Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
886Visninger
AA

18. Louis again

Louis synsvinkel:

Hvad?! Hvad?! HVAD?! Jeg var vidst ved at blive skør, for det lød næsten som om at Alyssa havde sagt at.. Hun var gravid.

"Øm, undskyld, hvad sagde du?" spurgte jeg hende, med store øjne og nervøse træk. Tænk hvis jeg ikke havde hørt forkert.

"Jeg er gravid," hviskede hun endnu en gang, og betragtede mig afventende. Hun forventede en form for reaktion, en form for svar. Noget hun selv kunne reagere på. Men jeg havde intet. Jeg var helt målløs.

Jeg stirrede bare på hende, indtil hun selv åbnede munden; "Louis, stop! Sig noget!"

"Jeg.. undskyld, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige," svarede jeg. "Harry.. gik?"

Hun nikkede, og jeg rejste mig op med det samme, og greb hende i armen for at hjælpe hende op. Hun kom tumlende på benene, og så forvirret og ødelagt på mig. Jeg sendte hende et hurtigt blik, og begyndte at trække hende med ud gennem cafeen.

"Louis, hold op!" sagde hun med en rystende stemme, men jeg vidste at hun i det stadie ikke havde en chance for at stoppe mig, så jeg fortsatte. Da vi havde gået et stykke tid hen af gaden, fulgte hun med, og jeg kunne slippe hendes arm. Men i stedet for bare at gå foran hende, ventede jeg til hun kom op på siden af mig, så jeg kunne ligge armen om hende. Hun havde brug for alt den støtte jeg kunne mønstre lige nu, og hvis jeg ikke hjalp vidste jeg at jeg ville få skyldfølelse.

Hun rystede lidt. Om det var det let kølige vejr, eller skrækken for at se Harry i øjnene, vidste jeg ikke. Hendes øjne gik fra hver hus vi kom forbi, og stoppede kun da vi fik øje på vores eget. På trappen sad Liam og Emily ved siden af hinanden, og så ud til at føre en samtale. Men da de fik øje på os, rejste de sig begge to.

"Hvad sker der?" spurgte Liam forvirret.

Emily så forbavset og nervøst på Alyssa. "Alyssa? Hvad er der galt?"

Hverken hun eller jeg svarede, men fortsatte bare op af trappen, og jeg kunne fornemme Emily og Liam komme lige efter os. Da vi åbnede døren rettedes alle øjne mod os. De var der åbenbart alle sammen. Harry sad i sofaen, med røde og store øjne, og et øjeblik var alle helt stille.

"Harry," sagde jeg så. "Du har vidst noget du skal snakke med Alyssa om, ikke?"

Harry nikkede bare, og da ingen andre gjorde noget, førte jeg den rystende og skrækslagne pige ved siden af mig hen til Harry, og fik hende sat ned i sofaen. Parret stirrede bare på hinanden, og jeg lavede en hurtig håndbevægelse som fik dem til at gå mod døren. Lige før jeg gik med dem ud, sørgede jeg for at sende Harry et alvorligt blik, og lukkede derefter døren.

***

Harrys synsvinkel:

Jeg kunne ikke fatte at hun sad foran mig. Eller jo, det kunne jeg godt, men alligevel ikke. Det var som om det var en drøm, det der var sket mellem os, men nu sad hun som et bevismateriale på at det var virkelighed.

Hun havde ligesom jeg grædt. Det røde der lurede lige ved siden af det blå i hendes øjne, viste det, og den måde hendes skuldre rystede på viste hendes skræk for at snakke med mig. Hun var bange for mig. Hvad havde jeg dog gjort.

"Alyssa," sagde jeg med en meget lille stemme.

Hun så på mig med bedende øjne, og jeg følte en pludselig trang til at græde igen, men jeg gjorde det ikke. Efter alt var jeg jo altså en fyr. Det var ikke meningen at jeg skulle græde, fordi min kæreste gjorde det. Nu måtte jeg nød til at være stærk.

"Harry," sagde hun, og tårerne begyndte at komme frem i øjenkrogene igen. Hun lagde hænderne på sin mave, og trak vejret dybt. "Det her.."

"Er starten på noget smukt," afsluttede jeg det for hende. Hun så overrasket på mig, og jeg satte mig hurtigt helt hen til hende, og lagde armene om hende, og indåndede duften af hende.

"Harry," gispede hun, med hovedet mod mit bryst. "Mener du at.. vi beholder det?"

Jeg nikkede bare, og hørte lyden af hendes lykkelige latter. Gud hvor jeg havde savnet at høre den lyd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...