Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
923Visninger
AA

11. Skyldfølelse

Harrys synsvinkel:

Jeg stirrede overrasket på hende, og måbede. Alt i min krop fortalte mig at jeg skulle rejse mig og gå, finde et sted at være alene og tænke over det. Finde en løsning, eller beslutte at tage som det kom. Men jeg kunne ikke koncentrere mig her, og musikken blev pludselig meget højere inde i mit hoved.

Jeg rystede på hovedet, og mine øjne søgte ned på mine hænder, væk fra hende, og hendes afventende sørgmodige øjne, som så gerne vil holde kontakten til mine. Væk fra hendes afsløringer, og overraskelser. Væk fra det hele.

Og så rejste jeg mig op, så stolen næsten væltede. Jeg undgik at se på hende, og i stedet skyndte jeg mig bare mod udgangen. Men før jeg forsvandt helt ud derfra, vendte jeg mig om, så på hendes sårede ansigt, og mærkede mit hjerte knuses i tusind stykker.

"Undskyld," sagde jeg skælvende, og småløb derefter ud af døren. Jeg gik med hurtigte skridt direkte mod centrets udgang, og mærkede hvordan tårerne kom frem i mine øjenkroge. Jeg blinkede hurtigt for at få dem til at forsvinde, og sukkede. Jeg havde lyst til at græde, men ikke på grund af det hun havde sagt. På grund af at jeg lige havde forladt hende helt alene på cafeen.

Men mine tanker kredsede rundt i hovedet på mig og få sekunder efter mærkede jeg hvor meget jeg havde brug for at komme et sted hen hvor jeg kunne være alene. Bebrejde mig selv. Hade mig selv.

Jeg kunne virkelig ikke fatte hvad jeg havde gjort ved hende. Hvad var jeg lige for et monster? Hun var jo kun femten! Hvorfor havde jeg været så opsat på at gøre det, når jeg godt kendte konsekvenserne? Hvad var jeg for en forfærdelig kæreste?

Og nu var hun gravid..

Jeg så op og opdagede at jeg ikke vidste hvor jeg var henne mere. Jeg stod på fortovet et eller andet sted, og det eneste jeg kunne genkende var parken, så jeg gik hastigt hen mod den. Der var mange mennesker i dag, og jeg fik øje på flere børn der legede rundt omkring.

Jeg satte mig på en hård bænk, og lænte mig tilbage så jeg så op i himlen. Ikke en sky formede sig deroppe, i forhold til at det var efterår. Men det var heller ikke særlig koldt, så det stemte fint.

Jeg fik det igen forfærdeligt, lænte mig forover og begravede mit ansigt i mine hænder. Jeg græd ikke endnu, men jeg var bange for at jeg ville komme til det. Alyssa som mor.. nu.. jeg kunne ikke få det ind i mit hoved.. og mig som far..

Det kunne jeg slet ikke rumme. Ikke endnu. Ikke endnu overhovedet! Og så var det endda min skyld..

Med den tanke, lod jeg tårerne strømme, og jeg krøb mig grædende sammen på bænken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...