One Time- 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Hvor stor er chancen for at være Louis Tomlinsons bedsteveninde, og nogle gange lidt mere? Ikke ret stor, men en skal jo være det og hende møder I her.
Cara har truffet nogle dumme valg mens Louis har været på tour, men nu er han tilbage og vil bruge alt sin tid på Cara, hvilket resulterer i at hun flytter ind i huset med ham og drengene, men hvordan vil det mon gå? Drengene, der kun har mødt hende en enkelt gang, vil de kunne huske hende, og hvordan vil de overhovedet tage imod hende? Hvad med hendes og Louis' forhold, er de virkelig bare venner, eller er der flere følelser end de lige vil indrømme? OG når hele det her 'One Time' eventyr er slut for Cara, vil hun så stadigvæk have Louis' ved sin side, som sin bedsteven? Følg med i One Time, og find svaret på det hele.

5Likes
0Kommentarer
512Visninger

1. 1

"Louis!" Skriger jeg af mine lungers fulde kraft, og rømmer mig, idet alle i den lille park vender sig og kigger på mig, jeg kører en hurtig hånd gennem håret, og sætter i løb efter Louis, som allerede er et godt stykker væk.

"Stop lige et øjeblik" siger jeg forpustet bag ham og til min lettelse stopper han op, og vender sig mod mig, jeg sætter mig tungt ned i græsset og hviler mine albuer på mine knæ, mens jeg hiver efter vejret. Louis kigger vurderende på mig, og jeg kan se han prøver at holde et grin inde, hvilket får mig til at smile en smule, vores skænderi havde været det første i lang tid, og at han allerede smiler gør mig glad,, for jeg burde være glad, min bedsteven er hjemme igen!

"Du var lige ved at tage livet af mig, ved du godt det?" mumler jeg ironisker, og puster tungt ud, før jeg læner mig tilbage, og lader min ryg trykke sig mod det frodige græs.

"I lige måde, kan jeg næsten sige da!" siger han stadigvæk en smule koldt, dog med et lille smil på læberne, han dumpertungt ned i græsset ved siden af mig, hvilket får en følelse af lettelse til at løbe gennem min krop, jeg vender hovedet mod ham, og stirrer ham direkte ind i øjnene.                             "Så slemt er det virkelig heller ikke Boo" mumler jeg, og mener det fuldt ud. 

Forstår I, Louis og jeg har et kompliceret forhold, eller egentlig ikke, vi er bedstevenner, men nogle gange er vi også lidt mere, jeg ved ikke hvordan jeg forklarer det.                                                               Hvis I forstår, når man pludselig mister sin kæreste, så mangler man en til at trøste sig,og nu er det sådan at det skete for både Louis og jeg, på næsten samme tid, og vi støttede og hjalp hinanden, og lidt meretil, vi brugte lidt for mange nætter sammen, nogle intime nætter, men vi trængte begge til det, og det har ikke ødelagt noget overhovedet, men problemet nu er bare at Louis har været på tour et halvt år , og alt det med ham og jeg, skete ligefør han tog afsted, jeg havde jo selvfølgelig ikke lagt noget i det, og som jeg har forstår havde han heller ikke, men et halvt år er langt tid. 

Ikke at der generede Louis at jeg var sammen med andre mens han var væk, det er nok mere det faktum hvem jeg var sammen med, der generer ham, for ja jeg var sammen med de forkerte, og jeg ved det udmærket godt. Vi bor i London, som de fleste nok ved har London jo, som alle andre steder, det gode og det dårlige selskab, som består i de lidt rigere fine fyre, og de mere beskidte og farlige med stofferne, og Louis og jeg har selvfølgelig altid hængt med det godt, men mens han var væk, kom jeg lidt ud i noget lort, jeg blev lidt uvenner med en fælles veninde, og endte med at hænge med det dårlig selskab, hvilket i sig selv egentlig ikke er dårligt, det blev først dårligt, da jeg begyndte at gå i seng med lederen af det hele, og for sjov skyld lige synes jeg skulle prøve nogle forskellige stoffer, det skal siges jeg på ingen måde er afhængig af det!

"Cara?" lyder Louis' spørgende stemmer, jeg kigger undskyldende på ham.

"Undskyld, engang til?" smiler jeg flov, over at ha' sidder i min egen verden, med mit helt eget rod, fra de sidste par måneder.

"Fortryder du det slet ikke?" spørg han, og kigger bedende på mig, selvfølgelig ved jeg hvilket svar han fisker efter, og lige nu vil jeg bare nyde den tid han er hjemme, uden flere disktutioner om mine dumme valg.

"Selvfølgelig gør jeg det, det er det dummeste jeg har gjort i mit liv" mumler jeg, og sætter mig op igen.

"Så du lover aldrig at gøre det igen?" spørg han dominerende, jegroller kort med øjnene af hans beskyttende faderligeside overfor mig.

"Hvilken af delene? Stofferne, eller sexen?" spørg jeg drillende, til min skuffelse, ryster Louis bare irriteret på hovedet af mig og rejser sig helt op.

"Det var for sjov" siger jeg irriteret og rejser mig også op.

"For fanden, kan du slet ikke se hvor alvorligt det her det er, hvor meget det kan skade dig, det hele, ikke kun stofferne!"  udbryder han og griber fat i mine skuldre, og ryster kort min overkrop.

"Jeg er med" snerrer jeg sammenbidt.

"Godt, og til det andet, du bestemmer jo selv hvem du hygger dig med, men tænk dig om en anden gang" smiler han roligt, og kærtegner stille min kind, jeg bider mig kort i læben, og lægger min hånd på hans brystkasse.

"Så hvis jeg nu havde lyst til dig i nat, ville det være helt okay?" hvisker jeg, og presser roligt min krop tættere på hans, og lader min anden hånd folde om hans nakke, for roligt at trække en smule ud i hans trøje oppefra, jeg kan ikke lade vær med at smile stort, da jeg mærker hans krops hurtige reaktion på det hele, kuldegysningerne,den svage skælven, hans sammenbidte tænder, der prøver at modarbejde alt i hans krop, der lige nu fortæller han hvor meget han vil have mig.

"Du er en djævel" hvisker han sammenbidt, jeg nikker roligt og planter et kort kys på hans kind.

"Jeg ved det godt, jeg har bare savnet dig" smiler jeg, og træder et skridt fra ham.

"Jeg har også savnet dig, men jeg tænder dig ikke midt i en familiepark vel?" hvisker han drillende, og ser sig hurtigt omkring.

"Det har du da ingen ide om, om du gør? Faktisk lægger det sådan, at jeg finder dine shorts og den sorte tangtop yderst ophidsende, især med dine solbriller" mumler jeg og lader en af mine hænder glide gennem hans hår.

"Igen du er en djævel, hvordan skal jeg overleve 2 uger med dig?" griner han, og tager min hånd, og begynder at gå med mig.

"På samme måde, som du overlevede at have mig boende sidste gang du var hjemme" svarer jeg kækt igen.

"Nå ja, angående det, så kommer drengene og jeg til at bo sammen den her gang, så du har stadigvæk lejligheden for sig selv" smiler han undskyldende, jeg kigger såret op på ham.

"Boo, jeg troede vi skulle være sammen hele tiden, bo sammen, ligesom i gamle dage, også svigter du mig bare!" mumler jeg trist, det var en tradition, Louis og jeg har boet sammen lige siden jeg flyttede hjemmefra for et år siden.

"Cara, du ved jeg ikke selv bestemmer hvor jeg bor i ferierne, men du er velkommen til at flytte ind på mit værelse i huset" smiler han, og kigger udfordrende på mig, jeg kan se han ikke tror på jeg vil sige ja til at dele værelse med ham i hele 2 uger.

"Det skal være mig en glæde Mr. Tomlinson" griner jeg, og kigger glad på hans overraskede ansigt.

"Er du sikker?" spørg han nervøst.

"Helt sikker, jeg vil bare være så meget sammen med dig som overhovedet muligt, du ved, jeg har jo ikke set dig i et halvt år!" smiler jeg.

"Det er ikke helt sandt, jeg har jo været hjemme lidt" minder han mig bestemt om.

"3 dage, hvor jeg skulle dele dig med din familie, og Eleanor tæller ikke" siger jeg hurtigt.

"Hvis du siger det" griner han, og trækker kort på skulderne.

"Det gør jeg! Er du sikker på du kan klare hele din ferie uden at have one night stands med hjemme?" spørg jeg drillende og puffer til ham med hoften.

"Kan du det?" giver han igen.

"Jeg er sikker på jeg har alt hvad jeg skal bruge i det hus" griner jeg roligt.

"Tænk ikke sådan" mumler han advarende.

"Hvad tror du drengene siger? De har jo ikke set mig i evigheder, tror du overhovedet de kan huske mig?" mumler jeg hurtigt, mest for mig selv.

"Jeg tror helt ærligt de synes det er en fed ide, selvfølgelig kan de huske dig, du er ikke en man glemmer" griner han, og giver min skulder et kort klem, og trækker mig med over vejen til vores fælles lejlighed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...