Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
903Visninger
AA

9. Psykolog

Nialls synsvinkel:

Efter lidt tid, havde pigerne endelig vendet sig til skolen, men den første weekend blev dog nydt i fulde drag. TV'et, computeren og stereoanlægget blev brugt mere end nogensinde før, og Emilys glade humør var endelig tilbage. Og det at vi alle havde det hyggeligt var næsten det værste ved det der skulle ske næste dag.

Sam og jeg stod tidligt op den mandag morgen. Tidligere end de andre, selvom Sam slet ikke skulle i skole. Alligevel klædte vi os begge på, og spiste morgenmad. Og igennem alle vores morgenritualer var Sams ansigt helt udtryksløst. Hun vidste hvad der skulle ske, og hun vidste også godt at jeg ikke kunne blive hos hende hele tiden. Det smertede ikke kun hende. Det føltes som om en knude bandt sig sammen i min mave hver gang jeg tænkte på det.

Da vi så satte os i venteværelset, blev Sams ansigt for alvor udtryksløst. Hun var som en robot, som ikke kunne trække i mundvigen eller blinke. Hendes glød i kinderne var væk, glimtet i hendes øje eksisterede ikke længere, og det var som om hendes hårs røde farve var blevet en anelse bleget.

Jeg kunne ikke lide at se hende sådan. Det dræbte mig helt seriøst. Og pludselig kunne jeg ikke holde det inde mere. Jeg slog armene om hende, og trak hende tæt ind til mig. Med det samme mærkede jeg hendes skælvende arme klamre sig til mig, og jeg kyssede hende på håret, indåndene hendes duft, og strøg hende over kinden.

"Jeg elsker dig, Sam," hviskede jeg, og for første gang i dag sagde hun noget.

"Jeg elsker også dig," hendes stemme var helt lille og let dirrende. Hun prøvede sikkert at smile, men sikkert uden held. "Og jeg ved godt at du ikke kan komme med mig."

Det var endnu mere hjerteskærrende når hun sagde det, og jeg nikkede stille. Jeg havde ikke lyst til at svare, og derfor holdt jeg mund.

En dør blev åbnet, og en kvinde i trediverne stod i døråbningen. Hendes hår var redt stramt tilbage i en knold, og hun havde et par firkantede briller siddende så langt ude på næsen, at de burde være faldet af. Hun sendte et venligt smil, da vi fik øjenkontakt, og så derefter på Sam.

"Samantha, er det dig?" spurgte hun forsigtigt, og Sam vendte sit hoved mod hende. Efter at have studeret psykologen nøje, nikkede hun.

"Ja," hun prøvede at lyde så normal som muligt.

"Det er din tur," sagde hun, og betragtede os tålmodigt. "Hvis du vil være så venlig at følge med."

Sam kyssede mig hurtigt, ja næsten kun strejfede mine læber med hendes, og gik så med damen. Da døren lukkede, følte jeg mig pludselig helt bange. Bange for at jeg havde ladet Sam gå alt det der bekymrede hende i møde alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...