Imagines og One shots

Imagines og one-shots om alt de vi alle sammen drømmer om, men aldrig kommer til at ske...

Skriver ikke personlige, men kom gerne med idéer til hvad jeg kan skrive så jeg ikke går i stå! Men ikke dirty :)

Lots of Love <3

43Likes
137Kommentarer
9308Visninger
AA

31. Louis til Ninette F

”Ung mand! 21 år! Faldet ned fra et plateau! Omkring en 3 meters højde! Højest sandsynligt et brækket ben og en albue der er gået af led! Ingen åbne brud!”. Jeg er sygeplejerske og er på arbejde her til aften. Vi har lige fået et traumekald. Din kæreste Louis (Ja! Tomlinson!) er ude at spille koncert. Alle løber rundt for at gøre klar til denne person der var kommet til skade. Ambulancefolkene kommer ind med patienten. Jeg står med ryggen til og er ved at ordne nogle ting som vi skal bruge til at undersøge patienten. ”Argh!”. Jeg stoppede straks i min bevægelse. Jeg kunne kende det skrig. Jeg vendte mig forskrækket om. Der lå han. Ham jeg elskede højest lå og led. Han får øje på mig og den første tåre triller ned af hans kind. Jeg vendte mig om og gjorde de sidste ting klar. En af mine kollegaer kom hen og bad mig om at tage nogle blodprøver. Hvorfor mig? Jeg ved hvor meget han hader nåle. Jeg tog tingene og gik hen til ham. Jeg fortalte ham hvad jeg skulle og hvorfor. Han kiggede op på mig med tårefyldte øjne da han så nålen. ”Jeg vil ikke (D/N)”. ”Jeg bliver nød til det Louis! Det er for dit eget bedste. Er de andre drenge her?”.  Han nikkede. ”Jeg går ud og snakker med dem om lidt”. Jeg gjorde klar. ”1, 2, 3, nu!”. ”Av!”. ”Så er det overstået!”. Han kiggede igen på mig, men med endnu flere tåre i øjnene. ”Jeg vil ikke mere (D/N)! Kan du ikke få dem til at stoppe?!”. Jeg rystede på hovedet og gik hen og snakkede med en af de andre. ”Kan I klare det sidste selv?”. ”Guuud! Ja, selvfølgelig! Kan godt forstå dig”. ”Tak Martin! Jeg går lige ud og snakker med de andre”. Martin sendte mig et smil og nikkede. Lige inden jeg gik ud af døren hørte jeg Martin snakke til Louis. ”Nu sætter vi lige din albue på plads. Det kommer til at gøre ondt, men det vil være meget bedre bagefter. 1. 2. 3”. ”ARGH!”. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik. ”(D/N)! Du må ikke gå!” råbte Louis grådkvalt. ”Jeg kommer igen! Jeg skal bare lige snakke med de andre lidt”. Jeg sendte ham et smil og gik ud af døren. Da jeg havde lukket døren trillede en tåre ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk. Nu var jeg på arbejde og så må jeg lægge personlige følelser væk. Men f*ck det er svært når din kæreste ligger og lider. Jeg skynder mig hen til de andre drenge da jeg ser dem. Da Harry får øje på mig løber han hen til mig. Jeg åbner mine arme og trækker ham ind i et kram. På den måde han rystede kunne jeg mærke at han græd. Jeg agede ham blidt på ryggen. Endnu et smerteskrig kom fra stuen Louis lå på, og Harry klemte ekstra hårdt og et hulk slap ud over hans læber. Jeg tyssede lidt på ham. Harry slap mig og satte sig ned på en af stolene og gemte hans hoved i sine hænder. Jeg kigger rundt på de andre. Niall står bare og stirre ud i luften med tårerne trillende ned af kinderne. Zayn sidder på en stol og kigger ned i gulvet. Af og til drypper tårer ned på gulvet. Liam vandrer i cirkler mens han prøver at holde tårerne tilbage. Det lykkedes bare ikke helt.  Liam er den første til at bryde stilheden. ”Er… Er han ok… okay?!”. Jeg nikker. ”Det er ikke så slemt… Det gør bare ondt. Intet livsfarligt…”. Tårerne begynder lige så stille at trille ned af mine kinder igen. Drengene er hurtigt henne omkring mig. ”Hvad skete der egentlig?!”. Harry kigger på mig. ”Jeg ved det ikke… Lige pludselig lå han bare på scenen og skreg…”. Jeg nikker stille. Martin kommer hen til os. ”Er du okay?”. Jeg kiggede på Martin og nikkede. ”Han er færdig på stuen nu og ligger nu på stue 35... Og Dr. Overgaard siger du faktisk har fri nu”. ”Tak Martin. God vagt!”. Han smiler til mig og smutter videre til hvad han nu skal. ”Jeg smutter lige ned og skifter tøj. I kan bare gå ind til ham”. Liam nikkede og de gik alle sammen. Jeg skyndte mig ned og skifte til normalt tøj. Da jeg kommer op på stuen står alle drengene rundt om Louis. ”Hvor er (D/N)?!” spørger en grådkvalt stemme. ”Jeg er lige her Louis”. Jeg skynder mig hen til ham. Hans højre ben er pakket ind i gips, fra ankel og helt op på låret og venstre arm er pakket ind i gips til et lille stykke over albuen. Han kigger op på mig med våde øjne. Han skal lige til at sige noget, men jeg stopper ham og kysser ham i panden. Jeg sætter mig i stolen der står ved siden af sygehussengen. De andre drenge står stadig bare og kigger. Ingen siger noget. ”FOR HELVED!”. ”Rolig nu. Det kunne have været meget værre!”. Det er tydeligt at Louis ikke er tilfreds med situationen. Jeg gik hen til sengen. Jeg begyndte at age hans højre arm blidt. Tårerne begyndte at trille ned af hans, i forvejen våde, kinder. ”(D/N)… Kommer jeg til at synge igen?!”. Jeg grinte kærligt af ham. ”Du skal ikke grine!” sagde han lidt alvorligt. ”Louis søde… Det er jo ikke stemmen du har brækket vel?! Men ja! Du skal nok komme op på scenen igen”. Martin kom ind ad døren og jeg smilte til ham. ”Hej (D/N)”. ”Hej Martin”. Han kiggede ned på Louis. ”Nå, Louis. Du må gerne komme hjem i morgen, men du skal forholde dig roligt i de næste 4 uger. Så ingen koncerter foreløbig”. Louis’ smil falmede lidt og det så Martin. ”Men bare rolig! Du har (D/N) til at passe på dig”. Louis smilede stort igen. ”Det ved jeg! Hun er den bedste!”. Jeg grinte lidt af ham. Martin kiggede op på mig og jeg kiggede på ham for at vise jeg lyttede. ”Og (D/N)! Dr. Overgaard siger du bare skal blive hjemme de næste 4 ugers tid… Han mener der er nogen der har brug for en hjemmesygeplejerske”. Han blinkede til mig og jeg grinede let af ham. ”Så må jeg jo gøre det”. Jeg gik hen og gav Martin en krammer. ”Pas nu godt på jer selv! Og god vagt!”. ”Det skal vi nok! Ha’ det godt!”. Martin gik ud af døren. De andre drenge begyndte at sige farvel og tage hjem ad. Til sidst var det bare mig og Louis der var tilbage. ”Jeg så det godt…” siger Louis pludselig. ”Så hvad?!”. ”Jeg så godt du blev bange da jeg kom og du så mig… Undskyld!”. Jeg ryster blidt på hovedet af ham. ”Ja Louis, jeg blev forskrækket i øjeblikket. Men så må jeg altså tage den professionelle maske på. Du skal ikke undskylde!”. ”Men vidste du ikke det var mig der kom?! Ambulancemanden sagde at han havde meldt vores ankomst?!”. Jeg grinte lidt. ”Louis?! Beskrivelsen: Ung mand. 21 år. Den passer på en del mennesker!”. Vi grinte lidt sammen. ”Jeg elsker dig (D/N)!”. Jeg kigger ned på Louis med et stort smil. ”Jeg elsker også dig Louis… Det gør jeg virkelig!”  

____________________________________________________________________________

WOW! Det har taget mig hele dagen at skrive dette imagine!
Jeg håber virkelig du kan lide det :)
Jeg syntes selv at dette er det bedste imagine jeg har skrevet til dato! Ikke for at virke selvglad :)

Lots of Love ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...