Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
905Visninger
AA

7. Slagsmål

Harrys synsvinkel:

Ti minutters tid efter at Zayn og Liam havde forladt bygningen, kom skolebussen. Ind af døren kom Alyssa og Sam, men Emily var der ikke. Vi blev alle sammen lidt forvirrede.

"Hey, skat," sagde jeg med det samme, og skyndte mig hen til Alyssa. Jeg kyssede hende langtrukkent og intenst før jeg endelig så hende i øjnene, og spurgte hende; "Hvordan var skolen?"

"Som en skole nu er," svarede hun mig, og sendte mig et smil.

Sam løb ud i køkkenet til Niall, hvor hun sikkert også fik et kys eller to. Jeg rystede på hovedet af mig selv, sådan som jeg fantaserede om andres kærlighedsliv.. Harold dog!

Louis rejste sig op, og betragtede os et øjeblik, før han endelig fremtvang spørgsmålet.

"Hvor er Emily?"

Der blev stille lidt, imens Sam og Niall kom ind i stuen, han med armene om hende. Pigerne vekslede blikke, og vi ventede alle tålmodigt, før de endelig tog sig sammen til at svare os. Det var åbenbart en alvorlig sag? Noget med mord og detektiver, eller dinosaurer og stenalderen.. Mine tanker var virkelig mærkelige? Jeg måtte være lidt overtræt!

"Emliy kom op på inspektørens kontor i sidste time," sagde Alyssa så, og Louis så først overrasket og derefter afventende på hende, som om hun ikke havde besvaret spørgsmålet ordentligt endnu.

***

Liams synsvinkel:

Jeg vidste det! Jeg vidste det! Jeg VIDSTE det! Det var en dårlig ide fra starten af at sætte pigerne i skole. Nu var vi pludselig på vej op af gangen i en eller anden folkeskole, mod inspektørens kontor, uden at jeg anede hvad vi skulle der.

"Hvad sagde de i telefonen?!" spurgte jeg endnu en gang Zayn.

"At vi skulle befinde os på kontoret, så hurtigt som muligt, og at det handlede om Emily," gentog han, nok for fjerde gang. Vi havde gået i lang tid, da skolen var stor, og fordi vi var gået forkert første gang.

"De er super gode til at beskrive problemerne i detaljer, må jeg sige," sagde jeg ironisk og irriteret, men heldigvis var vi nu henne ved kontoret. Det lå for enden af den gang, som næsten alle gange førte hen til, og derfor var jeg lidt skuffet over at vi var gået forkert?

Zayn bankede langsomt på, og da et utydeligt "Kom ind." hørtes derinde fra, åbnede vi døren. Det var et stort, lyst og åbent kontor, som faktisk bragte en okay hyggelig stemning, selvom det var helt modsat af mit humør lige nu. Der var utrolig mange skabe og skuffer langs væggene, og der var numre og forskellige bogstaver på dem alle sammen, som gjorde at det kun var den der havde opfundet systemet der kunne finde rundt i det.

Der var selvfølgelig også et skrivebord i rummet, hvor der var anbragt en bænk foran. Bag skrivebordet sad en mand, omkring i halvtredserne. hans ansigt så ikke som sådan gammelt ud, men havde dog nogle træk som aldrede hans udseende en del. Hans hår var også gråt, og tilbageredt (Sikkert for at skjule at hans hår forsvandt mere og mere..) og han havde et nålestripet og kedeligt jakkesæt på.

"Sæt jer venligst," sagde han, med et smil på læben, og vi gjorde som vi fik besked på. Der var mange nipsting på bordet, og også et billede formentligt af hans familie. "Jeg er hr. Wizzle."

"Liam Payne."

"Zayn Malik."

Vi gav hurtigt hånd, og jeg sukkede. Jeg var alt for træt til det her.

"Jeg spurgte efter Emilys forældre, og hun giver mig navnet på to fra bandet One Direction," han sad og skrev et eller andet ned imens han snakkede.

"Hendes forældre døde i krigen, og nu bor hun hos os," forklarede jeg, og han betragtede os et kort øjeblik.

"Åh, hvor sørgeligt," sagde han stadig uden at se på os.

Jeg lagde armene over kors og så afventende på ham. Hvorfor han ikke havde fortalt hvorfor vi var her, tirrede mig virkelig meget, og Zayn mærkede min utålmodighed.

"Hvorfor er vi her?" spurgte han, og inspektøren så op på os.

"Undskyld," sagde han hurtigt. "Jo, i er her, fordi Emily var indblandet i et slagsmål i dag."

Jeg tror jeg måbede, for jeg blev ivertfald utrolig overrasket. Det kom fuldstændig bag på mig, og jeg rystede voldsomt på hovedet.

"Emily? I et slagsmål?" spurgte jeg fortvivlet.

"Hvem vandt?" Zayn så ikke overrasket ud, men utrolig nysgerrig. Jeg slog ham hurtigt på armen, og så på hr. Wizzle igen.

"Hun kom op og skændes med den to år ældre elev Amy Clanton," forklarede han, og lænede sig tilbage i sin skrivebordsstol. "Åbenbart havde Amy fornærmet hende."

Jeg stirrede bare på ham, og mine tanker som eksploderede i mit hoved. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Zayn så også lidt overrasket ud nu, men han forblev nysgerrig.

"Så var det nok ikke Emilys skyld?" sagde han hurtigt, og jeg rystede på hovedet. Det kunne det ikke være.

"Men jeg vil bede jer om at tage en snak med hende lige meget hvems skyld det er," sagde hr. Wizzle, og rejste sig op. "Jeg henter hende lige."

Han gik hen til en dør, som var i en af hjørnerne af rummet, og vi blev efterladt tilbage i kontoret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...