Det Er Bare Vand

...Marie fik ondt af hende, og gik hen til hende med håndklædet om sig. Hun smilede lidt usikkert. ”Måske er det ikke så slemt.” Hun pegede mod bruserne, ”det er jo bare vand,” fortsatte hun opmuntrende. ”Ja, men tænk, hvis jeg drukner?!" svarede hun panisk. ”Det tror jeg ikke man kan.” ------------- 32-årige Marie er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital, fordi hun har dræbt sin mand pga. utroskab. Her møder hun den jævnaldrende Louise, der føler sig bundet og fanget som hende selv.

2Likes
6Kommentarer
415Visninger

1. (one shot)

Det var mørkt omkring hende. Hun slæbte sig mod sit hus, og jo længere hun kom mod det, jo mere tænkte hun på at vende om igen. Bare droppe det hun skulle til at gøre. Hendes mand sad nok derhjemme og så fjernsyn i sofaen lige nu, eller måske var han gået i seng. Da hun gik gennem skoven mod huset, virkede det hele håbløst. Hun havde egentlig bare lyst til at lægge sig på jorden, ligge i evighed og vente på at blive fundet af et menneske, som virkelig elskede hende. - En mand. Der var én ting hun vidste om sin mand: han elskede hende ikke. Ellers ville han jo ikke have været hende utro? Vreden, sorgen og angsten boblede i hende, det havde den gjort hele dagen. Hun havde også været nervøs. Da hun havde taget køkkenkniven i sin taske, havde han kigget forskrækket på hende, og det var dér at hendes hjerte for alvor begyndte at banke hurtigt. Måske havde han luret hende? Men alligevel; Det var jo sådan set også lige meget, for om lidt ville han være borte for altid…

 

Hun lå uroligt i sengen. Kunne ikke finde ro. Hovedpinen havde været på spil hele natten igennem. Sveden løb ned af hendes pande, og hun mærkede en utilpashed lægge sig indover hende. Da hun åbnede øjnene var hendes syn sløret og dårligt. Det eneste hun så, var lyseblå farver blande sig med mørke nuancer. Pludselig hørtes der en knirkende lyd, som når man åbner til en fængselscelle eller en metaldør. Hun grinede lidt ved tanken. En fængselscelle? Nej, nu var fantasien vidst ved at løbe af med hende. Hendes syn blev mere klart og tydeligt, og hun kunne nu se en mand komme ind af en dør. ”Godmorgen, Marie. Nu er der morgenmad i fællesrummet,” blev der sagt. Hun satte sig brat op i sengen. ”Hvad… hvor er jeg?” Manden rystede lidt på hovedet. ”Det ved du da godt. Vi hentede dig for et par dage siden…” Med ét gik hun i vild panik, prøvede på at komme ud, men manden tog bare fat i hende, og holdt hende med lidt besvær tilbage. ”Du er på et psykiatrisk hospital, Marie,” fortalte han hende stille og roligt. Nu kunne hun se, hvad det var hun havde sovet i: et rum, der lignede en fængselscelle på en prik. Et klaustrofobisk, lille rum, hvor der kun var en lille seng. Marie kiggede ned ad sig selv og fik øje på, at hun havde en grøn, kjolelignende beklædning på, og at hun havde bare fødder. På væggen henne ved sengen hang et lille, rundt spejl. Manden betragtede hende varsomt, som om hun var et farligt dyr i et bur. Marie gik hen til spejlet, kiggede derind. En kvinde med mørke rande under øjnene og med et vildt, krøllet hår kiggede tilbage på hende. ”Er jeg sådan rigtigt… fanget?” spurgte hun med grødet stemme, tredive sekunder fra et angstanfald. Det svarede manden ikke på, men lagde hånden på hendes ryg, og førte hende ud af det lille rum.

 

Morgenmaden smagte mærkeligt, syntes hun. Det var havregrød med kanel og smør på. - Noget hun ellers godt plejede at kunne lide, men her smagte det ikke som havregrød. Mere som gummi med noget sødt på. Selvom det ikke var særlig indbydende, spiste hun alligevel alt maden, for hun var enormt sulten. Lokalet hun sad i virkede næsten tomt. Der var kun fem, inklusiv hende, og de sad i det samme tøj, som hende selv. - To mænd og to kvinder.

Da alle var færdige med at spise, begyndte en eller anden kvinde at hyle højt, fordi hun skulle i bad sammen med de andre. Hun kunne ikke lide tanken om at skulle vise sig nøgen overfor andre mennesker, det var tydeligt. Selvom hun skreg og lå på gulvet og tiggede, hjalp det ikke noget. Hun var nok en af de værste, tænkte Marie. ”Slip mig, for helvede!” råbte hun, mens nogle tog fat i hende og førte hende mod baderummet. De andre tre gik bare med, også Marie. Måske ville et bad være godt.

 

Selvfølgelig blev det svært at få hende Skrigeren til at gå i bad. Marie fik ondt af hende, og gik hen til hende med håndklædet om sig. Hun smilede lidt usikkert. ”Måske er det ikke så slemt.” Hun pegede mod bruserne, ”det er jo bare vand,” fortsatte hun opmuntrende. ”Ja, men tænk, hvis jeg drukner?!” svarede hun panisk. ”Det tror jeg ikke man kan.” Marie betragtede hende. Lige som hende selv havde hun trætte øjne, og så helt fortabt ud i ansigtet. De tog det sidste tøj af, og gik hen mod bruserne sammen. De andre stod allerede derinde, og vaskede sig. Alle øjne kiggede på dem, men Marie følte sig ikke længere vred eller aggressiv, så måske ville hun ikke slå dem.

”Nå, var det slemt?” spurgte Marie, da de ti minutter senere stod og tørrede sig. ”Næ, jo, lidt.” De grinede begge. ”Jeg hedder Louise,” fortalte hun og rakte hånden frem, som om de lige havde mødt hinanden. ”Marie,” sagde hun og gav hånd. Louise var nok omkring hendes egen alder, måske de tredive år. Hun havde lyst, skulderlangt hår og mørkeblå øjne. Hun lignede faktisk ikke en, der når som helst kunne gå amok. ”Er I snart færdige, Louise og Marie?” lød det ude fra gangen af. De tog begge tøj på, og skyndte sig ud af baderummet.

 

”Hvorfor er du kommet her?” spurgte Louise hende senere på eftermiddagen, da de var udenfor. Der var indhegning omkring bygningen, og nogle af vagterne stod diskret og holdt øje med dem alle. Marie skulle til at sige noget, men så gik det op for hende, at hun faktisk slet ikke vidste det. Hun trak på skuldrene. ”Hvad med dig?” spurgte hun så og kiggede på Louise. ”Jeg prøvede flere gange at begå selvmord. Til sidst blev jeg simpelthen indlagt på det her lortested. Det er fandeme noget pis, for de behandler én som et dyr, vagterne. De kalder én for psykisk syg og alt sådan noget. Man føler sig bundet fast. Er jeg sindssyg eller hvad?” Det kendte Marie godt, det med at føle sig fanget. Sådan havde hun haft det i flere år sammen med sin mand. Pludselig kom Marie i tanke om noget vigtigt at fortælle. ”Louise, min mor sagde engang til mig, at hvis man kan stille sig selv spørgsmålet: Er jeg mon sindssyg? ...Så er man det ikke. For folk, der er sindssyge kan ikke selv se de er det.” Louise kiggede på hende og smilede. ”Det sagde min mor også til mig, Marie.”

 

Om aftenen, da alle var blevet ført til deres soverum, lå Marie i sengen og tænkte. Hun hørte stadig stemmer i sit hoved, men de var ikke helt så tydelige som før. I morgen ville hun spørge nogle, hvorfor hun var havnet her, hvorfor hun skulle spærres inde? Hun havde ikke turde spørge om det før nu. Hun savnede sin mand helt frygteligt meget. Måske var han også gået i seng nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...