Hemmeligheden

Hun mistede sit livs kærlighed, da en bil pludselig kom susende og gjorde det forbi med deres kærlighed. Brevet kom på en solrig tid, men tiden blev hurtigt vendt om til en dyster tid. Hvem vidste hendes hemmelighed? Hvem har sendt brevet? Hvem er ude efter hende? hvem vil have ram på hende, at de vælger at gå mod hendes elskede mand?

0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. Hemmeligheden

Det gav et ekko i hele kvarteret. Mit liv blev taget med i døden. De stod der alle sammen. Ingen gjorde noget. I det fjerne lød en høj sirene. Hele mit liv blev taget fra mig. På et split sekund var alt væk. Det var ikke til at forstå. Mit ansigt føltes tungt og vådt.

Det var tid. Jeg skulle vælge en kjole, men jeg var ligeglad. Præsten spurgte, om John havde et yndlings digt eller noget lignende, som jeg gerne ville læse op, men jeg kunne ikke få noget ud af min mund.

Alle var kommet. De var alle sammen frygteligt kede af det, men hvad hjalp det mig med? Det var ikke dem, som havde mistet deres mand. Præsten nåede enden af sin prædiken, da jeg kom i tanke om et digt John reciterede for på vores første nat. Alle stirrede på mig. Jeg hviskede stille til John ”I loved you once. I love you still. I always have. I always will.” Mine øjne fyldtes med vand, da de bar ham ud. Alle stod og så på, da kisten blev sænket i jorden. Det løb ikke ned af mine kinder mere. Der var tomt indeni. Der var intet tilbage. Ikke engang tårer. Jeg stod bare der. Så på jorden, som dækkede ham til. Jeg kunne ikke forstille mig et liv uden ham, og ville ikke forsætte uden. Jeg landede på jorden. Min krop havde fundet nogle gemte tårer. Hvorfor ville nogen tage John fra mig? Hvad havde vi gjort, som var så forfærdeligt? Det stivnede i mig. Pistolen var ikke rettet mod ham! Den pegede mod mig! Det var mig, som skulle ligge nede i jorden. Det var mig, hvis blod skulle flyde på vores græsplæne. Det var mig. Han døde for noget jeg havde gjort. Min verden brød sammen i det øjeblik. En eller anden måtte vide, hvad jeg har gjort, men hvem? Jeg måtte bevare roen og lade som ingen ting. Hårene på mine arme rejste sig. Kulden og frosten rev fat i mig. Jeg sænker en rose på gravstedet. Han er væk for altid.

Solen varmede på hele min krop. Det var nok den varmeste dag hid til vi havde haft. Alle var ude. Alle var sammen med deres mand. Undtagen mig. Det var ved at være et år siden, jeg sidst så hans charmerende ansigt. Jeg kunne ikke holde ud, at se på de alle så lykkelig par, når jeg var så ulykkelig. Jeg søgte ly i mit hus for at komme væk fra alle de forelsket par. Huset var kogende hedt, så lemonaden kølede min krop af. En orange bil stoppede ved mit hus. Jeg gik ud for at tage imod det der bragtes mig. En masse regninger, men der var også et personligt brev. Brevet var kort og præcis. En eller anden kendte til min hemmelighed, og ville gå til politiet. Brevet landede på gulvet sammen med min hemmelighed. Hvem har regnet min hemmelighed ud? Var det den sammen person, som dræbte John? Eller som ville dræbe mig? Jeg kunne ikke være tryg i mit eget hjem mere. En ude i verden var ude efter mig. Kun to personer kendte til min hemmelighed, og den ene var død. Den anden person ville aldrig gå imod mig. Ikke efter alt det vi har været igennem. Jeg var kun 16 år den gang. Jeg viste jo ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg gjorde det jo i selvforsvar, men papa ville ikke gå til politiet. Det ville ødelægge hans ry. Vi amishmennesker klarer tingene selv. Kunne den anden person være vred over, at jeg forlod amishfolket. Vi var jo stadig i familie. Billederne fra den nat kom op mit hoved igen. Jeg havde brugt 20 år på, at glemme det. Der var kun én ting at gøre. Jeg måtte vende tilbage til min fortid.

Jeg stirrede bare på den store røde gård. Jeg kunne ikke få mig selv til, at gå derind igen. For mange år siden, da jeg forlod den gård, svor jeg, at jeg aldrig ville sætte mine fødder på den grund igen. Det var for sent. Hun havde set mig. Hun gav mig ikke engang et lille smil, men det blik

”Hvor vover du at komme igen.” Jeg nåede ikke at se mig omkring, før jeg sad i hendes køkken.

”Har du sendt et brev til mig, hvor du skrev, at du ville gå til politiet om natten for 20 år siden?” spurgte jeg bekymrede.

”Hvor vover du at beskylde mig for den slags! Jeg har ikke sagt et ord til nogen!” råbte hun vredt.

”Hvem har så fundet ud af det?” svarede jeg spørgende tilbage.

”Det har jeg ingen anelse om.” sagde hun ked af det.

”Undskyld ulejligheden.” svarede jeg trist.

Jeg kunne ikke trække vejret. Bare luften på den grund mindede mig om min fortid. Min fortid, som jeg så inderligt har prøvet at glemme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Min hemmelighed, som jeg så hårdt har prøvet at skjule, var blevet opdaget, og der var ingenting jeg kunne gøre, for at stoppe den, for at komme frem. Jeg følte mig som 16 igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og lod bare papa ordne det hele, men nu kunne jeg se, at jeg skulle have meldt det. Jeg ville ikke have været i fængsel, når det var selvforsvar, men nu ville jeg komme i fængsel for at holde tæt på min mørkeste hemmelighed. Jeg ville ikke lade min søster få skylden for at være indblandet eller min papa. Der var kun en ting, jeg kunne gøre. En ting jeg aldrig havde tænkt på før i mit liv. Mange mennesker gør det, fordi de er ulykkelige, men jeg gjorde det for, at begrave min hemmelighed så den aldrig kunne blive gravet frem igen. Der var allerede en person, som jeg elskede, som blev ramt af min hemmelighed, og der skulle ikke rammes flere, med noget jeg har gjort.

Jeg kiggede på mit hus fra indkørslen. Jeg forstillede mig John og jeg på verandaen. Et smil formede sig på mine læber. Jeg havde ikke gjort det siden den dag det hele startede med at komme frem. Jeg gik rundt til alle mine venner, og fik mig en god lang snak, og vendte så tilbage til min noget så skrækkelige verden. Jeg fandt en kasse frem, som aldrig er blevet åbnet. Jeg tog indholdet og gjorde det af med min hemmelighed.

Jeg kunne mærke, det stivnede i hele min krop. Jeg ville med en sidste gang med færgen, som John og jeg altid tog med når vi bare ville forsvinde. Jeg ville hen til et bedre sted. Et sted, hvor ens problemer bare forsvinder. Jeg ville hen til dig, John.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...