Så kort et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Har I nogensinde tænkt på at dø? Eller hvordan I skal dø?
hvis I har, ja så velkommen i klubben. Jeg har ikke altid tænkt på at dø. Hvis jeg skal være ærlig, så skræmte tanken mig. Det gør den stadig, men nu er det ligesom noget andet.

Mit inspiration er billedet af Ulrik Møller. Færge, 2013.

1Likes
0Kommentarer
61Visninger
AA

1. Så kort et liv

Så kort et liv

 

Iltapparatet brummer. Jeg vågner lige så stille op, først nogle små bevægelser med fødderne, så hænderne og til sidst øjnene. Endnu en dag. De er begyndt at ligne hinanden. Jeg ligger og kigger op i loftet på mit værelse. Mor klistrede selvlysende stjerner i loftet, da jeg var fem. Jeg har ikke pillet dem ned. Jeg kan godt lide dem. De minder mig om bedre tider. Min iltmaske begynder at klø.


Jeg ligger bare der, musestille, kigger på iltapparatet, høre dens irriterende brumlende lyd, som lyder som en drages ånde.

Der lå jeg i lang tid, indtil mor kom ind på værelset. ”Hej, er du vågen skat? Skal jeg få iltmasken af dig?” spørger hun, hun er begyndt at tale til mig, som om jeg er seks år gammel.

 

Hun begynder at koble mig ud af iltapparatets magt over mit åndedrag, jeg sover kun med det, for når jeg er vågen kan jeg godt selv huske det. Jeg sætter mig op i sengen og gaber. Jeg kigger over på vækkeuret. Det viser 8.00. Det er ikke blevet brugt i næsten et halvt år. Der ligger støv på det. Jeg rejser mig forsigtigt. Går et usikkert skridt og dernæst et mere sikkert skridt. Jeg går over mod vægen ved siden af vinduet. Der er kun en ting på den væg, kalenderen. Jeg krydser dagene af hver dag. Lægerne sagde et år, måske mindre. Det var mors ide, det med at krydse af, hun sagde: ”Så kan vi se hver dag du kæmper imod”


Jeg krydser af. Det er torsdag. Jeg burde være i skole. Jeg burde sidde på en stol og kigge ud af vinduet og tænke på alt muligt som teenagere gør. Tænke på hvem man kyssede sidst, hvem man er vild med og hvem man bare ikke kan fordrage. De rygter man hører om en eller nogle  man kender, i stedet for at høre efter den stakkels lærer som oppe ved tavlen forgæves prøver, at gøre faget spændende og få det til at fange én. Jeg har ondt af den lærer. Jeg ville give min venstre arm, for at være der. Jeg ville endda høre efter og lave mine lektier, selvom jeg ikke var så god til det. Bare sidde og kigge på alle mine kammerater, som jeg ikke har set i lang tid. Faktisk har jeg ikke set nogle af mine venner i lang tid.

                    

De kom selvfølgelig og besøgte mig de første to uger på hospitalet, men nu går der længere og længere tid mellem deres besøg, pludselig dukker de bare ikke op mere. Man begynder at gå for meget glip af det der sker ude for hospitalets bedrøvede hvide-gule vægge med klovne billeder. Selvom man er på Facebook, kan man stadig ikke følge med, og man begynder at blive trist, når man ser billeder af ens venner, som smiler og har det sjovt. Man har bare lyst til at skrige. Og man begynder at isolere sig.

                    

Mor har heller ikke arbejdet i lang tid nu, hun har også isoleret sig sammen med mig. Far er den eneste, der faktisk har et liv uden for huset som ikke handler om mig. Det er min skyld, mor har isoleret sig. Det er min skyld, at hun ikke ser sine veninder mere. Det er min skyld, at jeg kan høre hende græde en gang imellem, og far som trøster hende og nedtrykt siger: ”Det skal nok gå, du kan se, hvordan hun kæmper. Hun er en fighter”

                    

Jeg føler mig som en bombe, en bombe som kan sprænge hele tiden. En bombe, der kan sprænge hver eneste minut og som tager alt med sig i sin eksplosion.                    

                    

Jeg vender tilbage til kalenderen. Det er i morgen, jeg skal til lægen og få at vide, om der er fremskridt. Jeg ved, at lægen sætter sit ”det-skal-nok-gå-alt-sammen”- smil op. Og siger til mor at det i hvert fald ikke går dårligere. Men jeg ved, det går dårligere. Jeg kan mærke det i mig. Jeg kan mærke, det er ved at overtage min krop, får sit eget liv med dets regler og betingelser. Jeg kan mærke det.

                    

Jeg kigger ud af vinduet. Jeg kan se færgen sejler fra havnen, den er ligger lige overfor vores hus. Jeg kan færgens tider i hovedet. Nogle gange tager jeg tid på, hvor lang tid der går før den kommer i havn igen, samler en gruppe passagerer op, som skal ud i verden, ud at se noget nyt, fordi de er ved at blive syge i hovederne af at kigge på det samme sted, de samme ting og de samme mennesker hver dag. Jeg ville ønske, jeg bare kunne pakke en rygsæk og ikke skulle tænke på al medicinen, iltapparatet og ikke skulle være afhængelig af andre end mig selv.

                    

Mine ben er begyndt at ryste, og jeg er ved at blive så forpustet, at jeg snart ikke kan trække vejret mere. Jeg bliver nødt til at sætte mig. Jeg drejer mig om mod mit skrivebord og tager fat i kanten af bordet og går hen til kontorstolen. Jeg trækker den ud, med de sidste kræfter jeg har tilbage i min krop. Det er blevet meget værre. Jeg kan for guds skyld ikke engang stå op i mere end ti minutter. Det er forfærdeligt. Der sidder jeg så, i min krøllede pyjamas med hjerter på, som jeg fik til min fødselsdag sidste år, måske min sidste. Jeg spørger mor, om hun ikke kan køre mig hen til vinduet, så jeg kan sidde og se færgen. Så længe færgen kommer tilbage til havnen, kæmper jeg, men hvis den bare en dag ikke kommer hjem, er håbet forbi, jeg giver op, fordi færgen er mit håb, mit forpulede sølle, lille og sidste håb.
                    

Hun står og kigger på mig. Hun ved det lige så godt som jeg, det er ved at være forbi. Hun begynder at flytte på sig ud af stedet og går langsomt over mod mig, tager fat i stolen og ruller den over trægulvet, som giver sig, når stolen kører over det. En knirken. Så stopper stolen og jeg befinder mig på mit yndlingssted. Vinduet. Morgendisen er ved at forsvinde. Nu kan jeg rigtig se farven på færgen, sort og hvid. Jeg kan se det orange lysblink fra lampen, som blinker helt uforstyrret.

                    

Mor er gået ud af mit værelse for at hente morgenmad. Jeg kan ikke klare turen ud til køkkenet mere. Jeg kan knap og nap gå på toilettet. Mor kommer først ind med morgenmaden, som består af en skive fransbrød med et meget tyndt lag smør og et glas mælk. Bagefter kommer hun ind med en spand til at brække sig i, for jeg er begyndt at brække alt det op, der kommer ned i min mave. Det er sørgeligt. Jeg har tabt mig meget. Jeg har spurgt mor, om jeg ikke bare kan lade være med at spise, men hendes holdning, er at jeg skal leve normalt, så længe det er muligt. At spise er noget normalt, men problemet er bare, at mit liv er gået fra normalt til noget, jeg ikke ved hvad er. En ond drøm man bare gerne ville vågne op af og sige: ”Puha, det var bare en drøm”
Mor er gået. Jeg sidder alene og ser færgen begynde at sejle, den er tilbage om tredive minutter. Jeg ser den forsvinde ud i horisont linjen, der hvor himlen og hav bliver et.       


Jeg kigger mig over skulderen, over mod spejlet. Før plejede jeg at kigge mig selv i spejlet flere gange om dagen, bare for at tjekke om mit hår sad godt, om min make-up sad som det skulle. Bare for at tjekke om jeg var perfekt. Nu vil jeg helst undgå spejle, jeg hader at kigge på mig selv, se hvad sygdommen har gjort ved mig, men alligevel rejser jeg mig langsomt og går stille hen til det.  Jeg stiller mig selv lige foran det, bare for at blive ked af det jeg ser. Mit ellers smukke lange blonde hår er der næsten ikke mere af, det faldt af da jeg begyndte på min kemo, min øjenbryn og øjenvipper er der heller ikke mere, min krop ser udsultet ud, man kan se kravebene så tydeligt at det skræmmer mig, min kæbe er blevet så tydelig, at jeg er bange for at den lige pludselig borer sig igennem min skrøbelige tynde grå hud. Mine øjne som plejede at have farve som havet, er blevet mere grå end min hud, jeg ser gennemsigtig   ud.
 

Jeg fik konstateret leukæmikræft sidste år ved denne tid, dengang mærkede jeg det ikke rigtigt, jeg kunne både være sammen med mine venner og alt muligt, jeg vidste slet ikke hvor heldig jeg var, jeg værdsatte det ikke, jeg brokkede mig over alverdens ting, som kan være ligegyldigt, for dengang betød det bare jeg var teenager. Men så begyndte turene til hospitalet næsten hver uge, nu medicin hele tiden, og jeg begyndte at sække bagud, både i skolen og med vennerne. Jeg blev hurtigt træt, jeg orkede ikke mere. Min menstruation forsvandt, mine bryster svinede ind. Alt faldt ud af hænderne på mig.
                    

 

Jeg vil ikke dø, ikke i det her værelse, nej. Jeg vil ikke bare sidde en dag mere bare med at glo ud af vinduet. Jeg vil ud.

Jeg vil ud og stå og vente på at den kommer ind, jeg vil ha-
ve lugten af salt vand i min næse, jeg vil kunne mærke vinden i mit tøj.
 

Jeg tager min vinterjakke fra knagen, jeg tager mine sko på. Og holder en pause. Så er jeg klar til at begive mig uden for mit værelse. Jeg åbner døren, jeg kan høre fjernsynet inde i stuen. Jeg lister. Jeg er helt henne ved hoveddøren, før jeg tror jeg er blevet opdaget, men nej hun suser bare fra stuen og ind i køkkenet. Jeg åbner hoveddøren. Har den altid været så tung? Smutter ud og lukker døren stille bag mig. Jeg er ude.
                    

Jeg sætter mig på trappens sidste trin ned til fortovet. Der sidder jeg og bare nyder solen i mit ansigt. Indtil jeg ser færgen. Jeg skynder mig op på benene. Jeg små løber, så hurtig jeg kan. Over gaden og der er jeg, på havnen. Jeg vender mig om jeg kan se mit værelses vindue. Det er underligt at se det ude fra. Jeg går helt hen til kanten af havnen, så jeg kan se ned i det iskolde januar vand, som ligger og skvulper imod beton kanten af havnen. Jeg kan lugte salt vandet nu. Jeg ser op fra vandet, færgen er her snart, jeg kan se den, jeg er virkelig tæt på den nu, den mangler bare nogle få ubetydelige meter. Jeg går et skridt mere. Pludselig, på en gang er alting koldt og mørkt, men det eneste jeg kan tænke på er færgen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...