"Dear Ashton"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er egentlig min dansk stil, da der var et par stykker der gerne vil læse den. Jeg undskylder for tastefejlene, og alle de andre fejl. Dette er et Oneshot, og foreløbigt kommer der ikke mere. Jeg har ikke rigtig en idé til en 2'er, men det kan være at der dukker noget op i sommerferien.

11Likes
10Kommentarer
612Visninger

1. One shot.

Can’t say hello and risk another goodbye

 

“Kære Ashton.

2 måneder. 2 hele måneder, har jeg måtte leve uden dig. Din død har taget hårdt på alle. Her forleden var jeg ude at besøge din mor. Hun savner dig så pokkers meget. Vi snakkede om de gode tider, hvor du var her. Hvordan du altid kunne løfte stemning, og få alle til at grine med på dine lamme jokes. Den måde du plejede at stille dit bestik i en bestem rækkefølge, for hvert måltid vi fik. Og hvordan du altid skulle diskutere med din far, om hvor vidt i skulle tage til en fodboldkamp, eller ej. Alle de små minder, blev genopfrisket. Vi vil alle ønske at du var her, men hvem prøver jeg at narre? Du kommer ikke tilbage. Lige meget hvor ondt det gør, kan jeg ikke komme uden om det. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med dette, måske for at få et svar? Så mange breve og intet svar. Det er den eneste måde jeg kan komme ud med alle følelserne, og eftersom du altid var den jeg kunne komme til, så skriver jeg til dig. Jeg håber selvfølgelig altid på et svar, men inderst inde ved jeg, at der intet kommer. Sengen der ellers altid virkede så lille, er blevet for stor til kun mig. Jeg savner de aftener, hvor vi bare lå. Den ellers så behagelige stilhed, vi lå i, er blevet erstattet med regnen der slår ind på vinduet. Dine varme beskyttende arme, er blevet erstattet med din pude, som jeg lader alle tårerne ramme. Det er hårdt, og jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde det ud. Hullet i mit hjerte, er for dybt til at kunne blive helet. Hver gang jeg træder ind i vores lejlighed, er det som om at hullet bliver større. Selve rummet føltes også større uden dig. Folk siger at jeg nok skal klare mig, men jeg tror at min kærlighed til dig, er for stor til at blive glemt. Jeg har brug for en at snakke med, og siden det kun har været os to i så mange år, har jeg ingen. Jeg har ikke brug for andre end dig, så hvordan skal jeg overleve, hvis du ikke er her? Den eneste person der har, kunne holde fast i mig, selv efter alle de gange jeg har skubbet dig væk. Vi havde hele vores liv planlagt, det krævede bare tid. Tid var bare ikke det vi havde nok af. Min tilstand er ustabil, og disse breve er den eneste måde, at jeg kan komme ud med mine følelser. Jeg håber vel altid på et mirakel. Xx”

Jeg fortsatte ned ad badebroen, der virkede så lang. En knirken lød under mine fødder, for hvert skridt jeg tog. Den virkede så ustabil, men efter de mange gange jeg har gået på den, er den stadig stærk til at holde på min vægt. Jeg var nået ud til enden, hvor jeg satte mig. Solen der så fint begyndte at forsvinde ude i horisonten, bragte minder tilbage, fra Ashton og min første date. Jeg husker tydeligt, hvordan han havde sat alt så perfekt op. Vi sad og så solnedgangen, og snakkede om alt imellem himmel og jord. Vores årsdage tilbragte vi også på stranden, med et tæppe, og noget dejligt hjemmelavet mad. Tårerne begyndte at presse sig på, og som alle andre gange, lod jeg dem få frit løb. Vores sted var nu blevet til mit. Stedet hvor mine saltede tårer, blandede sig med saltvandet. En meget god kombination. Jeg tog brevet op i hænderne, og placerede et kys i venstre hjørne. Jeg kiggede ud imod vandet, og greb hårdere fat om brevet. For hvert brev jeg smed i, jo større forbindelse følte jeg til ham. Jeg havde nu fulgt den samme rutine i 2 måneder. Der var altid noget nyt jeg kunne skrive, selvom det er de samme følelser jeg har. Jeg trak armen tilbage, og kastede brevet så langt som jeg nu kunne. Et sus af lettelse røg igennem mig, da jeg endelig følte mig fri. Alle følelser røg med i brevet. Jeg studerede brevet synke til bunds. Badebroen begyndte at kirke, på samme måde som den gjorde da jeg gik på den. Jeg så ingen grund til at se hvad det var, da det sikkert bare var et vindstød. Han kom op på siden af mig, og der slog det mig. Det var ikke et vindstød, men en ung mand der lignede en i starten af 20’erne. Med øjne så blå som havet, og et glimt i hans øjne der viste omsorg. Et smil der kunne få enhver pige til at dåne, og hans tænder så hvide, som stjerner på en skyfri nattehimmel. ”Har du noget imod hvis jeg sætter mig?”, lød en mørk og rå stemme. Den var ret så tiltrækkende. Jeg lod blikket falde ud mod solnedgangen, og tog mig tid til at beundre den. Jeg kiggede igen hen på drengen, og fandt til min store overraskelse ud af at han havde sat sig ned ved siden af mig. Jeg fik en god mulighed for at studere ham. Han virkede så fejlfri? Så smuk. Dog kan jeg sige med al erfaring, at perfekte fyre ikke findtes. De små fejl ved en person, gør dem smukke. Så derfor kunne jeg godt forestille mig, at en fyr som ham, havde nogle problemer. ”En køn pige som dig, burde ikke sidde her og græde. Jeg har beundret sig allerede fra den første dag, hvor du kom gående i en smuk ferskenfarvet stropløs kjole. Jeg husker  det tydeligt, hvordan du satte dig det nøjagtige samme sted som nu, og smed dit første brev i vandet. Jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller dig dette, men der er et eller andet over dig, der er så pokkers interresant.”, sagde han, imens hans blik blev på vandet.. Jeg sagde ikke rigtig noget, da jeg ærlig talt ikke vidste hvad jeg skulle sige. Det var ret smigrende, men tanken skræmte mig også en smule. Jeg havde ikke troet at folk faktisk kom på denne strand. Den var gemt bag en masse buske, og var lidt udenfor byen. ”Hvorfor er du her?”, tillod jeg mig selv at spørge om. Det var som om at han havde denne scene i hovedet. Som om at han vidste hvad jeg vil spørge om, siden at han vidste hvad han skulle sige. ”Jeg var ude at gå, hvorefter at jeg så endte her. Jeg så dig sidde på badebroen, og smide brevet i vandet. Det blev så en vane at komme her, hvor du altid var. Samme sted, og på samme tidspunkt. Jeg har flere gange overvejet at snakke med dig, men jeg har vel aldrig haft modet til det. Før nu.”, svarede han, hvorefter vi så endelig fik øjenkontakt. De øjne han havde, var som en mur. Man blev nød til at bryde igennem muren, for at kunne se dybt i dem. De var næsten følelsesløs, men havde stadig et ulæseligt blik. Jeg valgte ikke at sige noget, men bare nyde den behagelige stilhed, der lagde sig over os. Ingen af os brød øjenkontakten, hvilket gav mig muligheden for at kigge dybere i hans øjne. Der var noget mystisk i hans øjne, der fik mig til at længtes efter at vide mere om ham. Jeg hentyder ikke til et forhold, da det ville være grænseoverskridende. Jeg har lige mistet mit livs kærlighed, og jeg kan ikke bare falde for en jeg lige har mødt. Det er jo vanvid. Jeg kiggede ned i mit skød, og tænkte ikke mere over det. Jeg vil ikke kunne erstatte Ashton, han vil jo latid være mit livs kærlighed. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg begyndte at se en anden? Det kunne jeg jo ikke gøre imod Ashton, eller kunne jeg? Jeg rejste mig op, og skulle til at gå, indtil at der var en der hev fat i min arm. Eftersom vi var de eneste på stranden, kunne det jo ikke være andre end manden, som jeg egentlig stadig ikke havde fået navnet på. ”Kunne jeg måske få dit nummer?”, spurgte han, og var sikkert forvirret over hvorfor jeg gik. Jeg kiggede igen ned, og havde egentlig ikke lyst til at svare. Eller give ham mit nummer, eftersom at jeg var bange for hvad der vil ske. Jeg kendte jo ikke navnet på ham. ”Jeg ved hvad du tænker, og ja jeg kan godt se på dig at du ikke er klar til et forhold. Men jeg kan også fornemme på dig, at du måske har brug for en til at lytte. Det kan vel ikke skade?”, sagde han så. Jeg må ærligtalt indrømme at han er god til at læse andre. Den måde han bare kigger ind i ens øjne, og derefter ved alt om personen. Jeg var lidt bange, ja. Dog valgte jeg alligevel at give ham mit nummer, da han egentlig havde ret. Jeg havde måske brug for en, måske en der kan hjælpe mig videre. Jeg vendte om på hælene, og skulle til at fortsætte, men stoppede op. ”Jeg fik ikke lige fat i dit navn?”, sagde jeg og kiggede spørgende på ham. Han sendte mig et kort smil, og sagde: ”Jeg hedder Jake”. Jeg gengældte hans smil, og fik fortalt mit navn. Jeg vendte mig igen om, og satte kurs mod mit hus, med et smil på læberne. Et ægte smil, der har haft svært ved at trænge igennem alle tårerne. Men Jake fik på magisk vis, hjulpet det igennem. Jeg så frem til at kunne mødes med ham igen, da han jo er en interessant person. Men som jeg sagde, så findtes der ikke perfekte personer. Jeg gad godt vide hvilke hemmeligheder han skjuler...

__________________________________________________________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...