Hansen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
En erindring om den barndom, som gør en mand til en mand! En historie om en drengs barndom, hvor han oplever en masse ting hos Hansen. Han oplever det gode og det dårlige. Og det værst tænkelige. Han udforsker den verden, som han så pænt bliver opdraget i. Alt dette i et enkelt hus. Hos Hansen.

Inspirationen kommer fra billede fra vester Åby.

"Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010. Olie på krydsfiner, 2010 21 × 30 cm (foto: Anders Sune Berg)"

0Likes
0Kommentarer
89Visninger
AA

2. Prøv det

Tiden gik og snart var vattet ikke nok, mente Hansen, en dag havde han nemlig noget andet med. Han havde en pose med noget hvidt i, som lignede mel, og indholdet var, som med vattet, ukendt. Vi kendte ikke virkningen, og vi kendte ikke navnet. Hansen tog et dankort frem og fordelte melet i 5 rækker, så sagde han: ”Prøv det drenge, det er meget sjovere end græsset!”, jeg trådte frem og tog den hundrede krone seddel, som han havde rullet, og stak næsen ned til den, som Hansen havde vidst, at man skulle. Det gjorde ondt i hovedet først, men senere lysnede alt op, og man følte sig helt fjern fra det hele. Man følte sig ikke som en del af nuet eller fortiden, man følte sig en del af fremtiden, en tid man ikke havde oplevet i nu. En tid hvor alt var glæde og fred. Man følte sig fri sat, og man kunne klare alt. Jeg tror, hvis jeg ville, at jeg kunne, flyve helt op til gud, op til himmeriget. Det var som om engle sang om mine øre, den smukkeste sang nogensinde, den dejligste klang. Wow, jeg var inspireret til at gøre lige, hvad jeg ville. MEN.

Men også denne gang faldt jeg. Jeg fladt fra den smukke fremtid og lige pladask ned i nutiden. Og det gjorde ondt, det smertet i alle mine lemmer. Jeg havde ondt, og jeg blev så trist. Da jeg den dag lukkede Hansen dør bag mig, var jeg trist. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det var som om, jeg havde brug for mere af Hansens mel. Jeg har VIRKELIG brug for det! Men jeg måtte hjem, mine forældre ventede, så jeg vente ryggen til det hvide hus og gik i mod lygtepælen og passerede den store vej, som ingen andre passerede. Jeg vendte mig rundt og tænkte på, om jeg skal gå tilbage, men mine forældre ventede jo. Jeg måtte hjem, så hurtigt som muligt. Ikke mere mel den dag, men jeg kom igen og igen. Og hver gang to vi mere og mere mel, vi stolede på Hansen, fordi han vidste, hvad han lavede, og hvad vi lavede. Og han havde jo været der, siden vi var helt unge, hvorfor skulle vi ikke stole på ham? Selv vores forældre sagde ikke noget, når vi smuttede dag, aften og nat, de var mildest tal ligeglade med, hvad vi lavede. Vi fire drenge klarede os selv, og Hansen hjalp os bare, og det var dejligt for en gangs skyld, at et voksent menneske bakkede op om, hvad vi lavede. Og vi var alle glade for Hansen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...