Deceive me, but love me...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Clarizza Lankford har aldrig haft held i kærlighed. Men da hun bliver kærester med skolens hotte og populære fyr, bliver hendes liv vendt på hovedet. Hun begår den fejltagelse at stole på ham, men da også forråder hende, kan hun ikke lade vær med at miste tilliden til folk.
Vil hendes kærlighed være gengældt, og vil Claire være i stand til at elske ham, selvom hun altid risikerer at få sit hjerte knust igen?

3Likes
9Kommentarer
432Visninger
AA

3. Please, let me love you

Alt var sort. Jeg følte det, som om jeg var under vandet. Enten trak jeg ikke vejret, eller også kunne jeg ikke. Det var, som om jeg havde øreprop i ørene. Alt var uudholdeligt stille. Jeg prøvede at bevæge mig, men kunne ikke. Min krop nægtede at adlyde, og det fik mig til at gå i panik. Jeg kunne høre mit hjerte banke højlydt, som havde nogen taget det ud af min krop, og holdt det lige nu i sine hænder. Sådan lød det. Dunk, dunk. Dunk, dunk. Dunk, dunk.
Var jeg i live, eller var jeg død..?
Pludselig gispede jeg efter en så kold luft, at den synes at fryse mine lunger til is. Mine øjne gik op, og jeg stirrede ufokuseret på noget, der lignede en hylde.
Enten var alt øredøvende stille, eller også havde jeg mistet høresansen. Et ansigt kom til syne foran mig. Langsomt blev det tydeligt. Læberne bevægede sig lydløst. Det sorte hår faldt ned i panden på ham. Øjnene var vidt åbne af skræk. Men var det bare mig, eller så jeg i et splitsekund antydningen af lettelse og glæde krydse hans ansigt?
Alt jeg kunne, var at stirre tilbage på ham. Først da gik det op for mig, at jeg havde plastik-tingester over munden. De føltes underlige.
For sent gik det op for mig, at jeg stadig holdt vejret. Jeg prøvede forgæves at slippe det ud.
Et råb trængte ind i mine ører. Jeg nåede ikke at opfatte ordet. Jeg mere så, end følte, da en eller anden placerede sine hænder på mit bryst, og gjorde et eller andet, der fik mig til endelig at kunne trække vejret.
Jeg rullede om på siden, og hostede, og samtidig trak vejret hurtigt. Mine tanker var rodet. Jeg kunne ikke få styr på, om jeg skulle koncentrere mig om at trække vejret eller få hosten overstået.
Jeg kunne høre nogen komme løbende ind. Jeg vendte hovedet mod dem, og følte glæden boble i mig, da jeg så Nicole og Sam. De kastede sig om halsen på mig. Jeg gengældte varmt deres knus, og følte mig tryg.
"Sam! Nicole!"
De smilede bredt til mig, og stod foran mig. En eller anden stod bag dem. Jeg prøvede at få øje på personens ansigt. Det var helt klart en fyr, for da han vendte sig om, og gik ud, fik jeg et glimt af de muskuløse overarme.
"Vent," sagde jeg, og fik stoppet ham.
Nicole bevægede sig foran ham. "Han er lidt genert," sagde hun, og smilede undskyldende. Hun måtte have troet, jeg ikke så det, da hun skubbede ham væk.
"Nicole.." begyndte jeg.
"Han er bare endnu én af dine beundrer!" brød Sam ind, og de nikkede. Jeg vidste, de skjulte noget.
"Enten afslører han sig selv, eller også hiver jeg de her pokkers slanger ud..!"
Sam og Nicole så forfærdet på mig. "Nej! For guds skyld, lad dem være."
Jeg så afventende på dem med armene over kors. De trådte til side, og fyren vendte sig om.
Det kulsorte hår var det første ved ham, jeg huskede.
Dimitri.
Navnet bragte minderne tilbage. Dimitri's hadefulde blik, de ord han nærmest spyttede ud, det han havde kaldt mig.
Jeg sprang tilbage. "Hva- hvad laver han her?!"
Mine øjne blev fyldt med tårer ved synet af hans ansigt.
Jeg tog mig sammen, og åndede dybt ind for så at ånde ud igen.
"Claire..." begyndte Sam og Nicole, men jeg afbrød dem. "Lad os være alene."
De nikkede kort, og gik ud. Stilheden lagde sig over Dimitri og jeg.
Jeg vendte ansigtet væk. "Hvad laver du her?"
Jeg var glad for, at min stemme ikke rystede.
"Sam ringede."
Jeg så på ham. "Åh, så du blev bekymret? Bekymret over en lille ludder? Hvis jeg husker rigtigt, så var det det, du kaldte mig."
Han sagde ikke noget. "Du er bare endnu én af dem. Tror, du ved alt om mig, prøver at lokke min tillid til dig for så bagefter at kunne knække den. Jeg troede, du var anderledes. Jeg troede, jeg kunne stole på dig. I sidste ende blev jeg bare endnu en gang bedraget."
Jeg sendte ham et sørgmodigt smil, selvom mit syn var slørret på grund af de forbandede tårer. "Bedrag mig, men bare elsk mig. Jeg er ikke som de piger, der tror på uendelig kærlighed, "destiny", eller 'lykkelig til mine dages ende'. Men jeg tror på kærlighed."
Jeg satte mig op, og slog armene om mine ben. "Se, det er derfor, jeg ikke vil blive forelsket. Det ender bare altid med, at jeg bliver såret som bare pokkers."
Jeg lukkede øjnene, mens tårerne løb ned af mine kinder. "Jeg hader dig, men jeg elsker dig."
Mit hoved gjorde ondt, og jeg stønnede. "Jeg ville ønske, fysisk smerte var det eneste, jeg følte lige nu. For tro mig, du aner ikke, hvor meget jeg lider lige nu."
Jeg tørrede mine våde kinder med bagsiden af min hånd, og så på ham. "Hvad står du her for? Hvis du ikke har noget at sige, så bare gå."
Dimitri stirrede ud i luften. Så vendte han sig om, og gik hen mod døren.
"Vent," stoppede jeg ham. Han stoppede med hånden på dørhåndtaget.
"Nærm mig aldrig igen. Tal aldrig til mig. Se mig aldrig i øjnene. Er det forstået?"
Jeg så ham nikke svagt. Så gik han ud, og lukkede sagte døren efter sig. Jeg begravede ansigtet i hænderne, og græd mit hjerte ud.
Hvem skulle have troet, det ville være så smertefuldt at give slip på den, man elskede?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...