Kold krig 2 - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Igang
Fortsættelsen til Kold Krig - One Direction :)
Drengene, Sam, Alyssa og Emily flytter ind i Paris, efter at have overlevet tredje verdenskrig. Men selvom det snart er et halvt år siden og alt det ligger bag dem, så er der så meget som stadig sidder på dem. Traumer, oplevelser og chok kan godt komme forsinket, og frygten for at miste hinanden kan måske gå lidt for vidt..

12Likes
32Kommentarer
1066Visninger
AA

12. Det virkelige problem

Nialls synsvinkel:

Jeg satte bakken med te og småkager på stuebordet og betragtede Sam. Hun sad sammenkrøbet i sofaen, pakket ind i tæpper og med et pint udtryk i øjnene. Hendes hår hangt uglet og slapt ned af hendes ansigt, og hendes læber var mærkede med bidemærker fra hendes tænder.

Jeg kunne mærke på hende, at hun følte sig presset. Stresset. Forvirret. Fortvivlet.

Jeg ville så gerne hjælpe hende, men jeg vidste virkelig ikke hvordan. Derfor startede jeg ud med at sætte mig ned ved siden af hende, og lænede mig en smule hen mod hende. Hun så på mig, og i lang tid sad vi bare sådan, med vores øjne rettede mod hinanden.

"Sam," hviskede jeg så.

Hun nikkede; "Jeg ved det."

Hun rettede sig lidt op, og trak vejret dybt. Hendes hænder skælvede, og hendes underlæbe bævede. Men alligevel tog hun sig sammen, og så mig dybt i øjnene.

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det," startede hun lidt nervøst. "Det er ret kompliceret. Det sagde jeg også til psykologen.."

Hun stoppede op, og trak vejret forholdt vist rystende, imens hun prøvede at finde de rigtige ord at sige.

"Tag dig god tid," sagde jeg forsigtigt, og lagde min arm om hende. Hun så op på mig, og smilede taknemmeligt men forsigtigt.

"Niall," sagde hun så, og så ned på sine hænder. "Du vil nok bare tro at jeg er sindssyg."

"Aldrig," det kom helt af sig selv, da det var udelukket at jeg nogensinde ville tro det. Sam var ikke sindssyg. Hun var bare forvirret her for tiden, og det forstod jeg fuldstændig.

Hun betragtede mit ansigt et øjeblik, overvejede om hun troede på mig. Og til mit held, nikkede hun så, og trak vejret dybt. Hendes øjne søgte rundt i rummet, som om hun ledte efter noget, eller som om hun var bange for et eller andet.

"Jeg.." hun lod sit blik falde på et eller andet henne i hjørnet, men jeg kunne ikke se noget. "Jeg ser Megan over det hele."

Jeg ved ikke hvordan jeg så ud, men jeg blev ivertfald overrasket. Ja, faktisk helt chokeret. Hendes veninde, som døde i krigen.. Megan.. Jeg havde set hende dø. Og det havde Sam også.

Helt automatisk så jeg hen på hjørnet igen. Kunne Sam se Megan stå derhenne? Og var hun der virkelig.. Jeg mener.. Hjemsøgte hun os? .. Nej.. Det gjorde hun nok ikke.

Jeg trak Sam ind til mig, og kyssede hende på håret. "Det er da ikke kompliceret, Sam," hviskede jeg.

Pludselig kunne jeg mærke hvordan hun rystede. Hun græd igen, nu for anden gang i dag, og jeg nussede min kind mod hendes pande.

"Jeg ved ikke hvad der sker for mig," hulkede hun. "Jeg tror at jeg er blevet sindssyg! Jeg er blevet skør! Hvad skal jeg dog gøre, Niall?!"

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Hun sad der og bad om min hjælp, og jeg kunne ikke gøre noget.

"Sammie, skat," forsøgte jeg mig med. "Du savner hende jo bare."

"Nej," jamrede hun desperat. "Hun har altid været der! Og nu bliver hun ved med at dukke op! Hun hjemsøger mig! Jeg kan ikke tage det mere! Hun står der med et blødende skudhul, og ser anklagende på mig!"

Jeg stirrede ned på hende, og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan jeg skulle reagere.

"Ja, hun har altid været der," hviskede jeg forsigtigt. "Og du savner hende. Jeg tror, at du ikke kan vende dig til at hun er væk, og du giver dig selv skylden."

Andre teorier havde jeg ikke.

"Måske.. Måske har du ret," svarede hun stille. "Men.. vil du hjælpe mig med at få hende til at gå igen?"

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, specielt ikke da hun rettede sig op og så på mig. Hendes øjne glimtede desperate, og jeg kunne se få tårer der sad tilbage på hendes kinder. Så jeg nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...