Clara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
I historien hører man om en 17-årig pige som har mistet sine forældre i en bilulykke og om hendes liv efter forældrenes død, med stoffer, alkohol og et vildt festliv.

0Likes
0Kommentarer
62Visninger

1. Clara

”Det var lige her” sagde de i tv-avisen. ”Her hvor en 17-årig pige blev fundet død, hængende i et reb. Politiet efterforsker det som selvmord.” Selvmord… Tanken havde aldrig strejfet mig.

Jeg troede aldrig det ville komme til mig, indtil begge mine forældre døde i en bilulykke for omkring tre år siden. Næsten en hel familie udryddet, undtagen mig. En sød lille 14-årig pige sad nu tilbage, uden sine forældre. Pæn over­skrift i tv-avisen, ikke?

Alting var helt perfekt dengang, i vores lille familie, en rigtig kerne-familie. Alt hvad jeg pegede på, det fik jeg. Uanset hvor dyrt det var.
Jeg har aldrig følt mig svigtet af mine forældre.
Men da de døde, blev jeg så bange. Så ensom. Jeg troede, at jeg var helt alene i verden, mens alle egentlig stod klar med åbne arme, og ventede på at jeg ville komme og få deres trøst og omsorg.
Men det gjorde jeg ikke. Alle stod klar til at være der for mig. Hvis jeg havde taget i mod det, havde min krop sikkert ikke ligget i kisten nu.

Da mine forældre døde, tog det hårdt på mig. Jeg begyndte på selvskade, hver dag.
Selvskade var den eneste måde, jeg kunne kontrollere mine følelser på. Den eneste måde, jeg kunne kontrollere mig selv på.
Ja, det gjorde ondt. Men det ikke nær så meget som smerten inde i mig.
Jeg blev flyttet på døgninstitutionen Firkløveren, hvor jeg mødte Clara. Hende med de havblå øjne, og det gyldne hår. Hende som alle ville ligne, med ikke én eneste urenhed i hovedet og den perfekte tynde krop. Hun havde haft an­oreksi, men var kommet fra det igen.

Clara tog mig med til fester, og vi blev hurtigt bedste ven­inder. Clara fortalte, at hendes far havde forladt hendes mor, i mens hun var gravid med Clara, og hendes mor havde et stofmisbrug, så derfor var Clara kommet her.
Clara var to år ældre end mig, og havde derfor oplevet en helt masse ting. Hun var spændende og interessant, som ingen anden på  Kløven. (Døgninstitutionen Firkløveren i daglig tale)
Clara havde prøvet en masse. Nej, lad mig sige det sådan; Clara havde prøvet alt.
 

Til en fest gik det galt.
Vi tog der hen. I forvejen havde vi røget en smule hash som Clara havde købt af en anden beboer på Kløven, og fra den samme havde vi fået to breezers og et lille skvæt vodka. Da vi kom, gik vi ind af døren i det hvide gennemsnitshus på Centrumpladsen i Vester Åby. Huset med to etager bag lyg­tepælen.
Der var tusmørke, men der kom blinkende lys i forskellige farver ud fra alle vinduer i huset. Der var godt gang i den.

Vi gik ind af døren, det var som at få en tung dør smækket i hovedet af musik og varme.

Det var super fedt at være der med Clara, for når man var  der med hende, kunne man snakke med alle. Alle kendte Clara og hurtigt kom alle også til at kende mig. Clara og jeg festede og drak. Jeg havde det for fedt. Det var en af de bedste aftener i mit liv, indtil videre i hvert fald.

Da aftenen sluttede, begyndte folk lige så stille og roligt at gå fra festen. Til sidst var vi ca. 10 personer tilbage. Vi slukkede lyset og gik over til det mere ”bløde” musik, jeg fandt en sød fyr, Christopher, vi dansede i lang tid. Der var blevet meget varmt i huset, så jeg gik hen til Clara og spurgte om hun ikke skulle med ud og have en smøg. Vi gik ud. Der var rimeligt koldt udenfor, jeg trak min koksgrå car­digan ud på hænderne, også for at skjule arene på mit håndled. Månen skinnede med et smukt hvidt skær, hvilket også blev fremhævet i røgen fra vores cigaretter.

Det blev koldt og vi begyndte efterhånden at småfryse, så vi besluttede os for at gå ind igen. Alle de andre var gået ned i kælderen, så derfor gik vi selvfølgelig også der ned.  

De havde fundet et kamera i huset. De ville tage nogle billeder af de få der var tilbage. Af mig ville de tage et uhyggeligt billede. Vi fandt en grim, vakkelvorn, lortebrun trappestige som vi satte op under et reb, vi havde fundet. Jeg skulle kravle op på stigen. Jeg gjorde det, uden at klage. Jeg ville jo ikke virke som en kylling. Jeg placerede mit hoved i løkken der var bundet i rebet. Det var meget snævert, men jeg kunne lige klemme mig der ind.

Svedet piblede af mig og jeg rystede som en sindssyg. Men jeg skulle gøre det. De fumlede med kameraet, da det var det første billede som skulle tages. Vi var alle rimeligt fulde, så det gjorde selvfølgelig også sit.

Minutterne gik, nok de længste minutter i mit liv. Men de fik langt om længe kameraet til at virke. Der var helt stille, som om alle undtagen mig, vidste hvad der skulle til at ske. Som om de havde planlagt det.

De begyndte at tælle ned og jeg lukkede øjnene.
1… 2…
Pludselig gik hele i dobbelt tempo. Skridtene der kom trampende hen i mod mig. Hånden der skubbede på min ryg. Med ét blev der stille. Alt blev sort og alt blev stille. Kun lyden af musikken der stadig bankede for fuld hammer ovenpå, og et grin trængte igennem.Et meget velkendt grin. Et grin jeg havde hørt mindst 1000 gange før. Et grin der tilhørte Clara.

Der fra kan jeg ikke huske mere. Mest fordi jeg bare hang der og var død. Ingen turde tage mig ned, alle gik.

Den næste morgen, da værtens forældre kom hjem, blev jeg fundet. Det må have været tragisk for værtens forældre.

Nu er der gået en uge og jeg er i kisten. En fin hvid kiste, den er fyldt med blomster ovenpå i alle mulige fine farver. Prædiker løs om alt muligt.

Jeg venter bare på at jeg kan komme ned i jorden og hvile i fred.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...