Drukturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
En gruppe vader stangstive rundt i Vester Åby. Alt slører, men Camilla hjælper, når det er nødvendigt. En fra gruppen er vildt forelsket i Camilla, og personen vil gøre alt for hende. De går rundt og rundt uden at vide, hvor de går hen. Personen er glad og føler sig tryg når Camilla er der, så personen vil hele tiden være hos Camilla, og Camilla vil være ved personen. Men hvem er denne person?

0Likes
1Kommentarer
78Visninger

1. Drukturen

Alt slørede for mig. Jeg kunne kun se nogle bekymrede, men fantastiske øjne foran mig. Jeg kunne mærke varmen i læberne, som forsvandt hurtigt igen. Jeg kunne mærke suset i hele min krop. Jeg var glad, meget glad. En stemme råbte bag mig, men jeg kunne næsten ikke høre, hvad den sagde. Vi vadede rundt i Vester Åby, som var ret kedelig. Der var intet liv på gaden udover os.

En arm greb fat i mig og hev mig ind til sig. Jeg vidste ikke, hvem det var, men personen var varm, og personen tog sig godt af mig, som om jeg var en lille baby, som intet kunne.
         ”Er du okay? Du virker helt væk”, sagde den smukkeste stemme, jeg havde hørt. Nu vidste jeg, hvem det var. Hende fra min parallelklasse. Hende jeg var forelsket i. Camilla. Jeg nikkede til hende, og jeg fik varmen på læberne igen, men de blev kolde igen efter kort tid.

Jeg kunne mærke stødene komme op igennem hele kroppen, hver gang min fod landede på jorden. Jeg kunne mærke Camillas varme krop ved min side. Det var helt koldt og ensomt uden hende.

         ”Tror du, at vi skal køre hjemad og få sendt alle hjem på vejen?” spurgte Camilla. Jeg rystede på hovedet, selvom spørgsmålet ikke var til mig. Jeg prøvede at råbe, men der kom ingen lyd ud af munden. Camilla kiggede uroligt på mig. Jeg smilte bare og kiggede ned i jorden. Det var forfærdeligt pinligt.

Jeg trådte i noget hårdt metalagtigt, som larmede meget højt. Alle kiggede på mig med et ”hold dog op” blik. Jeg rømmede mig og gik videre med Camilla ved min side.

Tingene langt væk var stadigvæk slørede og utydelige. Jeg havde ikke fået noget alkohol i flere timer, og jeg følte heller ikke, at jeg skulle have mere. Jeg havde kastet op et par gange, og Camilla spurgte hver gang, om jeg ville hjem. Nej, jeg vil meget hellere være hos hende. Hun får mig til at smile og have det godt. Gad vide om hun føler det samme for mig, som jeg føler for hende? At hun er, som jeg er?

Jeg hørte en meget høj og irriterende lyd, som kunne minde om en motorcykel. Den kørte så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med. Jeg kunne ikke engang følge med i, hvad de andre lavede. Jeg hang mig bare op af Camilla. Hun var den eneste fornuftige i denne her gruppe.

         ”Hvad er klokken?” spurgte Camilla en af de andre. Jeg ville finde ud af det først, så jeg tog min mobil frem, men tabte den med skærmen ned i fortovet. Jeg slap Camilla for at samle den op, men faldt ned på fortovet. Jeg kunne mærke den langsomme væske løbe ned af mit ben. Jeg tog mobilen og så, at skærmen var helt smadret. Derfor hader jeg iPhones og deres irriterende følsomme skærme.

         ”Klokken er 6 minutter over 4!” råbte jeg.

Jeg sad op af en mur, imens de andre kiggede på mit ben.

         ”Du har fået et hul i knæet”, sagde en af de andre og duppede med en kleenex på hullet. Som om det skulle hjælpe. Camilla hjalp mig op på fødderne igen. Der var en frygtelig smerte i mit ben, men det skulle snart gå over igen.

         ”Kom, jeg tager dig med hen til vagtlægen, så han kan se på dig”, sagde Camilla til mig, imens hun smilte og nussede mig på kinden.

Smerten bredte sig i mit ben, og væsken spredte sig udover mit ben. Det tegnede ikke godt. Det begyndte at blive meget sløret igen. Jeg kunne kun tyde flisernes omrids, som lå lige foran mig. Camilla brugte alle sine kræfter på, at jeg ikke skulle vælte.

         ”Der er kun lidt vej endnu”, hviskede hun til sig selv. Jeg følte mig virkelig fed lige nu. Jeg prøvede at støtte mig på min ene fod. Kun for hendes skyld, selvfølgelig. Det hjalp hende også meget. Hun lød ikke så forpustet mere, men hun trak stadigvæk vejret meget tungt. Jeg vejede ellers kun 58,7 kg. Det fik jeg i hvert fald af vide af min læge for 2 - 3 uger siden.

Vagtlægen tog godt imod mig. Han snakkede kun til Camilla. Jeg vidste ikke hvorfor, men han kiggede altid undrende på mig, når jeg sagde noget til ham, som om han ikke fattede noget af, hvad jeg sagde.

         ”Det kommer nok til at svide lidt”, sagde han pænt og roligt til mig. Jeg nikkede og holdt Camilla i hånden, så hun kunne dæmpe smerten, når den kom. Det sved ved knæet, og jeg skreg så højt jeg kunne. Camilla trykkede mig hårdt i hånden og tyssede på mig.

        ”Det stopper snart, bare rolig”, sagde hun med sin bløde og kærlige stemme. Hun havde en perfekt stemme. Jeg elskede den. Hendes stemme hjalp på smerten, og jeg skreg ikke længere. Vagtlægen kiggede på Camilla. Han gjorde et eller andet med hovedet, men jeg kunne ikke se, hvad han gjorde. Det slørede stadigvæk, og mit hjerte hamrede hurtigt. Jeg kunne mærke blodet løbe rundt i hele kroppen. Havde jeg taget stoffer?

        ”Er du okay?” spurgte vagtlægen. Jeg nikkede bare, selvom jeg havde det elendigt. Jeg havde den værste brækfornemmelse. Det er sikkert alt alkoholen, der skal op igen. Jeg pegede på en spand. Camilla og vagtlægen kiggede spørgende på mig. Jeg blev ved med at pege, og Camilla løb hen for at hente spanden. Hun nåede ikke hen til mig med den, før jeg kastede op ud over lægen. Camilla holdt spanden under min mund, så resten kunne komme der i.

Vi gik alene ude på gaden. Der var kun få lygtepæle tændt. Enten var en masse pærer sprunget, eller så var lygterne slukkede. Klokken var trods alt 5 om morgenen. Jeg var ikke helt sikker, for jeg havde ikke haft min mobil frem længe.

         ”Vil du snart hjem?” spurgte Camilla. Jeg vidste ikke lige om jeg ville hjem. Så skulle jeg ligge i min seng uden hende. Være helt alene. Mine forældre var hjemme, men de ville blive sure, hvis de så mig så fuld, som jeg nu er.

         ”Jeg vil være sammen med dig”, sagde jeg. Camilla kærtegnede mig kærligt på kinden. Hun rødmede.

Der var ingen på gaderne. Der var helt stille. Vi var kun os to. Os to helt alene i verdenen. Os to imod alt. Jeg kunne ikke engang høre vores larmende venner mere. Det var helt afslappende og dejligt.

         ”Lad os gå hjem til mig. Jeg er alene hjemme i denne her uge”, sagde Camilla, og vi ændrede retning imod hendes lejlighed. Vi gik hånd i hånd igennem gaderne, og vi snakkede om alt, hvad vi havde på hjertet. Intet var sløret, og jeg havde ikke kvalme og ondt i maven mere. Nu ville den frygtelige hovedpine snige sig ind på mig og tage over for kvalmen.

Vi gik op ad trapperne. Hun boede på 3. etage, som lå lige under loftet. Hun havde en fantastisk udsigt over Vester Åby. Jeg ville ønske, at jeg boede her. Camilla kiggede på mig og smilte. Hun låste døren op. Der var helt mørkt ude i gangen. Hun gik ind i mørket og tændte lyset.

         ”Vi har fået lavet om siden sidst. Hvad synes du?” spurgte hun med et kæmpe smil på læberne.

        ”Det er vildt flot”, sagde jeg og gik ind for at kigge mig omkring. Det var vildt moderne i forhold til mit triste og gamle hus. Hun viste mig ind til sit værelse. Det var stort, som det altid havde været. Hun havde en stor seng, som vi begge kunne være i.

        ”Jeg er træt. Skal vi lægge os?” spurgte Camilla imens hun skiftede til en alt for stor t-shirt. Hun kastede en magen til hen til mig. Jeg skiftede uden at tøve. Vi var slet ikke generte. Vi lagde os i sengen for at snakke. Det var helt fantastisk.

         ”Jeg elsker dig Camilla”, sagde jeg, for jeg elskede hende virkelig højt.

         ”Jeg elsker også dig, Mathilde”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...