Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
906Visninger
AA

5. Pauls historie

Louis synsvinkel:

Da vi kom hen til studiet, kunne jeg ikke lade være med at smile. Paul havde sagt at det var meget vigtigt at vi kom så tidligt som vi kunne, fordi han skulle fortælle os noget, og jeg håbede at det var noget godt. Jeg var ivertfald spændt.

Pigerne var blevet sendt med skolebussen den morgen, og de havde alle tre været spændte. Jeg var nok den der havde taget det mest køligt, ikke at skulle se pigerne i dag, men selvfølgelig ville jeg da stadig savne dem. Men vi kunne jo heller ikke holde dem hjemme for evigt.

Nogen af de sikkerhedsvagter vi allerede havde mødt, fik  vi at se igen, og det medførte en god mavefornemmelse at vide at de var okay. De var også glade for at se os, så vi var en helt stor glædesforsamling.

Da vi så Paul kom der for alvor glæde. Vi havde vendet os til at være nervøse for om nogen var kommet til skade i den seneste tid, så hver gang vi så nogle vi kendte, blev vi altid så glade.

"Sæt jer ned, drenge," sagde han smilende til os, og vi kastede os alle hovedkuls ned i den nærmeste sofa. Som altid opstod der en kamp for at komme til at sidde ned, men da der ikke var plads til mig, endte jeg med at ligge mig oven på de andre.

"Flyt dig, Louis!" sagde Niall, og prøvede at skubbe til mig, men jeg smilede bare til ham, og blev liggende.

"Jeg ligger jo lige så godt!" svarede jeg, og prøvede at se afslappet ud, for at tirre ham.

Han himlede bare med øjnene, og surmulede af mig. Jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage, og det kunne Harry heller ikke.

Paul satte sig på en stol foran os, og sendte os et besværet smil. Jeg kunne med det samme se, at det her var alvorligt, og ikke var noget jeg havde behøvet at være så glad og spændt for at høre.

"Jeg tænkte på," begyndte han, og tøvede kort før han fortsatte; "At i måske ville høre hvad jeg havde lavet, under alt det kaos der stod på for de seks måneder siden?"

Niall skubbede mig med det samme ned fra sofaen, så jeg ramte gulvet med et bump, men jeg kom hurtigt op at sidde, for Pauls historie var faktisk noget jeg havde tænkt meget over. Siden vi fik af vide at han var okay, havde det spørgsmål plaget mig. Hvad han havde lavet i mellemtiden?

Jeg lænede mig op af Harrys ben, og så på Paul, hvorefter jeg med et håndtegn gav ham lov til at fortsætte. Han nikkede til mig, og trak vejret dybt før han fortsatte.

"Da krigen for alvor brød ud, var jeg lige ved en lufthavn," startede han, med et fjernt udtryk i øjnene. "Og jeg.. Jeg ville have gjort alt hvad jeg kunne, for at finde jer.. Hvis jeg vidste hvor jeg skulle lede. Men i var bare væk. I var ingen steder."

Jeg tænkte tilbage. Vi havde været i byen på det tidspunkt og havde bare søgt dækning. Ingen ville have kunnet fundet os i sådan et kaos.

"Jeg kunne finde jeres familier," fortsatte han, og knugede sine hænder i ren fortvivlelse. "Og jeg fik dem om bord på et fly. Og der var så mange der kom i sikkerhed i flyet. Vi prøvede alle sammen så hvidt som muligt at få de fleste i sikkerhed.. men jeg kunne ikke finde jer."

Jeg fangede vidst en lille bitte tåre i hans øjenkrog allerede, men det ramte mig med det samme, hvor meget han skammede sig over sig selv. Selvom han ikke havde nogen grund til det, så havde han vidst fået tanken at det var hans skyld at vi næsten blev slået ihjel.

Alligevel var der ingen af os, som rørte os. Vi kunne ikke få os selv til at ligge en hånd på hans skulder, kramme ham, eller kommunikere med ham på nogen måde. Det kunne vi bare ikke.

"Da vi så fløj til Paris," han fortsatte uden at se på os. "fik vi sørget for at alle fik tag over hovedet.. og så gik der ikke to dage før jeg fløj tilbage. Jeg ville finde jer. For jeres familiers og nærmestes skyld, fansenes skyld.. Men i var ikke til at finde.. Jeg prøvede flere gange.. En uge efter at jeg stoppede med at prøve at finde jer, fik jeg pludselig a vide at i var i live, og havde stoppet krigen."

Han så på os, og vi kunne se hvordan tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Og med et kom der bevægelse i os. Vi styrtede op, og sprang hen til ham, for at ligge hænderne på hans skuldre, eller klappe ham på ryggen, eller bare at se ham i øjnene.

Han trak lidt ned i sit ærme, og der på hans underarm tordnede to store ar frem. Jeg kunne ikke lade være med at stirre, selvom jeg helst ville have taget det hele køligt. Det var bare så forfærdeligt. Og da jeg så det, kom jeg til at tænke på mit eget kæmpe ar i min skulder, som var gemt lige under T-shirtens ærme. Jeg kom også til at tænke på Harrys ar i maven, og Emilys to ar på skulderen og kinden.. og.. og.. jeg kunne ikke finde på så meget mere..

Det var helt forfærdeligt at se ham græde, og jeg vidste at vi alle sammen snart begyndte hvis han ikke stoppede. Han fik det heldigvis under kontrol, og tørrede tårerne væk med bagsiden af hånden.

"Undskyld," han snøftede en enkelt gang, og rystede på hovedet. "Nu skal vi jo også snakke karrierre.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...