Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
883Visninger
AA

16. Spøgelsesudryddelse

Liams synvinkel:

Jeg skyndte mig neden under, med en protesterende Zayn lige i hælene, men jeg ænsede ham næsten ikke. Jeg tænkte kun på at finde Emily.. og derefter myrde hende.

"Liam, Zayn," jeg vendte hovedet mod køkkendøren, og så Niall stå i døren. Men han lignede slet ikke sig selv. Han var helt hvid i ansigtet, og jeg kunne se sveden glimte på hans pande, imens han træt betragtede os. "Kommer i lige?"

Jeg så på ham, men rystede så på hovedet. "Jeg har lidt travlt, så.."

"Vær nu sød," bad han så, og hans øjne viste næsten desperation. "Jeg vil altså ikke stå med det her alene. Hvis Sam nogensinde skal blive sig selv igen, skal vi lige over den her ene sindssyge aften!"

Jeg blev lidt chokeret over den måde hans stemme næsten knækkede over til sidst. Han virkede helt udmattet, og jeg fik helt ondt af ham. Forvirret var jeg også. Var Sam blevet sindssyg eller hvad snakkede han om?

Jeg vekslede blikke med Zayn, og han nikkede til mig. Vi måtte vidst nød til det. Det vidste vi begge.

"Okay, så bare et øjeblik," sagde jeg lavmældt, og vi fulgte med Niall ud i køkkenet, men synet der mødte os, forskrækkede os virkelig et øjeblik.

Sam sad ved bordet med et blik der udtrykte totalt tomhed, som om hun var et lig med farve i kinderne. Hendes øjne rystede næsten, som om hun var ved at bryde sammen, men på samme tid så hun helt rolig ud. Bordet var dækket med stearinlys, som løb rundt i cirkulære mønstrer overalt på bordet, og i midten lå et billede af Megan som smilede til kameraet.

"Hvad sker der?" spurgte Zayn forvirret, men Niall rystede bare på hovedet, og trak en stol ud. Zayn og jeg gjorde det samme, i ren refleks, da det det så ud som om det var det de ville have os til.

"Liam sluk venligst lyset," sagde Sam pludselig, og jeg fik et chok over lyden af hendes stemme. Men alligevel lænede jeg mig lidt bagud på stolen, og kunne lige akkurat nå lyskontakten. Snart var det eneste lys i rummet, det der kom fra de brændende stearinlys.

Sam rakte hænderne ud, og gestikulerede til at vi skulle tage dem, så det gjorde vi. Den akavede og underlige stemning gjorde mig på en måde lidt nervøs, men alligevel rørte jeg mig ikke. Samtidig var jeg også lidt irriteret og utålmodig, da jeg jo skulle nå noget.

"Megan," hviskede Sam, og jeg kunne ikke lade være med at se lidt overrasket ud. "Jeg ved at det er ved at være noget tid siden. Men du ved også godt at det er for sent."

Niall vekslede blikke med os.

"Jeg savner dig," en tåre undslap Sams kind imens hun snakkede. "Men du kan ikke komme tilbage nu. Det er altså for sent. Jeg elsker dig og vil altid gøre det."

Zayn bed sig i læben og så på os.

"Måske vil du slet ikke gå. Og det forstår jeg udmærket. Det må virke skræmmende, men bare rolig. Jeg er sikker på at du nok skal klare det. Tanken om at give slip og bare forsvinde ville også skræmme mig, men det du gør nu holder mig bare fra den virkelige verden. Jeg kan ikke give slip, medmindre du gør et først. Jeg er ked af det, men jeg ¨må nød til at sige farvel nu. Så.. Farvel, Megan. Det skal nok gå."

Hun stoppede med at tale, og pludselig begyndte Sam at hive efter vejret. Stearinlysene gik ud, og Niall rejste sig med det samme. Sam tog sig til hjertet, græd, klyngede sig til Niall og hostede som var hun ved at dø. Zayn og jeg rejste os også, og stirrede på hende.

Og så stoppede det. Hun åbnede øjnene og fik sin vejrtrækning under kontrol. Det første hun gjorde var at se rundt om sig, men lettelsen skyllede ind over hende, og man kunne se glæden i hendes øjne.

"Hun er væk," hviskede hun, og lagde hovedet mod Nialls bryst. Han nikkede bare, smilede hurtigt til os, og gav os derfor lov til at forlade køkkenet. Vi tøvede ikke, men skyndte os ud i stuen.

Et øjeblik kunne jeg ikke lade være med at være lidt forvirret, men så kom jeg igen i tanke om hvad jeg havde været i gang med før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...