Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
1034Visninger
AA

15. Drømme og skænderi

Harrys synsvinkel:

Jeg vidste ikke om det var en god ide, men jeg gik hjem. Jeg kunne ikke klare at flere folk kom hen og spurgte mig hvorfor jeg græd, så jeg besluttede mig for at tage hjem. Det var ikke mørkt endnu, så klokken måtte være omkring fem eller halv seks. Jeg vidste det ikke.

Da jeg åbnede døren, var der helt stille i huset. Jeg kunne kun høre et eller andet inde fra køkkenet, men jeg havde ikke brug for snakke med nogen lige nu. Derfor gik jeg direkte oven på, smækkede min dør i efter mig, og hoppede ned under dynen. Og så græd jeg igen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg græd så meget, men det gjorde mig virkelig nervøs at jeg skulle til at stifte familie. Allerede. Og Alyssa var jo så ung.

Det ville aldrig komme til at fungere. Hvordan skulle det overhovedet kunne det?!

Ej, hvor var jeg træt. Mine øjne begyndte langsomt at glide i, og selvom jeg ikke havde lyst til at sove, var jeg snart væk som et lys.

Jeg så ned på det lille barn i mine arme, og mit smil voksede, jo mere barnet åbnede øjnene. Jeg kunne med det samme se at øjnene var blå som den smukkeste sommerhimmel, og at de var fuldstændig identiske med Alyssas. De smukkeste øjne i hele verden.

Barnet så op på mig, med uforstående øjne, og jeg bøjede mig forsigtigt ned og kyssede dets lille pande blidt. Den glæde der voksede inde i mig, kunne ikke beskrives med noget andet, da jeg vidste at barnet var mit eget kød og blod. Jeg havde været med til at skabe denne engel, der lå i mine arme, og intet ville nogensinde få mig til at tvivle på om det var en god ide. For det var det bedste der nogensinde var sket for mig, lige efter at have kysset Alyssa for første gang.

"Er hun ikke smuk?" Alyssa satte sig ved siden af mig, og jeg så overrasket op på hende.

"Hun?" spurgte jeg, og så ned på barnet igen.

"Ja, det er en pige," Alyssa lagde hovedet ved min skulder, og jeg smilte over hele ansigtet.

Min lille datter. Lige så smuk som hendes mor, og ville også vokse op og blive lige så fantastisk. Det var den bedste følelse jeg nogensinde havde oplevet, da den lille foldede hele sin lille buttede hånd omkring min pegefinger, og holdt den tæt mod sig..

Jeg satte mig op i sengen, og stirrede rundt i værelset. Jeg var stadig alene. Men det ville jeg snart ikke være. For jeg ville ikke kun have Alyssa. Jeg ville også have en lille ny.

***

Zayns synsvinkel:

Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle stoppe dem!

"Du er mega uretfærdig!" skreg Emily, imens hun gik cirka en meter foran Liam, så alle andre der passerede ikke kunne lade være med at se undrende efter os.

"Nej, jeg er ej! Og du kommer ikke ud i aften!"

"Det kan du ikke bestemme!"

"Jo, jeg kan!"

"Hold nu mund!"

Jeg prøvede at gribe ud efter Liams skulder, men han vred sig fri, selvom jeg ikke engang havde taget fat endnu. Emily trampede op af trappen til huset, gik indenfor og hamrede døren i efter sig. Liam stoppede og knyttede vredt næverne.

"Den pige er.."

"Liam!" råbte jeg irriteret, og han vendte sig om mod mig. Jeg fortsatte: "Gider du lige at slappe af?!"

"Hvorfor skulle jeg det?!" råbte han tilbage.

Jeg nåede ikke at svare, før han stormede ind i huset, og jeg skyndte mig efter ham. Da vi kom ind, var det meste af huset helt mørkt, men der var lys inde fra køkkenet af. Der måtte Niall og Sam vel være, men jeg havde ikke tid til at sige hej lige nu.

Liam var løbet ovenpå, og jeg satte i løb efter ham. Han var begyndt at banke på Emilys dør men der var ikke nogen der svarede, så han forstærkede sin banken lidt mere.

Stadig intet svar. Jeg vidste at hvis hun ikke snart lukkede op, så ville den dør ikke holde længe. Og som jeg lige havde tænkt, begyndte Liam nu at kaste sig mod døren, med skulderen først, så hængslerne dirrede. Efter et par hårde slag, som var alt for meget for den stakkels dør, sled hængslerne sig løse og døren væltede til jorden.

Jeg stirrede bare, og anede virkelig ikke hvad jeg skulle tænke. Det havde jeg egentlig heller ikke tid til, da Emily ikke var der. Og vinduet stod åbent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...