Jeg vil se op til dig, til jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Sofia ser utrolig meget op til sin søster, Line, men hvad sker der, når Line pludselig får en spiseforstyrrelse?

1Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

7. Del 7

Jeg rodede rundt inde på hendes værelse. Hun gik for fem minutter siden. Hvad hun skulle, vidste jeg ikke, men hun kom nok ikke hjem, før vi herhjemme, havde spist aftensmad. Og hvad jeg ledte efter, vidste jeg heller ikke. Jeg ledte bare efter et eller andet. Det endte med, at jeg fandt hendes dagbog. Nu sad jeg på gulvet med den i hænderne. Mit hjerte satte farten op. Der var ingen lås på. Skulle jeg åbne den, læse og risikere at få noget at vide, jeg egentlig ikke ville vide noget om? Eller skulle jeg lægge den fra mig igen, fordi det var forbudt at læse andres dagbøger? Jeg ville bare vide, hvad der foregik. Det var da klart, var det ikke? Jeg var jo en bekymret lillesøster. Var det så okay? Nej, det var det altså ikke. Jeg kunne ikke tillade mig det. Jeg ville være verdens dårligste søster, hvis jeg gjorde det. Jeg kiggede på bogen. Så åbnede jeg den. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg læste fra et sted i midten. 

Der er en stemme i mit hoved. Den fortæller mig, at jeg ikke må spise. Og hvis jeg gør, får jeg det dårligt med mig selv. Så går jeg ud, stikker to fingre i halsen og kaster det hele op. Sofia har hørt mig kaste op flere gange efterhånden. Jeg bliver ved med at fortælle hende, at alt er okay, og at jeg har det fint. At jeg ikke fejler noget, og at hun ikke må sige noget til mor og far. Jeg ved bare ikke, hvor længe det holder mere. Jeg holder ikke meget længere. Min træning bliver hårdere og hårdere. Jeg har ikke noget energi. Jeg orker det ikke. Men stemmen siger, jeg skal. Hvis ikke jeg gør det, tager jeg på, og bliver federe end jeg allerede er. Jeg kan intet gøre. Den har taget magten over mig. Jeg føler mig fortabt. Men jeg vil ikke have hjælp. Stemmen hjælper mig. Jeg kalder hende Ana. Det fortalt hun mig, at hun hed. Hun fortæller mig, at jeg skal blive ved med at kæmpe. Og det gør jeg. 

Jeg smed bogen fra mig. Jeg var skræmt. Aldrig havde jeg været så skræmt. En stemme? Hvilken stemme? Var det virkelig min søster? Jeg stirrede ud i luften. Hvad var der sket med hende? Hun var ikke den stærke, smukke, perfekte Line, jeg kendte. Hun var ikke min søster. Hun var... Ana? Hun var jo blevet fuldstændig sindsyg. Hun var svag. Hun var ikke længere smuk. Hun var smuk for et år siden, da jeg lige var fyldt tretten. Dér var hun smuk. Perfekt. Og stærk. Jeg savnede hende. Hun var slet ikke sig selv mere. Hun var styret af denne her stemme, der sagde, hun ikke måtte spise. Eller hvad? Jeg forstod det slet ikke. Jeg forsøgte at forstå. Men jeg kunne ikke. Jeg lagde bogen tilbage i skuffen, hvor jeg havde fundet den. Så listede jeg tilbage til mit eget værelse. Jeg satte mig i vindueskarmen og tænkte alt igennem. Mit blik blev sløret, og da jeg blinkede, kunne jeg mærke tårerne der løb ned af mine kinder. Hvad skulle jeg gøre?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...