Jeg vil se op til dig, til jeg dør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Igang
Sofia ser utrolig meget op til sin søster, Line, men hvad sker der, når Line pludselig får en spiseforstyrrelse?

1Likes
0Kommentarer
233Visninger
AA

1. Del 1

Jeg havde sat mig i Lines seng. Eller... Jeg havde godt nok sat mig der, men nu lå jeg halvt ned, mens jeg stirrede ind i i skærmen på min telefon. Hun sad i en anden ende med benene trukket op mod brystet. Vi sad begge to bare med vores telefoner, så på den ene side var vi jo sammen, men på den anden side var det så usocialt, som det kunne blive. Hendes værelse var meget større end mit, så jeg tilbragte det meste af min tid inde hos hende. Hendes værelse var også meget hyggeligere. Jeg havde aldrig tid til at gøre det hyggeligt på mit værelse. Jeg hadede hende for at have det pæneste værelse. Jeg hadede hende også for at være så forbandet smuk. Hun så ud præcis, som jeg ville se ud, hvis jeg selv kunne vælge. Hendes hår var lang, lyst og bølget og hun havde store mørkeblå øjne. Hun var godt nok lille, men det klædte hende. Hun var ikke så tynd og spinkel, som alle modellerne efterhånden var blevet. Hun havde former. De flotteste former jeg nogensinde havde set. Jeg hadede hende for det, men alligevel så jeg op til hende. Og alligevel elskede jeg hende. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre søster end hende. Vi havde det stort set altid sjovt sammen. Hun var sådan en fantastisk person. Typen alle ville være venner med. Hun smilede altid. Hun var god til at muntre en op, hvis man var ked af det, og hun havde i det hele taget bare et hjerte af guld. Hun havde altid en masse gode idéer. Det var simpelthen umuligt at kede sig, når man var sammen med hende. Hun var også stærk. Hun lod ikke nogen spænde ben for hende. Hun lyttede ikke rigtig til, hvad andre sagde. Hun var mere typen, der bare gjorde, hvad hun havde lyst til. Hvad andre tænke om hende, var hun fuldstændig ligeglad med. Hun var helt sin egen. Jeg beskrev hende altid som perfekt. Jeg ville gerne være som hende. Det havde jeg altid gerne villet. Selv dengang jeg var helt lille. Hvis hun havde fletninger, ville jeg også have fletninger. Hvis hun havde en lyserød kjole på, ville jeg også have en lyserød kjole på. Og lige så snart hun skiftede til en blå kjole, fik jeg travlt med at finde min blå kjole i skabet, der var fyldt med tøj. Og sådan havde det altid været. Jeg hørte det musik, hun hørte. Jeg læste de bøger, hun læste. Jeg så de samme film, hun så. Egentlig var det ikke med vilje. Det var bare en vane. Men hun havde en god smag både inden for musik, bøger og film, så det var nok derfor. Nu kunne jeg også næsten passe hendes tøj. Det sad selvfølgelig meget bedre på hende, end det gjorde på mig. Da jeg fyldte tretten, gav hun mig lov til at låne stort set alle hendes ting. Bare jeg spurgte. Selvom hun også havde købt en gave til mig på min 13-års fødselsdag, satte jeg mere pris på kortet, hvorpå der stod: "Tillykke med fødselsdagen, mus. Nu er du vist også stor nok til at låne mine ting". Jeg havde glemt alt om gaven, indtil hun spurgte om jeg ikke skulle pakke den op. Hun havde købt en ny skoletaske til mig. Den taske jeg havde stået og savlet over nede på strøget, men som jeg ikke havde råd til, fordi den var for dyr. Så havde jeg krammet hende, og sagt tak så mange gange at ordet lød helt mærkeligt til sidst. Selvom det var et halvt år siden, og jeg havde smidt alle de andre kort ud, havde jeg gemt lige præcis hendes kort og kunne huske, hvor lykkelig jeg var i det øjeblik. Så fik jeg kastet en pude lige i hovedet, hvorefter jeg hørte Lines latter. Jeg begyndte også at grine. Og så kunne vi ikke stoppe. Vi grinte i så lang tid, at mor til sidst kom op og spurgte, hvad det var, der var så morsomt. Det kunne vi heller ikke svare på. Vi kunne næsten ikke få luft. Det var egentlig slet ikke sjovt. Nogen gange grinte vi bare uden nogen grund. En søskendeting ingen forstod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...