Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1399Visninger
AA

7. ~ Ødelagt

 

I I I

Katrine

For en gangs skyld stod jeg op sent den næste dag - det vil sige ca. kl. 9. Det var sent for mig... Jeg trak hurtigt i en løs T-shirt og et par shorts og gik søvnigt ud af det værelse, som jeg delte med Andreas. Det var faktisk rimelig stort - værelset, altså - med en enkeltseng i hver side med tilhørende natborde og et skab lige til venstre for døren. Ellers var det helt umøbleret. Meget enkelt. Der hang selvfølgelig et par kedelige hotelmalerier, men de tæller jo ikke rigtig med som egentlig møblering.
          Jeg kløede mig i håret og glippede med øjnene mod lyset, da jeg trådte ud i gangen. Pludselig blev luften slået ud af mine lunger, og jeg udstødte et tungt gisp. Et par blå øjne næsten magen til mine mødte mig med et drilsk udtryk. Var han gået ind i mig med vilje?
"Godmorgen," sagde Andreas kækt, "sikke frisk du ser ud. Far og jeg har lige været på løbetur ned efter brød." Han så næsten helt stolt ud, som om de lige havde løbet et maraton. Jeg nikkede bekræftende til ham og gav thumps up, som han besvarede ved at smile stort for derefter at storme ud på terrassen med posen med morgenbrødet i den ene hånd. Hans evige gåpåmod var på en gang både opkvikkende og sløvende... Man blev jo helt træt bare ved at tænke på al den energi, han brugte på at være så frisk!
          Under morgenmaden aftalte vi at bruge dagen på en tur til Smugglers Wreck - en bugt, hvor man kunne se et gammelt skibsvrag. Umiddelbart lød det jo ikke som noget, der var voldsomt spændende, men det var heller ikke som sådan skibsvraget, der var det flotte - det var omgivelserne. Det skulle efter sigende være vildt smukt. En god lejlighed for mig til at få taget en masse gode billeder - noget, jeg holdt rigtig meget af - og at få set noget af den lokale natur.
          Så da vi alle havde gjort os færdige, tog vi bussen til det sted, hvor båden til bugten sejlede fra - ja, man skulle sejle; det var ikke muligt at køre dertil. Der var ingen ledige siddepladser, så vi måtte stå op under den bumlende køretur. Der var noget trist og irriterende ved at køre i bus i udlandet; chaufførerne kørte som sindssyge, og det var, som om de havde et mål om at ramme samtlige huller i vejen med de dårligt fjedrende køretøjer. Ydermere var der altid propfuldt, og man måtte stå mast mellem hinanden uden noget at holde ved.    Denne gang kom min familie og jeg til at stå ved siden af en ung kvinde med en barnevogn. Barnet græd hysterisk, og moren forsøgte desperat at få det til at stoppe. Hun tog ham - at dømme efter tøjet, var det helt klart en lille dreng - op i sin favn og klappede ham blidt på ryggen, mens hun tyssede stille. Tårerne blev dog ved med at strømme ned ad hans kinder, da han vendte og drejede sit hoved rundt i bussen. Hans brune øjne fandt mine, og i lang tid sad han bare dér og stirrede på mig med bævende læber. Jeg sendte ham et stort smil og vinkede stille til ham. Han gjorde store øjne og stoppede med sin hulken, inden et stort grin plantede sig på hans læber. Moren rynkede undrende panden over sin søns pludseligt ændrede humør og vendte blikket mod det, der havde fået ham til at stoppe med at græde. Hun nikkede som tak og sukkede lettet til mig, da hendes øjne fangede mine. Jeg nikkede høfligt tilbage og sendte hende et strålende smil. En varm følelse bredte sig helt ud i mine fingerspidser. Det var ting som disse, der gjorde hverdagen så meget bedre. Følelsen af at kunne gøre en forskel. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå at gøre det store i mit liv, fordi jeg måske ikke ville leve så længe, så små ting som denne var det bedste, jeg kunne komme på det. Det fik mig til at føle mig godt tilpas.
          Andreas væltede over i mig, da bussen stoppede brat op foran en lysregulering. Jeg puffede igen med min hofte og uglede hans hår med den hånd, jeg ikke havde låst fast om et af håndtagene på siden af sæderne. Han rystede det på plads og skulede til mig med sammenbidte tænder. Han hadede, når jeg rodede i hans hår. Jeg lavede et cupcake-face til ham som svar, inden vi blev taget ud af vores ordløse diskussion: Bussen var lige drejet om et hjørne og stoppede nu det sted, hvor vi skulle af. En stor strøm af mennesker bevægede sig mod dørene, der langsomt - næsten for langsomt, som om de var rustet fast - åbnede sig. Folk asede og masede for at komme ud, og der blev hurtigt kaos. Andreas, far, mor og jeg var de allersidste, der kom ud, og vi drog alle et lettelsens suk over endelig at have fået lidt mere albuerum, da vi trådte ned på de varme sten. Båden, der sejlede ud til Smugglers Wreck, var ikke svær at finde, da der var skilte med destinationsangivelser foran samtlige af de små pæle til fortøjning ved havnen. Den næste tur var om et kvarters tid, så vi satte os ned på molen og ventede indtil da. Andreas og jeg sad og kiggede på nogle småfisk, der lavede et underligt lys under vandoverfladen - nogle mystiske, sølvgrå skær, der dannede sirlige mønstre. Det var en varm dag, og solen stak virkelig, så da ham, der ejede båden, endelig kom og lod os ombord under det skyggefulde lærred, der var trukket ud som en slags tag, tog vi alle taknemmeligt imod og satte os ned.
          Turen derud tog ikke så lang tid, og vi og de andre, der skulle med, kunne allerede se vores destination efter omkring 10 minutter. Ombord havde vi været så heldige at have selskab af Kaninmanden, som skulle være vores guide på turen. Heldigvis holdt han sin snakken på et minimum og nøjedes med kommentarer som: "Pyh, Zakynthos viser sig frem fra sin varme side for tiden," eller "Solen må stå næsten i zenit her, tror I ikke?" Først da vi var kommet i land på den lille strand, fik han ordentligt gang i mundtøjet og begyndte en masse historier om stedet. Jeg lyttede i starten meget fraværende til hans fortællinger og fik kun fat i små brud, men så snart han gik over til at forklare noget om dyre- og plantelivet og naturen, spidsede jeg ører. Han gik entusiastisk rundt på stranden, langs klipperne og til sidst op til det store skib, der lå strandet i sandet, mens han slog vildt med armene og ændrede sin stemme i et forsøg på at gøre det hele mere spændende. Far svingede sin arm hurtigt og en smule akavet til siden og ramte Andreas i hovedet i et forsøg på at efterabe. Fordi det var med vilje, var det ikke et hårdt slag, og Andreas rynkede da også bare panden uden tegn på, at det havde gjort ondt.
"Hov, ej, undskyld," overspillede far alligevel. Han hoppede med et smørret smil et skridt tilbage og gjorde store øjne. Vi begyndte alle fire at grine, og Andreas' højlydte, opmuntrende latter lød over dem alle. Han sprang derefter på far, og de to forsvandt ud af flokken af turister, mens de sloges.
          Efter et kvarters tid med Kaninmanden, lod han os gå rundt for os selv. Det gav os et par timer til at bade i det krystalblå vand eller bare ligge på stranden og slappe af. Jeg besluttede mig for det første. Nogle af de andre turister havde været så heldige, at de havde fanget en blæksprutte, og de havde samlet sig i en lille cirkel omkring ham, der holdt den. Den vred sig i hans greb og sugede sig fast på hans arme. Nogle af de unge kvinder hvinede og tog sig til munden - de syntes åbenbart, det var ulækkert. Tsk, sådan nogle tøser!
Andreas kom vadende ud til mig. "Vandet her er koldere end hjemme på hotellet," konstaterede ham og slog armene om sig selv for at fremme budskabet.
"Det er da ikke så slemt," drillede jeg og sprøjtede vand på ham. Det udviklede sig hurtigt til krig, og vi løb handicappet - fordi det altså var meget svært at løbe i vand, der gik en til godt op på lårene - rundt efter hinanden. I starten var det mig, der var bagerst, men efter, at jeg havde fået ham helt under, så han hostede og spruttede, vendte magten, og det var pludselig mig, der skrigende løb væk fra ham.
"Andreas, stop, jeg overgiver mig, jeg overgiver mig! Fred!" forsøgte jeg mig, men han kom bare grinende tættere og tættere på. Da han kun manglede en halv meter i at have fanget mig, afbrød mor: "Katrine! Pas nu på din puls, ikke, skat?" Jeg sukkede og stoppede op. Øv, hvorfor skulle det være sådan her? Jeg måtte jo ingenting. De kunne lige så godt have sat mig i et bur...
          Andreas var vist ikke helt klar på min pludselige opbremsning, så han løb direkte ind i mig, så vi begge væltede. Jeg tog fra med hænderne, men fik alligevel hele hovedet under og slugte en ordentlig mundfuld vand, som jeg hostende og hikstende forsøgte at få op, da jeg kom på benene igen.
"Det slutter ikke her," gispede jeg til min lillebror, der stod med et selvtilfredst smil solidt plantet på sine små læber. Han forsøgte at holde et grin inde, men da jeg efter lang tid stadig var helt rød i hovedet, havde øjne, der var fyldt med vand og en hals, der føltes lige så tør som sandpapir efter al den hosten, kunne han ikke mere, og han eksploderede i et latteranfald. Jeg skulede ondt til ham og trampede op på stranden, hvor jeg efter at have tørret mig lidt med et håndklæde fandt mit kamera frem og i stedet gav mig til at tage nogle billeder af området. De mange meter høje klipper, der omkransede os, kastede skygger over vandet og stranden, og jeg endte faktisk med at få taget nogle ret fine billeder, inden Kaninmanden ledte os tilbage ombord på båden.

~

Skumringen var lun, da jeg begav mig ned mod hulen om aftenen. Min mor havde insisteret på, at jeg skulle tage et sjal på, så nu gik jeg og fægtede febrilsk med armene, fordi det blev ved med at sætte sig underligt på mine arme. Jeg sukkede og bandede for mig selv.
          Da jeg nærmede mig grotten, opdagede jeg, at der allerede var nogen. En mørk skikkelse, der sad med armene om benene og hovedet hvilende på sine knæ. De mørke krøller skjule hans ansigt fuldstændig, men jeg behøvede ikke et ansigt for at vide, hvem det var... Han løftede hovedet, da han hørte mig, og et lille og meget falsk smil blev plantet på hans læber.
"Harry," hilste jeg og trådte hen ved siden af ham, "do you mind?" Jeg brugte den samme kommentar, som han havde brugt i går, og han fortsatte scenariet ved at slå ud med armen præcis, som jeg også havde gjort det. Jeg grinede kort og satte mig så ned.
"Såå, hvordan har din dag været?" begyndte jeg, håbende, at det ville starte en samtale. Han stirrede bare tomt ud over vandet og svarede ikke på mit spørgsmål. I stedet sagde han: "Er det ikke sjovt, hvordan fuglene derude lever deres liv?" Han pegede mod de fugle, der dykkede efter fisk længere ude over vandet.
"De laver det samme hver dag; Dykker efter fisk det samme sted, spiser, dykker igen, og hvis de har unger, flyver de med mad til dem. Det må være et røvsygt liv, men alligevel er der ingen fugle, der begår selvmord." Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans underlige tanker. Et andet sted inden i mig ringede alarmklokkerne, og min mave slog knuder, så min latter endte lidt anspændt i et underligt fladt toneleje og lød mere som en tonedøv hvalros. Det faktum, at han overhovedet sad og tænkte sådanne tanker, gjorde mig trist til mode og en anelse bekymret. Hvorfor havde han overhovedet sådan nogle spekulationer? Han var Harry Styles, smilende Harry, cupcake Harry, perverse men nuttede Harry... Alle elskede ham, og han var altid så... glad. Hvor var den Harry henne?
          Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem vidste noget om bandet som sådan, men mine veninder fortalte mig tit om det og om denne Harry, der bare var "Åh, så dejlig". Det kunne umuligt være den samme Harry, der sad ved siden af mig lige nu. Så knust kunne intet menneske være...
"Jamen det er da en fascinerende observation, Harry, men jeg tror altså ikke, at de fugle tænker så langt," sagde jeg og så på ham. Han fnøs kort og tog så en håndfuld sand i hænderne og lod det glide langsomt ned på den flade klippe. Der gik et par minutter, hvor han bare sad og stirrede tomt på sandet, men så var det, som om noget inden i ham vågnede op, og en lille rynke i hans pande afslørede, at han koncentrerede sig, inden han spurgte: "Så, hvordan var din dag?" Han kiggede på mig gennem krøllerne, og til trods for den afstand, der var mellem ham og virkeligheden, forsøgte han at se nærværende ud. Det virkede ikke, og den glatte, følelsesløse facade kom igen frem.
"Den var god, tak. Min familie og jeg var en tur ved Smugglers Wreck - det var virkelig flot!"
"Men er det ikke bare et gammelt skibsbrud?" spurgte han lidt ligegyldigt.
"Nej, altså... eller jo, men... det var jo hele stedet, der var flot. Du ved..." Jeg begyndte at snakke løs om naturen og om, hvor smukt det hele var, men efter lidt tid gik det op for mig, at Harry havde en besynderlig rynke i panden, så jeg stoppede. "Hvad?" sagde jeg i stedet for.
"Du snakker virkelig meget - er der nogensinde nogen, der har fortalt dig det?"
"I det mindste vrøvler jeg da ikke om fugle, der begår selvmord," forsvarede jeg mig.
"Jeg synes nu selv, det var meget tankevækkende," påpegede han med en løftet finger. Han snakkede meget langsomt, som om han overvejede hvert ord meget grundigt, inden han lod det slippe ud.
"Yderst tankevækkende, ja. Gad vide, om de også spekulerer over livet efter døden? Måske flyver de rundt og tænker 'nej, tænk engang, hvis jeg bliver en fisk i mit næste liv - så bliver jeg spist af sådan nogen som mig'," fortsatte jeg i en drillende tone. Det var sådan, vi i min familie kom let omkring de dybe emner: Ved at lave sjov med dem. Men efter at have kastet et blik på Harry, klappede jeg i som en østers og bed mig i læben. Jeg havde klokket i det - igen. Sjov var ikke måden at komme over det her på - det vidste jeg nu. Hans fjerne, grønne øjne og ansigtet, der stadig ikke afslørede nogen form for følelser, overbeviste mig derom. Jeg så på ham med et bekymret blik og forsøgte at fange hans øjne, men de forstod ikke min hentydning og blev ved med at stirre ud over bølgerne, der på grund af en tiltagende blæst brusede uroligt.
          Hvorfor var jeg overhovedet her sammen med ham? Han var alligevel vildt deprimerende at være i nærheden af, med sit evindeligt dårlige humør og manglende nærvær. Han forstod virkelig at få én til at føle sig uønsket. Hans øjne, der gang på gang fik min hals til at snøre sig sammen og min mave til at blive til en tung sten. Den underlige genkendelse, min underbevidsthed blev ved at føle...
          Inderst inde kendte jeg allerede svaret på, hvorfor jeg var her, men det var ikke det svar, jeg ønskede at høre... "Det er en del af dig at forsøge at hjælpe andre, Katrine. Du tilgiver aldrig dig selv, hvis du ikke hjælper ham," fortalte min hjerne mig. Jeg forsøgte at skubbe det væk; overbevise mig selv om, at det ikke passede - at han nok skulle klare sig selv. "Han er kendt, for pokker. Han kan få den dyreste og bedste psykolog i hele verden til at hjælpe sig - han har da ikke brug for mig..." svarede jeg stemmen igen. Jeg var frustreret, og ubevidst rynkede jeg panden og skar tænder. Jeg havde en prikkende fornemmelse i siden, og jeg vendte blikket mod de grønne øjne, der hvilede roligt på mig.
"Hvad er der galt?" spurgte han mig. Han virkede ikke synderligt interesseret, men var alligevel høflig nok til at spørge - den skulle han alligevel have.
          Jeg bed mig hårdt i læben, og kort efter ramte smagen af jern min tunge. Det var nu, hvis jeg skulle have noget ud af det her. Hvis jeg skulle forsøge at hjælpe ham, nyttede det ikke, at jeg blev ved med at udskyde det. Jeg tog en dyb indånding.
"Det var faktisk lige præcis dét, jeg skulle til at spørge dig om," fik jeg endelig spyttet ud. Min stemme skælvede, da jeg sagde det, og mine hænder rystede og var varme og våde af sved. Jeg turde ikke at se på ham og havde derfor fæstnet mit blik på mine fingre, der legede nervøst med hinanden. Til sidst blev den stikkende fornemmelse, hans øjne gav mig, dog for meget, og jeg kiggede langsomt op. Som forventet forstod han tydeligvis ikke, hvad jeg mente. Var han ikke selv klar over, hvad der var i vejen? Han måtte da for pokker vide, at der var noget rivende galt!
          Han spurgte ikke selv efter en uddybning, så jeg fortsatte: "Den måde, du altid virker forskrækket over dig selv, når du udviser den mindste form for følelser. Dit fjerne blik, de tomme øjne, det manglende smil. Det faktum, at du er alene - hvor er de andre drenge?" Ordene og spørgsmålene væltede nu ud af min mund i en stor strøm, og pga. min nervøsitet, havde tingene ikke nogen videre sammenhæng. Jeg vidste, at det var en for stor mundfuld for ham allerede inden, jeg var færdig, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg vidste, at han ville lukke ned, selvom jeg ikke kendte ham så godt, men blev alligevel chokeret over måden, han gjorde det på; han lukkede min mund ved at placere sine læber mod mine. Jeg stivnede, forskrækket over hans måde at tackle det situationen på. Oplevelsen trak mig tilbage som med en krog, der tog fat om min hjerne og hev i mig. Hele mit indre gik i panik, og med et ryk trak jeg mig væk fra Harry.
"St-stop, Harry," stammede jeg chokeret og lagde min hånd på hans skulder for skubbe ham væk. Han lagde ingen følelser i kysset, absolut intet. Det var der bare. Hårdt og indøvet. Han havde prøvet det mange gange før. Hans læber var kolde og hårde mod mine. Det burde bare ikke være sådan her... Et kys burde være specielt; fyldt med følelser. Det her var helt forkert. Som om han bare var en robot, der var blevet kodet til at gøre det. Da jeg på 'Before I Die' skrev "få mit første kys" havde jeg virkelig ikke ment sådan her... Det kunne ikke betragtes som et rigtigt kys. Hvor var den passion og lidenskab, som man altid kunne fornemme i bøger og på film? Jeg følte mig virkelig snydt og bedraget, og et eller andet sted dybt inde også skræmt. Mit indre gik i panik, og det havde ikke noget med selve kysset at gøre, men mere med det faktum, at jeg ikke havde kontrol over det. Min hjerne havde sendt mig tilbage til noget, jeg med rimelig succes havde forsøgt at gemme væk bag låste døre i mit hoved. Noget, jeg ikke ønskede at huske, og som altid kunne få min mave til at krampe i opkastningsbevægelser...
          Tusindvis af piger verden over ville være gået amok over at være blevet kysset af selveste Harry Styles, men det eneste, jeg følte, var en kæmpe knude i maven og tårer, der trængte sig på bag mine øjne. Jeg var fuldstændig mundlam og sad bare og stirrede chokeret på ham. Jeg havde stukket ham en lussing, hvis ikke jeg vidste, hvad der gemte sig bag den kolde facade. Hvis ikke jeg vidste, at det knuste glas, der udgjorde Harry indeni, ikke ville tage imod mit slag, fordi skårene var så små, at det ikke ville gøre nogen forskel. Og så måske også på grund af det, der skete bagefter... Boblen, der lå omkring ham, havde trukket sig tilbage og givet mig et par sekunder til at se igennem dens tykke skal. Hans øjne udtrykte så mange følelser, der hele tiden skiftede mellem vrede, sorg, frygt, skam og... skyld? Følte han skyld? Over at have kysset mig? Nej, det kunne umuligt være derfor - det var jo en normal ting; ikke noget, der kunne fremkalde så stærk en følelse. Det måtte være noget andet...
"Undskyld," sagde jeg med en grødet stemme, der selv på den ene, korte sætning præsterede at knække over flere gange, "de spørgsmål væltede bare ud." Selvom jeg ikke rigtig følte, at det her var min fejl, valgte jeg alligevel at tage den hårde ende og undskylde. Det var nu engang sådan, jeg var; tog altid skylden, konfliktsky som jeg var.
          Jeg troede, at jeg måske for en gangs skyld ville kunne få et personligt svar ud af ham, men i det samme lukkede klappen ned igen, og den lille livsgnist, der var fulgt med boblens fravær, forlod hans øjne. Tilbage var kun vreden, og den lyste ud af ham og var tydeligvis rettet mod mig.
"Nå, men det rager ikke dig noget af det. Du kunne sikkert få et godt udbytte af at fortælle pressen det, men det kommer ikke til at ske," sagde han koldt og holdt mit blik fast for at fremme vægten af ordene. Jeg kunne ikke bære det, og de tårer, der længe havde ligget og gemt sig i øjenkrogene, fandt vej ned over mine kinder. Hvordan kunne han overhovedet tro sådan noget om mig? Som om jeg var en eller anden syg fan, der ville fortælle det til hele verden og tjene en masse penge på min sladder. Hvor var tilliden til andre mennesker lige henne? Et stik af medlidenhed slog pludselig ned i mig, da jeg indså svaret: Kendte mennesker kunne ikke have tillid til nogen; selv deres familie og venner vendte dem jo ryggen. En snert af vrede havde også fundet vej helt ud til mine tæer. Vrede over, hvor overfladiske folk kunne være. Over, hvad de kunne finde på at opgive for pengenes skyld, og hvor lidt de tænkte på andre. Folk som Harry ville aldrig få den samme tiltro til mennesker efter sine dage på toppen.
           Jeg rejste mig med et ryk og tørrede hidsigt tårerne væk, mens jeg trampede gennem stenene. Hvad tænkte jeg dog på? Hvordan kunne jeg have været så dum at tro, at jeg kunne komme dér og spille venlig overfor ham - han var jo ødelagt, for fanden, og det var der ingen, der kunne gøre noget ved - heller ikke jeg, selvom jeg havde forsøgt at bilde mig selv det ind. Ikke engang den dyreste og bedste psykolog i verden ville kunne fikse det dér! Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle give skylden for det. Ham selv? Medierne? Samfundet? Det endte - som sædvanligt - med, at jeg selv tog det hele på mig...
          Jeg så mig ikke tilbage, da jeg med hastige skridt bevægede mig hjemad. Mørket var begyndt at blive tættere, og det lagde sig som en dyne om mig. Det var, som om det sammen med mine bekymringer om Harry pressede yderligere på mine skuldre.
          Jeg var bange for mørke, når jeg var alene, og eftersom jeg havde "efterladt" Harry i hulen, var det tilfældet nu... Alt omkring mig syntes at blive forstærket i min hjerne, så selv den mindste lyd og bevægelse fra krattet virkede som et stormvejr, og enhver busk syntes at ligne et monster med lange, giftige fangarme. Vandet på min højre side forsøgte at berolige mig med dets rolige, regelmæssige brusen, når bølgerne bevægede sig op over bredden, men jeg havde allerede fået kørt mig selv så tilstrækkeligt højt op, at det ikke havde den store effekt. Mit hjerte galopperede af sted og hamrede ukontrolleret mod mit bryst, mens jeg med hurtigere og hurtigere skridt gik gennem det tunge sand, der fik lyden af ens skridt til at forsvinde helt, op mod hytterne. Mine vejrtrækninger blev til små gisp, og jeg knyttede næverne hårdt sammen og lod neglene bore sig dybt ned i mine håndflader, indtil smerten overdøvede angsten og den psykiske smerte en smule.
Det var ikke godt, det her. Slet ikke godt. For mange minutter af en så heftig vejrtrækning kunne sende mig til drømmeland uden varsel. Dybt koncentreret prøvede jeg at få min vejrtrækning i kontrol, selvom det var umådeligt svært. Træk vejret ind... pust ud... træk vejret ind... pust ud...
            Pludselig lød en høj, skinger lyd, og jeg sprang forskrækket op i luften med hjertet på vej op gennem halsen. Det hamrede så hårdt, at jeg var sikker på, enhver i nærheden kunne høre det. Jeg havde det, som om det var ved at bane sig ved ud af min krop. Jeg følte mig en anelse dum, da det gik op for mig, at det bare var mit ur. Forbandede lort.
          Jeg opgav mit forsøg på at stoppe tårerne, der lydløst og ukontrolleret listede sig ned ad mine kinder. Frygten og sorgen var for stor til, at jeg kunne holde det tilbage. Jeg hadede Harry. Jeg havde "kendt" ham i tre dage, og på de tre dage havde han formået at fylde mit sind med en underlig uro, som ikke var til at slippe af med. At han havde det så skidt var jo i princippet slet ikke mit problem, så hvorfor tog jeg det så på mig? Han fortrød jo ikke engang, at han opførte sig som en idiot. Han var bare ligeglad. Ligeglad med alt...
          Mine tanker forvirrede mig og blev ved med at stille mig spørgsmål, jeg på ingen måde var i stand til at besvare. Hvorfor kyssede han mig? Hvordan - eller vigtigere: hvorfor - havde det fået boblen til at trække sig tilbage? Hvad var årsagen til, at hans sind var fyldt op med så mange negative følelser?
          Da jeg nåede vores hytte, låste jeg så forsigtigt, jeg kunne, op for døren og listede lydløst indenfor. Mor og far sad udenfor på terrassen og snakkede, og i det øjeblik priste jeg mig lykkelig for, at jeg var gået ovenom stisystemet på vej hjem, for ellers ville jeg være rendt lige ind i dem, når jeg skulle ind ad terrassedøren. På den her måde sparede jeg mig selv for en lang forklaring på, hvorfor jeg græd. Jeg gik på mine tåspidser over til badeværelset og lukkede forsigtigt døren i. Jeg tændte ikke for lyset af frygt for, at man ville kunne se gennem sprækker i døren, at der var nogen, og så ville planen om at undgå den lange forklaring være røget i vasken. Derfor blev det også en svær omgang at få gjort mig klar til at komme i seng, for jeg kunne helt ærligt ikke se noget som helst. Det lille vindue var ikke til megen hjælp, for det var vendt den helt modsatte vej af, hvor månen var, så der var intet til at give lys. Jeg famlede mig frem til tandbørste og tandpasta og fik børstet mine tænder. At få redt mit hår igennem var let nok, men da turen kom til pillerne, fik jeg problemer. Pilleglassene lignede hinanden så meget, at det ikke var til at fornemme, hvilket der var hvilket, og med tre forskellige slags, var det bestemt ikke nemt. Jeg skulle have to af den ene slags og en enkelt af hver af de andre, så det var heller ikke helt ligegyldigt, om det var det ene eller det andet, jeg stod med. Derfor endte det med, at jeg måtte hælde nogle stykker ud i min hånd og mærke mig frem til, hvad der var hvad - der var heldigvis en lille smule forskel i størrelse og form på dem. Forbandede piller. Forbandet besvær. Forbandede hjerte.
          Da jeg endelig var færdig, gik jeg med forsigtige skridt ind på Andreas' og mit værelse. Han sov heldigvis tungt, og hans dybe, regelmæssige vejrtrækning beroligede mig faktisk en smule. Efter at have fået tøjet af og trukket min nattrøje over hovedet, lagde jeg mig under lagenet, der var Zakynthos' svar på en dyne, og trak mine to bamser ind til mig. Selvom jeg var 17 år gammel, sov jeg stadig med bamser, ja. Faktisk kunne jeg slet ikke undvære dem. De gav mig en behagelig ro i maven og fik mig til at slappe af. Desuden fik de mig til at føle mig knap så alene. Trist, når man sagde det på den måde, men det gjorde det ikke mindre sandt. For omkring 2 år siden begyndte jeg at sove med dem igen efter faktisk at have lagt dem væk i lang tid, og nu kunne jeg ikke falde i søvn uden. Jeg var bange for at være alene, og de fik det til at føles, som om jeg ikke var det.
          Jeg knugede dem hårdt ind til mig og åndede tungt ud som for at få bekymringerne og den trykkende fornemmelse mod mit bryst ud sammen med luften. Det virkede ikke så godt, og der gik meget lang tid før jeg endelig faldt i en let og urolig søvn.
 

Åh-åh, hvad var dét for nogeeet? Altså, Harreeyh!
Kom lige til at se, at jeg i det foregående kapitel slet ikke fik takket Ellen for at passe godt på historien, mens jeg var på ferie - undskyyyld Elleeeeeen!!! :-O Men i hvert fald har hun jo selvfølgelig været verdens bedste babysitter :-D Sååå tusind, tusind tak altsååå!!! :-D
Nå, men har ikke så meget mere til det her kapitel, såå... Hvad tror I, der kommer til at ske nu?
Live true! xx
- Signe

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...