Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1383Visninger
AA

8. ~ Afsløringer

 

IV

Solen bevægede sig bag en sky, og det blev en anelse mørkere på stranden. Der var en del mennesker dernede, men næsten ingen i vandet. De fleste lå på strandstolene og forsøgte desperat at fange de få af solens stråler, der kunne trænge igennem porøse skydække, byen havde suget til sig som en stor magnet. Det var lyse skyer, der absolut ingen regn indeholdt, men de lå alligevel solidt over stedet og ville ikke lade sig blæse væk af den tiltagende vind eller fordampe af solens varme.
          På en bænk på den anden side af krattet sad en ung mand med hænderne flettet ind i hinanden og et tomt udtryk malet i ansigtet. De mørke, krøllede lokker føg om hans hoved og slørede for hans udsyn ud over det brusende hav. Ikke, at han så det alligevel; hans syn var vendt indad og så kun det, der var for hans indre blik. Alt, hvad der foregik omkring ham, var som tåger, der pulserede af sted i forskellige tempi.
          Vreden og frustrationen i hans grønne øjne var tydeligt synlig, og en dyb rynke mellem øjenbrynene havde sat sig godt til rette og nægtede at gå væk. Denne rynke var blevet dybere og dybere på det sidste, og den fik hans unge ansigt til at se adskillige år ældre ud, end det reelt var. Byrden i form af hans fortid var et tungt åg for de ellers stærke skuldre, og de dystre følelser havde helt overtaget hans sind. Der var ikke plads til glæde og kærlighed, hvorfor et tungt tæppe havde lagt sig om ham og venligt hjulpet ham med at holde disse efterhånden fremmede, lykkelige følelser på afstand. Holde dem fangen bag låste døre i de dybeste afkroge af hans bevidsthed sammen med de minder, der i første omgang havde fået de mørkere dele af hans sind til at overtage. Men efter mørkets frembrud kom de snigende, disse svage erindringer. Rev og sled i låsene og lavede dybe ridser i de tykke porte, der sukkede af anstrengelse og til sidst måtte give efter og lade hængslerne knække. Da krøb de som slanger ud og snoede sig om hver eneste af hans nerver, så de fyldte hele hans krop. Så snart søvnen satte ind og lod de fleste celler få fyraften til restitution, blev det hele sluppet løs, og hans underbevidsthed bukkede under. Hver nat måtte han pines. Hans indre dæmoner overtog og trak ham med tilbage for at genopleve de traumatiske scener, der havde knækket ham. Knust hans indre og efterladt det dødt som en ørken.

~

Katrine

Mor bladrede videre i fotoalbummet, og et billede af os alle fire og min gode veninde, Amanda, fyldte den næste side. Tre gule taxaer i baggrunden og en hel mur af tårnhøje bygninger afslørede, at billedet var fra New York. Alle vores øjne var fulde af glæde, men særligt Amandas lyste op. Hun havde aldrig været på ferie før, fordi hendes far var død, og hendes mor var ude i et kraftigt stofmisbrug, så en tur til New York var ude over enhver fantasi, hun nogensinde havde haft om en ferie. Hendes chokoladebrune øjne så direkte ind i kameraet og blottede hendes ansigt, så man kunne se alle følelser, der lå gemt i hendes blik. Lige præcis den dag var det ikke en skidt ting, da der kun var gode ting at spore, men normalt lå der en del mere under den blanke overflade.
"Ih, kan I huske den tur?" spurgte mor med et smil i stemmen. Far, Andreas og jeg nikkede alle.
"Det bedste var alligevel Times Square - dét var vildt!" grinede Andreas. Han lyste op ved mindet.
"Der var da for mange gule taxaer," blandede far sig og så drillende på min lillebror, der vrængede en underlig grimasse ad ham, inden han kom i tanker om noget andet og udbrød: "Nej, kan I huske den aften, hvor Katrine kom senere hjem fra restauranten end os, fordi hun skulle tisse, og vi alle sad og ventede i en time på, at hun skulle komme hjem, og da hun så endelig kom hjem, fandt vi ud af, at grunden til, at hun kom så sent, var, at hun ikke kunne finde toilettet? Du var sgu lidt mærkelig, søs," grinede han. Normalt ville hans dejlige grin have fremkaldt et smil på mine læber, men i lige præcis den sammenhæng, det optrådte i, så jeg ingen grund til at smile. Mindet fik min mave til at krumme sig sammen, og jeg måtte støtte mig til bordet for ikke at falde bagover. For at det ikke skulle virke alt for mærkeligt for de andre, at jeg ikke svarede, satte jeg et falsk smil op og svarede: "Ja, det var jeg nok - men så er der da i hvert fald ikke noget, der har ændret sig siden." De lo alle lidt, og inden længe var den episode glemt - men ikke for mig. Den lå og lurede lige under overfladen, og kvalmen stod stadig højt i min hals, da jeg tog mine sko på for at gå en tur.

~


Jeg gik tænksomt hen langs stisystemet, der snoede sig gennem landskabet omkring hotellet, mens min hjerne kørte i ring. Jeg havde efterhånden fået drejet dem væk fra New York-turen, så de nu i stedet cirkulerede omkring episoden med Harry i går. Havde jeg overreageret? Nej. Det, han havde gjort, ramte mig som en tung sten lige i maven. Hårdere, end han vidste, sandt nok, og det var måske dér, min dårlige samvittighed forsøgte at lede mig hen. Han kunne trods alt ikke vide, hvordan jeg havde det. Hvordan skulle han kunne det? Men det retfærdiggjorde ikke hans handlinger. Selvom han var verdenskendt, kunne han ikke tillade sig at tro, at han kunne sno sig uden om de tunge emner ved at prøve at charmere de mennesker, der gik for tæt på. Han var nok vant til, at folk føjede ham og fulgte hans mindste vink, men sådan spillede jeg altså ikke! Jeg knyttede vredt næverne og sparkede til en lille knold af sand, så det stod op og blæste ud over det hele. Jeg fik det meste af det i hovedet og hostede og spruttede for at få det væk. Det knasede, da mine tænder per automatik skar henover hinanden i min irritation. Men jeg var åbenbart ikke den eneste, der var blevet ramt, for et hult host lød pludselig lige til højre for mig. Jeg vendte mig forskrækket mod det og blev mødt at et virvar af mørke krøller, der stod som en tornado om et ansigt, jeg under ingen omstændigheder havde lyst til at se lige nu.
"Øhm, undskyld," mumlede jeg og hastede væk med lange, heftige skridt. Jeg skulle væk, og det kunne kun gå for langsomt. Harry var frygtelig, og han skulle holde sig langt fra mig - eller også skulle jeg holde mig langt væk fra ham.
"Katrine, vent," lød det gebrokkent bag mig. Tsk, han kunne jo ikke engang udtale mit navn, den tard. Jeg stoppede ikke op eller vendte mig om, men fortsatte bare endnu hurtigere end før. Hans skridt forsvandt ikke helt i sandet, så det var let at udrede, at han gik raskt til. Den dumpe lyd blev højere og højere, og jeg forsøgte forgæves at gå endnu stærkere for at opretholde den afstand, der var mellem os, men det var fysisk umuligt. Jeg ville have sat i løb, hvis jeg måtte. Have stormet væk så hurtigt, mine ben ville bære mig. Men jeg vidste godt, at den ikke gik. Hvor underligt ville det ikke også være, at jeg ligefrem løb væk fra ham på den måde? Ikke at det at væk fra ham var meget bedre, men da kunne man i det mindste skjule sit flugtforsøg lidt bedre. "Åh, undskyld, jeg hørte virkelig ikke, at du råbte ad mig!" var jo altid en klassiker!
          Hans skridt lød stadigt højere og højere, og jeg forsøgte desperat at finde andre flugtmuligheder. Var der ikke snart et toilet? Eller en stor menneskestrøm, jeg kunne gemme mig i? Intet. Stien var trukket så langt tilbage, at der var helt stille og tomt. Det var heller ikke muligt at komme ned til de mennesker, der befandt sig på stranden; den næste nedgang dertil var først om adskillige hundrede meter.
          Jeg sukkede opgivende, men sænkede ikke farten i et forsøg på at holde fast i det sidste håb om, at han ville give op og bare vende om. Men nej. Få sekunder efter låste en stor, varm hånd sig fast om min skulder og tvang mig til at gå langsommere.
"Gå med dig, Harry," snerrede jeg gennem sammenbidte tænder og forsøgte forgæves at ryste hans hånd af mig. Han svarede ikke, men strammede sit greb så meget, at jeg var nødsaget til at stoppe helt op. Det begyndte at smerte dér, hvor hans fingre var låst fast om mig, hvilket fik mig til at give mig under den hårdhændede behandling.
"Auch, Harry, det gør ondt!" Jeg bed mig indvendigt i læben og prøvede at holde mig selv rolig. Jeg havde ikke kontrollen over det her, og det fik hele min krop til at gå i panik og mine øjne til at svide. Min vejrtrækning blev til små, hikstende stød, mens resten af mig rystede som et espeløv. Jeg havde brug for kontrol i situationer som denne. Uden kontrol var jeg svag. Et let offer.
          Han løsnede sit greb en smule og forsøgte at fange mit blik, men da det ikke lykkedes, tog han fat om min kæbe og drejede mit hoved, så han ikke gav mig andre muligheder end at se direkte ind i de tomme, grønne øjne. De ramte mig som en tonstung sten lige i maven og slog al luften ud af mine lunger. De var endnu koldere og fjernere end de sidste par gange, vi var stødt på hinanden.
"Hvorfor flygtede du fra mig?" spurgte han med flad stemme, mens han fejlagtigt forsøgte at se nærværende ud med et løftet øjenbryn. Det mislykkedes, så han i stedet fik et brysk udtryk i ansigtet.
"Slip mig nu, Harry," forsøgte jeg panisk med flakkende blik, men det var langt fra nær så overbevisende, som det havde været første gang. Der var noget ved udtrykket i hans øjne, der drog mig mod ham. Låste mit blik fast og gav mig lyst til at blive hos ham på trods af det ubehag, han forårsagede hos mig.
"Hvordan ved jeg så, at du virkelig bliver og hører, hvad jeg har at sige?" Sætningen kom lidt tøvende, som om han var usikker på ordene, men på trods af det var autenticiteten i hans blik var ikke til at tage fejl af. Det var også dét udtryk, der, uden at jeg tænkte over det, fik mig til at nikke svagt og hviske: "Jeg skal nok lytte." Min hjerne havde et pænt, sarkastisk svar klar, eftersom jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville være med mere; at jeg ville give ham et møgfald, næste gang jeg så ham, men hans intense blik satte min hjerne ud af funktion, så det i stedet var de andre ord, der slap ud.
          Han gav et enkelt nik med hovedet og slap min kæbe for i stedet at lade armen hænge slapt ned langs siden. Jeg sukkede og sank en klump - lettet, men stadig en smule skræmt over situationen.
"Skal vi ikke gå lidt?" foreslog han og slog armen frem mod stien, der fortsatte så langt, øjet rakte. Vi begyndte at gå.
          Der var en lang pause efter det, og en gentagen trækning ved hans kæber fortalte sammen med en panderynke, der var i konstant bevægelse, at han tænkte på højtryk for at finde ud af, hvad han skulle sige.
          Jeg havde ærligt talt ikke lyst til at høre en eller anden latterlig forklaring på hans svingende humør, en åndssvag undskyldning eller en anden lam replik. Hele hans fremtoning sårede mig, og med mine egne ting på skuldrene, var det mere, end jeg kunne bære. Jeg havde lyst til at vende om, forsvinde langt væk, men på en eller anden måde formåede mine ben alligevel at følge Harrys fremad. Selv da han startede ud på den mest latterlige måde, blev jeg ved hans side. Jeg havde lovet ham at lytte, og jeg holdt altid, hvad jeg lovede.
"Det er ikke, som du tror." Han skar tænder og lignede én, der kunne have hamret sig selv i hovedet med en stegepande - så åndssvag så han ud til at føle sig over sine ord. Jeg udstødte en underlig lyd, der egentlig skulle have været et sarkastisk grin, men et fnys listede sig ind på det og skulle absolut blande sig, så det mere kom til at lyde som et forkølet host. Det var jo en yderst klassisk kommentar, han var kommet med, og den betød jo ikke en døjt, når det kom til stykket. Den havde lidt mistet sin værdi efterhånden, som folk var begyndt at misbruge den.
"Jeg mener, det... altså, jeg..." snøvlede han og kørte frustreret en hånd igennem sit hår, mens han snerrede ad sig selv, "jeg ved ikke, hvad det er, jeg prøver at sige." Han gryntede underligt. Fra at have været tvær og sur på ham, fik jeg pludselig ondt af ham, og inden jeg kunne nå at tale mig selv fra det, havde jeg lagt min hånd på hans arm for at forsøge at få ham til at slappe af. Han spændte et øjeblik i hele kroppen og så overrasket ned på mig, men slappede så af og åndede tungt ud.
"Hvad med at starte med begyndelsen?" opmuntrede jeg ham. Han nikkede og sank en klump.
"Problemet er, at jeg ikke ved, hvad begyndelsen er," sukkede han og slog opgivende ud med armene, så jeg forskrækket måtte trække min hånd til mig.
"Så sig det første, der falder dig ind," prøvede jeg igen.
"Okay. Und-"
"Og du skal ikke undskylde," afbrød jeg ham og holdt lidt afvisende en hånd i vejret. "Hvis du bare fortæller, så lad os se på, om der er nogen grund til at undskylde, bagefter, okay? Jeg er sikker på, der er en årsag til..." Jeg viftede min arm op foran hans udtryksløse ansigt. "Det dér." Han fnøs - ikke på den dér hånlige måde, som når man bliver fornærmet, men mere som en form for et grin. Det var da fremskridt; han benægtede ikke længere, at der var noget grueligt galt.
          Vi var efterhånden nået ned til den næste nedgang til stranden, så vi var begge enige om at følge den. Vi gik i næsten samme takt ned langs vandet, hvor vi endte ved klippehulen. Harry var den første til at slå sig ned. Jeg selv tøvede lidt mere; stod og vippede nervøst med tæerne og overvejede, om jeg vitterligt skulle sætte mig. Det lagde jo trods alt op til, at vi skulle bruge længere tid sammen. Mine seneste minder fra det sted var heller ikke ligefrem gode. Det endte dog med, at jeg satte mig ved siden af ham og derefter så op på ham med et forventningsfuldt blik. Nu måtte han sådan set gerne komme i gang, syntes jeg.
          Som om han kunne fornemme min utålmodighed, startede han: "Jeg er her på ubestemt tid, fordi management, Paul og de andre drenge har bedt om, at jeg skulle være det. Det går ikke så godt med det hele for tiden, og jeg er bange for, at det er min skyld. Så det blev besluttet, at jeg skulle sendes i tænkeboks i lidt tid." Han satte de to sidste ord i gåseøjne med sine fingre, mens han rullede med øjnene. Det var tydeligt at mærke på ham, at det ikke skulle forstås som 'lidt tid', men jeg kunne ikke helt fange, hvad det så skulle betyde.
          Det var næsten, som om han kunne læse mine tanker, da han uddybede for mig: "Selvfølgelig handler det ikke om 'lidt tid' - det handler om, hvornår jeg er klar til gøre mit arbejde ordentligt igen. Gøre det ordentligt, så der kommer flere penge i kassen. Det er det eneste, management tænker på. Paul følger sine egne instinkter, når han skal tænke på, hvad han tror er bedst for os. Og drengene..." En tydelig smerte dukkede op i hans øjne som brændende flammer, "jeg tror ikke, at de helt forstår, at det i princippet er os, der bestemmer over management, og ikke omvendt." Han pustede ud og holdt en pause, mens han tænksomt skuede ud over havet. Og dér sad jeg så. Forvirret og ret dårligt til mode. Jeg kunne fornemme, at der var meget mere end det, han lige havde fortalt; det var kun toppen af isbjerget, hvor der som bekendt er 8 gange mere af det under overfladen. Hvad det var og sammenhængen i det var mig stadig ukendt, hvilket var det, der forårsagede min voldsomme forvirring. Min hjerne kunne ikke følge med, mens tankerne og spørgsmålene føg rundt imellem hinanden. Hver prøvede de at finde en vej frem til mit fokus, men de ville igennem på samme tid, så det eneste, jeg fik ud af det, var et kæmpe virvar af ord og tankestrømme, der ikke havde nogen start og ende. Hvad var grunden til, at han var blevet sendt af sted? - det var nok det spørgsmål, der vejede tungest. Jeg havde lyst til at spørge ham, men var godt klar over, at han ville lukke sammen som en østers, hvis ikke jeg bare lod ham snakke, som det faldt ham ind, selv.
          Jeg forstod godt hans frustration over, at de andre fra bandet tydeligvis føjede deres management uden at kny, men havde stadig lidt svært ved at forholde mig til det i forhold til noget så drastisk som at sende Harry i tænkeboks.
Jeg fik dog ikke mere tid til at tænke over det, for i det samme rettede Harry blikket mod mig og begyndte igen at tale: "Kender du den der følelse af, at du har en hemmelighed, som du ikke kan dele med nogen? Uanset hvor gerne, du end ville, så vil dit indre ikke lade dig slippe ud med det? Dit hjerte gemmer den langt væk, som om den er noget, du skal vogte med dit liv, og du er bange for, at hvis der er nogen, der finder ud af det, så vil alt gå galt. Bange for, at der ikke er nogen, der vil forstå dig," sagde han. Hans stemme rystede en smule og faldt i toneleje efterhånden, som ordene forlod hans mund. Min hals snørede sig sammen, da jeg nikkede. Han skulle bare vide, hvor godt jeg kendte til det...
"Det er, som om de alle sammen kigger på mig uden at se. De kan ikke se, at jeg er ved at falde fra hinanden indeni. Det eneste, der er synligt for dem, er, at jeg skaber mig og er fuldstændig ligeglad med alting.
          Måske er det også bare det, jeg er? Ligeglad med alting. De dårlige ting fylder bare så meget, at jeg ikke længere har plads til andet." Han så på mig med øjne, der fulde af smerte fortalte mig, at det var lige om lidt, den endelige forklaring ville komme. Han prøvede. Virkelig. Han åbnede munden, men lukkede den så igen. Åbnede så munden. Lukkede den igen. Det gjorde han rigtig mange gange, men det var, som om ordene sad fast i hans hals og var ved at kvæle ham.
"Det er okay, Harry. Bare tag dig god tid," trøstede jeg og lagde beroligende min hånd på hans knæ. Hele hans krop stivnede under min berøring, som om den gav ham stød. Jeg skyndte mig at tage hånden væk, men et lille grynt undslap hans læber og afslørede, at det ikke var min berøring som sådan, der fremkaldte den stærke reaktion hos ham. "Det gjorde min mor også. Dengang." Han lagde ekstra tryk på det sidste. "Hun prøvede at hjælpe - det gjorde hun virkelig -, men hun kunne slet ikke... hun forstod overhovedet ikke. Hun var lige så slem som de andre. Talte til og om mig, som om jeg var et dyr, der ikke kunne tage ansvar for mig selv," vrængede han med tydelig afsky i stemmen, men den var ikke rettet mod hans mor. Det var ham selv, han væmmedes over. Det skræmte mig, at han kunne tage afstand fra sig selv på den måde.
"Hun var den, der prøvede hårdest for at få tingene kørt ned på et niveau, der var til at holde ud, men hvad hun ikke havde nogen anelse om, var, at det sårede mig mindst lige så meget som de hårde og bekymrede blikke, jeg fik fra alle andre sider.
          Jeg ville så gerne..." hans stemme knækkede over, og han måtte tage en dyb indånding, før han fortsatte: "Jeg ville så gerne fortælle dem det hele, men jeg kunne ikke. Jeg var flov og bange. De holdt et møde. Os alle sammen; Liam, Louis, Niall, Zayn, Paul, min mor og en dame fra Modest! - altså vores management. De snakkede, som om jeg ikke var der, og når de endelig henvendte sig til mig, var det enten med misbilligende blikke eller utålmodige stemmer. Det var til at blive sindssyg af. Det var første gang, mit eget personlige slør lagde sig beskyttende om mig, og jeg tog i mod det med åbne arme. Jeg nød følelsen af, at al ansvar og pres blev lettet fra mine skuldre, så jeg i stedet kunne koncentrere mig om den følelsesløshed, der var så rolig og betryggende at søge hen til. Men jeg kunne ikke styre det, og jeg havnede så langt ude, at vejen tilbage blev visket ud i mørket.
          De begyndte alle at behandle mig anderledes, men det var nok også, fordi jeg selv ændrede mig. Deres ord sank ligesom ikke rigtig ind mere, og de tog en vis afstand til mig - alle andre end Louis, vel at mærke. Han blev ved med at holde fast, og til sidt var han den eneste, der kunne få mig til at grine. Han var - og er - min bedste ven, men selv dét tog de fra mig. Management begyndte at stille krav til vores forhold, idet folk startede rygter om vores seksualitet. Modest! og Paul spurgte mig flere gange, om det var sandt: 'Harry, er du til dit eget køn?', men jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg skulle svare. Hvis de havde spurgt mig i dag ville jeg stadig ikke vide det. Det er, som om jeg ikke kender mig selv længere. Som om, jeg ikke har nogen identitet." Han så ned på sine hænder, der pillede nervøst ved hinanden.  
          "Louis og jeg blev endnu tættere, og vi endte faktisk med at flytte sammen, indtil management sagde stop. Jeg hader dem. Det er, som om de har en mission om at gøre mit liv ulykkeligt. Jeg indrømmer gerne, at Louis og jeg gjorde nogle ting, der set i bakspejlet ikke var specielt smarte, men jeg fortryder ikke..." sagde han og holdt en pause til at lade ordene synke ind. Hvad havde de lavet? Taget stoffer? Lavet noget kriminelt? Haft sex med hinanden? At dømme efter det næste, han sagde, må jeg have lignet ét stort spørgsmålstegn i min tankestrøm.
"Og nej, vi sad ikke og tog stoffer sammen, hvis det er det, du tror. Det er en klassiker, men nej. Jeg har ikke rørt det. Jeg kan ikke snakke for de andre, for det ville være løgn at sige, at de ikke har...
          Nej, vi... øh..." Han rømmede sig og rystede kort på hovedet ad sig selv. Selvom det var tydeligt, at han forsøgte at skjule det, kunne man alligevel se en svag, rød farve stige op i hans kinder. "Fortæl mig lige igen, hvorfor det er, jeg sidder og fortæller det her til dig?
          Nå, men i hvert fald: Louis og jeg var sammen. Som i sammen. Faktisk hele to gange. De siger jo, at første gang, man laver noget skidt, er det en fejl, mens det anden gang er et valg, og det er helt rigtigt. Derfor betegner jeg det heller ikke som en fejl, for jeg fortryder intet udover det, at vi er gået bag om Eleanors ryg. Det fortjener hun ikke. Den første gang var de ikke sammen endnu, men anden gang var de lige begyndt at ses...
          Louis fik mig til at føle. Han fjernede den tykke mur, der omgav og burede mig inde. Han bandt Harry og jeg tættere sammen, så det ikke længere føltes, som om han gled ud mellem fingrene på mig. Nogle gange kan jeg stadig mærke fornemmelsen; den underlige trækken i hjernen, hovedpinen og den mærkværdige, tomme fornemmelse i mit hoved. Nu er han helt væk. Han er blevet lukket inde bag muren.
          Da de fandt ud af, at der måske var mere mellem Louis og mig, tvang de mig til at flytte ud af hans lejlighed. Ikke at Louis er til mænd, for det er han virkelig ikke - han har jo Eleanor -, men det var management jo ligeglade med. Om han så havde været hermafrodit, havde det raget dem en høstblomst; de skulle bare finde en måde at holde det skjult for omverdenen på. De fandt noget koldt, stort bras til mig et andet sted i byen, men jeg hadede det. Ikke lejligheden som sådan, men bare dét, at den var tom og forladt, og at de havde valgt den til mig - jeg fik ikke engang selv lov til at vælge min egen lejlighed!
          Jeg druknede min irritation i mig selv, sank så langt ned, at selv Louis havde svært ved at blive ved. Hver aften var der en ny pige med hjem, så Modest! til sidst var ved at flå mig levende. 'Tænk nu på omdømmet, hr. Styles,' sagde de hele tiden til mig. Paul begyndte at ignorere mig for at skjule, hvor dyb hans vrede var.
          Pigerne nød nætterne, selvom det kun var den ene, de fik, og de mange opkald, jeg fik dagen efter? - dem var jeg ligeglad med. Det rørte mig ikke. Det eneste, der betød noget, var det ene minut, når jeg var sammen med dem, hvor mit skjold brast, så jeg kunne se igen." Jeg vidste selvfølgelig godt, hvornår det minut var, og det var han også godt klar over, at jeg vidste. Han behøvede i hvert fald ikke at uddybe det... Det var et enormt intimt emne, men alligevel virkede det ikke kejtet eller forkert at snakke om.
"Minuttet blev kortere og kortere for til sidst at forsvinde helt. Jeg følte ingenting længere. Alle omkring mig sitrede af vrede, når de så mig, for jeg var skyld i forside efter forside omkring mit privatliv. Om, hvordan jeg var den værste player, homoseksuel eller en værre drukkenbold. De første to ting hverken kan eller vil jeg ikke udtale mig om, men jeg kan uden tøven sige, at det sidste er en lodret løgn. Jeg drak ikke. Gør det stadig ikke... Eller... altså, ikke ret tit i hvert fald. Selvfølgelig sker det engang imellem, at jeg bliver ret fuld, men det er jo kun menneskeligt, ikke?
          På scenen formåede vi alle fem at få det til at se ud, som om intet var galt. Vi fjollede rundt, som vi plejede, og jeg prøvede virkelig at være med i det. Det gik også fint indtil for et par uger siden. Jeg tabte det hele. Min facade krakelerede, og tilbage stod en sur idiot, der lignede Harry på en prik, men indeni... der var han mig - ikke den rigtige Harry." Den kilometerstore afstand, han lagde til sig selv, var direkte skræmmende. Han betegnede jo ikke engang sig selv som sig selv, hvis det overhovedet var muligt at sige...
"For at sige det, som det er, så endte jeg med at glemme at synge oppe på scenen, og da det var min tur til at introducere og snakke," sagde han og pustede med rystende åndedræt ud, "da stod jeg bare og gloede som en eller anden idiot. Det var kun med nød og næppe, at Niall fik reddet min røv. Han er ret intelligent, den dreng. Han ejer scenen.
          Da vi kom ud, var der ingen, der sagde et ord til mig. Jeg vidste godt, at det var noget lort, men mit slør ville ikke lade mine følelser slippe igennem, så det kom i stedet til at se ud, som om jeg var fuldstændig ligeglad.
          Fire dage efter havde vi et par dages pause, hvor arrangørerne i samarbejde med vores folk fik sørget for at stoppe touren. Der blev arrangeret et møde, hvor jeg på en mere eller mindre blid måde fik et spark i røven og fik at vide, at jeg skulle i tænkeboks. Og her sidder jeg så," Han slog ud med armene og forsøgte at fremtvinge et smil, men det var tydeligt, at det ikke var ægte, da smilehullerne stadig ikke viste sig.
"For at sikre, at der ikke blev mere postyr end højst nødvendigt, er de andre drenge ret synlige i offentligheden og forsøger at afværge ethvert spørgsmål omkring mig, indtil jeg kommer tilbage - hvis jeg gør det. Lige nu ved jeg ærligt talt ikke," sukkede han opgivende og gav sig til at tegne sirlige mønstre i sandet med en lille, tør kvist. "Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvordan skal jeg kunne ændre på noget, jeg ikke selv har kontrol over? Hvordan skal jeg kunne ændre på noget, jeg ikke aner, hvor jeg skal lede efter?"
For første gang i den her samtale blandede jeg mig: "Bare det, at du sidder og stiller dig selv de spørgsmål, Harry, er da et skridt den rigtige vej." Han vendte med et ryk hovedet i min retning, som om han blev forskrækket over min indblanding. Han mødte flakkende mit blik, og jeg forsøgte mig med et nervøst smil. Forvirringen i hans øjne var ikke til at skjule; man kunne næsten fornemme, hvordan alle tandhjulene i hans hjerne snurrede for at finde hoved og hale i det, han lige havde hørt. Ikke at ordene som sådan var svære at forstå - det var bare sammenhængen og løsningen på det, han så ud til at være i tvivl om. Han åbnede et kort øjeblik munden for at svare, men lukkede den så igen og fortsatte sit mønster i sandet. Jeg havde en sær trang til at hjælpe ham, så jeg stillede ham et spørgsmål, jeg ikke på forhånd vidste, hvilken reaktion, jeg ville få ud af: "Hvordan startede alt det dér?" Måske ville han blive vred, måske lukke ned, måske blive ked af det? Den sidste var nok ret usandsynlig...
          Faktisk overraskede han mig ved ikke at gøre nogen af delene. Han så tænksomt ud over vandet et øjeblik, inden han samlede sig og holdt øjenkontakt med mig.
"Det startede for lige omkring to år siden i New York." Da vidste jeg, at den egentlige historie var i gang.

 

Så for søren - så kom hele molevitten! Det her er jo et meget væsentligt stykke af historien, så håber det levede op til jeres forventninger - let me know, både hvis det gjorde, og hvis det ikke gjorde!
Der var godt nok ikke ret mange afsnit i det her kapitel, så håber I overlevede! Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg faktisk rimelig godt lide det første stykke - altså det med den alvidende fortæller! Håber jeg selvfølgelig også, I kunne! :-) Mit længste kapitel so far, tror jeg - 5188 ord! :-D
OBS OBS OBS: Der er nogle rent historiske One Direction-ting, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden, men jeg er simpelthen blevet nødt til at snyde lidt for at få det hele til at gå op!! Eller... Er faktisk ikke helt sikker på, om jeg har snydt, men lad os bare indse det: Jeg har ikke gjort mit benarbejde specielt grundigt. Var de overhovedet i USA i efteråret 2011? Nej, vel? Men det var de altså i den her movella, og jeg beklager, at det ikke stemmer overens med virkeligheden :-S
Lige lidt praktisk information, så har jeg lavet lidt om på kapiteloverskrifterne, så det nu er let at overskue, hvis synsvinkel, der bliver fortalt fra. Katrine har stadig bølgestregen, mens Harry har fået en stjerneeee!
Desuden er der kommet en masse underlige streger øverst i kapitlerne - gæt engang, hvad det er? :-P Det er en oversigt over, hvor mange dage, der er gået. Måske egentlig mest en reminder til mig selv, da jeg ikke er sikker på, jeg ville kunne holde styr på 21 dage... :-S
Hvad tror I, der kommer til at ske nu, når Katrine har fundet ud af lidt af Harrys historie?
Håber ellers, I nyder livet derude!!!
Live confident! xx
- SV

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...