Tag Mig Med

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Den handler om Melanie, som har mistet sin bedstemor. Hun er i dyb sorg. Efter bedstemoderens begravelse tager hun ned på havnen, og der sker noget helt uventet.

1Likes
1Kommentarer
200Visninger

1. Tag Mig Med

Pludselig ligger hun der. Ingen af os havde set det komme. Hun var altid så frisk og glad. Hvorfor nu? Alt kører rundt i mit hoved, og alt, jeg kan se for mig, er en mørk og trist fremtid.
Vi står alle på hospice. Mor, far, min lillebror og jeg. Stemningen er sørgmodig.
Vi står helt stille og kigger på hende. Hun ligger så stille. Jeg ved godt, at hun sover, men lægerne har sagt, at om få dage sover hun ind. Jeg har aldrig helt forstået det med at ”sove ind”, for hvis man sover, vil man jo vågne igen på et tidspunkt.

Hun åbner roligt øjnene, kigger rundt, og derefter ser hun på mig med et lille smil på læben. Mine øjne er som et vandfald, som ikke kan stoppes. ”Kom herhen”, siger hun til mig. Jeg træder et par trin nærmere. Hun tager min hånd, holder godt fast i den og kigger mig i øjnene. ”Hør her, Melanie. Jeg troede ikke, at det ville ende sådan her. I hvert ifald ikke så tidligt. Jeg troede at jeg havde lang tid til at fortælle dig det, men det har jeg ikke, så..” ”Så hvad, bedstemor?” svarer jeg med galoperende hjerte.

”Melanie, jeg er syg. Og det har jeg været i nogle år. Jeg har ikke fortalt dig det, for jeg håbede, at det ville gå fremad, og at vi to ville have mange gode år sammen endnu, men håbet er ikke altid nok. Jeg håber, at du forstår, skat, og jeg ved, at vi ses igen på den anden side, når det er din tur til at tage af sted”. Jeg er helt mundlam. Hvad skal jeg sige? Inderst inde vil jeg bare holde fast i hende, og gøre alt for at hun vil blive her hos mig, men jeg vil heller ikke have, at hun skal gå og have ondt hele tiden. Jeg vil have, at hun har det godt. ”Hvad skal der så ske nu?” Jeg kigger på hende med øjnene fuld af vand. ”Der skal ske det, at vi alle skal hygge os og nyde den tid, vi har tilbage, synes du ikke?” Jeg nikker. Jeg har ingen ord lige nu. Alt jeg kan få frem, er et stille ’Jo’.
Bedstefar kommer ind af døren. Han har kage og sodavand med. Vi sidder hele aftnen på hospice og snakker og prøver at holde stemningen munter. Jeg siger ikke så meget. Hvad skal jeg sige?  Farvel bedstemor? Nej, det er nok ikke lige det man siger. Jeg har lyst til at hægte mig fast til hendes ben og aldrig give slip. Jeg har lyst til at skrige.
En sygeplejerske kommer listende ind af døren. ”Besøgstiden er slut, I må komme tilbage i morgen.

Jeg giver bedstemor et stort kram og et kys på kinden. Hun kigger mig med et glimt i øjet. ”Melanie, vi ses i Nangijala:”


Næste morgen kommer mor listende ind af min dør. Jeg kigger på hende, og med det samme forstår jeg hendes blik. Jeg bryder sammen i tårer. Hele min verden går under nu. Alt er meningsløst. Jeg føler mig ensom og forladt. Vi skynder os op på hospice. Bedstemor ligger i hvidt tøj, og med hvide blomster på maven. Ingen ord kan beskrive dette øjeblik. Følelserne strømmer ud af mig.

Få dage efter skal der holdes begravelse. Jeg har fået en lang sort kjole til denne begivenhed. Jeg vil hellere have den trøje på som bedstemor lavede til mig sidste sommer, men det må jeg ikke for mor. Hun mener, at man skal have sort tøj på, og ikke en hvid striktrøje.
Vi kommer hen til begravelsen. I min hånd har jeg trøjen fra bedstemor. Jeg holder godt fast i den og klemmer den ind til mit bryst. En masse folk kommer hen til mig. ”Det gør mig rigtig ondt, må jeg kondolere.” ”Jeg kondolerer.” ”Jeg ved hvor svært det må være. Din bedstemor var en meget rar dame” og mange flere. Jeg ser, at de snakker til mig, men jeg hører dem ikke. Alt, jeg vil, er, at have min bedstemor ved min side.


I kirken blev der holdt smukke taler, en fra min far, for det var jo hans mor, og en fra min bedstefar.
En pige på min alder kommer ind. Hun stiller sig oppe ved alteret, kigger ud over menigheden, og så begynder hun at synge. Jeg har valgt at hun skal synge ”Nangijala” som er skrevet af Rasmus Seebach.  Da hun synger det første ord, strømmer følelserne ud af mig. Jeg har rigtig svært ved at tage afsked med min bedstemor, men jeg valgte denne sang, for den har vi tit sunget sammen. Og det sidste hun sagde til mig var: ”Vi ses i Nangijala.”

Jeg ved, at der er et sted over skyer,
hvor titusinde børn og sjove dyr
og sommernætter fulde af eventyr
venter på dig, venter på dig.
Du når slet ikke at savne mig,
for alt bliver leg.
Og en dag, når du hører, det banker,
så står jeg i døren, og så kan du tage mig med ud at se
Nangijala, Nangijala

Hun synger rigtig smukt, og det er en rigtig rørende sang. Jeg glemmer alt der er omkring mig. Jeg kigger ud af vinduet, som sidder i loftet af kirken og tænker på, at min bedstemor er i Nangijala nu, og jeg vil med hende. Jeg kan ikke forstå, at hun bare har efterladt mig. Hvorfor? Vi skulle jo til Nangijala sammen. Jeg klemmer trøjen ind til mit hjerte og prøver at holde tårende tilbage. Hvordan kan man græde så meget? Kan man græde for evigt?

Selvom du somme tider glemmer det,
er du så stor og stærk,
meget stærkere end mig.
Hvor mon du har dit mod fra?
Alting bliver så stille nu, og du lukker øjnene i.
Månen viser vej, og stjernerne tager dig, med afsted
.”

Min bedstemor har altid været stærk, og hun har kæmpet til det sidste. Jeg ved godt, at hun er væk nu, men jeg kan bare ikke forstå det. Alt er så ensomt uden hende. Men hun vil altid være i mit hjerte.
Efter ceremonien samles familie og venner. Jeg sidder i min egen verden. Kun med bedstemor i mine tanker. Jeg kan stadig ikke fatte, at hun ikke er her mere.

Alle er taget hjem, men ikke jeg. Jeg cykler ned til havnen. Bedstemor og jeg plejede at sidde dernede om sommeren og spise småkager og drikke saftevand, imens vi så på alle færgerne, som kom i land. Vi plejede at give brød til duerne, og så snakkede vi om alt mellem himmel og jord.


Jeg sætter mig for enden af den slidte bænk. Bedstemor plejer at sidde ved siden af mig, men ikke denne gang. Og det kommer hun aldrig til igen. Jeg kigger ud over havet og ser de mange skyer som kommer nærmere og nærmere. Men jeg er ligeglad. Jeg vil bare sidde her i fred og ro og tænke. Hele mit liv er dødt – sammen med bedstemor.

Efter nogle timer begynder der at blive fugtigt og koldt. En færge langt ude på havet fanger mit øje. Den nærmere sig mere og mere bredden.

Da den er kommet helt i land, går folkene af.  Nogle stirrer på mig, andre ignorerer mig. Da alle mennesker er kommet af, stiger jeg om bord. Der er ingen til at tage imod passagerernes billetter, så jeg sniger mig bare på færgen.

Den begynder at sejle ud imod det store åbne hav. Jeg sætter mig på en bænk, som er ude for enden af færgen. Vi kommer længere og længere væk fra havnen. Vi sejler mod det store og dystre hav. Der er ikke andre mennesker på færgen, end færgemanden og jeg. Færgemanden har sin blåslidte kasket på, og en varm jakke. Han har et langt hvidt skæg, og så har han store runde briller. Han kigger ofte på mig fra sit lille styrerum. Jeg synes, at hans aura virker mystisk og uhyggelig.

Jeg lægger mig på den knirkende bænk, mærker et koldt gys suse igennem min krop og derefter lægger jeg mig til at sove. Jeg har brug for fred og stilhed. Jeg vil ønske at bedstemor var her ved mig lige nu.


Efter en halv time er jeg stadig ikke faldet i søvn. Jeg er så forvirret. Alt kører rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde hoved og hale i noget. Jeg rejser mig op og går hen imod rælingen. Jeg kigger ud over agterstavnen. Der er meget langt ned. Jeg tager et kig ud over havet. Man kan ikke se horisontlinjen for disen. Stemningen er skummel.


Jeg tænker tilbage på alle mine minder med bedstemor. Vi har haft så mange gode minder sammen. Vi plejede at lægge os på græsset i haven og synge sange fra sangbogen ”De Små Synger”, og derefter gik vi ofte en tur. Vi gik op i kirken eller ned i skoven.
Nogle gange bagte vi kage eller boller, andre gange så vi fjernsyn. Vi elskede at se gamle danske film. Især med Dirch Passer. Så kunne vi rigtigt grine sammen. Hver gang vi var sammen spillede vi kort, imens vi hørte musik. Ja, mange uforglemmelige minder har vi, men den tid får jeg aldrig tilbage.

Imens jeg står der og tænker tilbage, mærker jeg noget røre min skulder. Jeg vender mig chokkeret om, men der er ikke noget. Jeg ser mig omkring, men der er ikke et øje i nærheden. Jeg stiller mig hen til rælingen igen, og holder godt fast.
Endnu en gang mærker jeg en hånd på min skulder, men jeg vender mig ikke om denne gang, jeg prøver at mærke efter, om der er nogen. Men jeg kan ikke mærke noget. Da jeg kigger bag mig, ser jeg min bedstemors ånd. Jeg kan ikke tro mine egne øjne.

”Melanie, du er ved at blive skør. Læg dig til at sove, nu!” visker jeg til mig selv. Ånden griner. ”Mel, slap af, kan du ikke kende mig?” Jeg tror, at jeg er blevet psykisk syg. Tænk, hvis jeg er begyndt at se syner. Jeg træder et skridt hen imod bænken. ”Er det dig, bedstemor?” siger jeg. Jeg er rædselsslagen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. ”Slap af min kære, jeg er kommet for at tage dig med.” ”Hvor vil du tage mig med til?” Jeg kigger mig omkring. Tænk, hvis jeg er den eneste, som kan se bedstemors ånd.

Færgemanden er der ikke mere. Så det er kun mig og bedstemor – eller rettere sagt, bedstemors ånd. ”Melanie, du er ikke glad her. Det kan jeg se på dig. Dine forældre ved sikkert ikke, hvor du er. Tror du ikke, at de er bekymrede?” Jeg tænker lidt over det. Er dette min bedstemors ånd som taler til mig, eller er det min underbevidsthed.

”Melanie, vi kan tage til Nangijala sammen og aldrig forlade hinanden. Så kan vi være sammen hver dag. Så skal vi spille badminton, og synge i de høje enge, som er fuld af blomster. Og du skal aldrig tænke på skole, problemer eller drengesorger mere. Hvad siger du? Vil du med?”

Det hele lyder så godt. Jeg kan ikke se nogle negative sider ved det. Og jeg vil jo være sammen med bedstemor hele tiden. Mine forældre klarer sig fint uden mig, de skal jo passe deres arbejde. Men hvad med min lillebror? Mon han klarer sig selv? Altså på et tidspunkt skal han jo lære at klare sig selv.

”Lover du mig, at der ikke bliver nogen problemer? Og at du aldrig vil forlade mig?” Bedstemor nikker på den anden siden af rælingen. Hun rækker sin hånd ud efter min. Jeg ser mig omkring. At forlade denne store, men grusomme verden, og komme til en lysere og bedre verden lyder jo ikke så slemt.

Jeg træder op på rælingen, men holder godt fast i kanten. Jeg presser trøjen helt ind til min krop. Rejser mig stille op. Jeg rækker ud efter bedstemors hånd, og det sidste, jeg mærker, er det kolde, våde vand.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...