Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
889Visninger
AA

13. Jonah

Liams synsvinkel:

Jeg knyttede næverne, og betragtede hvordan den utålelige dreng snakkede med Emily. Han bøjede sig tættere hen mod hende, snakkede lavt, og fastholdt hendes øjne i hans. Det var jo ækelt.

Men Emily gjorde intet for at stoppe ham. Hun stirrede bare på ham, med et beundret udtryk i øjnene, og hvis hun ikke vred sine hænder i nervøsitet, så vippede hun lidt med den ene fod. Få gange svarede hun på det han snakkede om, men ellers forholdt hun sig tavs.

"Liam," Louis stemme afbrød mine tanker. Både han og Zayn havde også rejst sig op, og de kiggede begge to på mig.

"Hvad?" vrissede jeg, vidst lidt for hårdt, men Louis ænsede det ikke.

"Du skal altså ikke overreagere."

"Det gør jeg heller ikke!" jeg sendte ham et skarpt blik, og gik så. Hen til Emily.

Zayn og Louis vekslede nervøse blikke bag mig, og så mærkede jeg deres øjne ligge sig på mig. Jeg vidste at de begge to havde lyst til at blande sig, men de gjorde det ikke. De ville ikke også blive en del af det skænderi der sikkert ville finde sted senere.

Jeg lagde mine arme over kors og koncentrerede mig om at se alvorlig ud. Streng men retfærdig. Så Emily måske ville lytte, og forstå mig, når jeg forbød hende nogensinde at tale med en dreng på hendes alder igen. Ja.. jeg syntes selv jeg lød retfærdig.

Jeg stoppede bag hende, og rømmede mig, så hun forskrækket vendte sig om. Og jeg så det med det samme. Ligegyldigheden i hendes øjne. Hun kunne ikke se at jeg var vred. Og det slog mig ud af kurs.

"Øh.. øh, Emily," jeg tøvede. Det var ikke meningen at jeg skulle tøve, og jeg prøvede desperat at lyde streng. "Hvem.. Hvem er det?"

"Åh," hun smilte, og sendte et hurtigt blik om til drengen, før hun igen så på mig. "Det er Jonah."

"Okay," sagde jeg stadig lidt tøvende. "Og hvad vil Jonah så?"

Nu lod hun til at opfatte at jeg var utilfreds. Hun løftede ivertfald et øjenbryn og så overrasket på mig. Jeg havde regnet med at hun ville krympe sig lidt, sige farvel til "Jonah" eller spørge "ja, hvad vil du egentlig, Jonah?" men.. Hun vendte sig bare om, og smilede til drengen, imens hun gjorde hvad hun kunne for at ignorere mig.

Jeg kunne slet ikke tage det. Jeg havde det som om jeg skulle eksplodere. Hun ignorerede mig! Hun ignorerede mig fuldstændig! Jeg knyttede næverne, og fik øjenkontakt med Jonah. Han lo. Han lo af mig!

"Nå, men så ses vi i aften," sagde han til Emily, og blinkede med det ene øje, før han begyndte at gå.

Åh, nej.. Nej, de gjorde ej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...