På vej ned

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
På vej ned omhandler en kvinde og hendes søns tur vej på vej ned. Hvordan reagere man når ens søn har sin første flyvning, og man ser en skygge komme ned gennem skyerne? En novelle som tager fat på emner som svigt og sorg.

0Likes
0Kommentarer
49Visninger

1. På vej ned

Klokken var kun lige passeret 4, da jeg vågnede mandag morgen. Det var en trist morgen, og måske var det derfor, jeg vågnede. Jeg havde haft det psykisk dårligt i en længere periode. Så jeg besluttede mig for at tage en varm sweater på, og sætte mig udenfor og drikke min sædvanlige kop morgen kaffe.

Det var koldt, og tågen hang tungt i luften, jeg lukkede mine øjne og nød min kaffe. Jeg åbnede dem dog et par minutter efter, da jeg hørte en svag buldren fra skyerne. Jeg tænkte, at det bare var et tordenvejr, som var på vej. Jeg drak hurtigt det sidste af min kaffe, da det også tydede på, at der vil komme regn. Men der kom ikke nogle skrald, og der kom ikke noget regn, så jeg gik ud igen for at se, om der var nogen opklaring i vejret. Jeg så op og så en grå skygge komme tættere og tættere på jorden. Jeg stod et stykke tid og kiggede, hvorefter det gik op for mig, at det var et fly. Det undrede mig, for der var ikke nogle lufthavne i nærheden af mit hus, og flyet var for stort til at være et privatfly. Da det var tæt på, gik det op for mig, at det var noget galt.

Jeg kom til at tænke på min søn. Han var kun 25år gammel, og havde været i gang med at blive pilot i længere tid. Og netop den mandag morgen havde han sin første flyvning over København. Jeg havde ikke snakket med ham i snart et år. Han havde slået hånden af mig, da jeg begyndte at drikke. Det var via min far, jeg havde hørt, at det var Nicolais første dag som rigtig pilot. Jeg løb ind for at hente mine solbriller for bedre at kunne se, for selvom det var skyet og diset, havde solen stråler kunnet nå ned gennem nogle enkelte skyer. Da jeg kom ud igen, var flyet endnu tættere på, man kunne på daværende tidspunkt se formen på det ellers rimelig store fly.

Min nabo kom ud, sikkert på grund af den buldren flyet gav. Vi kiggede ikke på hinanden. Han havde altid ment, at jeg var en plet for det ellers trygge fællesskab vores lille by havde. Det varede ikke længe, før vi begge måbede. Flyet var skræmmende tæt på nu, og hvorfor jeg ikke gik i panik, ved jeg ikke. Jeg stod bare og kiggede på flyet, som langsom kom tættere og tættere på landjorden.

Tankerne om min søn kørte rundt i mit hoved, og så skete det. Flyet ramte jorden med et enormt skrald, og jeg blev automatisk skubbet et par skridt tilbage. Det eneste, jeg så, var tyk sort røg med et orange skær. Røgen steg til vejrs og det blev stille. Helt stille. Der gik ikke lang tid, før sirenerne lød, og en masse udrykningsfaretøjer kom susenden forbi en vej tæt på mit hus. Jeg besluttede mig for at gå ind, røgen nærmede sig det sted, hvor jeg stod, og det så ikke ud, som om det var sundt at inhalere.

Det blev aften, klokken var omkring 9, da det bankede på min dør. Jeg rejste mig, og gik ud for at åbne. Det var to mænd, iklædt politiuniformer. Jeg kunne mærke den triste energi, inden de havde sagt et ord til mig. Da de var færdige med at sige, hvad de havde at sige, satte jeg mig ind i min stue. Alt føltes tomt. Tomt og trist. Jeg tog et tæppe over mig. En tåre løb ned over min kind. Det eneste jeg tænkte på var Nicolai. Nicolai min søn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...