Hansen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
En erindring om den barndom, som gør en mand til en mand! En historie om en drengs barndom, hvor han oplever en masse ting hos Hansen. Han oplever det gode og det dårlige. Og det værst tænkelige. Han udforsker den verden, som han så pænt bliver opdraget i. Alt dette i et enkelt hus. Hos Hansen.

Inspirationen kommer fra billede fra vester Åby.

"Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010. Olie på krydsfiner, 2010 21 × 30 cm (foto: Anders Sune Berg)"

0Likes
0Kommentarer
84Visninger
AA

4. Pigen

Jeg bevægede mig gennem den over møbleret gang hen til soveværelset, jeg prøvede at åbne døren, men noget blokerede den. Jeg var så trængende nu, så jeg skubbede ekstra hårdt på døren. Et par gange. Lidt længere. Lige pludseligt kunne jeg komme igennem døren, og bag døren lå et, jeg kunne ikke se det. Ikke se det ordentligt. Der lå et tæppe rundt om det… Hvad var det, som lå der og blokerede døren!? Jeg nærmede mig tæppet, jeg tænkte ikke længere på mel, jeg ville vide, hvad der lå i tæppet. Jeg tog roligt fat i kanten og trak tæppet op. Under det lå en skønhed, jeg har aldrig set noget så smukt. Skønt. Røde læber, som et dejligt modent jordbær. Et hvidt spøgelse, der talte sandheden selv. Svøbt i sort. Håret helt fladt og sort. Sort, som kullet fra en brændeovn. Som en ravn. Hun så skøn ud. Skønhed. Jeg satte mig, ved siden ad hende. Hun lugtede og lå helt fredfyldt, der på det kolde gulv. Jeg begyndte at frygte for hende, så jeg løftede tæppet med hende i. Tog hende ud. Ud af det kolde, mørke, lugtende hus. Jeg lagde hende stille på jorden og tog min hånd på hendes hals. Opdagede det værste jeg regnede med. Jeg håbede ikke, men noget i mig vidste det var, som det var. Nu kunne jeg ikke længere være en mand, for der faldt en tårer hele vejen ned af kinden. En til. En til. Og det holdte ikke.

Jeg fumlede med min telefon, prøvede at ramme de rigtige taster, men det tog lang tid. ”Alarm centralen, hvad kan jeg hjælpe med?” lød det i telefon, da jeg endelig fik trykket det rigtige tal. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende, for hvad kunne hun hjælpe med? Skønheden var allerede fløjet op til faderen. Og ingen kunne hente nogen fra faderen. Han lod ingen gå, når de endelig var kommet ind. ”Hallo, er der nogen?”. Til sidst fik jeg mumlet en adresse frem. ”Hvad er der sket?” spurgte stemmen, hvorfor fanden skulle den kælling i telefonen spørger om sådan noget lort, kunne hun ikke bare sende en skide ambulance, jeg kunne slet ikke tale mere. Hvalen var tilbage i min hals, og der var kun gråd nu. ”Jeg sender en ambulance nu!” sagde stemmen, som blev ved med at spørge indtil, hvad der var sket. Men hvor skulle jeg vide det fra, det var ingen normal dag hos Hansen. Og Hansen var her slet ikke…

Jeg stod ude ved vejen og ventede på ambulancen, mens jeg stille og roligt prøvede og forklare damen i telefonen, hvad jeg havde oplevet. Og endelig kom ambulancen, og jeg pegede de to falck redder i retning af pigen. Lidt efter kom der også en politibil, og den ene betjent førte mig til bilen, mens den anden orienterede sig omkring situationen hos falck redderne. Betjenten spurgte om mange ting, om jeg kendte pigen, om jeg vidste hvem huset tilhørte, og hvor jeg boede, men jeg var så lammet af situationen, at jeg ikke engang kunne få mit navn ud af min forseglet mund. Da jeg kiggede mig omkring, kunne jeg slet ikke forstå, hvor alle de mennesker og biler kom fra. Der havde aldrig været så mange mennesker omkring vejen og slet ikke så mange, som var interesseret i Hansens hus. Hans bopæl plejede ikke at være så populær, men lige nu var den. Og når jeg i dag står og kigger på huset, og jeg tænker på den dag var en 13-årige pige omkom der, kan jeg slet ikke forstå. Hansen blev spærret ind og hans hus har været ubeboet lige siden. Det hus, der har betydet så meget for mig, min opvækst og min personligheds dannelse, står tomt og alene her. Her på den vej, som aldrig er befolket, som den dag. Den vej som bare ligger helt stille og almindeligt her i midten af en helt almindelig by. Med helt almindelige familier med helt almindelige børn. Alt er måske almindeligt i andres øjne, men denne vej og dette hus har haft den største betydning i mit liv, og ofte har jeg da også ønsket, at den aldrig havde eksisterede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...