." Hun vrængede det sidste ord ud for at fremme betydningen af det. Så rejste hun sig op og forlod lokalet. Der gik ikke lang tid, før lyden af hendes sko fortonede sig ude fra gangen. Paul tog sig frustreret til hovedet og sukkede dybt.
"Lad ham nu sidde lidt. Jeg finder på noget at sige," forsøgte Niall sig forsigtigt. Hans blik var fyldt med omsorg, men noget andet lurede lige under overfladen. Som sædvanligt var jeg en spade til at tyde det... Var han skuffet? Frustreret? Bekymret? Det sidste var umuligt - Niall var ikke den type, der let bekymrede sig for meget, medmindre det var virkelig slemt. Det var det her da ikke, var det?
          Normalt ville jeg have lagt en hånd over hans for at berolige ham, for sådan var jeg nemlig. Omsorgsfuld og kærlig. Nærværende. Men noget stoppede mig den dag. En tung, slørende fornemmelse, der forbød mig at føle medlidenhed og omsorg over for Niall, mens min hjerne bare kørte i ring. Det eneste, den kunne koncentrere sig om, var de ord, pigen havde sagt til mig i lufthavnen. Var jeg virkelig så ussel og lav? Var jeg i grunden lige så slem som alle de kendte, jeg selv havde væmmedes over førhen? Jeg havde altid tænkt, at jeg ville være anderledes. At jeg ville være den undtagelse, der gjorde forskellen. Den, der stadig var mig selv efter at være blevet kendt. Var det mislykkedes så voldsomt? En tåre listede sig lydløst ned ad min kind, da jeg rejste mig op og forlod lokalet. Det skulle blive den sidste, jeg græd...


Jeg skreg. Mine lunger smertede, og min hals var helt tør, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg satte mig op i sengen og gispede efter vejret, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm. At det ikke var virkeligt. Problemet var bare, at det var det... Det var præcis, som jeg havde oplevet det for næsten to år siden. Det var, som om jeg var connected til ham, der oplevede det; som om jeg var ham. Som om jeg var tilbage i blindgyden den aften. Men jeg var ikke ham. Vi kunne ikke være den samme person. Vi så ens ud på overfladen, men indeni var der ingen lighed...
          Det var det samme hver nat. Det samme scenarie om og om igen, medmindre jeg var fuld. Alkoholen holdt mareridtene væk, men kun for en stund. Natten efter var de altid tilbage igen - og ofte med en endnu større styrke.
          Jeg rystede over det hele, og mine tænder klaprede. Mine underbukser og tæppet var gennemblødt, og koldsveden løb ned ad min ryg. Jeg skuttede mig og rejste mig fra sengen. Jeg ville alligevel ikke få sovet mere den nat, og de klamme lagener skulle jeg ikke nyde noget af at lægge mig tilbage på. Jeg måtte huske at bede roomservice, eller hvad de kaldte det, om at skifte dem. Hytten henlå i totalt mørke udover det svage månelys, der stod ind gennem vinduerne i stuen. Jeg trak underbukserne af og var ligeglad med, at de kom til at ligge og flyde på fliserne i gangen. Jeg fortsatte bare over til døren på den anden side og tændte bruseren på den kolde hane. Det var først, da det kolde vand ramte min hud og kølede mig godt ned, at det gik op for mig, at det ikke kun var ferskvand, der ramte gulvet. Jeg græd. For første gang siden den dag i lufthavnen. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Hvorfor græd jeg? Det plejede jeg ikke! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Glæde over at græde? Vrede? Sorg? Derfor tørrede jeg hastigt og en anelse hidsigt de salte dråber af kinderne og lod i stedet bruserens stråler køle mit ansigt.
 

Da-dam, da-dam!
Håber I fangede det hele, og - igen - lagde mærke til afstanden mellem "Harry og Harry" - altså den nye Harry og den gamle Harry. Den kølige afstand, som den nye Harry tager fra episoden, men alligevel ikke kan lade være med at lade den komme så tæt på.
Hvad tror I, der er sket efter de episoder - altså indtil han endte på Zakynthos? Gad vide, hvad det var for noget underligt noget, der lagde sig om Harry til mødet? Hmm, det har vi da ikke set før, vel? :-P
Kan slet ikke fatte, at der er kommet så mange favoritter og læsere! Det er helt vildt! Det virker måske ikke som meget for jer, men for mig er det virkelig mere, end jeg nogensinde havde kunnet drømme om! En fordobling siden jeg tog på ferie - wow! Tusind tak, fordi I læser med - håber det lever op til jeres forventninger; ellers må I sige tiiiil! :-D
Håber I vil blive ved med at læse med!
Håber I alle sammen nyder ferien og har det rigtig goooodt (Y)
- SV 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...