Jeg vil se op til dig, til jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Sofia ser utrolig meget op til sin søster, Line, men hvad sker der, når Line pludselig får en spiseforstyrrelse?

1Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

2. Del 2

"Mor?" råbte Line ned af trappen. Der gik lidt tid, før hun svarede, og da hun endelig gjorde, lød hun en smule stresset. Far stod nok og snakkede til hende, mens hun prøvede at læse en opskrift. Det var typisk far. Jeg lå i min seng, og stirrede op i loftet, fordi jeg ikke havde andet at give mig til. Selvom min dør var lukket, kunne jeg sagtens høre, hvad de sagde. Væggene var jo nærmest papirstynde herhjemme. "Jeg løber en tur om lidt. Det kan jeg godt nå, kan jeg ikke?" Så knækkede jeg sammen af grin. Havde hun tænkt sig at løbe? Det lignede ikke hende. Hun kunne næsten ikke engang cykle ned af en bakke uden at blive forpustet. Jeg fik slæbt mig selv hen til døren, og da jeg fik mig selv ud i gangen, var hun på vej ned af trappen iført løbetøj. 
"Har du virkelig tænkt dig at løbe?" spurgte jeg og kvalte et grin med et uægte host. Hun smilede selvsikkert. 
"Ja!" sagde hun bare, og inden jeg nåede at sige mere, var hun allerede ude af døren. Det lignede hende ikke, men jeg skulle ikke prøve at stoppe hende, for det ville ikke lykkedes. Da hun senere kom hjem, gik der lang tid, før hun trak vejret normalt igen. Men selvom hun lige havde løbet, så hun stadig godt ud. 

Nu sad vi ved bordet. Jeg skovlede maden i mig, som jeg plejede, og lagde egentlig ikke mærke til noget andet, før far muntert sagde: "Spis nu, Line". Så kiggede jeg hen på hendes tallerken. Hun havde øst lige så meget mad op, som jeg havde gjort. Hun havde bare ikke spist ret meget af det. 
"Jeg er ikke sulten. Jeg har faktisk lidt ondt i hovedet..." Mor kiggede bekymret på hende. Mor var altid bekymret for os. Hun overdrev altid tingene. Hvis jeg var fem minutter forsinket, var hun tæt på at efterlyse mig, og hvis jeg nøs, kom hun straks hen og mærkede om jeg havde feber. Men det var måske godt, hun var sådan. Sådan skulle en mor vel være, havde jeg tit tænkt. 
"Er du ved at blive syg?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå med et bekymret blik. Line smilede. 
"Nej, jeg tror bare, jeg er lidt træt." Og så tog hun sin tallerken med ud i køkkenet. Jeg kunne høre, hun stillede den og bestikket i opvaskemaskinen, hvorefter jeg kunne høre hendes fodtrin på trappen. Jeg kiggede på mor, så på far. Og så spiste jeg videre uden at tænke så meget over, hvordan hun bare havde forladt bordet uden at have rørt hendes mad, selvom hun plejede at spise mindst lige så meget som mig. Jeg stak dog hovedet ind til hende, før jeg gik i seng.
"Er du okay?" spurgte jeg. Hun lå i sin seng med en bog. 
"Ja, da. Du kan bare kommer herind, hvis du vil." Jeg fik hurtigt slæbt min dyne ind til hende. Jeg tog det nederste blad fra bunken på hendes skrivebord, for jeg vidste, at jeg havde læst næsten dem alle sammen, og jeg kun manglede et par stykker af de nederste. Jeg lagde mig ved siden af hende og pakkede mig ind i min dyne. Jeg lå tit herinde om aftenen. Jeg synes, det var hyggeligt. Og så elskede jeg hendes dobbeltseng. Der var plads til os begge i den, og hun havde vist heller ikke noget imod, jeg lå der. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...