Jeg vil se op til dig, til jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Sofia ser utrolig meget op til sin søster, Line, men hvad sker der, når Line pludselig får en spiseforstyrrelse?

1Likes
0Kommentarer
230Visninger
AA

8. Del 8

Det eneste jeg ventede på, var lyden af vores bil. Line var kørt til lægen sammen med mor. Hun havde grædt og råbt og skreget, at hun ikke ville, men de lagde endelig mærke til, hvor tynd hun var blevet. Hun havde haft en tanktop på i dag i stedet for de store sweatshirts, hun ellers altid havde på. De var mindst to numre for store, men sådan købte hun dem. "De er behagelige at have på," sagde hun. Far havde sat og kigget på hende hen over spisebordet, mens vi sad og spillede kort, som enhver anden normal familie ville gøre. Til sidst havde han smidt sine kort på bordet og forladt køkkenet. På vejen ud havde han sagt: "Dine knogler stikker jo ud, pigebarn!" Det lignede ikke far. Måske havde han dårlig samvittighed over, at han ikke havde lagt mærke til det noget før. Han havde trods alt lagt mærke til, at hun næsten ikke spiste noget. Så sad Line, mor og mig i tavshed og kiggede ned i vores kort. Jeg kiggede hurtigt hen på Line. Hun prøvede at skjule et smil, men jeg kunne se i hendes øjne, hvor glad hun blev for fars ord, selvom det ikke engang var særlig sødt sagt. Jeg havde derefter kigget over på mor. Hun havde fået tårer i øjnene. Stakkels, lille, bekymrede mor. Så havde hun smidt kortene og var gået ud til far.
"Hun ser jo forfærdelig ud!" sagde far ophidset. De stod lige uden foran køkkendøren. Mor var stille. Det prikkede i mine øjne. Jeg havde forsøgte at blinke tårerne væk, men det lykkedes ikke. Jeg lod være med at prøve og sad bare og stirrede på mine kort, jeg stadig havde i hænderne. Hun så virkelig forfærdelig ud. Hun var tynd. For tynd. 
"Hvad er der galt?" spurgte hun. Så havde jeg også smidt mine kort og ladet hende sidde alene tilbage i køkkenet. Jeg havde gået forbi mor og far, som om de slet ikke var der. Så havde jeg trasket op på mit værelse og grædt af bare bekymring for min søster. Og nu sad jeg her ved mit skrivebord og stirrede ned i bordpladen. Tiden havde aldrig gået så langsomt. Det eneste jeg kunne tænkte på var, at Line muligvis stadig sad hos lægen og græd af skræk. Far sad nede i stuen. Jeg ville gerne gå ned til ham, men lod være. Han var ret ophidset lige nu. Jeg valgte at lade ham være. Da jeg tænkte på, hvordan jeg havde hørt Line skrige og græde, fordi hun ikke ville til lægen, begyndte jeg igen at græde. Hun måtte ikke græde. Hun skulle være stærk. Det var hun bare ikke længere. 
"Slip mig dog!" havde hun skreget. Jeg havde bare sat og stirret ned i bordpladen. Og da jeg alligevel ikke kunne se noget for mine tårer, havde jeg lukket øjnene. Og til sidst var der stille. Så vidste jeg, at de var kørt. Jeg hadede at se hende sådan. Nu kunne jeg bare sidde herhjemme og vente.

Jeg hørte bilen. Så fodtrin på trappen. Min dør gik op lidt efter. Jeg vendte mig om og så Line, som jeg aldrig havde set hende før. Hun så helt smadret ud. Hendes øjne var røde. Hun forsøgte med et smil, men det gik ikke. Da hun havde lukket min dør, stod hun stadig og holdt i dørhåndtaget. Og så brød hun sammen. Hun græd, som jeg aldrig havde set hende græde før. Mine egne øjne truede med at løbe i vand, men jeg holdt tårerne inde. Nu måtte jeg være den voksne. Selvom jeg ikke følte mig særlig voksen, da jeg krammede hende, fordi hun stadig var ti centimer højere end mig. Hun hun krammede også mig. Jeg lod hende græde ud, mens jeg strøg hende hen over ryggen. Jeg kunne mærke hendes rygsøjle meget tydeligere, end jeg burde kunne. Jeg fik hende lagt i min seng med hovedet i mit skød. Nu sad jeg og tørrede hendes tårer væk og kæmpede med at holde mine egne tilbage. Jeg kunne ikke knække sammen foran hende, når hun selv var så smadret. 
"Hvad sagde de?" hviskede jeg. Men hun svarede ikke. Egentlig kunne jeg godt forstå det. Så i stedet for at spørge mere nussede jeg hendes hår, og prøvede at få hende til at falde til ro. Til sidst havde hun lukket øjnene og var blevet helt stille, mens tårerne stadig trillede ned af hendes kinder. Og så faldt hun i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...