Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
1042Visninger
AA

3. Splittende tanker

Liams synsvinkel:

Jeg så ned på mine hænder, imens jeg gned dem i ren fortvivlelse. Hvis jeg ikke gned mine hænder, trommede jeg med mine fingerspidser på bordpladen, bare for at aflede mine tanker, selvom det ikke virkede spor. Alle de tanker der spredte sig i mit hoved, gav mig kuldegysninger, og selvom Zayn og Louis blev ved med at prøve at berolige mig, så kunne jeg ikke finde trøst i noget af det de sagde.

Vi sad ved spisebordet, med en kop te hver, som jeg overhovedet ikke havde rørt. Jeg kunne slet ikke tage mig sammen til noget, og det blev nok værre i morgen, når hele grunden til den her samtale skulle ske.

Vi skulle til at begynde at arbejde igen, og det bestod i at vi skulle indspille en masse nye sange, være med til planlæggelsen af nye koncerter, lave signings o.s.v. Det ville sige at alt vores tid nu ville blive berøvet os, og at alt der nu skulle arbejdes på, var karrieren.

Og det var ikke fordi at jeg på nogen måde hadede tanken. Jeg havde savnet at synge og at optræde helt vildt, og tanken om at se nogle af vores fans igen gjorde mig meget glad.. Men alt den tid der nu blev taget fra os betød også at vi ikke havde lige så meget tid til pigerne mere.

Derfor var vi også endt i en speciel samtale for en måneds tid siden. Louis var kommet med et forslag, som der nok var meget fornuftig, men som var meget splittende for mig. Nemlig at pigerne skulle begynde i skole igen.

Selvfølgelig anså jeg det som den rigtige løsning, og selvfølgelig også som noget der var nødvendigt, men alligevel nagede tanken mig. Skolen kunne være et forfærdeligt sted, og hvad hvis pigerne ikke kunne falde til? Jeg tvivlede ikke på at Alyssa få venner med hendes selvtillid og glæde, som var blevet genopbygget på de sidste par måneder, eller Sam, selvom hun var begyndt at blive så stille på det sidste, men tanken om at Emily havnede et sted som skolen, gjorde mig meget nervøs.

"Liam, der kommer jo ikke til at ske hende noget?" forsøgte Zayn endnu en gang.

"Jamen hvad hvis hun bliver holdt uden for," gentog jeg for dem, og rystede på hovedet i ren og skær frygt for at jeg ved at sige det, ville få ret. "Hvad hvis hun bliver drillet? Eller kommer til at savne os?"

Louis og Zayn vekslede blikke.

"Selvfølgelig kommer hun til at savne os," sagde Louis, med et halvt optimistisk og halvt opgivende smil. "Vi er jo hendes familie nu. Men hun skal nok klare den. Hun er jo stærk, ikke?"

Jeg sukkede, og mumlede et stille; "Jo." som svar.

De kunne ikke se problemet i den stilling vi var havnet i, og på samme tid så kunne jeg faktisk heller ikke. Men det var bare som om jeg kun kunne få tanker i hovedet om, at Emily ville blive ked af det.

"Liam," Zayn så på mig som om jeg var skrøbelig eller ude af stand til at forstå ham. "Du har jo ikke været væk fra hende i snart et halvt år, og måske oplever du en lille smule adskillelsesangst?"

Jeg fnøs, og blev på samme tid rød i hovedet af hans 'beskyldning'.

"Jeg er ikke hendes mor?!" sagde jeg lidt irriteret til ham, og Zayn og Louis kunne selvfølgelig ikke holde et lille grin tilbage hver. Niall og Sam, som sad på bordet ved siden af håndvasken, fniste også lidt.

"Nej, det ved vi godt," sagde Louis hurtigt, og kvalte sit grin. "Men du må altså tænke lidt på hendes fordele ved det her. Hun skal jo også have en uddanelse?"

Jeg nikkede bare, og rejste mig op. Min, urørte og nu kolde, te hældte jeg ud i håndvasken og satte derefter kruset i opvaskemaskinen.

"Jeg ved det godt," sagde jeg kort til dem, før jeg gik ind i stuen. Jeg smed mig i den bløde sofa foran TV'et og stirrede ind i den sorte skærm, med tankerne flyvende rund i hovedet. Jeg vidste godt at jeg var alt for overbeskyttende, men det havde jeg bare vænnet mig til at være. Det var bae en følelse der ikke kunne forsvinde.

Krigen havde gjort et eller andet ved mig.

 

Hej alle sammen. I uge 27 skal jeg være md i en forestilling på Mors, og i uge 28 skal jeg i sommerhus. Så det er ikke sikkert at der kommer et kapitel her lige med det samme. Håber at i forstår! Lova ya all! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...